H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

(forsat) Den 2. Okt. hen paa eftermiddagen fik bataillonen ordre til at rykke fra Petit-Vimy ud i forreste stilling; jeg maate forlade min hule under banelinjen og gaa med. Det gik glat nok til at begynde med, jeg sad 1½ time i anden hule lige ved bjergværket i Petit-Vimy, og ved mørkets komme naaede jeg ad en hulvej og over nogle grønne marker op til la Folieskoven. Der ventede hele bataillonen paa, hvad vej den skulde gaa videre. Bataillonskommandøren Deichmann sad inde i en telefondækning sammen med en anden officer. Ud forved den stod et par bænke i et slags lysthus, der satte jeg mig sammen med 3 unge officerer og en bataillons-ordonnans Sommer. Et kompagni laa rundt om os ned ad skraaningen paa den aabne mark, første kompagni et hundrede meter længere sydpaa i skovbrynet og de to andre kompagnier lidt længere mod nord, til dels inde i skoven. Der var ikke andet at gøre end at vente og fordrive tiden, til vor vejviser kom.

Vi sad og repeterede nogle vers af Frank Wedekind. ”Jeg har min tante nedslagtet”. Ved fælles hjælp lykkedes det os oppe paa bænken ved skovbrynet at sætte hele digtet sammen. Saa gik den tid, det gjaldt altid at tænke paa noget, der ikke havde med krig og fare at gøre. Vi lage næppe mærke til, at kaptajn Deichmann lod give lyssignaler til en anden troppedel; men englænderne maa have set det oppe paa Loretto. Der lød et brag, og vi kunde høre skrapnellerne rasle ned i grenene. Der kom flere, men hvad skulde vi gøre; vi blev ved at tale om tysk lyrik, om Börries von Münchhausen. – Saa hørte jeg pludseligt ikke mere, der laa noget tungt over mit bryst og min højre skulder gjorde ondt. Der lød jamren rundt om. Jeg fik mine fødder gjort fri for jord og skubbet det bort, der laa paa mit bryst. Det var en af de officerer, der kort i forvejen sad ved siden af mig, han havde faaet højre Knæ knust. En 75 mm g[r]anat var slaaet ned midt imellem os, havde kastet en del af skrænten ned over os, ødelagt telefondækningen, havde dræbt 2 mand og saaret 11. De tre officerer paa bænkene var haardt saaret, kun ordonnansen uskadt. Jeg var ganske fortumlet, men fattede dog, at det var min pligt som læge at hjælpe. Det første, jeg sansede, var en røst, der kaldte paa mig, paa dansk: ”Thomsen, kære Thomsen, hjælp mig! Hjælp mig først, vi er da begge fra Skærbæk.” Men der var ikke stor hjælp; Peter Hansen Schmidt havde faaet venstre nyre revet ud, han døde 2 dage senere paa et lasaret i Douai.

Det kneb med at foretage de nødvendige morfinindsprøjtninger, haanden rystede; men Brag kom løbende tværs over marken henne fra første kompagni. Han tog haand i med, og vi blev færdige med vort arbejde. Kaptajn Deichmann kom hen til mig og spurgte, hvorledes det var gaaet. Jeg vidste slet ikke af, at jeg stod og gav forklaring paa dansk, før jeg opdagede, at han ikke forstod mig. Jeg havde kun den ene tanke at skaffe de saarede bort og saa selv at komme bort fra ”La Folie”. Jeg løb haand i haand med den ordonnans, der havde siddet lige over for mig, ned ad bakken til Petit-Vimy. Vi faldt i granathuller, vi kastede os med vilje ned i dem, naar vi hørte en granat komme, vi løb for livet.

Da jeg kom ned i ambulancen i en kælder i Petit-Vimy, hørte jeg endnu kanonaden, den blev uophørligt ved at lyde for mine øren i lange tider, min højre trommehinde var bristet. Jeg maatte lade mig afløse og gik i løbet af natten tilbage til Acheville, ad hvad vej ved jeg ikke. Jeg husker grant enkeltheder i den døde by Vimy, jeg kom igennem, jeg synes, jeg har staaet den nat ved et bjergværk, jeg ved ikke hvor – jeg brugte 6 timer til at gaa 5 km, og da jeg kom til Acheville, lagde jeg mig hen og sov et helt døgn. Først om morgenen, den 4 oktober, da jeg blev vækket af min oppasser, der havde troet, at jeg var død, opdagede jeg, at jeg havde faaet en granatsplint i højre skulder og var blodig helt ned ad højre side. Den gjorde mig dog ingen fortræd; men fra den dag af tilbragte jeg i mange uger flere timer daglig med at græde, før jeg atter fik mit nervesystem i nogenlunde orden.

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 47-49)