Senest ændret den 17. september 2021 20:27
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun og indsat først fem dage på Toter Mann, derefter på Höhe 304, hvor bataljonen lå fem-seks dage.
Under skyttegravskrigen på vestfronten skete det vist meget sjældent, at et helt regiment blev sat ind i første linie på én gang. De tre bataljoner lå »stablet« bag hinanden. En bataljon lå helt fremme i første linie, en anden lå i såkaldt beredskab og en tredie i reserve.
Da de fem dage [ved Toter Mann] var gået, blev vi flyttet over på højde 304. Efter fem eller seks dages ophold der, blev de sørgelige rester af vor bataljon trukket tilbage igen. Intet kompagni havde da mere end 30 mand tilbage ud af 250. Dette må være nok til at give et indtryk af, hvordan »klimaet« var på dette frontafsnit. Luften var, billedlig talt, alt for »jernholdig«.
Hvordan det gik regimentets to andre bataljoner, kan jeg ikke huske, men det er sikkert ikke gået dem meget bedre.
Disse fem skæbnesvangre dage tilbragte jeg i en MG-rede, der gik under navnet »Entenschnabel«.
Det var et lille højdedrag ca. 500 meter bag første linie. Herfra kunne man beskyde en mellemliggende dal, hvor en løbegrav førte op til højde 304.
Om dagen var trafik gennem løbegraven så godt som udelukket, da den som følge af grundvandet ikke var særlig dyb. Et par hundrede meter af den ydede næsten ingen beskyttelse, og fjenden kunne fra lænkeballonerne ret sikkert iagttage, hvad der færdedes på denne strækning.
C a . 200 meter bag »Entenschnabel« var der også en dal, og der lå bataljonsstaben. Hver dag sendte det fjendtlige artilleri med korte mellemrum en hilsen til staben, hvorimod vor lille »rede« ikke blev
generet.
Den fjerde dag først på eftermiddagen »sad« jeg på vagt klods op ad løbegraven. Jeg skriver udtrykkeligt »sad«, fordi vi var klar over, at det gjaldt om ikke at gøre sig bemærket på nogen som helst måde.
Pludselig blev jeg opmærksom på, at der kom en mand pustende og stønnende op gennem løbegraven. Franskmændene havde bemærket ham, for de sendte salver ned i dalen.
Jeg var spændt på, om han klarede frisag; det gjorde han dog. Da han nåede op til mig, hvor der var temmelig god dækning, og hvor fjenden ikke kunne se ham mere, smed han sig ned ved siden af mig mere død end levende.
Jeg konstaterede straks, at han ikke var fra mit regiment, og at han nok var en halv snes år ældre end jeg, altså først i trediverne.
Da han var kommet nogenlunde t i l hægterne, betydede jeg ham, at han havde været svineheldig, men bebrejdede ham samtidig, at han ved fuldt dagslys var gået gennem løbegraven. “Du er vel ikke
“lebensmüde” (livstræt), eller er du måske ordonnans?”
Han benægtede begge dele, men meddelte, at han var syg og på vej til læge. Han tilføjede, at der for resten heller ikke var helt ufarligt ude i første linie. Manden så virkelig syg ud.
Det var nu ikke så meget hans udseende, der tiltrak sig min opmærksomhed, men mere hans dialekt.
Han forklarede, at han var fra regiment 155, hvor næsten alle var østtyskere, og at han var syg i maven.
Jo mere han talte, desto mere sikker blev jeg på, at vi var landsmænd.
Jeg afbrød hans talestrøm og sagde til ham på dansk: “Tror du ikke, vi hellere skulle tale dansk? Det kan vi vist bedst begge to.”
Jeg har næsten aldrig set en mand blive så forbavset og glad. Han
faldt mig bogstavelig talt om halsen og råbte: “Er du virkelig dansk?”
Vi fik os en hyggelig passiar om hjemstavnen og om chancerne for at slippe ud af det helvede, som vi var havnet i. Han skulle imidlertid videre, og vi tog afsked med hinanden med ønsket om alt godt for den kommende tid.
Jeg har glemt hans navn, og jeg har glemt navnet på den by, han var fra; men jeg kan se manden for mig endnu. Han var ikke ret stor, mager og nærmest gusten i ansigtet. Uniformen var efter turen gennem løbegraven tilsølet fra øverst til nederst. Han var kort sagt et ynkeligt syn og for at bruge et tysk udtryk – “abgekämpft”.
Dog havde modersmålets toner for en kort stund kvikket ham op, så han nærmest blev veltalende.
Da han var gået, sad jeg og funderede over mangt og meget.
Hjemstavnen og de kære derhjemme var i tankerne rykket mig nær.
Jeg kom i tanker om Grundtvigs vers:
Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.
Jeg havde fået et stærkt bevis på, at det stadig var gyldigt. – Men jeg skal love for, at jeg blev vækket af min »dvale«.
Der lød et brag, da en granat af svær kaliber slog ned ca. 50 meter bag mig.
Jeg tænkte ved mig selv, at fjenden for en gangs skyld havde skudt for kort, og at granaten sikkert havde været tiltænkt staben i den næste dal. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg var forkert på den, for den næste granat, der fulgte umiddelbart efter, »sad« nemlig 50 meter foran mig.
Det var ikke til at tage fejl af, at det var vor lille rede, det gjaldt.
I et nu var jeg henne hos kammeraterne og fik dem alarmeret. Det var ikke et øjeblik for tidligt, for det tredie skud ramte akkurat dér, hvor jeg havde ligget.
En situation som denne var forudset, og vejen for et tilbagetog var for længst bestemt. Vi mavede os ud t i l højre og overlod vor rede til sin skæbne. Den blev i løbet af den næste time kulegravet i ordets egentlige forstand.
Da vi ved mørkets frembrud vendte tilbage, var det hele som et månelandskab, krater ved krater. Vort MG , som vi havde ladet
i stikken, havde mærkværdigvis ikke taget skade.
Det havde undgået en fuldtræffer, men var så godt som begravet i jord. – Der blev spekuleret en del over, hvordan fjenden havde opdaget reden, for man mente, at vi ikke havde givet os nogen blottelse.
Kun jeg var klar over, hvordan det hele sandsynligvis var foregået.
Da fjenden havde “forfulgt” min landsmand gennem dalen, var han forsvundet ud af syne på det sted, hvor jeg lå. Man har så taget stedet i nærmere øjesyn og fundet ud af, at det egnede sig glimrende til en MG-rede og var et nærmere eftersyn værd.
Jeg beholdt min formodning for mig selv, men min landsmands hasarderede færd gennem løbegraven ved højlys dag var nær blevet skæbnesvanger for os.
Det var mit første bekendtskab med en MG-rede, men langtfra det sidste.