29. marts 1918. En skål på tysk nederlag og Sønderjyllands genforening med Danmark!

A. P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten. Ved fronten fik han via en fælles ven sat et møde i stand med sin broder, Jens, der var maskingeværskytte.

(… fortsat)

 Så mødtes vi da igen, og det var lige ved, at min Bror skulde have mødt sit Endeligt i denne lille Landsby, idet den en Times Tid forinden jeg kom til Byen, blev beskudt af Englænderne. Da de hørte Granaterne komme, stod han på Vejen og vilde sammen med mange andre springe ned i en Kælder for at komme i Dækning.

Han var også kommet nogle Trin ned, da det gik op for ham, at det kunde vare farligt, dersom en Granat gik ned igennem Huset. Han sprang derefter igen op og løb bort. Og så kom Granaten. Den eksploderede midt i en stor Klynge Soldater. I min Brors Kompagni dræbtes 8, og 16 blev såret.

De var just ved at begrave de faldne ude på Marken under et Træ, da jeg kom.

Vi var sammen et Par Timer og talte igen om det samme: Hvornår holder dog den Krig op ? ——-

Et Par Dage forinden havde et Par af mine Kammerater opdaget et engelsk Officerskasino og havde „reddet” en Masse Bourgogne til os. Vi havde også i en Marcipanfabrik „reddet” os Sække af Mandler, og jeg havde et Par Flasker med af den ædle Drue og Tasken godt fyldt med Mandler.

Jens og jeg fandt os uden for Byen et Dige ved Siden af Vejen, hvor vi i det dejligste Solskinsvejr kunde have det lidt for os selv.

Vi satte hver sin Flaske for Munden og drak den ene Skål efter den anden for vores gensidige Sundhed, vore Forældres og Søskendes Sundhed, og ikke mindst for Krigens lykkelige Ophør, d.v.s. Nederlag for Tyskerne og vor Genforening med Danmark.

— Se . . . . alt det gik i Opfyldelse, så det har vel nok været en god Vin!

I løftet Stemning og med store Håb og Ønsker forlod vi hinanden, og jeg så ham ikke igen før et År efter, da han med „St. Thomas” kom til København med det første Hold løsladte dansksindede Krigsfanger fra Aurillac.

DSK-årbøger 1953

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *