Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.
Om Morgenen blev vi sendt i Hvilekvarter i en By, som hedder Tillt, tæt ved Gent i Belgien. Vi skulde jo ogsaa have Forstærkning, før vi kunde komme noget Sted igen. Den civile Befolkning var meget flink, særlig naar de fik at vide, at jeg ikke var Tysker, men Sønderjyde. De var ved Flyverbreve underrettet om, at nu var det snart forbi med Tyskernes Herredømme.
Samme Dag, vi ankom dertil, gik jeg hen til Løjtnanten og anmodede ham om at faa Orlov. Det kunde jeg ikke faa, endskønt det var omtrent halvandet Aar siden jeg sidst var hjemme.
Ca. 14 Dage i Forvejen havde jeg skrevet hjem om at indgive en Ansøgning om Orlov for mig, og nu kom den lige tilpas. Jeg blev kaldt op paa Kontoret. Der blev sagt til mig, om jeg ikke vilde vente en 14 Dages Tid, fordi jeg skulde udnævnes til Underkorporal, og saa kunde jeg faa mine Knapper til den Tid.
Jeg var imidlertid lige glad med Knapperne og det hele Militærvæsen, men det turde jeg ikke sige. Jeg sagde, at jeg vilde gerne hjem og se min Familie endnu en Gang, da det jo var meget tvivlsomt, at jeg ellers fik dem at se mere. Jeg havde jo nu ikke set dem i omtrent halvandet Aar, og naar vi nu kun var fem Mand tilbage af Hundrede paa een Dag, saa vidste vi omtrent, hvad vi kunde vente os.
Det hjalp ikke noget; men jeg havde nu sat mig i Hovedet, at hellere vilde jeg lade mig skyde ved den danske Grænse end ud i det Helvede igen.
Da jeg ikke kunde komme udenom længere, sagde jeg, at hvis de ikke gav mig Orlov, skulde jeg nok være Mand for selv at tage den.
Endelig gav de efter, og den 26. Juli kørte jeg sammen med en af de fem fra Tillt. Da vi kom til Brüssel, var der opslaaet Plakater om, at Englænderne og Amerikanerne gik stærkt frem og stod foran Lille.
Tyskerne rev Plakaterne ned hurtigst muligt, men Belgierne løb rundt i Gaderne med dem og slog dem op, hvor som helst. Nu sad jeg i Spænding Resten af Vejen, for at der skulde blive spærret for Orlov, og at vi maaske kunde komme til at vende om, naar vi kom til næste Station.
Efter to Dages Kørsel naaede vi Flensborg. I den Tid havde jeg ingen Ting spist, dels af Spændingen og dels af Glæde over at komme hjem. Ved Ankomsten til Flensborg var Spændingen paa det højeste, der skulde vi vise vore Pas til Vagten.
Da han saa, at jeg skulde højt op i Sønderjylland, blev det mig nægtet at rejse videre, fordi der var saa mange, der flygtede over til Danmark.
Saa blev der sendt Telegram til Bataillonen og forespurgt, om det var rigtigt, at jeg maatte rejse helt hjem. Indtil Svaret kom, maatte jeg blive siddende paa Kontoret paa Banegaarden.
Efter fire Timers Forløb kom Svaret, at det var rigtigt, og at jeg kunde rejse videre.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)