Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 29. Maj blev vi beordrede til at grave Huller til Ammunition. Hvem, der kunde skulke sig fra dette Arbejde, gjorde det, selv med Fare for at blive straffet. Jeg gik ind i Neükirchen for at finde noget spiseligt; det var farligt, da Byen laa foran vort Batteri. Det første Hus, jeg kom til, var skudt fuldstændig ned, saa der var intet at finde; det næste stod nogenlunde paa ret Køl. Jeg gik ind ad Hoveddøren. Bag Døren laa 4 døde Soldater, 2 Englændere og 2 Franskmænd, de laa saa tæt ved hinanden, at jeg maatte træde paa dem, hvis jeg vilde ind ad denne Vej, men jeg gik tilbage for at finde en anden Dør.

Da jeg drejede om Hjørnet af Huset, saa jeg et Granathul, som gik lige igennem Væggen og ned i Kælderen. Jeg var snart dernede, men det første jeg fik Øje paa, var en død, tysk Soldat, som laa i Nærheden af en Dynge Kartofler, som jeg blev meget glad ved. De var ganske vist oversprøjtede med Blod, men det tog jeg ikke saa nøje. Jeg fyldte straks en gammel Sæk, som laa i Krogen, men inden jeg gik tilbage, vilde jeg først undersøge hele Huset.


Fra Kælderen kom jeg op i Køkkenet, hvor alt laa hulter til bulter mellem hinanden. Jeg fandt en Gryde halvt fuld af Risengrød, min Livret; den var nok bleven sur, men jeg spiste den alligevel; derfra kom jeg ind i Sovekammeret, hvor der laa gamle Madraser og gamle Beklædningsstykker paa Gulvet, og mange andre Ting bar Vidne om, at Beboerne var flygtede over Hals og Hoved.

Jeg gik saa op paa Loftet; Trappen var brøstfældig, men jeg kom derop uden Uheld. Da hele Taget var skudt ned, kunde jeg let orientere mig. Deroppe fandt jeg Byggryn, Riis, Ærter og Bønner, som jeg ogsaa fik i Sækken, som jeg saa tog paa Nakken og gik ned, men nu gik Trappen itu, og jeg faldt ned paa de døde, som laa i Gangen. Jeg gik over disse, men kom derved til at træde paa den ene, som derved gav en sær klukkende Lyd fra sig.

Jeg skyndte mig hen til Batteriet, hvor jeg straks gav mig i Lag med at koge Risengrød, men midt i det hele fik jeg Bud om straks at meldte mig hos Officeren, og jeg tænkte baade det ene og det andet ved det Bud.

Hvis Officeren havde opdaget, at jeg var gaaet fra mit Arbejde, kunde jeg være sikker paa at komme paa Vagt 3 Nætter i Træk, men han spurgte mig kun, om jeg vilde lade mig forsætte til det 3. Batteri. Det var jeg villig til, navnlig fordi dette Batteri laa meget længere tilbage fra Fronten, og Skydningen der var heller ikke saa streng, da Granaterne kun vejede 50 Kilogram, og var beregnet til at skyde 23 Kilometer.

Jeg gik straks hen for at pakke mit Tøj, men fik dog Tid til at fortære noget af den Risengrød, som imidlertid var bleven kogt; den var bleven lidt stiv, men den smagte ellers godt.

De øvrige Levnedsmidler, som jeg havde hentet inde i Byen, kunde jeg ikke faa med, men jeg forsynede mig med en Del Risengrød, som jeg anbragte i min Spisemappe, og fyldte to Sandsække med Byggryn. Med Staalhjelm paa Hovedet, Tornysteren paa Nakken, Karabinen om Halsen, Risengrød paa Ryggen og en Pose Byggryn under hver Arm, – saaledes udrustet forlod jeg mine Kammerater.

Efter en halv Times Gang var jeg saa heldig at komme op at køre paa en Postvogn, som skulde til 1. Batteris Lejr, og der skulde jeg netop melde mig. Undervejs delte jeg min Risengrød med Kusken, som forsikrede, at han i 2 Aar ikke havde faaet saadan en dejlig Grød.

Kl. 5 var jeg i Lejren, som laa iVervig, en lille By, som endnu var nogenlunde skaanet for Krigens Ødelæggelser. Der blev jeg saa til næste Dag, og sammen med en Sergent og 4 andre Kammerater begav jeg mig paa Vejen til 3. Batteris Lejr; hvortil der var 5 Timers Gang.

Vi var ikke i Tvivl om, at det vilde blive en drøj Tur for os, men der var jo ikke andet at gøre end at hænge i, saa naaede vi vel frem en Gang. Undervejs hvilte vi nogle Gange og Kl. 3 naaede vi Batteriet, men Oberstløjtnanten, vi skulde melde os hos, var paa den Tid i Ildstillingen, og da dertil atter var 5 Timers Gang, gik vi ikke længere den Dag.

Efter at vi havde spist vor Aftensmad, fandt vi os et Natteleje i et bombesikkert Rum, hvor jeg brugte mit Tornyster som Hovedpude, Byggrynsposerne havde jeg lagt ved mine Fødder; hvorefter jeg snart faldt i Søvn.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).