10. december 1917. H.C. Brodersens kompagni skal tilbage til Tyskland. “…ingen af os var erklæret for at være felttjenestedygtige.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:55

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vi  har  drevet  omkring  i  Uforetagsomhed  og  havde  begyndt  at  kede  os,  indtil  vi  i  Forgaars  skulde  stille  op  paa Pladsen  udfor  Vejerboden,  uden  Oppakning. Det  var  dog  besynderligt,  syntes  vi, men  vi havde  ikke  ventet  ret  længe  før en  hel  Stab  af  Læger,  Officerer  og  flere  andre,  der  under Armen  bar  paa  store  Protokoller, viste  sig.

Vi blev  kommanderet  indenfor  og  fik  Ordre  til  at  klæde  os  af.  En  grundig Undersøgelse  begyndte.  Der  blev  maalt,  baade  i  Længden  og i  Bredden,  og  sluttelig  skulde  vi  op  paa  Vægten.  Derefter kunde  vi  træde  af.  Rygterne  tog  nu  Fart,  og  Vejningen  blev sat  i Forbindelse  med,  at  General  Bülows  Armé,  der  laa  i  Alperne,  var  meget  svækket.

Der  blev  fortalt,  at  vi  skulde  sættes  ind  der.  Dette  Eksperiment  skulde  være  stødt  paa  Modstand  hos  Kommandoens  Ledelse,  fordi  ingen  af  os  var  erklæret  for  at  være  felttjenestedygtige.

Ej  heller  var  Kompagnierne  jo  udrustet  med  en  saadan  Forudsætning  for  Øje, og  allermindst  Officererne,  der  i deres  Haandtaske  ikke  medførte  andet  end  en  Natskjorte  og  en  Tandbørste.  Vi  andre havde  rigtignok  heller  ikke  mere,  men  vi blev  jo  ikke  spurgt og  var  jo  ogsaa  vant  til at  klare  os  med  mindre.

Naa,  vi  var blevet  vejet  og  fundet  for  lette,  og  vi har  nu  faaet  Ordre  til at  forberede  Afrejsen  til Tyskland. En,  vistnok  uofficiel,  Ordre  lyder  paa,  at  enhver  er  forpligtet  til at  tage  alt  det  med, som  vi kan  bære,  og  der  bliver derfor  købt  ind i  store  Mængder. 

Der  bliver  sagt,  at  Østrigerne  skal  afløse  os,  og  derfor mener  nogle,  at  Kragerne  lige  saa  godt  kan  tage  som  Ravnene.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *