Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.
I de følgende dage var vi atter ude i skyttegravene, og da der havde været vagtafløsning, gik jeg gennem skyttegraven for at finde et sted, hvor jeg kunne lægge mig til hvile.
Det var ikke så let; men jeg fandt dog en hule, der var gravet ind i brystværnet. Den var skrøbelig og gav ikke dækning for granater eller splinter.
I den tro, at stillingen ikke var så farlig, og at jeg godt kunne finde hvile her et par timer, ville jeg krybe ind i hulen; men det var, som om en indre stemme advarede mig. »Gå ikke derind!« sagde stemmen, »gå et andet sted hen!« —
Jeg adlød advarslen og gik videre. Lige efter kom to soldater. De søgte også efter en soveplads, og da de så hulen, krøb de ind i den; men de nåede kun at lægge sig ned, før en granat slog ned i graven, eksploderede og dræbte dem begge.
En underofficer, der kom til, ville have mig til at hjælpe sig med at undersøge de dræbte nærmere; men jeg kviede mig; jeg kunne dårlig se på de to ulykkelige.
At jeg undgik at søge hvile i denne hule, betragter jeg som et vink fra Gud.