Senest ændret den 16. juli 2016 13:42

Hemming Skov fra Københoved, I. Batl. Inf.-Reg 176 med kaserne i Thorn, deltog i slaget ved Gumbinnen

Pludselig forlod vi Gosslarshausen, og efter at have passeret Kauernik og Neumark blev vi i Bischofswerder læsset på et tog og kom nu til Insterburg. Vi kørte over Dt.-Eylau, Osterode og Allenstein og blev over alt hilst af en krigsbegejstret folkemængde.

Russerne var med Vilna-arméen (General Rennenkampff) brudt ind over den østpreussiske grænse mod Insterburg og deres foreløbige mål var Danzig. Vi stødte sammen ved Gumbinnen, hvor vi den 20. august fik vor ilddåb.

Aftenen før fik vort kompagni post. Til mig var der intet, og jeg har vist, grundet herpå, set lidt modfalden ud, for min Hauptmann lagde hånden på min skulder og trøstede mig næsten kammeratligt med, at det kom nok næste gang. Dagen efter faldt vor Hauptmann (Bodemann).

Endnu før kompagniet havde formeret skyttekæde, modtog det de første artillerisalver, og efter kammeraternes udsagn tændte vor Hauptmann sig en cigar og opmuntrede sine folk med at sige, at det var sandbomber, der kom. Et øjeblik efter faldt han, ramt af et shrapnelskud, og kompagniet var lidt efter uden officerer, idet den ene løjtnant faldt og den anden blev såret. (…)

… de fleste af ens kammerater fra de to år i kasernen fandt døden den dag. Vort kompagni blev på denne ene dag halveret fra 250 mand ned til 130 mand, og det varede tilmed et par dage, før disse blev samlet.

Den taktik, der her blev brugt, var som til den fredeligste manøvre; det gik fremad i “Sprung auf, marsch, marsch”, indtil russernes stilling var nået, men efterhånden, som der under en så idiotisk måde at arbejde sig frem på tyndedes ud i rækkerne og blandt førerne, var der til sidst blevet råbt: “Rette sich, wer kann!”

DSK årbøger, 1945, s. 71ff.