Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D. Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten. I august deltog han i de hårde kampe ved Soissons. Han blev såret og overnattede i en hule, hvor der var et lazaret.
Vi blev vækket af Fodermesteren. Han fortalte, at Franskmændene i Nattens Løb maatte være rykket frem, for Artilleriets Beskydning naaede Hulen. Det kunde blive farligt for os, for der var kun een Udgang. I Nattens Løb var der kommet mange ind i Hulen, men nu gjaldt det sandelig om at komme ud igen. For os, der havde Benene i Orden, var Chancen naturligvis størst.
Da vi havde fulgt Beskydningen af Hulen en Times Tid, havde vi fundet ud af, at der var et vist System i Beskydningen. Med visse Mellemrum opstod der en Pause paa seks til otte Minutter. I den Tid gjaldt det om at komme bort.
Vi tog Chancen. Ud i det fri! Vi løb, vi sprang hen over sønderskudte og brændte Sanitetsvogne. Heldet var med os. Vi lejrede os i Læ af en Banedæmning et Par Kilometer fra Hulen og pustede ud efter det anstrengende Løb.
Nu syntes vi, at vi snart maatte være uden for Granaternes Rækkevidde. Men — minsandten, om der ikke kom et Par engelske Flyvemaskiner! De fløj ganske lavt hen over os. De var vistnok ikke ude efter os, men en Forskrækkelse fik vi vel nok!
Fra nu af tog vi det med en knusende Ro. Vi vandrede blot stadig mod Øst for at komme saa langt som muligt bort fra Fronten. I Dagens Løb naaede vi et stort Samlingssted for saarede. Det var i Omegnen af Laon.
Jeg spurgte efter andre Kyrasserer. „Jo,” sagde man, „Kyrasserer, dem er der ogsaa nogle af her.“ — Jeg gik rundt i Flokken og kikkede, og hvem fandt jeg? — Paul! — Det Gensyn kan ikke beskrives.
Paul havde for to Timer siden faaet at vide, at vor Eskadron var fuldstændig opløst og at jeg var „savnet”.
Vi græd som Børn i hinandens Arme. Tænk, at vi skulde faa Lov til at ses igen. Vi fulgtes nu ad paa en Transport til Sydtyskland, men efter nogle Dages Forløb skiltes vore Veje, for der var jo meget stor Forskel paa vore Saar.