Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 18. febr. 1916

Min egen kære Jørgen!

Dit kort har jeg fået, jeg hentede det selv på posthuset, da jeg gik fra kirken, og jeg blev rigtignok glad ved det. Jeg synes næsten ikke, man kan rigtig fatte det, at du sådan (!) har haft lykken med dig; og vi skal jo vist også være lidt varsomme med at glæde os for meget. Alting er så uberegneligt nu. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tro, at vi har lov til at sende en stille tak opad, for det er da som om Vorherre har holdt sin hånd over dig denne gang, og vi fik de fjorten gode dage herhjemme. Nu tror jeg, at det kan gå bedre for os begge. Nu har vi dem at mindes, og så et lille bitte håb til den næste ansøgning.

– Præsten holdt en lang tale i eftermiddag med megen salvelse, og mange gange »I elskelige« i. Til tider var det helt godt, men summen af det hele var jo da, at det var fuldstændig i sin orden, at Johannes Nielsen havde mistet sine 3 dygtige sønner, og det skulle de jo finde dem i og takke for. Præsten mener det såmænd vist godt nok; men det er den kedelige måde han har at sige det på. Man får nu det indtryk af ham, at han slet ikke er så ked af krigen endnu. Salmerne, vi sang, var det bedste. »Hvorfor skulle jeg forsage« og »Tænk, når en gang«. De passede godt begge to. Der var mange mennesker, men allermest kvinder, kun en lille part mænd, men hvor skulle de også komme fra. Det ser så underligt ud med alle de tomme stole ved den ene side…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.