I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.
Nedenstående foto findes ikke i Museum Sønderjylland, men er fortsat i privateje i 2022.
På billedet ses 5 soldater fra Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 90´s 3. kompagni, der fejrer julen 1916 foran deres dækningsrum ved Flirey. Som nummer to fra højre ses stående Marius Christian Simonsen Ravn (1896-1977) fra Haderslev. Han kom i november 1917 i britisk fangenskab.

I sine erindringer skrev han om julen 1916 (oversat fra tysk):
“Da vi juleaften ville være ude i stillingen, fejrede vi den 21. vores første frontjul. Hver af os modtog en pakke fra Røde Kors med nyttige sager og kager, kompagniet spenderede cigarer, øl og vin og mad, pakkerne fra de kære i hjemstavnen hævede humøret endnu en tand. Selvom alle glædede sig, så tænkte enhver med vemod på julen hjemme. Den 22. rykkede vi i stillingen. Vores juletræ blev pakket ind og taget med. Min deling var reservedeling og lå i forbindelsesgraven og stillede ingen vagter. Da vi havde en rummelig bunker, tændte vi endnu en gang vores juletræ og sang vores julesange. Så på med jakke og hue og bøssen i favnen. Der var nemlig befalet alarmberedskab hele natten igennem, da “Franz” gerne plejede at overraske os på den hellige aften. Derfor måtte vi på den hellige aften løbe frem og tilbage i skyttegraven som patrulje. Over os funklede stjernerne og vinkede fred på jord til os. Natten forblev da også rolig. Vores tanker var ofte hos vores kære.”
(Upublicerede erindringer i privateje).