Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i Fuβ-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.
Skydningen tog noget af, og det formindskede arbejdet ganske betydeligt. Ammunitionskørselen kunne besørges med heste og vogne fra batteriet. De fleste af hestene var stædige, så det kneb lidt med at få dem til at tage fat, når vi lod dem puste lidt; vognene sank tit langt ned i leret, da markerne var opblødte af regnen.
En nat skulle jeg føre en vogn med heste fra landevejen tværs over markerne til stillingen. Hestene trak kolossalt, jeg foreslog at lade hestene puste et øjeblik; det gjorde vi så; men så var det ikke muligt at få dem i gang igen. Vi prøvede at kæle for dem, og vi prøvede at slå dem, men lige meget hjalp det.
Vi læssede det halve læs af, men de ville ikke trække, så læssede vi hele læsset af og skubbede vognen ind i enden på dem, men så tog de fat omsider. Vi kørte vognen op på en bakke, og så måtte vi slæbe granaterne op på bakken, det nu gik nedad, men da vi skulle i gang ville de ikke trække. Der kom nogle granater fra englænderne, der eksploderede med stor voldsomhed, så kunne vi ikke vente længere; vi stillede os op, en ved hver hest, og på et givet kommando gav vi hver hest et ordentlig rap af en spade eller pighakke, men så tog de fat.
Forholdene mellem kanonererne og hestemandskabet var ikke godt. Der var stor uenighed. Hestemandskabet lå som regel langt den meste tid ved Protzerne [forvogn, der bruges når kanonen trækkes af heste/red], og når de kom ud i stillingen, var de mere nervøse og bange, end godt var, nu var det heller ikke morsomt at sidde på et så ophøjet punkt som en hesteryg, når granater og kugler fløj om ørerne af en; i sådanne tilfælde kunne kanonererne kaste sig på jorden, og det har frelst livet på mangen en.
Det var en aften i november 1917, at der kom en vogn med ammunition. Englænderne skød en lille smule, og det skræmte “Fahrerne”. De ville skynde sig at læsse granaterne af, og smed dem hulter til bulter af vognen, og en del faldt ned i en vandpyt.
Kanonererne kom imidlertid til, og Unteroffizier Mæntler befalede, at de skulle vente med at kaste af, vi ville bære dem på plads samtidigt. Fahrerne ville ikke vente, det blev til skænderi, og da vi kom tilbage fra ammunitionspladsen, lå Mæntler og en Fahrer i vildt slagsmål. Mæntler lå nederst i vandpytten, og den anden lå på ham og slog ham i hovedet med knyttet næve.
Da vi skønnede, at det kunne være nok, skilte vi dem af; men Mæntler blev aldeles rasende. Han ville hævne sig; og da vognen var tømt, og de kørte af sted, sneg han sig bag op i vognen med en tyk kæp og listede hen bag den mand, der sad på bukken og gav ham en oven i hovedet med stokken, så denne faldt af vognen og ned på jorden; men han kom straks til sig selv, sprang op og løb efter Mæntler, der var sprunget ned af vognen, greb fat i ham og gennembankede ham med den korte artilleripisk.
Mæntler skreg og vrælede, og da den anden holdt op med at slå, løb han tilbage til vognen, sprang op på den og fortsatte kørselen.
Mæntler løb bagefter og kastede sten efter ham, men den anden vendte sig så om og rakte lang næse efter ham.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.