19. september 1916. Nis Kock i Kungulio

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Jeg begyndte nu min Eneboertilværelse ved Kungulio, nogle Maaneder, som ikke er til at glemme, fordi jeg i denne Tid saa mere af Afrikas Natur, Dyreliv og Skønhed end nogen Sinde før og siden.

Kungulio var Gennemgangsled for al Trafik fra Nord til Syd, og den Vej gik det nu. Lange Bærerkolonner gik over den interimistiske Bro, der svajede og knirkede under de mange Fødder, og ofte brændte der Baal langs begge Sider af Rufijifloden, naar Safarierne havde slaaet Lejr ved dens Bred.

Jeg besøgte dem ofte og spurgte dem ud om Situationen ved Fronten, men i Reglen vidste de kun lidt.

Til at begynde med kom Safarierne endnu fra Kisakki, men saa blev denne By opgivet, og de kom fra et Sted mellem Kisakki og Havet, og det syntes, som om Englænderne havde maattet opgive en Del af det erobrede Terræn.

En Ugestid efter at jeg var kommet til Kungulio, vendte en Bærerfører sit sorte Ansigt om mod mig og raabte paa Kisuaheli: — De vender om. Det var den første Underretning, jeg fik om, at Boerne havde trukket sig tilbage, efter at deres Forsøg paa at knuse den tyske Hovedstyrke var mislykkedes. De havde forfulgt deres Maal med den yderste Energi, og aldrig havde den tyske Hær staaet overfor saa modige og stædige Modstandere. Men nu nærmede de sig Floden, og dér vilde de ikke føre Krig.

Senere løb Rygterne livligt fra Raststed til Raststed om, at General Smuts havde tilbudt Lettow-Vorbeck en hæderfuld Overgivelse, men overhovedet intet Svar faaet. Generalen vidste meget vel, at Smuts ikke vilde lade sine Boere føre Krig omkring Rufijifloden, dels fordi Rytteriet ikke kunde anvendes dér og dels paa Grund af Malariaen. Lettow-Vorbeck havde med sin Villiestyrke og Stædighed vundet en moralsk Sejr, selv om mere end Halvdelen af Landet — og den bedste Del — var gaaet tabt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *