Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Et par dage sent på den – bringer vi udsendelsen fra 27. april. Det handler navnlig om kampene i Makedonien, da britiske tropper forgæves løb storm på de bulgarske linjer; det handler også om briternes fortsatte angreb ved Arras på Vestfronten, hvor de lider frygtelige tab og hvor tyskernes nye taktik med forsvar i dybden viser sin værdi.
Den franske hær havde lidt enorme tab under Nivelle-offensiven, og nu opstod de første tegn på mytteri, muligvis inspireret af russiske tropper på Vestfronten. I Rusland var situationen i hvert fald sprængfarlig, og en ny revolution ulmede – og Lenin, der just var ankommet til Rusland, pustede til gløderne. Den lovede offensiv på Østfronten den 1. maj kunne ikke gennemføres.
Til gengæld rykkede britiske tropper op ad Tigris-floden i Mesopotamien og tilføjede de osmanniske tropper endnu et nederlag ved Istabulat.