Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten. I december 1916 blev regimentet overført til Vestfronten.
Rejsen fortsatte nu ind over Lissa-Glogau-Forest-Kottbus-Halle-Nordhausen-Padarborn-Düsseldorf-Aachen-Lyttich-Bryssel-Løven-Tuornai til Lille.
Vi havde nu siddet i toget den lange jernbanerejse og trængte til at røre benene. Da jernbaneterrænet var stærkt ødelagt i august 1914 blev vi udladet i Asck og marcherede til Hellenimes, hvor vi kom i borgerkvarter, en ven og jeg kom ind til en gartner, hvor vi boede oppe på loftet og lå i rigtig menneske sengetøj, det var nyt, men dejligt. Vel lå vi sammen i en seng, men det var trods alt dejligt.
Min kammerat der var fra et sted i Westfalen, han var en rigtig jovial bondesøn, lidt tyk måske, men festlig at tale med, altid i strålende humør, han hed Franz Massmum og en aften da vi lå sammen og ikke kunne sove betroede han mig noget som jeg havde svært ved at tro på:
For mange år siden han var en 12-13 år, var han til marked i den nærmeste by, hvor der optrådte en spåkone og hende skulle vi unge jo selvfølgelig også besøge sammen med alt det andet gøgl på pladsen, og så sagde hun noget som gjorde indtryk på mig og som jeg synes er ved at gå i opfyldelse, der skulle komme en krig og jeg skulle falde i Frankrig, det sagde hun for ca. 10 år siden da alt endnu var fredelig og rolig.
Krigen kom og så længe jeg var i Rusland var jeg sikker, men nu ser du, at vi er kommet til Vestfronten og nu frygter jeg det værste.
Jeg prøvede på at snakke ham fra de tåbelige tanker, men forgæves, og alt tydede jo i den retning.
Vi havde jo mange slag og træfninger i 1917 og 1918 og han kom altid godt fra det, og han var næsten ved at tro det modsatte – indtil – ja indtil den 16.8. 1918, da han faldt ved Goyencourt.
Jeg er blevet reddet mange gange ved pludselige indskydelser, Franz og jeg havde delt alt i næsten 4 år, så det var et tab og så fire måneder efter kunne jeg rejse glad og frisk til mit hjem.