Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen

Syd for Grænsen under Krigen

Triste Forhold i Fangelejre i Nordslesvig
Det er selvsagt, at det i Alminde­lighed er forbundet med mangehaande Savn at opholde sig som Krigsfange i fremmed Land, men værre bliver For­holdene naturligvis, naar der begynder at blive Knaphed med Levnedsmidler, og Fangernes Antal tilmed er stort. Der er, navnlig fra svejtsiske Officerers Side, fremkommen meget anerkendende Udtalelser efter deres Besøg i forskel­lige Lejre for Krigsfanger i Tyskland.

Og det er kun glædeligt. Saa meget større Grund er der derfor til at hen­lede rette Vedkommendes Opmærk­somhed paa Lejre, hvor Fangerne lider Nød, saaledes at Manglerne eventuelt kan rettes.

Om Forholdene i en saadan Fange­lejr i Nordslesvig, beliggende ved Bajstrup sydfor Tinglev, er der dernede fra tilgaaet os Beretninger, af hvilke vi her anfører følgende:

Lejren, ved Bajstrup bestaar af en meget stor Grund, ind­hegnet med to Pigtraadshegn, det ene indenfor det andet og ca. 2 Meter høje.
I hver Ende af Pladsen er af ru Bræd­der — beklædt med Tagpap baade paa Tag og Vægge — opført en mægtig enetages Barakke, der har Plads til 1000 Mand. Paa hver Side at Ind­gangen ligger en mindre Bygning med Plads for Køkken, Vagtlokaler, Opholds­rum for Vagt og Køkkenpersonale m. v.

Fangerne, hvis Tal paa dette Sted udgør ca. 2000, ligger i Barakkerne paa Træunderlag med lidt Halm over, saa lidt, at de styrter sig som Vilde over de Halmlæs, der kører ind paa Pladsen, for at sikre sig så meget som muligt deraf.

Fangernes Kost

er under de herskende Dyrtidsforhold meget knap. Om Morgenen et Stykke Brød med Kaffe, om Middagen væsent­ligst Roer og Kartofler i en eller anden kogt Form; om Aftenen Grynsuppe. Maden er imidlertid saa utilstrækkelig, at det er en ren Ynk at se f. Eks. Krigsfanger, der har haft Arbejde uden­for Lejren, vende tilbage til denne. De styrter sig som besatte over de Roebunker, som ligger udenfor Lejren i Nærheden af den store Køkkenbygning, og skønt Vagtmandskabet søger at for­hindre det, ser man Fangerne tage Roerne og med Graadighed fortære dem raa.

Penge hjælper intet
Blandt Fangerne, der i denne Lejr gennemgaaende synes ret velklædte og bestaar baade af Russere, Franskmænd, Belgiere og Englændere, er der ikke saa faa, som er vel beslaaet med Penge, og som gerne vilde tilkøbe sig god Mad. Men det er forgæves — de har kun Lov til at købe for en Snes Pfennig om Dagen.

Øjenvidner beretter at have set Rus­sere samle Kartoffelskræl og lignende op af Renestenen og spise det raat!

I Lejren ved Løgumkloster er For­holdene af lignende Art, i enkelte Retninger endnu tristere.

Der er her ikke Tale om nogen An­klage fra en enkelt f. Eks. dansk Side, nej Egnens Befolkning er i sin Helhed ilde berørt deraf. En af Tyskernes Førstemænd her, Kommuneforstander Raben, har i Vidners Nærværelse ud­talt med Harme, at „dette er Forhold, som Tyskland ikke kan være bekendt overfor Udlandet”; og en anden af Eg­nens fremstaaende Tyskere, Førstelærer Petersen i Bajstrup, har indsendt An­dragende til Myndighederne om at søge Fangernes Forplejning forbedret!

I de ca. 4 Uger, Fangerne har haft Ophold her, er der forefaldet flere Til­fælde af Hungertyfus.

Ikke regeringens skyld

Den betaler 1 Mark og 20 Pfennig pr. Fange om Dagen

Regeringen har næppe været vi­dende om, at Forholdene er saa slette, og kan heller næppe gøres direkte an­svarlig derfor, da den betaler 1 M. 20 Pf. for Fangernes Forplejning pr. Dag, heri ganske vist indbefattet Udgiften til Fangeejren eller i alt Fald en Del af dens Opførelse.

Som tidligere omtalt, er det en Enkeltmand, der har taget Driften — og dermed Forplejningen — af samtlige Fangelejre i Nordslesvig i Entreprise; han har derefter igen over­draget Forplejningen paa nye Hænder mod en betydelig mindre Betaling, for­mentlig ca. 80 Pfennig pr. Fange pr. Dag — i Løgumkloster endog kun 50 —55 Pf. pr. Dag.

Naar den sidst­nævnte Entreprenør naturligvis ogsaa vil tjene mest muligt paa Forretningen, kan man sige sig selv, at der ikke bli­ver mange Pfenning tilbage til Proviant og Køkkenbetjening m.v. Og med de dyre Priser paa Levnedsmidler i Øjeblikket vil det ikke være muligt at fremstille tilstrækkeligt nærende Mad i den fornødne Mængde.

Vore Hjemmelsmænd udtaler sluttelig, at de føler sig overbeviste om, at den tyske Regering, som forudsættes at være uvidende om de her nævnte Forhold, sikkert vil skride energisk ind for at skabe mere menneskelige Kaar for deres Fanger naar den forhaabentlig nu faar Kundskab om de virkelige Forhold.

Major v. Bötticher,

der var Chef for 3die Infanteri-Landstorms-bataillon, som havde Grænsevagten her indtil omkring 11. Marts, da Bataillonen blev be­ordret til Mecklenburg, er død dér i Ludwigs-lust den 19 Marts. Major Bötticher, der havde deltaget i Krigen 1870, var Soldat af den gamle Skole. Mens Bataillonen udførte Grænsevagten havde han sit Kvarter paa Gram Slot.

En Dansker falden?
Paa en af de sidste tyske Tabs­lister findes ifølge „Jyllandsposten” Overmaskinmester Christian Hansen af Esbjerg opført som savnet. Udfor hans Navn staar en Stjerne, hvilket betyder, at han rimeligvis er dræbt.

Tyske Ungdomskompagnier

– en Slags Spejderkorps — fra Aaben­raa og Haderslev holdt i Søndags Felt­øvelse ved Hoptrup. „Schleswische Grenzpost” bringer en længere, be­gejstret Omtale af Øvelsen og meddeler med Anerkendelse, at de unge Del­tagere, da de skiltes, tilraabte hinanden: ,Gud straffe England!”