Senest ændret den 5. februar 2016 15:44

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 22. Sept. 1914. Jeg havde Feber og Smerter i hele Kroppen og følte mig alvorligt syg. Ved Henvendelse til Kompagniføreren fik jeg efter nogle Indvendinger Lov til at søge Lægen. Han opholdt sig i en Stenhule ved Autriches, og der søgte jeg hen.

Undervejs laa et Par døde Heste og udbredte en uhyggelig Stank. I Byen Autriches blev jeg anholdt af Generalen, som barsk raabte: “Hvad laver De her paa Gaden? Vil De hurtig se at komme ud i Skyttegraven!”

“Jeg er syg, Deres Eksellence.”

“Syg! bruste han op. “De kan dog staa paa Benene. Naar De har været hos Lægen, kommer De hen hos mig og forelægger Lægeattesten, og saa skal jeg nok tage Affære.”

Ja vel, Deres Eksellence!

(fortsætter under billedet)

Lægen saa mig ind i Munden og talte Pulsslaget. Saa skrev han paa en lille Seddel: Et Par Dages Hvil. Det var ikke meget. Lidt usikker gik jeg til Generalen. Hvad vilde han sige? Tjeneren paa Slottet meldte, at Generalen ikke var hjemme — Gudskelov.

I Audignicourt stod vor Kompagnibagage og Feltkøkkenet; der kunde jeg faa noget varm Mad og maaske den lovede Hvile. Bedst som jeg gik i mine Betragtninger, saa jeg i det ene Hjulspor et stort Stykke Tøj. Hvad mon det var? En Vogn havde flere Gange kørt over det, og det var halvt begravet i Pløre. Da jeg fik det halet op, viste det sig at være en graa Soldaterkappe.

Den var oprevet i den ene Side af en Granatstump, og hele Siden var baade udvendig og indvendig farvet rød af Blod. Jeg blev ubehagelig til Mode ved at se det og vilde gaa videre. Men hvad om jeg anvendte lidt Flid og fik den vasket og istandsat, saa havde jeg atter en Kappe. I Vejgrøften stod der netop lidt Vand. Jeg forsøgte at vaske den. Det gik helt godt, og saa tog jeg den med.

Omtrent midt imellem Byerne Autriches og Audignicourt var der en Stenhule, hvor de haardt saarede blev baaret ind fra Slagmarken. Ved Siden af Hulen var man i Færd med at koge Kaffe. Ilden var lagt mellem to Kampesten, og ovenpaa stod Kedelen. Jeg gav mig i Snak med en af Sygebærerne og fik af ham et Bæger varm Kaffe, som gjorde mig overordentlig godt. Snart drejede jeg den ene Side til Ilden og snart den anden, og ved den Lejlighed fik jeg baade mit Tøj og Kappen tørret.

Inde i Hulen saa det forfærdeligt ud. Hvilken Jammer og Elendighed! Stadig nye saarede blev hentet nede fra Skovkanten. Der havde de nu ligget lemlæstede og uden Hjælp i to Dage og to Nætter i Regn og Blæst siden Angrebet den 20. Sept.

I det ene Hjørne af Hulen i lidt Halm laa fire Mand ved Siden af hinanden. De var opgivet af Lægerne. Man havde kastet et Teltlærred over dem. En sagte Stønnen, en Rallen og med Mellemrum en Krampetrækning viste, at der endnu var en sidste Gnist af Liv tilbage. Snart vilde ogsaa den være slukt. Ingen vidste hvornaar. Ingen saa det.