21. februar 1916. Flygtende krigsfanger, Østfront og faldne sønderjyder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Tilskyndelse til at flygte

”Schleswigsche Grenzpost” i Haderslev meddeler, at adskillige tjenestekarle på landet i den sidste tid er blevet anholdt, fordi de havde tilskyndet russiske krigsfanger til at flygte. Disse tjenestekarle kan selvfølgelig vente en hård straf.

Vanskelige forplejningsforhold for tyskerne på Østfronten.

Ingen skyttegrave – for meget vand. Megen sygdom.

Vi anfører nedenfor en del oplysninger om forhold, således som disse allerede i længere tid har hersket og endnu hersker på adskillige steder på Østfronten. De her givne oplysninger stammer fra folk, der indtil for ganske nylig har ligget i Polen.

Når det siges, at de her i Polen kæmpende afdelinger ligger i skyttegravene, er det i grunden at forstå som en talemåde. Den forholdsvis milde vinter i forbindelse med den stærke nedbør bevirker nemlig, at den i forvejen fugtige jordbund ikke tillader at grave dybere end et par spadestik, før vandet siver frem og umuliggør yderligere uddybning af dækningsværnet. Praktisk talt ligger man her i egnen på den bare jord.

Med hensyn til forplejningen kniber det ofte med at skaffe den frem, idet afdelingerne ofte kan være indtil 100 km, ja mere, fjernt fra de bag fronten liggende magasiner. Og da forplejningen meget ofte må transporteres i køretøjer med okse- eller hesteforspand ad opkørte og sumpede veje, hvor køretøjerne ikke sjældent synker så dybt, at selv meget forstærkede forspand er ude af stand til a trække de velbelæssede befordringer igennem, som så må graves ud af udkommanderet mandskab, hænder det, afdelinger i 5 dage ikke har fået anden forplejning end den, som mandskabet tilfældigt har opsparet eller på anden måde har tilvejebragt.

På grund af disse forplejningsvanskeligheder hersker stor sygelighed i afdelingerne, så at afgangen af mandskab som følge af sygdom til tider flere gange overstiger den afgang, der skyldes fjendens projektiler.

Faldne, sårede og fangne.

Efter Nordslesvigske blade

Knud Juhl, søn af Simon Juhl i Strandelhjørn ved Bevtoft, er falden den 23. december, 24 år gl.

Jørgen Jensen, en søn af gårdejer Hans Jensen, på Avnbøl Mark (Pilegård) ligger på lazaret. Han var med i de sidste dages kampe mod vest.

Martin Lund fra Ustrup er hårdt såret, mens Johan Peter Petersen fra Hostrupskov, og underofficer Hans Brodersen fra Sottrup er let sårede.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Asger Jacobsen fra Brøns Mølle er savnet.

Christian Prahm fra Stenderup (kredsen ikke anført) er ifølge efterretninger, der er indløbne fra udlandet, men ikke er militært bekræftet, er i fangenskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *