Senest ændret den 6. februar 2016 22:34

Dagens nyt fra Hejmdal

Ugeoversigt.

Det vældige Slag i Frankrig fortærer stadig flere Mennesker paa begge Sider, uden at Enden er til at se. Paa Grund af, at Tyskland maa værge sig til 2 Sider, er de tyske Tropper i Frankrig ikke talrigere end de franske, og i Tapperhed og Krigsteknik er de to Folk hinanden jævnbyrdige.

Allerede i Fredstid har Officererne sagt til os, at med de Vaaben, som vi har i Øjeblikket, vilde et Stormangreb i aabent Feltlag ikke mere være muligt, fordi det vilde kræve altfor umenneskelige Ofre. Det har Franskmændene ogsaa erfaret i Begyndelsen af Krigen, da de angreb de tyske Stillinger ved den lothringske Grænse.

Nu ligger, saa vidt vort Kendskab naar, Forholdene saaledes: Først trak Tyskerne sig tilbage til Aisneflodens Bredder for der at afvente og slaa Franskmændenes og Englændernes Angreb tilbage. Efter at det var sket, gravede de tilbageslaaede Fjender sig ned i Jorden paa den anden Side, og her afventede de saa det tyske Angreb. Jo længere Slaget varer, des fastere forskanser Vedkommende sig, og kun Artilleriet kører over den af Lig overstrøede Flade. Men hvad der ligger mellem de 2 hære, er i stadig Dødsfare. Det er byen Reims’ Skæbne.

Desværre er ogsaa den vidunderlig skønne Katedral i Reims bleven draget med ind i Kampen. Jeg kender den godt og har for dens Skyld opholdt mig flere Dage i Reims. Den har samme høje Værd som Domkirken i Strasborg, og overgaaes i Skønhed og Størrelse af ganske faa Kirker paa hele Jorden.

At en eller anden tysk Artilleriofficer kunde have haft til hensigt at ødelægge dette historiske Minde, er fuldstændigt udelukket. Dertil kom, at Hærledelsen endog havde give særlig Befaling til at skaane Katedralen. Der vilde sikkert ikke være hændt den noget, og den vilde være kommen ligesaa godt fra Byens Belejring som Strasborg Domkirke i 1870, hvis ikke Franskmændene havde benyttet Katedralen til Artilleridækning og Militæriagttagelsespost. De er efter vort Hovedkvarters sikkert paalidelige Meddelelser Skyld i deres bestemmelige Kroningskirkes Ulykke. Det staar fast, at Tyskerne en kort Tid havde besat Amiens, Soissons, Beauvais og Loos eller endog havde den i Besiddelse, uden at der skete disse Byers væsen ligesaa beundrede Domkirker det allerringeste.

Medens begge Hære altsaa ligger overfor hinanden, vil der fra begge Sider blive gjort Omgaaelsesforsøg. Franskmændene søger Nord for Paris at komme udenom vor højre Fløj; men de er bleven vist tilbage i haarde Slag. Derved har Tyskerne maattet trække sig noget tilbage fra deres Forposter, men holder Linjen paa Oise-Flodens højre Bred. Tyskerne forsøger derimod at trænge frem mod Øst ved Fæstningerne Verdun og Toul og beholder Spærreforterne mellem de to Befæstninger. Hele Verdens Nationer har deres Øjne rettede mod denne Kamp, thi her drejer det sig om den største verdenshistoriske Afgørelse.

Imidlertid hviler Hærene i Øst sig ud efter Kampene. De tyske Sejre i Østpreussen er af en uhyggelig Kraft. Som Danskerne ved, har Rigskansleren meddelt til Ritzaus Bureau, at der er omkommet 150,000 Russere ved Tannenberg og i de masuriske Søer. Dertil kommer de 90,000 Fanger i dette Slag. Endnu aldrig er en Hær vel bleven saa ødelagt i et Feltslag. Man tror, efter hvad vi hører, i St. Petersborg, at Generaloberst v. Hindenburg, Sejrherren i Østpreussen, fortsætter Marchen mod Warschau, og det er muligt, at denne Tro er rigtig.

Med særlig Tilfredsstillelse har man erfaret i Tyskland, at Undervandsbaaden “U9” har bragt 3 engelske Krydsere til at synke. Det viser, at den yngre tyske Flaade kan tage Kampen op med den vældige, ældre Sømagt, og at det ikke blot er Kvantiteten, som er det afgørende. Ved at blande sig ind i det europæiske Krig, har England tilføjet alle Landes Verdenshandel en umaadelig Skade og har sat sin store Anseelse som Sømagt på Prøve. Vi vil videre faa at se, hvad begge Flaader formaar.

I det Indre af Landet gaar Arbejdet hos os roligt videre. I Luksus- og Eksportindustrien er der naturligvis Arbejdsløshed, men den er ikke saa stor, som vi var bange for. Alle Myndigheder anstrenger sig for at skaffe de Arbejdsløse Beskæftigelse. Der opføres offentlige Bygninger og graves Kanaler. Den gode Vilje er overalt til Stede, og det er en stor Saf. Man indretter sig paa, ogsaa at kunne holde en lang Krig.

Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.

Vi gengiver i Dag yderligere et Udtog af et Brev, dateret den 11. September, som en Alsinger har skrevet til sit hjem.

“—-Vi kører den ene Dag efter den anden og ved ikke selv, hvor vi kommer hen og hvor vi skal bivuakere. I Gaar maatte vi op af Søvnen Klokken 12 Nat og skulde straks rykke ud; vi kørte saa til Klokken 3-4, fik en Kop Kaffe, læssede Havren og Konserves af vore Vogne og kørte videre hele Dagen, holdt mange Timer paa Vejene, fordi vi ikke kunne komme frem for Tropperne, spiste Æbler og hvad Frugter vi kunde faa fat i, og kom først i  Bivuak Klokken 7 Aften.

Først nu blev der Tid til at lave lidt Mad, som bestod i kogte Kartofler, kogt Kød af Daaserne og Kaffe og Brød. Vi har ikke faaet Brød udleveret den sidste Uge, Infanteriet har ikke haft Brød i 10 Dage. De har ude i Skudlinjen stadig kun haft Kiks.

Jeg ynker de stakkels Infanterister, hvor de ser ud! Og saa kan de ikke en Gang faa varm og nok Mad. Der var en fra Holm, som vi fik op at køre; han fortalte mig om Slagene fra de sidste Dage. Det gaar frygteligt til. Han var næsten helt forkommen. Jeg gav ham Fedtebrød, Vin og Snaps, aa hvor han dog blev lykkelig! Han havde i Slaget været sammen med J. Valentin fra Hagenbjerg, som var bleven saaret, med Hans Lorensen fra Hagenbjerg, som var værre saaret, med Peter Krogh fra Oksbøl, der blev ramt af en Granatstump, dog ikke saa slemt, og med Math. Nissens Søn fra Brandsbøl, som var kommen godt fra det. Bageren, som var i Hagenbjerg til August, talte jeg ogsaa med. Han kørte ogsaa med os og var endnu uskadt, men havde været med Søndag den 6. September, da det gik haardt til. Jeg talte ogsaa i Gaar med Peter Hansen fra Aabenraa, han fik lidt Vin at drikke hos mig. Naar vi holder roligt paa Vejene og Tropperne marcherer forbi, kan man nok hilse et Øjeblik paa dem, man kender. De kommer forbi i Tusindvis, Artilleri og Infanteri.

Ja det er den første Krig vi Yngre oplever og vi vil haabe, at det ikke maa ske mere i vor Tid eller nogensinde mer. Nu vil jeg slutte, da vi skal afsted over Middag. Vi ligger i Bivuak ved Foden af et stort, smukt og mægtigt Slot. Jeg vedlægger et Kort af det”.