Traditionen tro bringer vi i december en julekalender, der primært består af en række indlæg med genstande, arkivalier og fotos med mere som findes i Museum Sønderjyllands samlinger. Men indlæggene kan også indeholde f.eks. afskrifter af avisartikler, bogomtaler, diverse nyheder, uddrag af litteratur, beretninger eller breve til / fra hjemmet.

Dagens julekalender er et uddrag af ”Et Aar i Krig” ved Hans Petersen (1888-1974) fra Broager sogn.  Uddraget fortsætter kort efter at afdelingen (50 mand, hvoraf ca. 20 var dansktalende) i november 1914 er ”flyttet ind” på en større gård. Her har Hans Petersen indrettet sig med mange bekvemmeligheder som borde, tapet, spejle og en kakkelovn i en hestestald ”Villa Hesteben” sammen med 3 andre.

“Søndag, den 6. December 1914. Vi gik og havde det meget godt og følte os efter Omstændighederne hjemme her. Gaarden laa ogsaa smukt mellem en stor Frugthave og en Køkkenhave.  Ude ved Dammen bagved stod der høje Popler med vældige Kroner, utallige Vintergrøntranker bugnede op ad de mægtige Stammer. Rundt om laa frugtbare Marker. Et Par grønne Enge havde endnu ikke mistet deres Friskhed. Omtrent 50 Meter foran Skyttegraven var der anbragt Pigtraadsforhindringer. Lidt længere fremme strakte der sig en Højderyg fra Nord til Syd. Paa denne havde der ligget 7 Hjem, dels Huse, dels Bøndergårde; de var nu nedskudt og totalt jævnet med Jorden. Naar man i de stille, stjerneklare Nætter stod på Vagt i Graven og stirrede ud over disse Ruindynger, søgte Tankerne altid mod Hjemmet, hvor godt, at ikke Krigen rases derhjemme. Man hørte ogsaa de klare Toner fra Kirkeuret ovre hus Fjenden. De lød saa fredeligt og saa rene, saa man tænkte uvilkaarligt paa Freden. – Ja, bare der snart maatte bliver Fred! Man fik ikke Lov at dvæle længe ved denne Tanke, i det samme fløj en Ugle forbi og udstødte sit lange og klagende Skrig, et Par Skud knaldede derovrefra, og et Par Kugler suste hvislende forbi. I Sandhed! Endnu var der krig! Vi stod her Morgen og Aften i Skumringen, rede til at tage imod Fjenden.
I Vinkælderen paa en af de nedskudte Gaarde havde vi vor Feltvagt. Skønt vi ikke var langt fra Fjenden, var vi dog ved godt Mod. Ewald Schwiede fra Flensborg spillede paa Mundharpe, og Friseren Paul Johansen sang de smukke frisiske Sange.
Jeg havde mærket længe, at jeg blev foretrukket for mine Kammerater, og jeg anede, at det, jeg ikke gerne vilde, var ved at blive forberedt, hvilket ogsaa fremgik af Feldwebel Jensens fortrolige Henvendelse til mig;
”Hør, Petersen, De har nu været Underkorporal siden 1910, ikke sandt?”.
”Jo, Hr. Feldwebel”.
”Og De har den Gang og nu i Krigen opført Dem godt, derfor har vi besluttet, at De skal være Korporal til Jul”.
”Jeg – jeg – nej, det kan jeg ikke, jeg kan ikke føre mine Kammerater frem i denne Krig, og desuden vil jeg hellere komme tilbage til mit kære Nordslesvig som Musketer end falde i denne Krig som Kaptajn”.
Jensen blev meget vred. ”Nu ved jeg, hvad De er. De er jo af den rette Sort” snerrede han med bidende Ironi, ”og det skal jeg huske Dem”. Saa vendte han omkring og gik“.

I morgen følger endnu et uddrag af samme bog.