Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern. Han har beskudt englænderne fra en fremskudt kanon indtil kl. 12.00 – og indstiller så skydningen resten af natten.

Vi stillede en mand ud, der holdt vagt. Vi var således kommet til ro og lå tæt sammenpakkede i den sødeste søvn. Vi fik ganske pludselig en fæl overraskelse. Engelskmændene havde vel opdaget gnisterne fra det korte kakkelovnsrør, for ganske umotiveret sendte han den ene salve over gården efter den anden, og det var granater af et svært kaliber, han sendte over.

En af de første granater slog ned lige foran kældervinduet og trykkede muren ind i kælderen. Stenbrokkerne fløj ind over os, og vi greb vor gasmaske og stålhjelm og skyndte os op af kælderen og bort fra huset.

Vi løb til alle sider, og det havde begyndt med at blæse og sne; jorden var allerede ganske hvid. Der var ingen andre tilflugtssteder end granathulleme, og dem sad vi i rundt omkring gården i ca. 500 m. afstand.

Englænderne blev ved med at beskyde gården ret voldsomt, og han indstillede skydningen først i morgenstunden ved 8-tiden.

I denne lange julenat sad vi i granathullerne, medens sneen føg os
om ørerne. Det var en ualmindelig lang julenat, jeg sad alene i et hul, jeg syntes, at jeg følte trang til at være ene denne nat, og de tanker, der går igennem ens hjerne under slige forhold, formår jeg ikke at nedskrive.

Men sikkert er det, at man beder til Gud af hele sit hjerte, og han forlader ikke den, der frygter ham af et sandt hjerte.

Jeg sad med frakken slået op om ørerne, dog sørgede jeg for at have
rigelig med tøj om vinteren, jeg havde altid to overfrakker og et par ekstra tæpper. Men tæpperne var blevet liggende i kælderen.

Ved 8-tiden om morgenen fik vi ordre til at skyde. Vi skrabede sneen af kanonen og ammunitionen og skød i ca. 4 timer, altså til middag på 1. juledag.

Sneen lå smukt over hele landskabet, så der var i grunden nogen julestemning. Men tankerne om hjemmet og ønskerne om at komme hjem fyldte sindet hele tiden, og det var også det eneste  samtaleemne i julen.

Ved middagstid gik vi tilbage til det andet hus, der lå i nærheden af den egentlige stilling ca. 2½ km længere tilbage. Her fik vi imidlertid varm mad og juleposten. Vi fyrede i kakkelovnen og lagde os til at sove en dejlig søvn, som vi godt kunne trænge til efter den lange nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.