Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag aften 21.3.1916

Min kære Jørgen!

… Hvor har jeg dog tænkt meget på Hans Chr. i dag. Hvor mon de nu er? Der var slet ikke noget militær at se på banegården, da vi kom derned mandag morgen, så de har jo været væk. Sæt nu, at du skulle have været med også, det ville alligevel have været en sørgelig søndag for os begge. Ved du, hvad jeg tænkte på, da jeg smurte mad til Hans. Hvem skal nu smøre mad til Jørgen, når det går ham på? Ja, det er jo tidlig nok at sørge for det, og det er jo da også en småting. Jeg har i mit inderste altid håbet på, at der kunne ske et eller andet, våbenstilstand eller noget lignende, så at I der i Husum kunne blive fri for at komme til fronten; men den dag måtte jeg til at tro på, at I også kunne komme med…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.