Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 27.2.1918

… Du fortalte også fornylig, at du havde været ude hos landråden for at få de skimlede heste fri, men du ved ikke rigtig, hvad det blev til. Det var da skammeligt, hvis vi skulle af med dem, for det er sådan et par rare dyr, som jeg holder meget af. Og det ville jo også blive et stort tab, for der er vel ingen, som i år vil hjælpe at bære tabet. Sådan blev det jo ellers lavet sidste år. Du har megen ulejlighed og arbejde både for min og hestenes skyld. Når du nu blot kan få al din møje betalt. Du skriver også om revision, er det ligesom sidste forår, at de kommer og ser efter om vi har korn nok, eller for meget!…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918