Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Vi var meget trætte, da vi om morgenen kom tilbage til kvarteret. Denne gang vendte vi tilbage med et stort tab.

Der var et par ældre soldater, en karetmager og en snedker, de lavede jævnligt træarbejde. De lavede 3 kister og trækors, kisterne var primitive, og bestod af ru brædder

De tre kammerater skulle begraves den 22. august om eftermiddagen. De tre kister blev læsset på en vogn. Bagefter gik vi 20-25 mand, leutnant Wiederholt red på en hest og stille og tavs fulgte vi bagefter.

Da vi ankom til kirkegården (i Hooglede) var denne helt fuld af
militær. Det var soldater fra andre afdelinger, der bragte døde derhen, nogle var kommet fra fronten og andre fra feltlazarettet.

Der blev gennemsnitlig begravet 100 hver dag på denne ene kirkegård i denne tid.

Der var et musikorkester der spillede, og vi sang en salme. Dernæst talte en præst; det var mest over den vidunderlige heltedød (som de fleste helst ville undgå), og til sidst sang vi med musikledsagelse ”Ich hat einen Kammeraten”.

Det lød meget vemodigt, denne sang som man havde lært i skolen, om de to soldater, den ene ser den anden falde, han vil tage afsked med ham osv. Jævnt og stille lød sangen ud over kirkegården.

Der var mange åbne grave, nogle af de døde lå i kister, andre i teltduge, andre havde et tæppe over hovedet, og nogle lå blot i et par benklæder og måske en skjorte.

Nogle havde støvler på, andre ikke, nogle havde lemmerne forbundet med forbindingsstof, andre lå med åbne, blodige sår. Efter den sidste sang gik hver mand en ad gangen, idet officererne begyndte, hen til graven, stod ret, kastede 3 håndfulde jord ned på den døde, stod ret, igen omkring, og så den næste.

På denne måde blev der taget afsked med en falden kammerat.

Sådan blev en soldat begravet, når forholdene tillod det. Men tit blev de også begravet i skyttegraven, i stillingen eller slet ikke begravet, hvilket de døde ben og kranier vidnede om, der lå rundt omkring.

Da vi stilled op for at gå tilbage til kvarteret kom der pludselig en vogn kørende i stærkt trav.

Undervognen var fuld af døde. Han kom fra feltlazarettet. Han standsede ved kirkegården, og ved hjælp af en stang på cirka 2½ i meter vippede han de døde mennesker op over vognkanten og ned på jorden.

De stive lig faldt hulter til bulter om mellem hver andre.

Vi genkendte straks en af dem, og ved nærmere eftersyn genkendte vi alle de tre, som vi efter kanoneksplosionen havde bragt på feltlazarettet for to dage siden.

Vi fik dem pillet ud fra de andre, og vi begravede dem med det samme – dog i al stilhed uden nogen ceremoni.

De fik ingen kiste, ingen teltdug, vi dækkede en sæk over ansigterne – kastede jord på dem og gik hjem.

Ved sådanne begravelser var der en dyb alvor over kammeraterne.

Der blev ikke fældet nogen tåre, folk var sløvet og afstumpede. Den enkelte tænkte: I dag er det ham, i morgen er det måske mig, der skal graves ned.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.