Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. I et brev til sin søster fortalte han om slaget ved Soissons, da det var kommet lidt på afstand.

Cuy den 20. januar 1915

Kære søster Misse!

Mange, mange tak for alle dine breve og pakker og gode sager; det strømmer nu ind over mig, da jeg ikke har fået post i de syv dage, jeg var i slag. Ja, det er en stor og mærkelig oplevelse, så rig på indtryk, men mest af en uhyggelig og ligefrem forfærde­lig art. Der var sådan et uendelig mystisk skær over det hele. Vi lå lejrede i en stor bjerghule med mange, mange gange; væggene var af hvid kalksten.

Om natten brød vi op og det med stormoppakning. Da begyndte vi alt at blive lidt urolige for, hvad der skulde ske. Det var så bælgmørkt, at vi ikke kunde se vor egen formand; vejene var frygtelig opkørte og fulde af dybe granathuller. Til sidst måtte vi gå i gåserad, ingen måtte sige et ord; hvert fodtrin skulde være så lydløst, at ikke franskmæn­dene skulde høre os. Der var meget uroligt, og kuglerne fløjtede fra en kant, så jeg slet ikke forstod stillingen. Til sidst vadede vi afsted gennem fodhøjt vand og kom endelig til en ny hule „Championshulen” kaldes den, hvor soldaterne lå side om side og sov; vi havde lige plads til at sidde på hug, og det varede heller ikke længe, før vi igen blev råbt op; og nu gik det skridt for skridt ud gennem vor egen trådforhugning, ned gennem en skov, hvor vi famlede os frem i mørket. Endelig kom vi ud på en landevej. Dér var jeg lige ved at træde på et lig, som lå der; der lå en tre-fire sammen, alle franskmænd. Vi kom ind i en grav, der var fuldstændig sammenskudt, så der bare var en rende i jorden.

Det begyndte at dages. Da så jeg, at hvorhen jeg end vendte øjet, lå der lig i underlige forvredne stillinger. Lige på dæknin­gen bag mig lå en tysk feltwebel. Han lå, som om han sov. Bag ham en anden, der havde hovedet helt sønderskudt. Så be­gyndte kuglerne at fløjte tappert. De kom fra tre sider; og jeg var forberedt på, at vi snart vilde blive angrebet i ryggen og taget til fange. – Da hørte vi med ét stormløb lige til højre for os. Fransk­mændene havde erobret et stykke af den skyttegrav, vi lå i, og 4. kompagni måtte storme den stilling, som de skulde besætte. Jeg så dem storme og falde, løbe tilbage og frem; så tog de stillingen med et hurra; der var kun 20 franskmænd i den. Kort efter kom der seks sårede fanger forbi os. –

Nu blev det alvor. Til venstre for os oppe på et højdedrag stod de franske batterier, og de kunde bestryge hele vor stilling på langs. Vi smed os ned i bunden af graven og dækkede os så godt, vi kunde; men vi var mange, og pladsen var så snæver, at vi ikke kunde få hel dækning, så jeg kunde ligge og se hele højdedraget, hvorfra ilden kom.

Det var forfærdeligt, de sprang om os i snesevis, hurrrhurrr – jord og splinter sprøjtede om os.

Peter Jensen sad sammen med 8 mand, en granat bumsede ned mellem dem – to døde, fem hårdt sårede, og han besvi­mede, men fejlede ingenting; han havde gravet sig en lille hule ind i væggen. De sårede kom i lange rækker og slæbte sig hen over os, og vi måtte ikke hjælpe dem. Det hed sig, at vi skulde forsvare stillingen, ikke angribe. Jeg tænkte, den kunde blive hamper nok: 50 meter foran os lå den franske skyttegrav; vor trådforhugning var skudt sønder og sammen. Inden vi kunde komme på benene, vilde de være over os. Og sådan lå vi time efter time. Da begyndte vort artilleri at bumse – for kort, for kort, de skød lige ved vor egen skyttegrav med svære haubitser. Der råbtes igennem med fortvivlelsens kraft: „Vort eget svære skyder for kort!” – „Der er ingen telefon” blev der svaret til­bage. „Vi må tilbage, vi kan ikke holde os!” De masede på fra højre. „Der er ti gange værre udenfor – hold ud – hold ud!” Kl. 12 stormede jægerne til venstre for os, op ad højderne; grana­terne sprang rundt i deres rækker og rev huller. De tog stillin­gen, og der kom en stor skare af fanger tilbage.

Å, det var skrækkeligt. Nu stormede de løs til venstre, blev slået tilbage under store tab. Granaterne regnede nu som et sandt haglvejr ned over os, så jord og himmel rystede, og det blev ved lige til kl. 5. Da endelig kunde vi strække de af kulde stivnede knæer efter at have ligget i samme stilling en halv snes timer.

„Plant bajonetten op!” lød det, „nu kommer de!” De kom ikke, det var os, der måtte løs – auf hurra! Tre feltwebler sårede, deriblandt Ahlefeldt. Vi stormede frem, jeg ved ikke, hvordan det gik. Jeg husker billedet af alle de lig, vi stormede hen over – lig fra de sidste dages forbitrede kampe. „Heksekedelen” eller „Zuavelunden” var vor, og franskmændene veg ned i Aisnedalen. Det var skrækkelige øjeblikke, men jeg var så glad, at jeg var sluppet helskindet fra det. Vi besatte den franske skyttegrav. Kort efter bombarderede haubitserne byen Crouy, der lå i dalen lige neden for os. –

Den nat sov jeg ikke, jeg stod vagtpost det meste af natten.

Det var to døgn uden søvn; men der skulde følge tre endnu, og det var de værste. Om dem vil jeg fortælle dig en anden gang. –

Du forstår nok, hvor sørgeligt det må være at se sine venner sådan tilredte.

Kom endelig med nogle gode beretninger andetstedsfra, for man bliver jo helt forrykt i hovedet af at skulle være med til sådan noget.