Kaptajn Daniel Bruun, der havde tjeneste som politidirektør ved den internationale kommission under afstemningen i Slesvig i 1920, beskrev begivenhederne i sine erindringer i ”Fra de sidste tredive Aar.”

Længe havde vi ventet på at komme af sted til Sønderjylland for at begynde vort arbejde. Året gik på held uden at der var kommet nogen afgørelse, men endelig lysnede det. Den 10. januar 1920 om eftermiddagen klokken kvart over fire indtrådte der fredstilstand i Europa. Ratifikationerne var blevet udvekslet og Versailles-fredens aftalte tidsrister begyndte at løbe. Den internationale kommission skulle overtage den almindelige myndighedsudøvelse, efterhånden som det tyske rigsværn blev trukket bort fra Sønderjylland, bælte efter bælte, regnet nordfra.

Det var kommissionens ordre, at jeg den 13. januar skulle rejse til Flensborg om bord i ”La Marseillaise” med hele kommissionens personale, ca. 40 personer. Forinden var arkivet, proklamationer og alt, hvad man skulle have med fra bureauet i Peder Skramsgade, bragt om bord på skibet, som lå opankret i frihavnen.

Næste formiddag stævnede ”La Marseillaise” ind ad Flensborg fjord og ankrede op 2 sømil fra Flensborg by ud for den nedlagte marinestation Mørvig. Efter landsætning af alle herrer og damer fra kommissionen blev alle om aftenen indlogeret på hotellet ”Flensburger Hof”.

Der var kommet en ny udsættelse, som forhindrede kommissionen i at tage magten straks. Jeg besluttede da at hilse på de tyske autoriteter for at foreslå et samarbejde i ventetiden. Jeg hilste således på overborgmester Todsen på hans kontor på rådhuset. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kom som dansk repræsentant for at foregribe noget; men at jeg, uanset mine selvfølgelige danske følelser, var beredt til fuldt ud at optræde ganske upartisk overfor begge de nationale partier.

Jeg gjorde ham bekendt med kommissionens og politidirektørens proklamationer, som i øvrigt blev offentliggjort ved opslag og i blade på dansk og tysk.

Af proklamationerne fremgik det, at demonstrationer var tilladt fra begge sider, når ro og orden blev overholdt. Todsen spurgte mig da, om jeg som politidirektør kunne tænke mig at ville tillade, at der fandt festligheder og demonstrationer sted, den dag det tyske rigsværn afmarcherede fra Flensborg. Hertil svarede jeg, at der fra min side intet var til hinder herfor, når blot ikke demonstrationerne blev rettet mod kommissionen eller den danske regering, ”men tumulter må ikke finde sted.” Vi skiltes i al fordragelighed.

At han selvsagt gjorde, hvad han kunne for at holde sammen på de tyske stemmer for Nordslesvigs bevarelse for Tyskland., fandt jeg var hans ret.

Mine hjælpere og jeg selv gik derefter straks i gang med at sætte os ind i politiforholdene i afstemningsområderne i forståelse med de tyske autoriteter. Forinden vi overtog styret, fandt der adskillige navnlig tyske demonstrationer sted i Flensborg, som dog i hovedsagen overholdt reglerne. Den 19. januar indløb der meddelelser om tyske demonstrationer i hele afstemningsområdet, også fra det sydlige Slesvig og fra Holsten, ja, selv fra Hamborg.

Tak til Mette Elisabeth Bruun og Museum “Mellem Slesvigs grænser” i Rens for manuskriptet.