18. august 1916. De unge dør først … Livet er fuldt af hvis’er …

Senest ændret den 17. september 2021 20:28

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Sidst på sommeren afløste vi et østrigsk regiment på et frontafsnit, hvor russerne syntes at have ondt i sinde. Vi kendte rummelen. Når det begyndte at brænde på et sted, var det ofte de tyske regimenter, der måtte tage affære og således også her.

I ly af en  jernbanedæmning havde russerne arbejdet sig ind på vor skyttegrav, så de kun var 100-150 meter fra os. Det var noget ganske uhørt på østfronten, hvor afstandene mellem linierne normalt var fra 600-900 meter, alt efter terrænforholdene.

Dertil kom, at de her benyttede sig af et våben, vi heller ikke havde været udsat for før, nemlig minekastere af en meget svær kaliber, antagelig 18 cm. Disse miner havde en frygtelig sprængvirkning, og de påførte os ret store tab.

Det gode ved disse miner – hvis man ellers k a n tale om et gode i den forbindelse – var, at hvis man hørte afskuddet, og det kunne man, hvis man var heldig, så havde man nogle få sekunder til at bringe sig i sikkerhed eller i hvert tilfælde t i l at kaste sig på maven i skyttegraven.

Blot man ikke var så uheldig, at bæstet kreperede i ens umiddelbare nærhed, havde man en chance for at overleve. Ak ja, livet er fuldt af hvis’er …

Som jeg før har fortalt, gik det værst ud over de »nye« på grund af deres manglende fronterfaring. En dag skulle vi have 20 nye rekrutter. De blev hentet bagude af to mand. Da de gennem løbegraven var nået ud t i l skyttegraven, og halvdelen af dem var kommet ind i denne, brølede en vagtpost: »Giv agt, mine!«

De to  ledsagere kastede sig omgående ned, men af de nye var der kun et par stykker, der sansede at gøre det samme. Resultatet var ni sårede og blandt dem to hårdt sårede.

Det var ikke et isoleret tilfælde, tvært imod. Jeg gætter på, at 90% af tabene ved de forskellige aktioner ramte de »nye«.

Jeg glemmer aldrig, at den ene af de hårdt sårede, en dreng på min egen alder, altså ikke tyve år, døde med sin hånd i min og troede, at  jeg var hans mor.

Det er den slags oplevelser, der får én til at forbande krigen, og som gør øjenkrogene fugtige 50 år efter.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *