Senest ændret den 27. februar 2016 14:50
Af Allan Otto Wagner
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Da vi om Morgenen den 22. blev afløst, maatte vi søge os et andet Kvarter. Det nye Kvarter blev nu sikret imod Geværkugler og Shrapnelskud; imod Granater kunde vi naturligvis ikke sikre os. Imod den Side af Huset, der vendte mod Fjenden, blev der kastet Jord og Sten, og nu kunde vi omtrent ligge trygge og sove i vor Halm.
Dog hændte det, at en og anden om Natten kravlede op fra sit Natteleje og foretrak at gaa udenfor. Det var, naar Huset rystedes af de store ,,Sukkertoppe”. Ja, de slog somme Tider ned saa tæt ved, saa Huset blev overdænget af Jord og Granatstumper. Vi aktive, som var vant til dette uhyggelige, lod os ikke forstyrre, og vi gav gerne et lille Brøl efter dem, som løb ud Udenfor peb jo desuden Geværkuglerne. Det skal særligt indrømmes, at det ogsaa var uhyggelig om Natten, naar der kom en Granat susende.
Vi var altid mest glade, naar vi gik til Afløsning i Skyttegraven, der havde vi vore Huler, hvori vi havde lidt Sengetøj, og her kunde vi ligge i Fred og Ro, og de 12 Timer, vi var i den dejlige, tørre Skyttegrav, forløb altid rask. Det var blevet Frostvejr nu. I de 24 Timer, vi var bagved i Beredskab og Reserve, var Sagen mere kritisk. Fra Byen til Skyttegraven havde vi en Løbegrav, saa vi færdedes hele Tiden under Jordoverfladen, og da der altid blev afløst i Mørke, var der ingen Fare derved.
En Dag fik en Kammerat og jeg en lille Forskrækkelse. Idet vi var ved at forbedre Skyttegraven lidt, (der var Sand, og det faldt sammen) slog en Kugle ned i Sandet lige for Næsen af os, saa Sandet sprøjtede os i Ansigtet. Vi faldt begge bagover, men kun af Forskrækkelse, og i min Kammerats Ansigt piblede Blodet frem. Dengang havde Russeren set for meget af vor Hjelmspids. Vi lod os ikke se i 5 Minutter, saa begyndte vi at arbejde igen; men den forbistrede Russer har holdt skarpt Udkig, for der kom igen en Hilsen, og der var atter ikke sigtet daarligt, denne Gang dog for højt. Nu hørte vort Arbejde op.
Om Natten laa Lytteposter foran i Ingenmandslandet, og de to Timer, man der maatte ligge musestille paa den haardtfrosne Jord, var mindre hyggelige. Naar Afløsningen kom, var man ikke sen om at komme tilbage.
Den 22. November blev den forreste russiske Skyttegrav taget i Storm. Vi laa den Dag i Reserve, og 9. Kompagni maatte tage Tørnen i Skyttegraven. Under dette Angreb blev min Landsmand i 9. Komp., Laur. Andersen, Skærbæk, haardt saaret.
Efter denne Erobring var vort Kvarter ikke mere i Ildlinien. Alligevel fandt af og til en Kugle Vej hertil, og det skete, at enkelte blev saaret, naar de trods Forbud gik udenfor. Bag ved Huset i en lille Have havde flere Kammerater faaet deres sidste Hvilested, og der blev hygget om disse Grave.
