Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 12. okt. 1918

Min egen kære Jørgen!
Tak for dine breve fra d. 6. og den 7. okt. Jeg havde ikke hørt fra dig i to dage, og så begynder jeg straks at blive lidt urolig. Jeg er bange for, at du skulle gå hen og komme i fangenskab. Ja, det er da vist en underlig ide, men den tanke falder mig nu så tit ind. Hvor det da var passende med pakkerne. De har rigtignok været længe undervejs, og I lever jo helt flot nu. Måske de begynder at spise op nu, for ikke at have det at slæbe hjem på!!

Alle mennesker tror, at vi får fred nu, og det tyder jo da også på det i aviserne. T. er nok rede til det, siges der herhjemme, de kan ikke længere.

Man tør jo ikke rigtig vove at tro på det. Det var jo næsten for glædeligt. Mon al den elendighed da så skulle være forbi?

For os er der jo da ingen ting i vejen, når først du er sund og uskadt hjemme hos os igen. Rige er vi ikke blevet under krigen, som så mange andre, der har gået herhjemme hele tiden. Men vi har vel nok det, vi kan leve af, og en hest og nogle flere kreaturer får vi vel nok, når du først er her hjemme.

Valborg og jeg var i går i Haderslev. Der snakkede alle mennesker jo også om fred og troede på, at den ville komme. Der kommer jo også andre oplysninger under hånden, som gør, at man får mere tiltro til sagen.

Du læser jo vist også aviserne deroppe; men ellers skriver du ikke så meget om det, men dine breve er vel fra før den tid. Det går jo slag i slag nu, og hver dag bringer noget nyt.

Hvor kan det da også gøre en ondt at læse om, at Cambrai er en ruinhob o.s.v. Den smukke by, som du er så godt kendt i.

Der fortaltes også i går i Haderslev, at Reg. 86 var taget til fange, allesammen med stab og samt. Mon det da passer, det lyder utroligt.

Og sådan er der tit noget, som blir fortalt. Dette her var efter en soldat, som kom hjem på orlov, men der er mange, som fortæller historier, når de kommer hjem. De er ikke alle så nøgterne som du. –

Jeg fik noget hos dyrlægen i går til at smøre kalvene med for det skurv, de har i hovedet. Hans syntes da, at det blev for slemt. På mandag skal vi levere to kreaturer igen, Hans og jeg blev enige om at tage den lille kvie og den lille stud i nederste Bøjskov. Hans syntes, at vi skal købe nogle kreaturer nu til efteråret. Vi får da for lidt på stalden, jeg kan jo tale med Jens om det.

I eftermiddag skal jeg jo til begravelse med Johan Jensen. Det er en stor sorg for hans mor og kone. Med mange kærlige hilsner fra os alle. Din heng. Inger.

Hermed slutter brevvekslingen mellem Inger og Jørgen Friis. Inger Friis’ breve er alle fra den 5. til den 12. oktober 1918 stemplet »Zurück, Entlassen«. Brevet fra Jørgen Friis den 8. oktober er det sidste i brevvekslingen fra hans hånd.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918