Henrik Petersen, Korntved, lå i vinteren 1916 i skyttegravene i Champagne.
En Dag, jeg aldrig glemmer, var … den 20. Februar 1916. Vi laa i forreste Skyttegrav i Champagnen, havde faaet Ordre til i Løbet af Dagen at gøre os kampklare for om Natten at foretage et overraskende Angreb paa de franske Stillinger, da en Ordonnans fra Stabskvarteret ved Mørkets Frembrud raabte ned til mig i Jordhulen: »Henrik, gør dig straks klar, du er afkommanderet til Etapen!«
Det kan nok være, jeg fik travlt. I første Øjeblik var jeg næsten lamslaaet, Hjertet steg op i Halsen paa mig, jeg kunne ikke sige et eneste Ord.
Mine Kammerater i Hullet raabte i Munden paa hinanden: »Til Lykke med den fine Tjans!« og de rakte mig deres Hænder. Bevægelsen overvældede mig, og Taarerne fik frit Løb (Glædens og Sorgens Taarer). Glædens, fordi jeg nu kunde forlade Skyttegraven, og Sorgens, fordi Kammeraterne stadig maatte lide herude, og fordi jeg ikke havde Magt til at afblæse hele Krigen, saa alle kunne rejse hjem.
Efter at have faaet nærmere Besked angaaende den pludselige Ordre pakkede jeg hurtigt mit Tornyster. — Jeg var klar over, at der ikke var noget at vente efter, tværtimod tilskyndede de mig alle med at komme bort fra denne Heksekedel jo før jo bedre.
Afskeden var tung, særlig med min trofaste Ven og Landsmand Peter Nissen fra Bylderup, med hvem jeg havde delt godt og ondt (mest det sidste) fra Krigens Begyndelse. Altid havde vi gaaet ved hinandens Side paa de lange Marchture gennem Belgien og Nordfrankrig, altid havde vi ligget sammen om Natten, enten paa aaben Mark, i en Stald eller Lade, i Skyttegrav eller Jordhule, i Kampens og Trommeildens Helvede, altid uadskillelige. Skulle han nu blive i den Elendighed, og jeg være frelst? Den Tanke var næsten uudholdelig.
Hvordan kunde det gaa til, at jeg skulde have saa stor en Lykke. Alle saadanne Tanker kredsede i mit Sind, medens jeg samlede mine Ejendele sammen, med undtagelse af Levnedsmidlerne. Dem lod jeg blive i Skyttegraven. Jeg havde endda lige faaet flere Pakker og Breve hjemmefra. Den 20. Februar tillige var min gamle Moders Fødselsdag.
Da jeg med fuld Oppakning meldte mig hos Kompagnichefen, Overløjtnant Kalepki, for at tage Afsked, ønskede ogsaa han mig Lykke paa Rejsen. Kalepki var den tredie Chef, vi havde i 7. Kompagni siden Krigens Begyndelse. Den første, Hauptmann Pecker, var taget til Fange i saaret Tilstand, den anden, Overløjtnant Reimers, var faldet.
I første Omgang havde jeg af Ordonnansen faaet Ordre til samme Aften at melde mig hos Stabsfeldwebel Alte, som havde opslaaet sit Kvarter sammen med Bagagen og Feltkøkkenet i en Skovbarak ti Kilometer bag ved Fronten.
Nu var jeg klar over, at en Vandring om Natten paa denne Strækning ikke var uden Fare. Forbindelsesgravene og Vejene fra Fronten var paa denne Tid, paa Grund af den livlige Trafik med Mad, Ammunition og anden Udrustning til Tropperne i forreste Linie altid under stærk Artilleriild; derfor gjaldt det om at være forsigtig nu i det afgørende Øjeblik.
Lyskuglerne og Lysglimtene fra de skydende Kanoner oplyste næsten uafbrudt Himlen. For at undgaa Gevær og Maskingeværilden maatte jeg holde mig til Forbindelsesgraven. Denne var stærkt trafikeret af Soldater, som skulde hente Mad.
Det gik til at begynde med kun langsomt fremad, sprang en Granat i Nærheden, smed alle sig ned i Gravens Bund. Lidt længere tilbage havde jeg ikke Tid til at gaa langsomt, men sprang op af Graven og løb, indtil den næste Granat eksploderede. — Saa igen ned paa Maven, og saa fremdeles fremad, indtil jeg lykkelig landede ved Bestemmelsesstedet.
Feldwebel Alte tog venligt imod mig med Ordene: »De har haft Held, Henrik«. Hele Divisionen havde faaet Ordre til at afgive een Mand til at beklæde Stillingen som Leder af Landbruget i en By 25 Kilometer bag ved Fronten, og denne Lykkens Pamfilius var jeg. Nu skulde jeg overnatte hos Bageren og den næste Morgen gaa tilbage til Byen Pauvres og melde mig der hos Bykommandanten.
Der faldt en Sten fra mit Hjerte; at tænke sig det at være fri for det elendige Liv ved Fronten og i Skyttegraven, og i Stedet for beskæftige sig med Landbrug. Ja, det forekom mig næsten at være mere Lykke, end jeg havde fortjent. Tankerne gik tilbage til alle derude, som stadig maatte lide.
Saadan gik denne Dag, som jeg stadig siden — og saa længe jeg lever — vil mindes med Tak til Gud i Himlen.
DSK-årbøger, 1958