H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 22. Oktober 1918.
Jeg har lige afsendt en Ugeberetning til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad, hvoraf jeg her citerer følgende:
„Efterretningerne om, at den danske Regering har afgivet en Note i Berlin, er urigtige og er ogsaa dementerede baade af den danske og den tyske Regering.
En Note vilde ogsaa have været forfejlet. Sagen vil ikke, som adskillige i Danmark synes at have næret Frygt for, blive løst som et dansk-tysk Mellemværende under Haanden, men som et internationalt Anliggende paa den almindelige Fredskongres.
En anden Sag er, at Spørgsmaalet søges løst i Forstaaelse med Tyskland, som rimeligvis trods Landafstaaelser i Øst, Vest og Nord vil gaa ud af Krigen forøget med 10 Millioner Tysk-Østerrigere, atter vil komme til Kræfter og i Fremtiden staa som en mægtig Nabostat.
Jeg har i Gaar afleveret et udførligt Materiale vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal til Understatssekretær David.
Endvidere har jeg afleveret Materialet til flere Kolleger. Vi har udsendt trykt Materiale til flere Hundrede tyske Politikere, Journalister og i det hele Mænd i fremstaaende Stillinger.
Det kan vel nok siges, at det er mange ubehageligt, at Spørgsmaalet rejses nu, der spores her og der nogen Pirrelighed, men mange ønsker mig til Lykke med, at jeg snart kan komme til at aande i et frit Land.
Hjemme maa vi nu have vor Opmærksomhed fæstet paa de sløje Strøg i Aabenraa Amt, i Slogs Herred, paa Løgumklosteregnen og i Tønder By. Her maa gøres et energisk Forarbejde, baade med Henblik paa Indsamling af Underskrifter og paa den endelige Afstemning.
Jeg har meldt mig til Ordet i Dag og faar det rimeligvis i Morgen, da der kun staar 4 Mand paa Talerlisten foran mig. Opgaven er vanskelig, da det er en meget broget Tilhørerskare, jeg skal tale til: Den nye, mig velvilligt sindede Regering, Rigsdagen, Nordslesvig, de forskellige Partier i Danmark og desuden Ententen.
Det kan ikke godt andet end gaa ud over Talens Friskhed, naar der skal tages Hensyn til saa mange Sider.
Jeg haaber, at der nu fra i Morgen af indgaar regelmæssige Beretninger fra alle Egne af Landet, saa vi faar et klart Overblik over Stillingen. Dette er nødvendigt af Hensyn til Arbejdet, som skal gøres.” —
I Rigsdagen traf jeg i Dag først Hildenbrand. „Hvad mener De om Situationen?” spurgte jeg. „Hvis Militæret sætter sin Vilje igennem, kæmper vi videre i et Par Uger,” svarede han, „men saa er det Slut. Saa maa vi overgive os paa Naade og Unaade. Ingen har længere Tillid til „det nationale Forsvar”. løvrigt et daarligt Ord, har vi maaske ikke haft et nationalt Forsvar hidtil?”
Lidt senere stødte jeg paa Fr. Stampfer. „Ja, nu vil De jo snart gaa imod Nord,” sagde han vemodigt. „Det er trist, at saa mange forlader os, men min Trøst er, at vi saa nok faar Tysk-Østerrigerne i Stedet for.”
Dernæst løb jeg paa Hermann Wendel. „Til Lykke!” udbrød han, „nu kan De snart komme til at leve under virkelig frie Forhold i et virkelig frit Folk. Jeg har i Gaar i denne Anledning paany taget min „Manuel” [den franske udgave af Franz von Jessens: “Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”, RR] , som De har været saa venlig at forære mig, frem for at studere Spørgsmaalet, men jeg naaede ganske vist ikke vidt.”
Vi talte videre om det serbiske Spørgsmaal, og jeg lykønskede ham med, at han havde faaet Ret i sin Polemik med den tidligere bulgarske Gesandt i Berlin. „Ja,” svarede han, „jeg har skrevet min Bog om det serbisk-bulgariske Problem, før Sagen har taget den sidste hurtige Vending, men desuagtet behøver jeg ikke at ændre noget i den.”
Dr. Blunck kom hen til os og sagde noget forpint, men smilende til mig: „De her! — jeg troede, at De allerede stod med det ene Ben i Danmark!” „Saa vidt er det endnu ikke, svarede jeg, „men det kommer nok inden ret længe.”Wendel: „Ja, nu vil det snart vise sig, at jeg havde Ret, da jeg i Fjor her i Salen — hvad mange tog mig ilde op — sagde, at ved en Afstemning vilde 90 pCt. af Elsass-Lothringerne stemme for Frankrig. Det vil sige, Ret har jeg ikke, for nu vil ikke 90 pCt., men 110 pCt. stemme for Frankrig!”
„Det er vel dog lovlig meget,” udbrød Dr. Blunck. „Nej,” svarede Wendel ivrigt, „for mange vil stemme dobbelt, ja tredobbelt, hvis De blot kan se deres Snit dertil. Saadan er Stemningen.”
Jeg har i Eftermiddags meldt mig til Ordet og vil rimeligvis faa det i Morgen. Andreas Grau er ankommen hertil, og Bankdirektør Hübbe har anmeldt sin Ankomst til i Morgen.