Senest ændret den 16. juli 2016 13:42

Peter Aarup, Hammelev, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” nr. 84, 5. kompagni. Regimentet led svære tab i slaget ved Mons

Den vilde Jagt gennem Belgien standsede den 22. August. Vi laa i Bivuak i en lille Landsby foran Mons. De engelske Tropper havde besat Byen, og de engelske Flyvere var i Luften for at kontrollere vore Bevægelser.

Om Morgenen, Søndag den 23. August, mærkede vi nok, at der var Optræk til et eller andet. Vi marcherede hen over en stor, grøn Græsmark over imod en Skov paa den anden Side af Marken. Der laa der en Gaard eller noget lignende, og der var Masser af Høns og Ænder, som vi havde Appetit paa; men vi fik andet at tænke paa.

Kuglerne peb allerede i Trætoppene, og jo længere vi kom frem, des værre blev det. Vi kom forbi et Teglværk; foran dette laa der en Række Arbejderhuse, og i Kældrene sad Beboerne gemte …

Byen Mons ligger lavt, og en Kanal løber foran Byen. Bagved denne er der en Gade med Huse. Oppe i disse havde Englænderne lavet Skydeskaar. Der var ingen Mennesker at se, men da vi gik frem over den aabne Mark, blev vi modtaget af et kraftigt Skyderi.

Vi skulde forstærke den Skyttelinie, der var sendt foran os, men det viste sig, at de alle var saarede eller faldne. Vi erfarede senere, at Englænderne alle var gamle Kolonitropper, nogle med ti Aars Tjenestetid bag sig.

Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker. Vi var syv Sønderjyder i min Gruppe. Vor Gruppefører var Lærer Petersen fra Jegerup, alle var vi unge Reservister. som var blevet indkaldt den 4. August.

Den første, der blev saaret i vor Gruppe, var Jørgen Mikkelsen fra Hammelev. Han fik et Skud i Skulderen. Saa kom Turen til Lærer Petersen. Han blev ramt af to Skud i Armen. Derefter kom Turen til Hans Toft fra Jernvedlund; han blev ramt i Lungen. Den næste var min Sidemand, Mads Jessen fra Hoptrup. Han fik et Skud i Benet. Vi raabte: »Mads, bliv liggende!« Men han ville i Dækning ved et Hus foran os. Da han vil de rejse sig op, blev han desværre ramt i Hovedet. Han faldt.

Vi var efterhaanden kun fire tilbage. Det lykkedes os at komme frem til nogle Jernbane-sveller ved Banen, som gik ind til Mons. Vi fire, som slap fra det denne Gang, var Johannes Andersen fra Styding, Peter S. Paulsen fra Skovby, Peter Petersen fra Rejsby, og jeg. – Johannes Andersen og Peter Petersen kom senere under Marneslaget i engelsk Fangenskab.

Da vort Artilleri omsider kørte op, standsede den engelske Modstand. Vi gik igen frem. Foran os førte en Drejebro over Kanalen. Broen var aabnet, men en lille Tysker sprang i Kanalen, svømmede over den og fik Broen lukket.

Saa kom der Gang i Foretagendet. Vi var de første, der kom over.

Paa Bropillerne havde de Maskingeværer staaet, som havde taget saa voldsomt imod os. Nu laa baade Mænd og Materiel spredt til alle Sider. Det var første Gang, jeg havde været med til at møde saa kraftig Modstand.

Det var hen paa Eftermiddagen, og der var 30 Graders Varme. I de engelske Stillinger stod endnu den varme Middagsmad: men der var ingen af os, der havde Tid eller Lyst til at spise den … Nogle af Englænderne var hoppet i Kanalen, da det tyske Artilleri begyndte at skyde. Nogle havde kun Hovedet over Vandet; men nu blev de hjulpet op og gik i Fangenskab. Den vilde Jagt gik videre …

Jeg blev Vidne til noget, jeg aldrig glemmer. Byen var skudt i Brand. Af og til maatte vi passere Gaderne i Løb. En lille Hund kom ud fra et Hus. En Soldat ramte den med Geværkolben, saa den hylede. Da kom en ung Kvinde ud af Døren. Hun vilde vel frelse Hunden, men hun havde en Kniv i Haanden, kanske havde hun været ved at skrælle Kartofler, Da en Sygebærer saa Kniven, fik han saadan et Chok, at han i sin Forfjamskelse trak sin Revolver frem og skød Kvinden. Det viste sig, at hun var højgravid. Det var Krigen i al dens Gru …

En tysk Kaptajn sad lænet op ad en Mur med Hovedet indbundet. Her laa en død og der en saaret spredt ud over Slagmarken. Trods det blev der raabt »Singen!« Jeg troede, at man da var blevet fuldstændig tosset. Der var dog ingen, der adlød.

Vi kom ud af Byen, men næppe var Officererne kommet til Hest, før vi blev mægtigt beskudt ovre fra en Fabriksbygning. Vi kom ned i en Fart, men enkelte blev ramt i Benene, fordi de løftede dem for højt i Vejret, da de smed sig ned. Jeg blev nysgerrig og løftede Hovedet lidt for at se, hvor Officererne til Hest var blevet af. Jeg saa ogsaa et Glimt af dem ca. 7-800 Meter borte. De forsvandt bag en Husrække.

Vi blev liggende et Stykke Tid og marcherede saa videre i den Retning, hvor Rytterne var forsvundne. Det varede heller ikke længe, inden de paa ny havde indtaget deres Pladser foran Kompagniet. Vi kom ad en anden Vej ud af Byen.

Vi studsede, da vi saa en Samling Mennesker, civilister, flere Hundrede, drevet sammen paa en Mark. Vor Major raabte og skreg som en vild. »Hvad skal man lave med saadan en Bande! Skyde dem alle til Hobe!« raabte han.

Han kom dog paa bedre Tanker … Under Marneslaget vilde han ogsaa storme det hele, men da tog Franskmændene ham ved Vingebenet. Han kom nemlig i Fangenskab og kunde herefter ingen Ulykker lave …

Henad Aften kom vi saa i Bivuak syd for Mons, Vi kravlede ind i nogle Rugskokke. Min Sidekammerat, P. Paulsen. var i al den Hurlumhej kommet bort fra os. Vi fandt ham dog, men hans Tornyster, Overfrakke og Dækken var og blev borte. Hans Svoger, Johs. Andersen, og jeg puttede ham ned imellem os, saa han kunde holde Varmen.

DSK-årbøger, 1963