Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 14. oktober 1916.

Min egen kære Inger!
… Det er da slemt, at Marie Petersen rejser, men det kan man ikke fortænke hende i, at hun hellere vil over til Andreas. Nu har de været skilt fra hinanden i over to år, så man kan godt forstå, at de længes efter hinanden. Jeg ved da ikke, hvad råd jeg skal give dig med hensyn til at få køerne malkede, men vil du ikke tale med Jens om det. Der er vist ikke andet at gøre, end at vi skal have en malkerøgter, for jeg kan ikke tænke mig nogen, som vil påtage sig at malke. Jeg kan godt forstå, at du længes efter at jeg skal komme hjem og hjælpe dig, men i de første 14 dage må du ikke vente mig, thi før næste lørdag kommer jeg ikke herfra vistnok da, og så går der vel 8 dage hen i Beverloo inden jeg der får orlov. Og så har vi november. Det var mærkeligt med de 14 Mark fra mit kompagni. Nej, de penge havde jeg ingen anelse om, at jeg havde tjent. Dem må du gerne anvende til et eller andet godt formål, for dem har jeg ikke ønsket at få. Det må vist være beboerne i Pargny som har betalt pengene, for der var kompagniet den 1. sept. Skønt jeg kan ikke tænke mig det, da de har lidt nok under krigen, det er jo tæt ved fronten…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.