84’eren “Chr.” deltog i stormen på Hartmannsweilerkopf. Efter stormen fortæller

Den 21. Januar om Aftenen blev vi afløst. Vi kom ned til Byen Bollweiler og haabede nu paa et haardt tiltrængt Hvil. Det var kun faa og sørgelige Rester, Bataillonen kom tilbage med. Vi var ikke saa lidt deprimerede og medtaget i enhver Henseende. Men endnu samme Nat kom der Telegram om, at vi omgaaende skulde i Stilling ved Ufholz og Sennheim [ved Mühlhausen/Mulhouse].

Hülsemann, der var en Fører, vi alle holdt meget af, blev yderst opbragt, da han modtog Telegrammet. Til at begynde med nægtede han rent ud at gaa i Stilling. Han gjorde Forestillinger og henviste til Mandskabets Forfatning og de Strabadser, vi havde gennemgaaet. Det hjalp altsammen ingen Ting. Grædende gav han Ordre til Opbrud.

Den ny Stilling var ikke bedre end den gamle. Skyttegraven indskrænkede sig til elendige Huller. Kampene var de samme forbitrede her som der, Vinterføret ligeledes, og vi havde ogsaa her mange Døde og mange Saarede. Mens vi laa her, fik vi for anden Gang Udfyldningsmandskab hjemmefra, det var Landstorms-mænd. Den første »Ersatz« fik vi ved Moulin, det var Frivillige, mest store Drenge, der ikke sjældent sad i Skyttegravene og græd.