Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.
Hvor længe skal den elendighed endnu vare? Hvornår bliver vi mennesker igen? Aldrig! Den enkelte er intet mere, er mindre end en dråbe i dette folkehavs brænding. Om han bliver revet til en blodig klump af en granat, bliver begravet i et krater, om han bliver mast i et dækningsrum, om han synker ned i mudder og skidt og rådner op, alt er ligegyldigt! På et tidspunkt sker det jo alligevel, på den ene eller den anden måde.
Det var, hvad mange füsilierer følte, da de om natten og i regnvejr vadede i knæhøjt mudder til deres nye stilling. Det lyder ikke som et gammelt helteepos og også anderledes, end det står at læse i krigskorrespondenternes artikler. Men det er ikke så mærkeligt, når man gik den tredje krigsvinter i åbent terræn i møde.
Hvor ikke blot artilleriild ødelægger den sidste rest af individualitet, men også skidt, væde, kulde, utøj, og afsavn. Værst var det altid under vejs, når man først var midt i ubehagelighederne, så mærkede man ikke meget til sådanne stemninger.
Turen gik til Ancre, en biflod til Somme på den yderste højre fløj af indbruddet. Mens fronten i de andre dele af Somme-området i november begyndte at stivne, fortsatte det med at syde og boble her. Den 13. november havde englænderne ved erobringen af Beaumont-Hamel opnået en større sejr, der måtte forudses at opmuntre til videre operationer mod det næste mål, byen Bapaume.
III bataljon blev den 19. december kørt til Sapignies, 7 km nord for Bapaume, med lastbiler, og indsat to dage efter i Achiet-Petit, i og ved Miraumont.
De to andre bataljoner kørte den 20. og 21. december med banen til St. Leger. II bataljon blev foreløbigt som divisionsreserve i Sapignies og kunne, så godt det gik, fejre jul dér i uhørt dårlige kvarterer. I bataljon besatte natten før jul i silende regn den forreste stilling.
Afløst blev infanteriregiment 231 fra 50. reservedivision. Regimentet hørte nu til 1. armé. Marchen ind i stillingen vil blive husket af alle 86’ere.
Alle opmarchveje var bundløse, også landevejene var kværnet i stykker og skudt sammen. Som det eneste var der banedæmningen.
Også den bød på ikke ringe vanskeligheder, for den var ofte blevet ramt, sveller og skinner hang i luften. I den fuldstændig ødelagte by Miraumont udspringer Ancre med en stærk kilde og flyder gennem et bredt, træklædt engdrag mod Somme floden. Her blev banedæmningen forladt. Det gik ad stejle skrænter langs Ancredalen mod Grandcourt.
Opmarchvejen blev stadig vanskeligere. Landevejen til Grandcourt var dækket af et lag fint, ankelhøjt mudder, og derunder fuldstændig usynlige granatkratere. Forudseende kompagnier havde bevæbnet sig med lange bjergstokke og følte sig forsigtigt frem skridt for skridt. Uden dette hjælpemiddel faldt mange i et krater til brystet og risikerede at forsvinde, hvis ikke hjælpsomme kammerater, ofte under grove vittigheder, havde trukket dem op igen. Det blev fortalt, at adskillige ordonnanser og sendebud fra det afløste regiment skulle være druknet i de bedrageriske kratere. Videre vadede man gennem det helt sammenskudte Grandcourt til en stilling, der lå på højene foran.