Ole Bennedsen fra Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark. I august 1916 havde han fået uventet besøg af to unge kvinder og en mand, der bad om at blive hjulpet over.
(… fortsat)
Min første Gang den næste Morgen var op til Marius paa Loftet. »Marius, Marius!« — kaldte jeg sagte, men fik intet Svar. Jeg krøb ind i Hulen; den var —- tom. Marius maa nok have taget Sagen i sin egen Haand. Maaske var det ogsaa bedst saaledes. Saa var det bare, om han nu var sluppet godt fra det. Heldigvis havde den unge Mand jo Erfaring i Patruljegang derude fra Fronten.
Efter at Stine havde besørget Morgenmalkningen, trak jeg Køerne op paa Marken, hvor jeg satte dem i Tøjr. Saa gik jeg igen hjem. — Men hvad var det, der flagrede derhenne? — Et Stykke Papir, anbragt paa Pigtraaden. — Forsigtigt tog jeg det ned og læste følgende: »Kære alle! — Har nu taget Sagen i min egen Haand. — Tak og Farvel! — M.« — Det lettede, og jeg skyndte mig beroliget hjem, hvor Sedlen saa igen blev grundigt læst. — Aa, ja, bare det nu er gaaet godt, sagde Sine med et Suk. —-Efter Middag, da de havde spist, forlod de to unge Piger os for at tage Turen hjem over igen. Dette skete ikke uden et Ceremoniel.
-— »Farvel, Onkel Ole. — Farvel, Tante, ha’ det godt og Tak for alt,« raabte de, medens de vinkede og i god Fart rullede bort.
Alt dette var saare godt, for derovre saa jeg vor Nabo. Han lod til at være meget interesseret i de to unge Pigers Bortkørsel!
Der gik kun et Par Dage, saa laa der paa Bordet et Brevkort fra Danmark. Kortet bar følgende korte Paaskrift: — Kære Kusine og Mand!
Marinus er nedkommet. -— Vi har det alle godt. — Andrea. — Dette var efter Aftale. Nu vidste jeg, at Marius var kommet godt over.
Efter Krigen kom Marius og hans Kæreste ret uventet paa Besøg hos os. De var nu lykkelige og skulde snart fejre deres Bryllup. Under Samværet kom vi ogsaa ind paa Forholdene, da vi første Gang mødtes. — Ja, ser du, Ole, sagde Marius, da jeg laa deroppe i Halmen, kunde jeg paa Grund af Spændingen ikke falde i Søvn. Da var det, at jeg pludselig hørte nogen trampe rundt udenfor. Jeg kiggede ud gennem et Hul i Taget, og trods Tusmørket saa jeg, at det var tyske Soldater. De lod til at være ret interesseret i det mystiske Køretøj, som de altsaa var vidende om, og som i Eftermiddagens Løb var ankommet her til Gaarden. Alt dette erfarede jeg gennem deres hviskende Samtale.
Mændene fortsatte endnu lidt med at snuse rundt om Huset. Kort efter saa jeg dog, at de forsvandt op paa Marken, hvor de stod og kærtegnede Hesten. Pludseligt var Mændene borte; jeg hørte dem trampe ude paa Landevejen. — Hvad mon Klokken er? Jeg anede det ikke. Mit Ur var nemlig gaaet i Staa. Efter at have ligget lidt, besluttede jeg mig til alene at forsøge at naa over Grænsen, og det endnu samme Nat.
Jeg fandt trods Mørket ned fra Loftet og stod lidt efter udenfor. Et Øjeblik sendte jeg dem derinde en venlig Tanke, og saa listede jeg over paa Marken og fulgte Amtsbanens Spor mod Vest. Kort efte r saa jeg ganske tæt ved en Vindmølle rage op. Jeg fulgte en temmelig stor Udgravning, hvorefter Banelegemet faldt ret stærkt. En let Taage laa hen over Jorden og gjorde Orienteringen vanskelig. Pludselig saa jeg flere Hustage dukke frem af Taagen. Forsigtigt listede jeg videre og hørte da pludselig een — ja, flere snakke dernede. Mændene snakkede løs paa Tysk, altsaa nogle Soldater.
Jeg fandt, at det var nok saa raadeligt at være lidt mere forsigtig, hvorfor jeg skyndsomt forlod Sporet og slog et Slag over til venstre. Jeg passerede en Landevej og naaede snart ned i en Sænkning, enten var det Mose — eller maaske Eng — eller Kær. Der var rigeligt med vandfyldte Grøfter, kranset med Pil. Taagen var tæt.
Det var slet ikke let at orientere sig her. Heldigvis dagedes det lidt efter lidt. Ja, Dagen kom egentlig alt for hurtigt. Jeg var klar over, at jeg ikke kunde slippe over denne Nat; derfor søgte jeg over i en Rugmark. Det var et godt Skjulested. Her laa jeg, da noget kom buldrende forbi. Det standsede. Konduktøren raabte: — »Spandet!« — Ja, saa vidste jeg da, hvor jeg befandt mig.
Ja, Ole, sluttede Marius, du kan tro, Dagen blev noget lang for mig. Men den følgende Nat fortsatte jeg og slap godt over.