Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I marts 1915 lå han på Vestfronten ved Lassigny.

Dagbogen, 15. marts 1915.

I dag er det mandag, og den er blå i enhver henseende. Himlen er blå, og lærkerne synger, så det er en lyst. Artillerikampen har tiltaget i styrke. I nat skød de ganske forfærdeligt. De skød et hus i brand helt yderst til højre i Lassigny, og endnu i morges slog flammerne i vejret.

For et øjeblik siden var her en ung løjtnant fra reg. 163. Han fortalte, at han havde ligget i begyndelsen, endnu inden bajerne kom. Dengang var her den yderste fløj af den tyske hær, og herfra begyndte opmarchen til højre. Han fortalte, hvorledes de var bleven angrebne flere gange (…). De havde set dem komme op over bakker halvt til højre for Divette, fra byen Candy. Angrebet var voldsomt, men strandede på grund af deres egen artilleriild.

I dag spadserer franskmændene ganske gemytligt i deres røde bukser over på landevejen ved Plassir de Rois. De nyder vist solskinnet. Det blev dog nogle af os for frækt, og der blev en livlig ild ud af det.

„Tyskland har folk nok, men ikke jern!” det var de berømmelige ord, som general v. Böhmen sagde til os, da vi var vendt hjem fra Soissons. Og efter den tid har vi nu gået og samlet gammelt jern sammen, alt muligt kram og affald, som franskmændene er os evig taknemmelige at vi vil hjælpe dem af med. Vi er i sandhed det franske riges skraldemænd.

Alt hvad vi kan finde af jern, granater, håndværktøj, blikdåser, tuber, bliver afleveret. Endnu en gang bliver Lassignys ruiner  gennemrodede; hvad der er af træ i husene; gulve, lofter og paneler bliver brækket væk. Det er en skændsel uden ende. Gad vide om den vil  blive afleveret sådan, eller om ilden ikke vil komme til at udslette det sidste spor af en gerning, som ingen civiliseret nation kan være bekendt.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012) – fås i boghandelen.