H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 10. Oktober 1918.
I Formiddags var der ret tomt i Rigsdagen. Førerne har travlt med alle Slags Møder og Forhandlinger. Mange Rigsdagsmænd er taget hjem for at aflægge Beretninger for deres Vælgere.
Jeg affattede en Beretning om Situationen til Folketingsmændene I.C. Christensen og Neergaard, oplæste den for de 2 Landdagsmænd, som godkendte den, og vil afsende den til København, saasnart jeg kan faa den sikkert over Grænsen.
I Beretningen har jeg opfordret dem til energisk at støtte os i vore Bestræbelser.
De to Landdagsmænd er nu efter min Opfordring flyttet herhen i Hotel „Fürstenhof”, hvor jeg har indrettet et særligt Kontor. Vi samles nu daglig paa dette Kontor for at drøfte Stillingen og fatte vore Beslutninger.
I Dag besluttede vi, at Nis Nissen skal blive paa Vagt her i Berlin og lede Arbejdet, mens Kloppenborg og jeg tager til Flensborg for at deltage i Vælgerforeningens Bestyrelses- og Tilsynsraadsmøde.
Jeg har i Eftermiddags nedskrevet et første Udkast til min Tale.
Beretningen [til I.C. Christensen og Neergaard] , som blev sendt sikkert over Grænsen et Par Dage senere, havde efter en opbevaret Kladde følgende Ordlyd:
Til Folketingsmændene J. C. Christensen og N. Neergaard!
I disse kritiske og for Nordslesvigs Fremtid afgørende Dage tillader jeg mig paa Nordslesvigs Vegne at rette følgende Henvendelse til Dem: Der er nu overordentlig stor Chance for, at det nordslesvigske Spørgsmaal kan blive løst paa en i enhver Henseende tilfredsstillende Maade.
Men fra dansk Side maa der handles og handles straks, ellers forspildes muligvis alt.
Stillingen her er følgende:
Den 1. Oktober meddelte den øverste Hærledelse brat og uventet Rigskansleren, at det var nødvendigt straks at danne en ny Regering, som kunde slutte Fred. Kampen kunde, udtalte Ludendorff, ganske vist endnu fortsættes i et Par Maaneder, men Afgørelsen var allerede falden. Disse Maaneders Kampe vilde ikke ændre Resultatet, men koste nye Blodofre, som maatte tælles efter Hundredetusinder. Det var derfor en Forbrydelse at fortsætte.
Rigskansleren drog straks Konsekvenserne heraf. Fredsregeringen er dannet og vil strække sig overordentlig vidt for at faa Fred i en nær Fremtid.
Man er saaledes her rede til at afstaa baade Elsass-Lothringen og de polske Landsdele. Man er villig til at betale Skadeserstatning baade til Belgien og til Frankrig og til at rømme de besatte Omraader, inden Fredsforhandlingerne aabnes.
Stilles der ikke Vaabenstilstandsbetingelser fra de Allieredes Side, som er ganske uforenelige med den nationale Ære, vil Fredsforhandlingerne derfor snart begynde. Og skulde mod Forventning Krigen atter blive optaget, vil den dog kun kunne fortsættes i et Par Maaneder.
I Wilsons 14 Punkter, som Tyskland allerede har antaget som Fredsgrundlag, er Nordslesvig desværre ikke nævnt, men vi vil søge at gennemføre Spørgsmaalets Løsning paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret, i Overensstemmelse med de Grundsætninger, som Wilson har opstillet, og med Rigskanslerens Ord om, at der skal sluttes en retfærdig Fred.
Der er da ogsaa hernede stor Stemning for Løsningen. Jeg har talt med Dr. David, som nu er Understatssekretær i det herværende Udenrigsministerium, og opfordret ham til at løse Spørgsmaalet.
Han stillede sig velvilligt og udtalte, at han ventede, at Danmark vilde anmelde det. Dette ved den nuværende danske Regering. Om det er anmeldt, ved jeg ikke.
Socialdemokratiet er helt igennem stemt for dets Løsning. Af de Liberale har Rigsdagsmændene Fr. Naumann, Professor Dr. Neumann-Hof er og Professor v. Schulze-Gaevernitz, med hvem jeg i disse Dage har talt om Sagen, billiger, at jeg i denne Uge rejser det fra Rigsdagens Tribune, og udtalt, at de ønsker denne Rivningsflade mellem Tyskland og Norden fjernet en Gang for alle. Centrum vil ikke gøre Modstand, de Konservative er sat ud af spillet, og Rigskansleren vil næppe modsætte sig Sagen.
Stillingen er saaledes i det hele i Øjeblikket overordentlig gunstig for en heldig Løsning af Spørgsmaalet.
De danske ansvarlige Politikere maa derfor vide, at de staar overfor et nu eller aldrig, og at Ansvarets hele Tyngde vil falde paa dem, hvis de skyder Opgaven fra sig og ikke griber til i rette Tid.
Opgaverne, som i Øjeblikket foreligger, er følgende:
Regeringen [den danske] maa hurtigst muligt rejse Spørgsmaalet ad diplomatisk Vej for at kaste det ind i Fredsdrøftelsen fra første Færd af. Tavsheden i Danmark, som misbilliges i Nordslesvig og misforstaas hernede, maa øjeblikkelig brydes.
Fr. Naumann sagde i Forgaars til mig, at han allerede for to Aar siden havde søgt at rejse Spørgsmaalet.
Han havde da baade talt og korresponderet med Grev Brockdorff-Rantzau om Sagen og ligeledes drøftet den med høje Embedsmænd i Udenrigsministeriet, men begge Steder faaet det Svar, at den danske Regering ikke ønskede, at der blev rørt ved dette Spørgsmaal under Krigen.
Jeg sagde, at det sikkert udelukkende var sket af Hensyn til Landets strenge Nevtralitet.
Det er nu nødvendigt, at Mundkurven hurtigst muligt tages af den danske Presse, at den Tavshed, der har hersket om Nordslesvig, brydes, at man hernede faar Indtryk af, at det danske Folk virkelig lægger Vægt paa at faa dette Spørgsmaal løst.
Det er nærmest en national Skandale, at naar Branting rejser Spørgsmaalet i Stockholm, saa skynder „Berlingske Tidende” sig med at aftrykke, hvad det os fjendtligsindede „Dagens Nyheter” siger dertil.
Dette har den fjendtligsindede tyske Presse straks grebet med Begær og opfattet som et Tegn paa, at man i Danmark ikke bryder sig om Nordslesvig.
Pressen maa nu roligt, hensynsfuldt, men bestemt tage Standpunkt og forlange Spørgsmaalet løst under Henvisning til Folkenes Selvbestemmelsesret, de Wilsonske Grundsætninger og den tyske Rigskanslers Udtalelse om, at han vil slutte en Retsfred.
Der maa dernæst sendes Folk til Norge og Sverrig for at paavirke den derværende Presse, saa det udadtil kan ses, at hele Norden er interesseret i Spørgsmaalet.
Det vil i høj Grad lette dets Løsning her.
Det bør endvidere under en eller anden hensynsfuld Form, Forespørgsel, Interpellation eller lignende, rejses i den danske Rigsdag, og det maa ogsaa rejses overfor Ententens Gesandter.
Her i Berlin rejser jeg i den kommende Uge Spørgsmaalet fra Rigsdagens Tribune. I Nordslesvig organiserer vi en Bevægelse, der snart vil gaa som en fejende Stormvind hen over Landet.
Lad os nu ikke forgæves paakalde danske Politikeres Bistand.
Lad os ikke paany faa Anledning til at raabe med Henrik Ibsen:
„Vi stred en Livsens Strid for Nord,
Vort Hjemland blev en Grav.
Vi spejded’ over Belt og Fjord
Forgæves dine Snekkers Spor.
Min Bro’r, hvor blev du af!”
H. P. Hanssen.