Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.
Vi »Korporalskabsførere« drilles og tituleres naturligvis af Kammeraterne. Spot og Skade følges ad. Vi maa op før de, klæde os paa i Mørke, faa fat i nogen Kaffe, sluge et Par Stykker Brød og saa af Sted til Belgierlejren.
Hvor var det nu, de forbistrede Barakker laa? Derhenne lyder et Plask og et Skrig. En »Korporal-skabsfører« er i Mørket dumpet i en Grøft. Et Par Mand haler vi ham op — Støvlerne er fulde af Vand — og styrter videre. Det er paa høje Tid. Ved Hjælp af min Lommelygte finder jeg Overgangen over Grøften derhenne, Pælen fra i Gaar, over endnu en Grøft. Derovre i Krogen maa det være!
— Korporaal, Korporaal! raaber de mig i Møde. Med stort Besvær faar jeg dem purret ud. Korporalskaberne ligger ind imellem hverandre.
— Feerundörtig! Feerundörtig! (34) Korporalskabets Nummer, raaber jeg, og adskillige af dem stemmer beredvilligt i med.
Endelig, endelig staar de fleste ude, og i Bælgmørke lader jeg dem følger med mig til Samlingspladsen. En syndig Forvirring. De 1900 skal finde hver sin Baas, og nogle af Førerne veed ikke selv, hvor de skal hen. Numrene skraales i babylonisk Forvirring. Der bliver lang Ventetid. Jeg faar mine opstillet, og til sidst er de der alle.
Der raabes og skraales af tusinde Munde. Træskoene klaprer, nogle synger. Man hører Toner af Marseillaisen, men mest Revuemelodier.
Naa, endelig er »Meldingen« besørget, og noget senere gaar det af Sted, ud i Mørket, et Par Timers Marche, fra den ene Vej ind i den anden, Markveje og Chausseer og Fodstier, og den Vej skal jeg nu føre mine Folk tilbage i Eftermiddag. Naa, lad Skæbnen raade.
De forskellige Hold overtages af Pionerer eller Armering. Beholder man sit Korporalskab, er det et rent Tilfælde. Den første Dag havde jeg 150 Mand at passe alene; men da var de endnu ikke saa vejkendte og lystne til at absentere sig under Arbejdet som senere.
Dagen gik. Postens eneste Fordel er, at man ikke behøver at arbejde med; i Kulde og Ruskvejr er det en tvivlsom Vinding. Jeg fandt ogsaa tilbage, skønt Vejrmøllerne næsten er det eneste, man som nyankommen kan finde at bide Mærke i.
Saa skulde de hente Mad. Adskillige havde endnu intet at tage den i og maatte slaa sig sammen med de andre. Opstilling og Tælling. Gaasegang gennem Køkkenet. Endelig kan jeg tænke paa min egen Middagsmad. Saa over at modtage tør Kost til Belgierne og Fordeling under ny Haløj. Jeg finder imidlertid en god næstkommanderende, og det gaar. Den første Dag tager nogle imod deres Marmelade i den hule Haand.
Senere en Times Parole med nye Forklaringer og nye Pligter. Der er ingen Trang til Aftensmad. Træt strækker jeg mig paa mit Leje.
Naa, der er et plattysk Ord, som hedder: Dat is man eerst, dat gift sik! Al Begyndelse er vanskelig. Fritiden bliver uhjælpelig klippet i Stykker, men ellers er det til at overkomme.
Fortsættes…