Senest opdateret 16. maj 2023

Willemoes Dagbøger 1915

Sønderjylland og Krigen
Flygtninge

Side 16
11.Februar 1915
Dyrlæge A. D. Hansen af Skærbæk arresteret 30. Januar og interneret i Flensborg 2.
Februar. Aarsagen hertil er den, at Hansen den 30. Januar om Aftenen, da der var
Nachfeier for Kejserens Fødselsdag – Fødselsdagen var efter Kejserens Ønske ikke
fejret – i beruset Tilstand kom ind i en Forsamling af Tyskere og skældte dem huden
fuld: ” I skulde skydes alle sammen, I Hunde” raabte han. Og til et par Underofficerer
udtalte han, at de skulde skamme sig, at de som sønner af danske Forældre gik i tysk
Tjeneste. Oberløjtnant Braun, der ogsaa er Dyrlæge, kunde ikke lade dette gaa uænset
hen, men maatte lade Hansen anholde, og den 2, Februar sendtes han til Flensborg og
interneredes. Oberløjtnant Braun har dog ikke indgivet Straffeandragende.
11 Febr. 1915
Det er langt knappere med Hvede og Rug end man giver det Udseende af, og disse
Kornsorter vil – meddeler en Hjemmels mand, der selv er Kornhandler – antagelig
sluppet op allerede i løbet af 2-3 Maaneder.
Ogsaa Havren er det knapt med. Der er udskrevet Leverancer i Kommunerne, der dog
neppe paa langt nær vil kunne præstere de forlangte Kvanta. Eksempel saa skal
Roager levere 3 Vognladninger Havre og Skærbæk 400 Sække; men de vil ikke
kunne levere blot tilnærmelsesvis disse Kvanta.
Side 17
Greve Schack – Schakenborg har ingen Erklæring afgivet ved sin Løsladelse.
Dr. Thomsen i Skærbæk har i længere Tid fungeret som Bataillonslæge ved 86
Reserveregiments 2. Batalion Nord for Lihon, hvor Bat. Har ligget siden Oktbr.
Maaned. Hele Regimentet var efter Kampen i Belgien saa medtaget, at det maatte
hvile ud i 14 dage og derefter drage til Lihon og der slaaet sammen med et andet
Regiment. Efter at der yderligere senere kom Forstærkninger til, dannede det saa
pany et selvstændigt Regiment – 2den Batallion har lidt meget af Tyfus. 1. Bataillon
dirigeredes med Soissen og deltog her i det daglange for Tyskerne sejrrige slag, hvor
de havde mægtige Tab, navnlig forholdsvis stort af officerer.
I Morges fandtes i en Plantage nord for Kongeaaen i Nærheden af
Skibelund Krat en tysk Uniform – Hue Frakke og Benklæder i en meget
vaad Tilstand
13.de Marts 1915
side 18
Fra Slaget ved Sousson fortælles : To Regimenter nægtede at gaa frem og
kastede sig i Kartoffelmarkerne. Der blev beordret Hjælp fra Noyons hos
8. Regiment, der for en meget væsentlig Del bestaar af danske
Nordslesvigere. De gik frem og bidrog paa dette Punkt væsentlig til
Sejren. Ved den af Kejseren senere afholdte Parade udtrykte Kejseren et
Lov for det nordslesvigske Regiment, det var i fortrinlig Grad Danskerne
der havde paa et enkelt Punkt bidraget til at slaa Franskmændene. – Denne
Kejserens Agtelse om den i det hele er Sandfærdig fremstillet – opfattes af
mange som meget perfid.
17. Marts 1915
Rygter der foranledigede en Mængde Telefonringning til Kontoret fortalte:
Den 13 Marts at Kejser Vilhelm var betænkelig syg;
Den 14. Marts, at han var forsvunden,
Den 15. Marts, at han var taget til fange og
Den 16. Marts, at han var blevet dræbt ved skud!
20 Marts 1915
Jes Asmussen af Ravsted (Byllerup Bov) blev arresteret den 11. Aug., da
han sad paa Selvbinderen paa Marken. Grunden: Han er dansksindet. Han
førtes til Tønder og derfra til Flensborg. De første 14 Dage var han
interneret i Gymnasiet, derefter i Navigations-
Side 19
skolen. Under Opholdet her fik Fangen bragt Mad fra Gæstgiver Jacobsen
i Rødegade af dennes Datter og de kom til at synes saa godt om hinanden
at Jes Asmussen friede til hende i Fængslet og der fik hendes Ja!
Der sidder fængslet en Fotograf fra Danmark, han har siddet fængslet en 3
Ugers tid, men Navn og Grund til Fængslingen kender Meddeleren ikke.
20.Marts 1915
En dansk Nordslesviger fra Kliplev, Asmussen, der i sin Tid blev kasseret
paa Sessionen for en stor Knude paa den ene Arm, der vilde hindre ham i
at bære Tornyster eller Gevær, og som i øvrigt er af svageligt Helbred, er
senere bleven taget til soldat og ligger nu i Husum. Han har intet at
bestille, men skønt han er Landmand og driver Gaard i Kliplev, var det
ikke muligt for ham at komme dertil skønt man siger at ville støtte
Landbruget saa meget.
28. Marts 1915
Da en eller nogle Fanger ankom til Anslet og skulle indkvarteres der, tog
man hans (deres) Støvler og Vams fra ham (dem)!
Side 20
3. April 1915
Ung Mand fra Flensborg: Brød er der foreløbig nok af, men Tyskerne
synes nu at indse, at de for sent har beslaglagt Korn. – Stemningen i Byen
er ikke god i den lavere Befolkning, fordi den ofte lider under Mangelen; i
andre Klasser af Befolkningen er stemningen ikke saa trykket; men den
arbejdende Klasse kan ikke nøjes med 1400 gram Brød om Ugen.
For Tiden ligger vistnok 14- 18000 Mand i Flensborg og Omegn; Infanteri,
Marinesoldater fra Torpedostationen i Lyksborg og noget Attelieri. De
hører alle til den9de Armekorps, som imidlertid under Krigen har lidt saa
meget at det har faaet Erstatnings Mandskab fra 11 Armekorps (Elsassere,
Rihnlændere og Westphalere)
Og det er dem, der nu er fordelt over hele Nordslesvig. En ikke ubetydelig
Del af de 14-18000 Mand er i Øjeblikket helt utjenstdygtige og forretter
Garmanstjeneste; dels er tropper der har været med ved Liege og Reims.
Tropperne er sammensat af Ersatz- -Reserver i Alderen 23-27 Aar,
Landeværn 27-39 Aar og Landstorm 39-45 Aar.
Flensborg Fjord beskyttes af Miner og Skibene kan gaa ind og ud med
Hjælp af Minelods. Ellers ? er der saa godt som ingen Sejlads. Der ligger
nogle Torpedobaade i Fjorden. – Torpedorbaads sejladserne i Lyksborg er
fuldstændig spærret.
Forretningslivet er stærkt svækket
Side 21
Samme.
I Kiel er batterierne langs Fjorden blevet forsynet Forsvindings-
Pansertaarne og sværere Skyts. – Jernbanebroen over Kanalen bevogtes
med Maskinskyts (Med Flyvere)
Ved et af de første Stormangreb paa Liege – det var om aftenen Kl. 8 –
mejedes de tyske ??? i den Grad ned, at Tyskerne om Natten maatte lade
grave 60 Grave med Plads til 300 Mands Lig i hver – altsaa i alt ca. 18 000
Faldne
5/4 Z
Udenfor Husum ligger et Krigsfartøj, hvis Mandskab gør Tjeneste som
Kystbevogtning.
Fra Østprøjsen fortæller en Nordslesviger at en Deling paa 40 Mand en
Dag gjorde 500 russiske Fanger uden at løsne saa meget som et Skud. Det
gik til paa følgende Maade: De 40 Tyskere var gaaet fremad og stod
pludselig i nogen Afstand overfor 500 Russere der løb fremad som om de
stormede. Da de kom hen i Nærheden af Tyskerne kastede alle Geværerne
fra sig og strakte Armene i Vejret og overgav sig. Af deres Udtalelser
fremgik det at de er gaaet fremad som i Stormangreb af Frygt for, at de bag
dem liggende Kosakker ellers vilde have skudt dem ned, naar de havde
opdaget at Russerne vilde overgive sig.
Side 22
9 April 1915
Mødte Overbetjent i Statspolitiet Elkjær i Kolding efter Ordre fra
Statspolitichef Mansen her hos mig at udbede sig Oplysninger om, hvem
der skrev min meddelelse og Artikler vedrørende Forholdene ved og syd
for Grænsen. Paa mit spørgsmaal om hvilke Meddelser og Artikler der
sigtedes til kunde Overbetjenten ingen nærmere Oplysninger give uden ”at
det var en hel Del, der gik gennem Landets andre Blade”.
Jeg svarede, at ønskede Hr. Mansen at erfare nærmere om de paagældende
Forhold maatte han ihvert Fald give personligt Møde, men at jeg dog ikke
kunde gaa ind paa at meddele ham mine Kilder.
10. April 1915
Det meddeles, at forskellige Mænd tæt ved Grænsen har faaet Pas i Orden,
men at det har betydet dem ikke at bruge det til Besøg herovre, da de maa
anses for ”statsfarlige” Personer paa grund af deres fremtrædende Stilling i
den sønderjyske Bevægelse.
21 April 1915
X: Mit Indtryk af min Færden i Befolkningen indtil syd for Skærbæk er, at
den betydende Del ikke blot venter at blive dansk igen, men endog anser
det for en absolut Nødvendighed. Man møder stadig den Ytring, at de ikke
kan tænke sig at skulle begynde forfra med
Side 23
Tyskerne.
Nordslesvigeren udtrykker stadig Haab om, at Danmark vil forblive
neutral, da alt for meget vilde blive ødelagt baade for Sønderjylland og for
Danmark, om dette ville blive indviklet i Krigen.
Stemningen er meget trykket, fordi man venter at overhovedet alle, der kan
blive det, vil blive indkaldt.
Der hersker megen Ængstelse over Georg Brandes Udtalelser om
Nordslesvig i hans Polimik med Clemen Clau – Der høres ofte
Betegnelsen ”Kræmmerpolitik” om den danske Regerings Politik under
Krigen.
Man er meget forbitret paa ”Politikken” og erklærer, at det kun holdes
dernede af Frygt for at andre danske Blade skal blive forbudt. Man har i
det hele taget ingen Tillid til den nuværende danske Regering.
Der hersker ikke ringe Forbitrelse over den store Udførsel fra Danmark til
Tyskland, fordi man betragter denne Udførsel for en meget væsentlig
Betingelse for Krigens Fortsættelse – paa de sønderjyske Soldaters
Bekostning.
Gamle Veteraner bliver i den Grad højrøstede af Ophidselse, at
Meddeleren adskillige Gange fandt det meget betænkeligt at være kommen
i Samtale
Side 24
med dem.
Tyske Officerer i Bremen taler ofte med de derværende nordslesvigske
Soldater (die Dänen ) om Danmarks Stilling, udtaler at Danmark vel nok
holder sig neutral; men skulde det vise sig ikke at blive Tilfældet vilde ca.
100 000 Mand være tilstrækkeligt til at faa det til at makke ret.
Blandt de tyske Soldater er den officielle Stemning sikker paa Tysklands
sejr, men i deres Indre hersker der absolut Tvivl.
Til Fangelejren ved Løgumkloster er der ansat nyt Bemandingsmandskab,
der stiller mere villige overfor Fangerne. Kommandanten gav straks ordre
til at gøre Rationerne større nemlig af Kartofler til Russerne – de andre
Nationer erklærede sig tilfreds med størrelsen.
Den 21de døde den 9de russiske Fange. Mange af disse tror at de er et
slags ??? og aldrig mere skal vende tilbage til deres Hjemstavn. En
Meddeler synes at Fangerne nu gennemgaaende ser noget bedre ud end i
Begyndelsen, og i alt ikke ser ringere ud. Bevogtningen er bleven skærpet
siden 1 Franskmand og 2 Belgier forleden søgte at undvige. Som en Art
Straf er det nu forbudt Fangerne at købe Cigarer og Cigaretter – Der ligger
bl.a. en Skibsreddersøn
Side 25
fra Antwersen, saa egentlig faar hotellet et stort Pengebeløb, hvilket han
deler med Kammeraterne.
Højtstaaende Officerer færdes jævnlig i denne tid i Bil over Grænsen og
gør Kort- studier.
24 april 1915
Z. I Anledning af et Privattelegram fra Vamdrup til ”Berlingske Tidende”
for 22/4 (Aftenudgaven) om skærpelsen af Grænsevogtningen, anlæg af
Skyttegrave tværs over Nordslesvig og andre Forsvarsforanstaltninger og
samtidig Samling af store Troppemasser, 50 000 Mand, med meget stærkt
Artilleri paa Linien Flensborg – Tønder.
Erklærer Z intet som helst at have hørt til sligt. Der har nok i Spandet i
sidste Uge været nogle officerer, som har foretaget Studier og Udstikning
af Linier i Terrænet, men om Troppesamlinger har han intet hørt.
25 April 1915
Stvbjg har forhørt sig om Sagen hos Gaardejer P. Boesen i Lundsmark.
Han var i Fredags til Markedet i Tønder, hvor der samles mange Folk syd
og nord fra, men han havde intet som helst hørt om Troppesamlinger i
Flensborg – Tønderegnen, ligesaalidt som han kan have mærket nogen
Ophidselse i Befolkningen noget sted. – det har nok været nogle prøjsiske
Officerer i Spandet i sidste Uge, som har opholdt sig der et Par Dage,
hvorefter der er begyndt lidt Gravning af Skyttegrave, men det har dog
ikke større Udstrækning og har ikke foranlediget
Side 26
Nogen som helst Uro der i Egnen. – Grænsevagten er nok forstærket, men
det er sket mange Gange siden Krigens Begyndelse, sidst umiddelbart efter
belgiske Krigsfangers Undvigelse fra Lejrene. Forstærkningerne Andrager
dog kun faa Mand og er ikke sket siden.
I sidste Uge fortalte Folk syd for Vojens, at der er 45 000 Mand paa March
nord paa, men saadanne Rygter buldrer jo jævnlig op og har tidligere i
Krigens Begyndelse og været fremme.
26 Marts 1915
M. i H. meddeler, at det Kompagni, der ligger i Fæsted blev kommanderet
til Vojens i Fredags for at grave Skyttegrave Overfor Formodningerne om,
at det kun er rygter, kan det meddeles, at Skyttegravene næsten er
fuldstændig feltmæssig med Pigtraadshegn og Forhindringer o.s.v. Der er
hidtil gravet en Strækning af flere Kilometer. – Med Hensyn til Rygtet om
stor Troppernes Forskydning aner man her intet derom. Paa denne Egn –
fra Fæsted over mod Vojens er Tropperne ikke forstærket. – At der som
rygtet har sagt, skulde være set Artelleri, Kanoner til Vojens passer
aldeles ikke.
26.April
Z var i Tingleff i Gaar, hvor man blev meget for=
Side 27
bavset ved at høre de Rygter, der er telegraferet til bl. a. ”Ber. Tdi” Der
nede fra Linien Flensborg – Tønder kendte man næsten ikke til noget
usædvanligt. Der foregaar jævnlig Forskydning af Smaastyrker, men hvis
disse overhovedet har medført Forøgelse, er det i al Fald ikke ud over et
Par Tusinde Mand, da man ellers havde mærket til dem. Om Artilleri paa
den omtalte Strækning er der overhovedet ikke tale. Med Hensyn til
Skyttegravning graves der formentlig i Jægerup, og det er ikke
usandsynligt, at der vil blive gravet i al fald over det meste af Strækningen
fra Lillebælt til Vesterhavet, men der er i hvert fald hidtil kun gravet
ganske lidt – højst nogle faa Kilometer i alt.
28 April 15
Z, Af samtlige ved Sessionen i Haderslev i Dag fremstillede 250 Mand
slap kun tre fri.
Overløjtnant Braun er forflyttet til Flensborg. Han har i sin Egenskab af
Dyrlæge hidtil tillige haft Tilsyn med Indførelsen af levende Dyr over
Grænsen ved Hvidding.
De her til den vestlige Del af Grænseegnen liggende Elsassere er i Dag
forflyttet til Eutien????
Side 28
28. April 1915
Det beror paa en Misforstaaelse at der graves Skyttegrave X ved Spandet.
Derimod beordres Grænse Militæret i Spandet til Gravning af Skyttegrave
ved Vojens.
5. Maj 1915
En ung Pige, der i Sønderjylland har rejst omkring paa et udenlandsk Pas,
der ikke er tilstrækkeligt for Optanter – hun er Optant – er bleven
arresteret i Toftlund og ført til Flensborg. Hun havde Tjeneste i Raahede.
En tidligere Lærer i Skærbæk, Jensen nu bosiddende i Aabenraa, er under
et Besøg i disse Dage i Skærbæk bleven arresteret af Overløjtnant Braun
og ført til Flensborg. Da Jensen er en i al sin Færd meget forsigtig Mand,
kan man ikke forstaa, hvorfor han er bleven sat fast. (Han er nok
Dansksindet)
Kommuneforstander Knudsen i Vinum er ligeledes bleven arresteret og
ført til Flensborg. Han skal have kritiseret Behandlingen af Fanger.
En Møller Sørensen fra Rømø er ligeledes bleven arresteret (for
nedladende Udtalelser om Tyskerne.)
15de Maj 1915
Det meddeles, at Myndighederne er ved at udfærdige Lister over Mænd i
alderen 45-55 Aar der har faaet militær Uddannelse. Det hævdes at der
ikke behøves Vedtagelse af nogen ny Lov for at indkalde Mandskab
Side 29
over 45 Aar, idet der skal være Hjemmel dertil i en gammel Forordning.
I Breve fra Felten fortælles til Hjem i Nordslesvig, at Officerer i Noyens til
nordslesvigsk Mandskab har berettet, at Kong Christian af Danmark ved
Krigens Begyndelse skal have forespurgt Kongen af England om han i
Tilfælde af Krig…..
Side 30
i Lighed med hvad der fandt Sted afvigte Efteraar vil der Mandagen den
17 Maj kl. 3 i Inderigsministerens Forværelse finde et Møde Sted til
Drøftelse af forskellige Forbindelser med Pressens Virksomhed staaende
Spørgsmaal.
I Henhold hertil tillader jeg mig efter bemyndigelse at indbyde Dem til det
omspurgte Møde.
Deres ærbødige ???? Departementschef i Udenrigsministeriet.
Der mødte Konseilspræsident Zahle, Udenrigsminister Schavenius,
forsvarsminister Munck, Departementscheferne Zhale, Clau, Vedel.
Kontorchef Martensen Larsen m. fl. Ministrielle Embedsmænd samt
omkring 100 Redaktører fra Hovedstad og Provinser. Udenrigsmænd
Scavenius – Konseilpræsidenten prætenderede i et Foredrag Betydningen
af at Pressen under der foreliggende Forhold udviste den største
Forsigtighed i Omtalen af Begivenhederne under Krigen, navnlig i den
Kritik af de forskellige Magtes Handlinger i ”Justitias” s Forklaring af en
tysk Undervandsbaad havde saaledes givet Anledning til saa stærke
Udtalelser – nogle Eksempler læstes op – at det var meningsløse og som
kunde give Anledning til Beklagelse fra fremmed Side. De omtalte
Bladkommentarer var horrible selvom Følelsen hos de paagældende kunde
forstaaes og deles af alle herhjemme. Udenrigsministerens Udtalelse og
Henstilling i det hele fornuftige og selvfølgelige. Redaktør Poul Jacobsen
af ”Vort Land”
Side 31
Protesterede i meget stærke Udtalelser mod den radikale Regerings
Udenrigspolitik og Ministeriets Optræden over Bladene, idet han kendte til
den Forskel, der blev gjort paa ”Politikken”, der havde gode Oplysninger
om militære Foranstaltninger m. v. , og ”Vort Land”, der havde kritiseret
Regeringens Stilling til Udførselen til Tyskland m.v. medens Politikken
var sluppet med at give en Undskyldning, havde man beordret Sagsanlæg
mod ”Vort Land” efter nyforordnede Paragraffer. Han vilde fremdeledes
lade ”Vort Land” fremkomme med den efter hans Mening berettigede
kritik naar han fandt Ministeriets Optræden farlig for Landet i dets Forhold
overfor Udlandet. – Konseilspræsidenten meddelte hvorfor ”Politikken”
kunde slippe med en Undskyldning, medens det havde været nødvendigt at
gaa skarpere til Værks mod ”Vort Land” .
Efter forskellige Forespørgsler uden –betydning hævedes Mødet.. Efter
dette spurgte jeg Udenrigsministeren Scavenius om Ribe Stifts Tidendes
Artikler eller meddelelser vedrørende Krigen havde foranlediget
Regeringen Ubehageligheder af nogen Art, hvortil han svarede omtrent
Saaledes: ”Aldeles ikke. Vi har hidindtil flere Gange i Udenrigsministeriet
haft Lejlighed til ved Omtale af Forholdene at anerkende den forsigtige og
dygtige Maade, paa hvilken Redaktøren leder Bladet paa denne udsatte
Post”. Mødet sluttede ved 5 ¼ Tiden.
Side 32
Gaardejer Laursen, V. Vedsted har for et par Dage siden været i Skærbæk,
hvor Mænd som Jefsen, Lorentzen, Aabling, Boesen paa Landbohjemmet
og Dyrlæge Hansen m. fl. beklagede sig bittert over at Tyskerne dernede
kan spise dansk Brød medens sønderjyderne maa spise Brød af tysk,
næsten uspiseligt Rug. – Da Befolkningen i Aarets Begyndelse afleverede
deres Rug paa Stationerne, blev den ført til Haderslev og opmagasineret
der. Den er imidlertid ikke bleven passet, saaledes at den nu er fyldt med al
mulig Urenligheder fra Rotter og Mus og desuden har taget Skade, fordi
den ikke er bleven kastet tilstrækkeligt. For øvrigt er det hævdet, at der
forskellige Steder i Kredsen (Haderslev Kreds) ikke har faaet Rug i et par
Dage. Denne Rug er ikke god nok for Tyskerne i kærbæk, der paa en eller
anden Maade faar dansk Brød? Men hvorfra faar de det? Og hvorledes kan
det ske? Det sætter i hvert Fald meget ondt Blod blandt sønderjyderne.
Kan de intet gøre for at ændre dette Forhold.
I Fangelejren ved Løgumkloster dør der nu jævnlig Fanger af Plet Tyfus.
(samme)
Chr. Mouritzen i Vesterbæk fik sidst i Februar eller først i Marts Tilhold
fra Amtsforstanderen om at tage sin Søn fra Konfirmationsforberedelse
hos Frimenighedspræst Jørgensen i Skærbæk, i modsat Fald kunde
Mouritzen
Side 33
Gøre Regning for at ville blive indkaldt i nær Fremtid. Trods denne
Trussel nægtede Mouritzen at tage sønnen fra
Konfirmationsforberedelserne hos Præsten Jørgensen. Kort Tid efter blev
han indkaldt.
24de Maj 1915
Skibsreder Konsul Lauritzen meddelte under en Samtale ved
Fm.Pontipedans? Sølvbryllup 24.5 bl. a. at han mente at være saaledes
underrettet, at han kunde sige, at der vilde blive forsøgt en engelsk
Landgang maaske endnu i Sommer paa Strækningen syd for Manø til Sild
eller længere nede paa de frisiske Øer.
30. Maj 1915
Student Nielsen Høgsbro meddeler at man gerne vilde tale med mig i
Aabenraa første Lørdag 5. juni ang. Meddelelser i danske Blade om
forholdene i Sønderjylland og tyske Overgreb.
Svarede at det er mig umuligt.
Der er i Berlin stiftet en Forening at Tyskere hvis Formaal skal være at
hindre, at et eventuelt sejrrigt Tyskland annekterer nye Landomraader efter
Krigens Slutning, saaledes at der derved kunde skabes en varig Fred.
30 Maj 1915
Det er indberettet til Generalsataben, at der skal ligge ca. 70 000 Mand
Tropper i og ved Flensborg for derfra at give Fremstød mod Fyn. I den
anledning skulde der i Flensborg Fjord ligge et stort Antal
Side 34
Transportdampere. Det formodes at der paa nævnte Troppers
Skulderstropper findes anbragt Numrene fra 200 til 250. Efter nærmere
Undersøgelser viser det sig, at det er det rene Opspind. Der ligger for
Øjeblikket alt i alt omkring 15 000 Mand ved Dannevirke spredt fra Sild, i
Garnisionerne Haderslev, Flensborg og Slesvig, paa Vesterhavsøerne og
langs ved Grænsen.
7. juni 1915
Niels Nielsen i Fohl er – telefonere der fra Gjældsbro – skrevet han i
September Maaned fylder 45 Aar og aldrig har været uddannet i
Militærtjeneste, taget som Artillerist og venter at blive indkaldt i løbet af
faa Maaneder. N.N. der er en af de danske Sønderjyders Tillidsmænd,
skulde have talt ved et Møde i Industriforeningen i Kjøbenhavn, men han
kan intet Pas faa – (de gaar stadig mange over Grænsen nordpaa i denne
Tid og unddrager sig Militærtjenesten)
I disse Dage indkaldes en Mængde af 1. Landeværns Opbud i Alderen 35-
39.
Angaaende Troels Bajer Vangsbos Arrestation ( se nedenfor senere)
meddeles at Aarsagen menes at være at hans Svogers Hustru (i Danmark?
eller Hvidding) en eksentrisk Kvinde skal have skrevet til Tr. Bajer og i
Brev til ham returneret et fra ham medtaget Brev. Postcensuren i Flensborg
har brudt Brevet til Tr. Bajer og det returnerede Brev siges da at have givet
Anledning til Arrestationen.
En søn af gaardejer Lycke i Hygum er
Side 35.
hjemme med Orlov fra Fronten, men er da for faa Dage siden gaaet over
Grænsen nordpaa og forsvundet. Da han forlod Hjemmet for 10-12 Dage
siden lod han imidlertid hjemme ladet ligge et Brev fra Broderen i
Rødding, og da Myndighederne kom til Gaarden og anstillede
Undersøgelse fik de ogsaa fat i dette Brev, og Følgen deraf er bleven, at
Broderen i Rødding blev arresteret og endnu ikke er løsladt.
31 Maj 1915
Propritær Tranberg Jensen, Dortheashvile, meddeler at Svogeren Troels
Bajer, Vangsbo ved Brøns i aftes, Søndag 30.Maj er bleven sat fast. Han
var ikke hjemme i Aftes da Militæret Kl. 6 omringede hans Gaard og
foretog en Husundersøgelse, der gav det Resultat, at han blev arresteret, da
han senere kom til stede, og førtes til Skærbæk. Grunden angaves at være
et Brev, men nærmere vides ikke.
7. Juni 1915
K: I Løgumkloster forefalder daglig 6 Tilfælde af Plettyfus, det hedder at
der en enkelt Dag skal være begravet ikke mindre end 30 (!), alle Russere.
I Lejren ved Kastrup (=Gabøl) er forefaldet en Snes Dødsfald. Lejren er
paa 500 Fanger, hvoraf kun meget faa er arbejdsduelige. En Del er dog
udsendt til ??arbejde. – lejren ved Døstrup er hævet for nogen Tid men
skal atter tages i Brug.
Side 36
En Lejr syd for Toftlund – i Græslund eller Stenderup paa ca. 1000 Mand
skal Sygdomsforholdene være endnu værre til Dels paa Grund af
Ernærings-Vanskeligheder.
Der gaar Rygter om, at der i Jels skal være opmagasineret en større
Mængde Amunition og nye Munderingssager, og i Vojens hedder det, er
der paa et Hotel anbragt betydelige Mængder af Amunition af forskellig
Art, baade gevær- og artilleriamunition.
I margen her staar: Torsdag afsendte Munster til de nævnte Lejre
Kommandoer med Krav om ordentlig Forplejning og bede Hygiejne straks
med Trussel om at meddele offentlig hvis det ikke sker.
7. Juni 1915
Landstingsmand Vindfeld = Hansen meddeler, at da Rigsdagens
Medlemmer var til Aftenfest hos Kongen den 5. Juni for at fejre den nye
Grundlov, bredtes Rygtet om, at en Hær paa 40 000 Mand stod nær ved
den dansk-tyske Grænse, det foranledigede Kabinetssekretær Krieger til at
telefonere herover for at forespørge, hvorvidt det var rigtigt. – Lutter
Opspind!
7de Juni 1925
Søren Pedersen i Fohl meddeler, at Niels Nielsen paa Lørdag 12 Juni i
Aabenraa vil tale med Hansen Nørre Mølle om et Arrangement, hvorved
der muligen kan opnaaes at vi herover bliver holdt ajour med
Begivenhederne i Sønderjylland hvorover Bladene i Nordslesvig jo ikke
længere maa bruge Meddelelser.
1.Juni
K. Overløjtnant Braun af Skærbæk beklager at en tysk Oberst med ?? gik
over Grænsen ind paa den danske Side, op til den danske Banegaard og
gennem den danske Toldsal ud paa den tyske Perron.
Side 37
12. Juni 1915
K. Der siges at være optraadt Plet-Tyfus i Døstrup i blandt Befolkningen.
14. Juni 1915
Knud Pedersen, Døstrup: Ikke Plettyfus i Befolkningen, en ung Pige, der
blev syg, mistænktes for at have det, men det viste sig at være Blegsot.
I anledning af den for nogen Tid siden mishandlede russiske Fange i
Døstrup (se Stiftstidende for ) blev Teglværksejer Hans Hansen af
Vinum, som udtalte sig meget skarpt om Mishandlingen til Vagtpersonalet
i Skærbæk, arresteret men da hans Udtalelser var redelige, blev han løsladt
allerede næste Dag.
14. Juni 1915
S. Søndag den 30 Maj Etermd. Kl. mødte Amtsforstander Eriksen af
Skærbæk paa Gaarden Vangsbo ved Brøns og bad om at maatte tale med
Gaardejer Truels Bajer, idet han foregav at ville aflevere Bajer og Hustru
Pas til Udlandet som de havde søgt om at faa. Fru Bajer oplyste at Bajer
var i Rejsby for at tilse Truels Jensens Gaard under dennes Ophold ved
Fronten, men at hun for øvrigt godt kunne modtage Passene. Hertil svarede
Amtsforstanderen, at saa at han hellere vilde køre til Rejsby, da Bajer
skulde skrive egenhændigt under. Fru Bajer fulgte Amtsforstanderen ud og
opdagede da Kriminalbetjent Wilgaard staaende udenfor Gaarden. Det lod
hende ane Uraad, og da
Side 38
de to Herrer var kørt, brændte hun alt af Breve, som handlede (dels fra
Fronten, dels fra Familien) fra Krigens Udfald.
Amtsforstanderen ankom sammen med Kriminalbetjenten til Rejsby. De
traf imidlertid kun Frk. Jensen hjemme. Amtsforstanderen spurgte, om
hendes Fætter Troels Bajer var at træffe, men B. var just ude at give
karlene Besked, men kom snart tilbage. Imidlertid underholdt
Amtsforstanderen sig meget elskværdigt med Frk Jensen om hendes
Broder, om hvorledes han havde det ved Fronten o.s.v. om han for nylig
havde skrevet hjem o. lign. Da Troels Bajer kom tilstede bad
Amtsforstanderen om en Samtale i Enrum, og de to gik da ind i et Værelse
ved Siden af, et Øjeblik efter kom de ud, og Troels B. udtalte da: ”Jeg er
arresteret vil du sende Besked til Vangsbo derom.” ”Det behøves ikke”
ytrede Amtsforstanderen, ”Thi vi kører lige til Vangsbo.” (Han var i Bil)
Da de ankom til Vangsbo kort efter, var Gaarden omringet af (7) Soldater
med skarpladte Geværer.
Kriminalbetjenten foretog derefter Husundersøgelse, men fandt intet.
Bajer førtes nu til Skærbæk og installeredes i Arresten der. Og kønt der er
Stænger for Vinduerne, blev der slaaet Brædder for disse. Her sad han 3-4
Dage og blev forhørt af 3 Kriminalbetjente. Han søgte om Tilladelse til at
faa Kost fra Landbohjemmet, hvilket imidlertid
Side 39
Nægtedes ham. Derimod fik han Lov til at faa bragt en Seng ind i
Arresten.
Fra Skærbæk førtes Bajer til Toftlund, hvor han ligeledes sad nogle Dage
uden at være i Forhør, indtil han førtes til Flensborg under Bevogtning af 2
Soldater.
Der blev stadig nægtet Familien Tilladelse til at tale med ham.
Oberstløjtnant Braun har udtalt dels, at det var en Skam at Bajer aldrig
mere kunde komme tilbage til sin udmærkede Jord, dels at han kunde faa
10 Aars Fængsel, fordi han havde gjort sig skyldig i Højforrædderi.
Familien forsøgte at faa ham løsladt mod Kaution, men forgæves.
Torsdag den 10. Juni blev der beskikket ham en Advokat i Flensborg.
Den 31 Maj, Dagen efter Tr. Bajers Arrestation blev Fru Meta Møller i
Hvidding kaldt til Skærbæk (gift med Gaardejer Thomas Møller og Søster
til Fru Boesen paa Landbohjemmet i Skærbæk) til Amtsforstanderen. Da
hun var taget af sted kom Kriminalbetjent Wiegandt og Vagtmester
Wollesen og foretog Husundersøgelse, men fandt intet af Betydning, da
Datteren, som havde anet Uraad – efter Sigende havde hun faaet et Vink
Side 40
Fra Kriminalbetjenten. – havde brændt den vigtigste Del af deres
Korrespondance. Fru Møller fik i forhøret forelagt 2 Konvolutte, der var
adresseret til Fru Meta Møller, Vedsted og skreven med en grov Haand
den anden medens den første og med Adressen Vangsbo, skrevet med en
fin Haand. Der blev spurgt om hun kendte noget til en Fru Tranberg i
Danmark, om hun havde ført nogen Korrepondance med nævnte Dame,
om hun kendte til denne hemmelige Brevforsendelse, om hun kendte noget
til Vangsbos Beboere, om hun omgikkes dem o.s.v.
Hun kunde svare benægtende paa det hele. Da hun ser daarligt og ikke
havde sine Briller med, fik hun ikke set alt paa Konvolutten. Hvad hun
kunde hve ønsket.
Samme Dag, altsaa 31 Maj, sendte man Bud til Landbohjemmet i
Skærbæk for at tilsige Frk. Kirstine Boesen til Forhør. Man fik at vide at
hun netop var i Lundsmark hos Broderen, og hertil ankom saa samme Dag
eller Dagen efter 3 Kriminalbetjente, der udspurgte hende om hendes
Korrespondance med Truels Jensen, idet de kunde oplyse hende om, hvor
mange Breve hun havde faaet fra ham, mens hun havde opholds sig i
Lundsmark, de spurgte om hun omgikkes Troels Bajer, om hun kendte
Bajers godt, hvorfor hun havde
Side 41
villet bruge Fr. Bayer ?? i Arresten; de kunde oplyse hende om, at han
havde skrevet til hende, mens han var ved Fronten, samt om, hvor mange
Breve han kan have skrevet til hende.
De fik saa paa forlangende udleveret al den Korrespondance, hun havde i
Lundsmark. Da hun beklagede sig over, at saadanne Private Breve skulde
læses af andre, lovede Kriminalbetjenten (Vilgard) hende at de ikke
skulde blive sendt til Flensborg men kun blive læst af hans Hustru. Det
skete formentlig ogsaa og Fr. Boesen fik Brevene tilbage Dagen efter. Hun
tilbød dem i øvrigt hele Korrespondancen til gennemlæsning.
Inden de gik spurgte en Kriminalbetjent fra Hamborg om hun var
dansksindet, hvortil hun svarede ”Ja”. Han spurgte saa om hun ønskede at
Slesvig skulde komme tilbage til Danmark, hvortil hun svarede: ”Ja det
ønsker alle her. ” Da han udtalte at han ikke forstod det, da hun der jo dog
var født prøjsisk, svarede hun at hun ikke kunde indse, at de to Ting havde
noget med hinanden at gøre. Herrerne lo meget elskværdigt og gik.
I første Uge af Juni blev der foretaget Husundersøgelse hos Rentier Svend
Højberg i Brøns. Hele Familiens Korrespondance, ogsaa Soldaterbrevene
blev beslaglagt og sendt til Leifsig (efter Sigenden).
Omkring 7. Juni blev Svend Højberg arresteret og ført til Skærbæk og
dagen efter ført til Flensborg.
Hvad der gisnes om
1) At Truels Bajer skulde have korresponderet over Grænsen nordpaa. –
Det anses imidlertid for umuligt, da han er alt for forsigtig en Mand.
2) 2) at han under Besøg i Danmark har korresponderet med danske
slægtninge, som senere skulde have svaret ham i deres Breve
hentydet til saadan Korrespondance. – da dette altsaa skulde have
været med en Tranberg, maa en Undersøgelse (jvfr. Fru Meta Alders
Udtalelser) her godtgjort, at der ikke er skrevet til en saadan.
3) At man har censureret hans Soldaterkorrespondance i længere Tid.
4) At en eller anden ildesindet Person har skrevet Brevet for at komme
ham til livs. Herpaa kunde det lyde, at skønt det omtalte Brev er
tydeligt adresseret til Vedsted Station, er det ganske rolig passeret
over den tyske Grænse ved Vamdrup!
16. Juni 1915
Pastor Hansen: Fru Bajer og Fru Højberg er i dag taget til Flensborg for at
tale med deres Mænds Sagfører, Advokat Løhmann, der er tysk, men kendt
som en strengt retfærdig Jurist.
Side 43.
18. Juni 1915
Jessen, Obbekjær: den 22 maj red Fattiggaardsbestyrer Sloth af Hygum i
Sønderjylland over til Boelsmand L. Pedersen paa Harrebymark. Den hos
Pedersen inkvarterede tyske Soldat spurgte Sloth, om han havde Pas og om
hvor han vilde hen, hvilket Sloth besvarede paa en maade, som Soldaten
fandt utilfredsstillende og følte sig irriteret over, han ytrede at han nok
skulde vise ham noget andet. Og skønt han ikke havde Tjeneste dinglede
Fyren bort – han var meget beruset – medens Sloth i en Fart steg til Hest
og galopperede efter Harreby. Medens Pedersen skjulte sig oppe paa loftet
flygtede Hustruen og børn ud af Vinduerne. Imedens havde Soldaten
hentet sit Gevær og affyrede 5-6 Skud efter Sloth. Heldigvis uden at
ramme. Pedersen meldte Sagen til den i Harreby stationerede
Underofficer, som derefter begav sig til Stedet og sammen med nogle
Soldater afhændede den berusede soldat, som transporteredes til Gram og
indsattes i Arresten der. Da han næste Dag forklarede, at det var af
Tjenestehensyn at han havde skudt, blev han løsladt og forsat til Arnum.
Senere er der imidlertid optaget nyt Forhør, og da det viste sig, at Soldaten
aldeles ikke havde Tjeneste paa det omhandlede Tidspunkt, blev han
arresteret og sendt til Flensborg Arrest, hvor han nu hensidder.
Side 44
S. Rigsdagsmand Hansen Nørre Mølle har til Smed Lorentzen i Skærbæk
meddelt atPolitikere af forskellige Fraktioner, har forespurgt ham,
hvorledes han mente at de skandinaviske Lande ville stille sig, dersom
Tyskerne tilbød Danmark Nordslesvig? Herpaa havde H.N. naturligt
maattet svare, at derom vidste intet. Man bad ham da fra de forskellie
Sider sondere Stemningen, da man eventuelt vilde arbejde for at Danmark
kunde faa Nordslesvig tilbge.
S. Da der i sin Tid blev udstedt en Arme´befaling fra
Generalkommandanten i Altona om, at samtlige danske Blade skulde
udgaa med tyske Stednavne optraadte P. Hansen Nørre Mølle meget
skarpt herimod, idet han overfor Inderigsminister DelbrÜck gjorde
gældende , at en saadan Bestemmelse er stridende mod Rigsloven, og at
han eventuelt vilde skabe saa meget Røre om dette Spørgsmaal i
Rigsdagen at Bestemmelsen skulde blive tilbageholdt. Delbruck beklagede
at han ikke kunde ændre noget heri men henviste H = N til depardement
Moltke. Ogsaa denne beklagede meget at skulde have Bryderier paa dette
Felt. – H. N. skulde blot vide i hvilken Grad visse Tyskere (formentlig
Shackerjahn og Konsul over
Side 45
rendte ham. Da H. N. imidlertid modsatte sig at følge Bestemmelsen blev
der telegraferet til Kejseren, som straks tilbagekaldte Arme`befalingen for
dette Punkts Vedkommende.
I margen: 18. Juni. Enkelte Steder meldes at det er bleven forbudt Ejeren
at forlade Ejendom og at Forbudet ogsaa gælder Kvinder og Børn. (lyder
ret utroligt men forstaaes at være sket)
S. Angaaende Truels Beyers Sag foreliggere foreløbig følgende: En vis
Student Niendam i København har tilskrevet en Række Sønderjyder – ad
hemmelig vej – Breve i hvilke han anmoder om at faa opgivet Adresser
paa Krigsfanger. Brevene er paa en endnu uopklaret Maade bleven
cencurerede, og et saadant Brev til Truels Beyer skal være bleven
opsnappet.
For øvrigt er en anden (ung) Mand fra Flensborg-Egnen , med hvem man
ved at Niendam ogsaa stod i Forbindelse med og korresponderede om
Desertion, bleven arresteret, efter at hans Gaard var bleven omringet om
Natten.
I margen:
18.Juni: Der kommer trods al Vagt hver Nat en del Faneflugtsfolk over
Grænsen, navnlig unge, der kan vente at blive taget til Soldat. I Nat kom
der 4 ene over ved V.Vedsted og flere andre østpaa.
29. Juni 1915
Pastor Hansen m. fl.: Møller Jacobsen i Brøns havde i lang Ti
Vanskelighedeer ved at faa Pas til Rejse . fordi Amtsforstanderen i
Skærbæk vilde ikke give ham det. Jacobsen skrev da til Landraaden og fik
det derfra. Da Jacobsen
Side 46
senere med Amtsforstander Erichsen i Skærbæk faldt Samtalen bl. a. noget
lignende:
Jacobsen: Nu har jeg ellers faaet Pas. Men hvorfor har De ikke villet
udstede det? Hvad har jeg gjort? Hvad mistænker De mig for – der maa jo
være en Grund til, at De ikke ville give mig Pas.
Amtsforstanderen: Ja, saa mænd. Nogen direkte Mistanke er der vel ikke,
men De maa indrømme at naar en Mand som Truels Beyer kan sættes fast
som mistænkt, saa er det ikke urimeligt at antage at ogsaa De kunde tænket
at begaa Handlinger, der ikke bør finde Sted.
Jacobsen: De maa dog have en eller anden Mistanke til noget bestemt.
Amtsforst: Naa, jo siden De endelig vil vide det: Den……. Rejste De til
Bramming. Der traf De ”to fine Herrer”, med hvem De samtalede meget
livligt, og da Toget gik til Ribe, læste De en Tillægsbillet til 2.Klasse og
rejste sammen med de to Herrer til Ribe og blev der. Det ser unægtelig lidt
underligt ud.
Jacobsen: Ja, det er rigtigt. Jeg tog den…… til Bramminge, og der traf jeg
sammen med to Herrer, det var Pastor Simon Hansen fra Ribe og Læge
Nielsen fra Ribe, og da de begge gerne vilde høre noget om
Side 47
min Søn Asger løste jeg Billet til den 2. Klasse og fulgtes med dem til
Ribe, men jeg blev ikke der, men tog med Toget videre til Hvidding og
hjem til Brøns.
Dette viser med hvilken Nøjagtighed , tyske Hjælpere her i Landet
indberetter alt til Myndighederne syd for Grænsen, og at saadanne
Hjælpere findes rundt omkring
Her kommer jo en Mængde Kreaturhandlere og andre Handlende, og det
menes at være blandt dem, at man maa søge de nævnte hjælpsomme
Hænder for de tyske Myndigheder. I saa Henseende er Opmærksomheden
stærkt henledt paa Kreaturhandler og Poker=Spiller Stefanohvict der siden
Krigens Udbrud har opholdt sig meget i Ribe.
7de Juni 1915.
T. Nielsen: Som eksempel paa den Uforsigtighed, der er udvist fra dansk
Side i Kongeriget ved Korrespondance, kan anføres at Student theol.
Niendam fra København, der er ganske overordentlig ivrig for at virke for
Sønderjyderne, men ikke har den fornødne Forstaaelse af den Takt og
Forsigtighed, hvormed der skal gaaes frem herved, for nogen Tid siden
havde skrevet et Brev til Thomsen i Rødding, hvor han bl.a. havde
opfordret en ung Mand – Mads Madsen i Blans – til snarest
Side 48
at rejse over Grænsen til Kongeriget og paa den Maade unddrage sig den
prøjsiske Værnepligt (M.M. skulde nemlig Møde paa Session i nær
Fremtid). Dette mente Niendam, kunde der ikke være noget urigtig i, da
han ingen Forpligtelser af nogen Art havde overfor Tyskerne. Han havde
jo ikke engang aflagt Fane-Eden endnu.
Dette Brev sendte Niendamm poste restante Vedsted (efter Pastor
Rosenstands Anvisning, denne havde tilmed selv skrevet et Brev og lagt
indeni), men paa en eller anden, endnu ikke opklaret maade falder dette
Brev i urette Hænder og Følgen blev at Thomsen og M. Madsen i Blans
blev arresteret.
Niendamm opholder sig for Tiden i V. Vedsted Præstegaard og bliver der
antagelig til hen mod September Maaned.
/: Truels Nielsen, der nylig er bleven opereret for Blindtarmsbetændelse
paa Kommunehospitalet i København, opholdt sig her om Eftermiddagen 7
Juli men er meget medtaget af Natterejse. Han er paa vej til sit Hjem i
Hygum)
Side 49
I Fæsted ligger 80 Soldater og 1 i Feldvebel? – ingen i Hygum – De er
iført blåt Tøj, efter Sigende belgisk Uniformstøj – men Benklæderne
varierer i alle mulige Farver. Og Soldaterne er baade unge og gamle i
mellem hinanden.
7.de Juli 1915
For en Ugestid siden siges et Par Soldater, der var hjemme i Skærbæk paa
Orlov, at være forsvunden og i Baad at være sluppet over til Manø.
Baadens Ejer en arbejdsmand Gerlusen, blev som mistænkt for at have en
Finger med i Spillet, indstævnet.
Paa Manø hævder man at ingen er kommen dertil.
9 Juli 1915
Toldstedet i Vedsted oplyser at alle, der søger den homøopatiske Læge
Schiødt, som bor i en Villa klods op ad Grænsen paa den tyske Side, frit
gaar frem og tilbage over Grænsen uden Pas : de bliver visiterede af
Vagten, men samme visiteres særskilt af en af Lægen dertil engageret
Dame, der visiterer dem i Lægens Hjem!.
15 Juli 1915
K. Beboere fra de nordlige Grænsesogne har i Tiden fra Maj Maaneds
Begyndelse gentagne Gange henvendt sig til de danske Myndigheder med
Forespørgsel om der kunne
Side 50
være noget til hinder for, at de fra deres her i Kongeriget op til Grænsen
stødende Mosearealer kunde føre det Antal Tørv hjem som de plejer at
køre hjem under normale Forhold. Der er sket Henvendelse til Ministeriet,
saavel skriftligt som telegrafisk (Telegram afsendt den 18 Juni) med Svar
betalt, men hidtil har Ministeriet ikke fundet Lejlighed til at besvare
Henvendelsen.
Herefter blev der af de paagældende i de første Dage af Juli indgivet et
Andragende derom med Angivelse af, hvad hver enkelt ønsker at indføre
og underskrevet af samtlige Moseejere. Endnu den 15. Juli er der ikke fra
Ministeriet indløbet noget Svar, hvilket ma forbavse saa meget mere som
det i Andragendet er anført, at man paa Grund af den forestaaende
Høbjergning gerne vilde have Tørvene i Hus forinden og derfor udbad sig
Ministeriets Svar snarest.
15. Juli 15
S. Fhv. Kulturminister Kejser Nielsen der er Censor ved Seminariets
Eksamen i Ribe, tog herfra d. til Hvidding i Besøg hos Thomas Møller
dersteds, hvor man følte sig meget ilde til mode og meget forbavset over,
de af ham havde de Synspunkter m.h.t. Nordslesvig, nemlig at Danmark
under eventuelle Forhold Ikke burde tage Slesvig tilbage.
15 Juli 15
Om Truels Beyers Sag foreligger intet. Derimod siges det, at Truels Beyer
havde skrevet en del
Side 51
Breve hjem; de er imidlertid ikke bleven afleveret. Advokat Løhmann
skred saa ind og forlangte at Brevene skulde udleveres til Adressaten,
hvilket saa skete. Det siges at være ulovligt at tilbageholde Brevene naar
de er Censorerede af Fængsels Myndighederne.
17 Juli 15.
J.B. M.H.T. Truels Beyer og Svend Høyberg oplyses at Truels Beyers
Hustru var i Forhør i Torsdags. Hun mødte hos Amtsforstanderen i
Skærbæk og blev forhørt af en Mand fra Flensborg eller Hamborg i 3-4
Timer. Et stærkt Krydsforhør, der dog neppe gav noget Udbytte.
Truels Beyer og svend Høyberg er i Retsfængslet i Flensborg; de faar
særlig Forplejning for egen Betaling og de har Tilladelse til at trække frisk
Luft under Bevogtning. Men derimod er Tilladelse til at tale med
Slægtninge eller Paarørende nægtet.
Truels Beyer havde ønsket at blive taget til Alters af Valg (fri)
Menighedspræst Jørgensen men hidtil er der slet ikke svaret ham paa
Begjærenden herom, antagelig fordi man mener at det kun er et Paaskud
for at komme til at tale med ham.
Side 52
17. Juli 1915
M. For nogle Nætter siden laa en dansk Fisker og fiskede mellem Vejl og
Hornsrev Fyrskib. Klokken kunde være omkring 12, da man pludselig saa
to Torpedorbaade med blændede Lanterner og i fuld Fart med kurs mod
Esbjerg. Antagelig er de gaaet igennem Graadyb og mod List, thi Fiskeren
saa intet mere til Torpedobaadene.
17. Juli 1915
M. For en halv Snes Dage siden laa en dansk Fisker ud for Listerdyb og
fiskede. Det var om
Pludselig dukkede til Fiskerens stor Forundring en engelsk
Undervandsbaad op ved siden af Kutteren og spurgte om de kunde købe
Fisk. Men før nærmere Forhandlinger kom i gang forsvandt Ubaaden
pludselig og borte var den. Lidt efter kom et Par Zeppelinere og en Flyver
og kredsede ca. 5 Timer og Egnen? var antagelig at faa Ram paa
Undervandsbaaden. Men den var og blev borte. Saa drog Luftskib og
Flyver af sted. Kort Tid efter dukkede Ubaaden op lige klods op ad
Fiskerkutteren. Da den havde opdaget Luftskib og Flyver var den dukket
lige ned paa Bunden hvor Fiskeren laa, og havde ligget ganske rolig der i
5-6 Timer indtil de igen var borte (Historien lyder nærmest som en
Skibskrønike)
Side 53
18. Juli 1915
Knud St. Under Udsendte engelsk Konsul Villiers Ophold i Esbjerg ankom
i Dag i …… Maaned til ”Hotel Royal” hvor Konsulen boede, en tysk
Herre, der senere viste sig at være Amtsforstander Clausen fra Flensborg
Egnen. Han gav sig i lag med Hotel – karlen (Portieren) og spurgte ham
om han ikke ved Lejlighed kunne skaffe ham fat i nogle af de Breve, der
kom til Konsul Villiere han (Amtsforstanderen)interesserede sig meget for
at se saadanne. Hotelkarlen, der er en meget paalidelig mand mærkede
straks hvad Hensigten var, men lod som ingenting, gik ind paa
Tankegangen og svarede: Naa-aah, det kunde maaske nok lade sig gøre,
men det var ikke saa nemt, og det var risikabelt og – hvor meget skulde
han saa have for det? Aa, det skulde blive godt betalt, svarede
Amtsforvalteren, 100 % part? For det første og hvert efterfølgende Brev og
desuden et godt Honorar, dersom Brevet havde et nyttigt Indhold. Karlen
svarede, at han skulde se, hvad han kunde gøre. Han meddelte derefter det
forefaldne til Værten hvorefter Politimester Ermann senere afholdt Forhør
over Karlen fra ”Hotel Royal”
Konsul Villiers gik hver Eftermiddag kl. 5 ned paa en Kafe´, hvor han paa
en bestemt Plads drak sin The. En Dag opdagede han et Bord paa modsat
side, paa hvilket stod opstillet et Fotografiapparat
Side 54
anbragt saaledes at det kunde optage ham. Ved Bordet sad en Mand og
drak Øl. Det var Amtsforvalter C. der antagelig har faaet et Par fortrinlige
billeder af Konsulen. Konsul V. tog det hele meget roligt – man kunde,
som han sagde, i Stokholm købe udmærkede Fotografier af ham i
adskillige Boglader.
Imidertid kom der ikke videre ud af Historien. Amtsforstanderen rejste,
idet jan indprentede Hotelkarlen at være virksom, og senere rejste Knud V.
til Spanien, hvor hans Hustru laa syg. Om Konsul williers Rejse meddeles
følgende: Man vidste i Esbjerg, at han skulde rejse, men ikke hvor hen. En
skønne Dag var han imidlertid forsvunden for, som man mente, at tage til
København og derfra til England hvor imidlertid en Damper ”Phorias”?
Der væsentligst drives af det tyske Firma Schaub + Co i Esbjerg. Da denne
Damper en Uges Tid efter Konsul Williers Afrejse kom tilbage fra
England viste det sig at
I margen indført: Konsul Williers havde bevæget Kaptajnen til at tage ham
med, hvorover det tyske Firma i Esbjerg selvfølgelig blev yderst ophidset.
En engelsk Konsul midt under Krigen afrejste med en Damper nærmest er
beregnet for Tyskere, var jo ogsaa et dristigt Puds.
20 Juli 1915
Fr.St. I Sønderborg Havn laa i sidste Uge en dansk Galease med
Dannebrog vajende. Fra skuden blev solgt Ost og Skinke i store Baner. Et
Forhold der virkede ikke saa lidt irriterende paa Sønderjyderne.
Side 55
22 Juli 1915
Som Aarsag til Eksplosionen den ….. Juli, der fik Manø til at ryste opgives
1) at en Mine er drevet ind fra Rømøs Vestkyst og eksploderet der, 2) at et
Krudttaarn paa Sild er sprunget i Luften og 3) at en Mine er drevet ind
med et Fyrtaarn ved Rømø og har sprængt dette i Luften.
27. Juli 1915
Nils Nielsen Fohl, har været ved Telefonen i Gjelsbro under Ledsagelse af
Toldbetjenten, for at telefonere til Broderen Knud Nielsen i Bække, at
dersom han vilde tale med ham, inden han blev kaldt til Fronten, maatte
det ske én af de første Dage. Niels Nielsen sendte Hilsen til mig med
Melding om, at han ikke havde faaet talt med Hansen, Nørremølle.
27 Juli 1915
Frk Else Thomsen af Høm, Datter af M.H.Thomsen meddeler mig pr.
Telefon, at hun har besøgt Fru Høyberg og talt med Truels Beuer, der
begge bad om ikke at omtale Truels Beyers Sag, fordi de mente al
yderligere Omtale kunde skade. For øvrigt meddelte han, at det er forkert
naar det (efter Truels Nielsen) er meddelt i Ribe S.T., at Pastor Jørgensen
havde talt med Truels Beyer ved at tage ham til Alters.
Side 56
28.Juli 1915
Gardejer Johansen, Hygum, meddeler at i disse Dage finder Indkaldelserne
Sted og ???? 39-42 Aarige.
30 Juli 1915
Proffessor Aage Friis, der opholder sig i Ribe …Juli, har aflagt Besøg
hos Grev Schack, hvor ogsaa Redaktør Skovroy fra Tønder var tilstede.
84de Regiment (Nordslesvigere) er for godt en Uges Tid siden ført fra
Vestfronten til Østfronten.
30 Juli 1915
Den 28 de Juli ankom en Russer til Ribe. I Nærheden af Sønderport
opdagede han Soldater og søgte at skjule sig, men man fik fat paa ham, og
da han opdagede at det var dansk Militær – han saa det paa Konkarderne –
blev han meget glad. Han blev af Politimesteren interneret paa Sygehuset
En Franskmand indkom den 29 Juli
Se nedenfor.
31 Juli
Den til Ribe den 28 ank. Russer var sammen med en Kammerat den 13
eller 14 Juni flygtet fra Fangelejren ved Stendal (6-7 Mil nord for
Magdeburg) og har i al den Tid flakket om paa Vej mod Nord. Ved
Grænsen til Danmark opdagede de en tysk Soldat, hvem de afvæbnede
Side 57
og kastede hans Gevær bort. Den hertil ankomne Fange kom altsaa over,
men hans Kammerat, der var et halvt Meter til Siden for ham, vides der
intet om, idet der blev skudt. Han er muligvis saaret og taget til Fange.
Tyskeren paastaar at der var 3 Fanger der anholdt ham, at de tog hans
Gevær fra ham. Under Kamp med dem vil han – paastaar han – have bidt
den ene i Fingeren.
August 1915
Der har i Dag fundet en Afhøring Sted ved russisk Tolk af den internerede
Russer; Borgmesteren vil intet meddele og vil – sige han – absolut intet
have frem i Bladene derover. Des stod imidlertid allerede en Notits i
”Jyllands Posten” for i Dag og i ”Kolding Folkeblad” for i gaar, men den
er ganske vist forkert næsten helt igennem.
Den internerede Franskmand, der kommer fra Løgumkloster, har haft et
lile Kort eller Rids, som han selv har lavet til at gaa efter.
3. August 1915
Gaardejer Simon Lauridsen Thøstesen fra Fæsted ankom i –formiddag Kl.
11 for at anmode mig om at være Bønderne i Fæsted, Harreby og Hygum
Side 58
Behjælpelig med at faa Tilladelse til at køre deres Tørv hjem fra deres
Moser paa den denne Side Grænsen. De var meget nedslaaede over, at det
ikke trods mange Henvendelser, baade skriftlige og telegrafiske (se pag.
49-50), var lykkedes dem at faa Svar fra den danske Regering i Løbet af 3
Maaneder!
Jeg ringede Overformynder Friis op i Telefonen. Han kom just tilstede kl.
2½. Han kendte intet som helst til Sagen, men lovede at undersøge den og
give mig nærmere Besked, dersom jeg vilde ringe op en time efter. Det
gjorde jeg, men han var da netop gaaet og vilde komme igen om en halv
Times Tid. Han kom imidlertid ikke og Kl. 5 ringede jeg derfor Kontoret
for Udførselssager op. Kl. 6 svarede Kontorchefen i dette Kontor, at han
ikke kunde besørge Sagen, hverken i Dag eller i Morgen, men maaske paa
Onsdag, ja sikker paa Onsdag, saaledes at jeg kunde love Fæstedbønderne
Svar paa Torsdag. Han vilde tilstille mig Svaret. I øvrigt bad han
undskylde, at han havde ladet vente paa sig efter at Amtsformynder Friis
havde talt med ham, men der var saa meget at tage vare paa.
Side 59
5. August 1915
Justitsministeriet 4-8-15. Hr. Redaktør Willemoes.
Mit Løfte om at afsende Ministeriets Tilladelse til Udførsel af Tørv i Dag
har jeg ikke kunnet holde. Derimod vil Meddelelsen afgaa Torsdag
eftermiddag til Politimestrene langs Grænsen samt til Toldvæsenet,
saaledes at de vedkomne Landbrugere Fredag vil kunde hjemtage deres
Tørv. – Særlig Tilladelse til hver enkelt vil derfor ikke fremkomme.
Ærbødigst A. Falk- Jensen, fungerende Chef i Justitsministeriets Kontor
for Udførsel.
6. August 1915
Justitsministeriet 5/8 15
Hr. Redaktør Willemoes, Ribe! i Dag er der fra Justitsministeriet gaaet
Skrivelse til Politimestrene i Grænsejurisdiktionerne, hvorefter slesvigske
Landbrugere, der ejer Tørvemoser paa den danske Side af Grænsen kan
hjemføre de til eget Husholdningers brug fornødne Tørv, der skæres i egne
Moser, og hvorefter de til transporten kan benytte i Danmark
hjemmehørende Heste naar Grænsegendarmeriets kontrollerer deres
tilbagekomst.
Idet jeg meddeler Dem dette, beklager jeg, at jeg i Gaar blev forhindret i at
samtale telefoniske med Dem.
Ærbødigst. Friis
(Amtsformynderen, Hr. Departementschef)
Side 60
August 1915
K.K. For at hindre eller besværliggøre Desertører eller Krigsfanger i fra
tysk Side at overskride Grænsen mod Danmark spærrer Tyskerne i disse
Dage de mod Grænsen lodret løbende Grøfter med Pigtraad som de
anbringer paa tvers af Grøften og herfra lodret Traade ned til Bunden.
7. august 1915
Bilag: Jules Eyrollers Tegning af Fangelejren ved Løgumkloster.
På Siden et Foto af ??????
En fransk Krigsfange ankom Lørdag den 31 Juli til Ribe fra Fangelejren i
Løgumkloster. Ved samtale med ham har han meddelt bl.a.: hans Navn er
Jules Eyrolles, han er Franskmand, 37 Aar gl. Fødested Brive la Gaillarde,
Corri´re. M. Profession Minearbejder. Han kan hverken læse eller skrive
uden sit Navn. Han hørte til 3.de franske Arme´korps.: 92 Regiment. Ved
Krigens Udbrud arbejdede han i Esch i Lukenbourg. Da Lukenbourg blev
besat af Tyskerne, slap han kun ud af Landet ved at udgive sig for
Italiener, af hvilken Nationalitet der findes mange Arbejdere i L.—–
Eyrolles hørte egentlig til Reserven, til Territoialhæren, og skulde egentlig
være sendt til Marokko, men som den prøvede Kriger han er – han har bl.
a. deltaget i Kampen mod Bokserne i Kina – bad han om at maatte kæmpe
mod Tyskerne.
Den 3. Augsust 1914 mødte han ved sit Regiment
Side 61
92de Regiment i Clermont=Ferrand. Dette kæmper i Lorraine mod det 70.
tyske Infanteri regiment. I September 1914 sendes 92. Regiment til
Compie´gne. Fjenden slaaes tilbage til Roye, hvor Jules Eyrolles tages til
Fange. Han og de øvrige Fanger maa marchere i 3 Dage. Landet
hvorigennem de drager, ser forfærdeligt ud, Nød og Elendighed overalt.
Beboerne gav dem undervejs lidt at spise. Fra St. Quentin transporteredes
de pr. Bane til Fangelejren Parchim Mecklenborg, hvor der skal være 10
000 Fanger. I Parchim arbejder Fangerne ikke, men Tiden tilbringes med
at spille Kort, fortælle hinandens Oplevelser og læse Franske Aviser højt –
trods alt indsmugles saadanne f. eks. i Konservesdaaser med dobbelt Bund
os.s.v.
Den 4. Marts flyttedes Eyrolles og den Dal andre Fanger – der stuvedes 60
Mand i hver Kreaturvogn – til Løgumkloster Fangelejr. Dette er en
Arbejdslejr, hvorfra han mener, at Fangerne skal flyttes en gang i Septbr.
Saasnart han er kommen til Løgumkloster, erfarer han af tyske Soldater, at
han er nær ved den danske Grænse. Han tænkte straks paa Flugt. Flere
Flugtforsøg mislykkedes. En Gang havde han gravet sig ned i et Hul
Side 62
og dækket sig med Lyng, men Politihundene fandt ham og han førtes
tilbage. Til Straf blev han bunden til en Pæl – Straffepælen – 2 Timer ad
Gangen i flere Dage (en meget haard Staf, der ogsaa i sin tid er anvendt i
Østrig og der meget frygtet), fik ringere Kost end ellers og maatte tilbringe
Natten i et ”sort Hul” med Halm paa Gulvet.
Flugten
A. Kortet en soldat havde overladt ham en Bog hvori der var et Kort,
som han kopierede og hvoraf han har overladt Originalen til Brug for
ligesindede.
B. Civilt Tøj Efter sin Ankomst til Løgumkloster skrev han til Frankrig
efter civilt Tøj. Brevkortet blev ikke standset af Censuren, og en af
de Framskmænd der er ansat ved ”Postvæsenet” i Lejren skaffede
ham den tilsendte Pakke med Tøjet, som han hurtigst mulig gravede
ned i Jorden, indtil Lejligheden til Brugen kom.
C. Pigtraadssaks For at komme ud gennem den dobbelte
Pigtraadsspærring, der omgiver Lejren, og hvor den inderste er ca. 4
Meter høj, den ydre lidt lavere, maatte han have en Knibtang. Han
lavede af Træ en Model, viste denne til en lille Dreng, som han gav
et 5 Marks Stykke, og Drengen skaffede ham den attraaede
Knibtang.
Side 63
D. Kniv: Af en russisk Fange fik han en Kniv som Vaaben.
Tirsdag den 27 Juli om Aftenen Kl. 10 flygtede han. Fangerne er delt
i Sektioner paa 50 Mand. Navneopraabet fandt Sted efter at han
havde forladt sit Sovested. En af hans venner, gav Nummeret med
”Tordenskjolds Soldater”, denne Fange, der hørte til 2den Sektion,
løb derefter op til 9de Sektion hvortil Eyrolles hørte.
En Belgier flygtede sammen med Eyrolles, men man opdagede dem
da de passerede Pigtraaden, og da der blev skudt paa dem, turde
Belgieren ikke gaa videre, men gik tilbage.
Eurolles, der er klar paa at man straks vilde søge efter ham nordpaa,
gik imidlertid først flere Kilometer sydpaa. Vandringen fandt altid
Sted om Natten, mens han om Dagen holdt sig skjult. Han fulgte i
nogen Tid en af Kredsbanerne. En gang, da han var meget
forkommen fik han Brændevin af Beboerne, der tillige viste ham Vej
til Grænsen. Han led meget af Tørst, men drak i øvrigt intet, da han
vidste, at det vilde svække hans Kræfter. Af Mad havde han intet
udover lidt Brød.
Ved Grænsen – han vidste dog endnu ikke at det
Side 64
var denne – holdt han sig, ligesom i sin Tid Sagnet fortæller om
Odysse`s, skjult under to Faar som græssede der. Det var om
Aftenen, han listede frem, og Grænsevagten syntes at høre noget
puste og greb sit Gevær. Eyrolles, der saa et Par Faar græsse sammen
i Nærheden, kravlede han under dem og holdt dem sammen, og
Vagten passerede tæt forbi uden at opdage noget. Senere da der var
kommet ro over Landskabet, drog Eyrolles sin Kniv parat til at bruge
den i Kamp, dersom Grænsevagten skulde opdage ham. Men denne
saa ham ikke da han passerede Grænsen., heller ikke da han havde
passeret den. Senere opdagede han at han allerede havde været over
grænsen en Gang tidligere uden at vide det. Han lagde sig saa til at
sove i en Høstak og vaagnede først da Solen stod højt paa Himlen,
vækket af en gøende Hund fra en nærliggende dansk Gaard. Han gik
op paa Gaarden og for at være rigtig sikker paa, at han ikke mere var
paa tysk Grund, bad han Beboerne om at maatte se deres Penge. Da
han saa de var danske, var han sikker og glad. En lille Dreng fra
Gaaarden førte ham da til Ribe hvor han straks blev interneret paa
Sygehuset, fik Bad, nye Klæder, god Mad og god Behandling, og er
henrykt om Opholdet og Behandlingen – saa
Side 65
henrykt, at han erklærer, at dersom Danmark en Gang skulde komme
i Krig, vil han melde sig som frivillig – For øvrigt fortæller han at
Fangerne i Løgumkloster er enige om, at de vil slaa Vagterne ned,
dersom Danmark skulde komme i Krig.
8. August 1915
De sidste Dage før 8 August er Posten fra Flensborg og Syd derfor
ikke ankommen. Aarsagen hertil oplyses at være store
Troppefirskydninger Sydpaa. Der opgives fra Holsten – fra Lejren i
Sakledt – at være afgaaet 70 000 Mand samt fra andre Steder i
Hertugdømmerne yderligere 40 000 Mand, i alt 110 000 M der er
gaaet sydpaa – hvorhen vides ikke-
I Dag ankom Posten fra Flensborg og Hamborg. Baade Jernbaner,
Telegraf og Telefon er fra Tinglev og sydpaa ganske standsede for
privat Trafik – Jernbanerne dog kun til Dds.
10. 1ugust 1915
Fru Thorup Vestergaard, Ribe hvis Mand ligger inde ved Vestfronten –
ved Gravelotte – har været hjemme paa Orlov i Dagene 10-12 Juli, i
hvilken Tid hun har besøgt ham i Arnum, da han ikke maatte komme
Grænsen nærmere. Han har b.a. fortalt : Afdelingen ligger skiftevis i
Gravelotte, hvor den hviler, og i le Prétreskoven. Ved hans Kompagni
Side 66
er der ca. 30 Nordslesvigere hvem det er bleven forbudt at tale Dansk
indbyrdes. Herimod protesterede de bestemt, idet de hævdede at der
maatte være samme Ret for dem til at tale deres Modersmaal, som der
var for Hamborgere, der talte Plattysk, og man tillod sig tillige at minde
om, at Modersmaalet kunde man ikke fratage Folk, før de er døde. Den
paagældende Befalingsmand, som de havde forelagt dette, vendte sig
om og gik sin Vej, uden at sige noget. Men fra den Dag blev der vist
Nordslesvigerne al mulig Hensynsfuldhed.
(det maa bemærkes at Thorup føler sig som Tysker og ægte tysk soldat)
Det gøres gældende at Tyskerne i Rusland har taget bl.a. en stor
Mængde af Flæsk og Smør, hvilket ogsaa mærkedes paa Vestfronten,
idet Rationerne i lang tid blev rigeligere. Nu er det ophørt, nu faar de
Brødet, men maa selv købe, hvad de vil have paa det. I øvrigt havde det
over Tiden været yderst knap med Forplejning, og det var hændet, at de
havde manglet saadant i flere Dage.
Fru Thorup meddelte at befolkningen i Nordslesvig mere og mere
venter paa Opfyldelsen af en gammel spaadom: Der blev for mange Aar
Side 67
spaaet, at naar der fra Ballum Kirke var udgaaet en hvid og en rød og en
grøn Brud vilde Fjenden komme nordfra. Det er 9 Aar siden den
grønne Brud gik ud af Ballum Kirke og siden den Tid han man ventet
Krigen. Nu er den kommen og nu føler man sig forvisset om, at ogsaa
Fjenden vil komme Nordfra.
10 August 1915
Til Grindsted er ankommen den 7. August russiske Fange Ivan
Nelovanoss, han ankom i russisk Uniform er Underofficer. Ikke
medtaget. Han var flygtet 3-4 August fra en Plads ikke langt fra
Grænsen.
12 August 1915
Forretningsbestyrer Christen Hansen, Aabenraa (Søn af Folketingsmand
Hansen-Stavnsberg ved Kolding) meddeler bl.a.:
Fredag den 30 Juli kom Gaardejer Olav Fink paa Brendshusgaard pr.
Granly hjem med Høstorlov i 4-6-Uger for at tilse sin egen Gaard, der
er paa 120 Tdr. Land, og føre Tilsyn med Aarupgaard ved Gjelsbro, en
Gaard med 475 tdr. Land hvoraf han ejer en ¼. Han og Hustru har 10
ukonfirmerede Børn, hvoraf de to yngste, der er
Side 68
Tvillinger er ca. 1 Maaned gamle. Næste Dag, Lørdag den 31 Juli om
Middagen, modtog han imidlertid Telegram fra Garnisonen i
Egernførde om uopholdelig at vende tilbage og melde sig der. – senere
er det oplyst, at Tilbagekaldelsen skyldes en Indberetning fra
Amtsforstander Rafalsky i Rødding, hvorefter Olav Fink ikke behøvede
Orlov da der var arbejdskraft nok!
Iøvrigt bad han mig indprente Befolkningen i Kongeriget om at være
forsigtig med hvad de skriver i Breve til Sønderjylland , der ses stadig
en ubegribelig Tankeløshed. Endnu i de allersidste Dage er ankommen
Breve, hvis Indhold paa mange Steder er tykt understreget af Censuren,
der læser meget mere end Folk i Kongeriget synes at tro. Eksempelvis
nævnede Chr. Hansen et Brev fra en Elev paa Frederiksberg Højskole til
Fru Fink i Aabenraa, det var i høj Grad spækket med nationale Teorier
om Sønderjyllands Genforening med Danmark og meget andet som
Censuren havde mærket med tykke Streger – tankeløst og skadeligt for
de danske Nordslesvigere.
Side 69
12. August 1915
Chr. Hansen, Aabenraa, er af Hans Sivertsen, Raahede, anmodet om at
gøre Opmærksom paa at Sivertsens tidligere Fyrbøder Laurs Laursen af
Hvidding, der nu rejser med Kreaturer, er ret mistænkelig og menes at
indberette en Del til Oberløjtnant Braun i Skærbæk.
15.August 1915
Købmd Laurits Hansen af Gram pr. Gramby der var hjemme paa Orlov fra
Vestfronten, er i Morges ankommen efter at have gaaet hertil gennem Havet. Han
meddelte bl. a.: Jeg er født 1886, blev den 21. April 1915 som tilhørende
Landstormen – jeg er noget svagelig i Ryggen (og i sin Tid kasseret af den Grund)
udtaget til Armeringssoldat i Haderslev, fik udleveret 1 Kg. Brød, røget Pølse og 1
Tæppe og beordret samme Dag i Kvarter i Vojens, hvor vi laa i en Hestestald. Der
blev ikke udleveret Uniforms genstande. Den 22 April afrejste vi paa Bane til
Kolisch i Rusland, hvortil ankomsten fandt Sted den 23 April om Aftenen. Lørdag
den 24 April blev vi inddelt og fik Numre. Endnu i de første 14 Dage fik vi ingen
Uniform, men arbejdede i civilt Tøj uden nogen som helst militært Mærke.
Arbejdet som vi begyndte den 26 April bestod i Gravning af
(I margen)
(Han tilhørte 38´ Armeringsbattallion, der var paa 2000 Mand, idet hvert
Kompagni var paa 400 Mand)
Side 70
Skyttegrave i Nærheden af Landsbyen Wi´mary 4-5- Kilometer øst for Kolisch.
Dette Arbejde fortsatte vi med 3-4 Uger. Imidlertid fik vi saa udleveret en Kasket
med prøjsisk og tysk Kokarde, 2 Par Strømper, 2 Par Underbenklæder, 2
Bomuldsskjorter, 1 Par Manchesterbenklæder (simpelt fløjlsagtigt Stof, som
Tømrere bruger til Benklæder) 1 Jakke, fremstillet af Stof, der var indsamlet under
den store Kludeindsamling Landet over, og som var saa tarvelig for mit
Vedkommende, at man lo ad mig hele Vejen, da jeg senere rejste hjem fra
Vestfronten. Endvidere fik vi udleveret et Mavebælte (Mavevarmer) 1 Halsbind, 1
Kofte og yderligere et Tæppe. – Skyttegravene forsynedes alle med
Pigtraadsforbrug – Levemaaden bestod i Kaffe om Morgenen, med Brød af vort
eget – vi fik udleveret 3 Pund hver anden Dag – om Middagen skiftevis Ærter
kogt paa Flæsk eller Kød, Grynsuppe eller Kartoffelsuppe, ligeledes kogt paa
Flæsk.
Den 15-17 Juni var Franskmændene lige ved at bryde igennem i Arras. Den 18.
Juni om Aftenen gik vi i Jernbanen og kørte direkte til Vestfronten hvor vi
(38´Arme´ ca 2000 Mand) ankom til Rouvry den 21 Juni. Her var Kanontordenen
allerede saa slem at en Soldat i Sindsyge om Natten sprang ud fra 2den Sal og
kom slemt til skade.
Vi om da straks i Arbejde med at grave Skyttegrave mellem Rouvry og Vi´mary
Side 71
Efter ca. 8 Dages Arbejde hermed førtes vi den 2. Juli nær til Fronten, hvor vi blev
Genstand for en heftig Beskydning af det franske Artilleri og derfor straks forlod
Arbejdspladsen. Saa kom ud igen næste Nat og blev ligeledes beskudt af fransk
Hurtigild i en Times Tid. Vi tilbragte her 11 Døgn ved Gravning af Skyttegrave.
Dette Arbejde under disse Forhold svækkede Folkene stærkt, og paa Grund af
Udmattelse blev Natarbejdet nu ændret til Dagarbejde. Det maa erindres at
Batallionen bestod af Folk, som led af allehaande Svagheder, baade synlige og
usynlige Fejl. Der var Folk med kun et Øje eller med Hørelse kun paa det ene Øre,
Folk med Lammelse i Benene, med kroniske Mavesygdomme, kroniske ryg- eller
Nervesvagheder eller med udprægede Hjertefejl – ja, der var Folk (som f. eks. en
Slagter fra Øster Linnet der næsten hverken kunde høre eller se. Saa forløb Tiden
nogenlunde ensartet indtil jeg fik Orlov den 9-18. August. Den 14. August cyklede
jeg til Raahede og gik herfra i Nat ved 12 Tiden ud i Havet for at naa Ribe, idet
jeg haabede at faa Øje paa Ribe Domkirke. Jeg var imidlertid under min Vandring
nær omkommen, idet jeg ved at se efter Lysene – det var Lys fra Esbjerg – kom
for langt ud. I Morges ved 3½ Tiden kom jeg i Land
Side 72
lidt Syd for Kanalen, gik her ind til Byen og fik laant noget Tøj og rejser videre til
Kbhvn, for derfra at tage til Amerika, hvor jeg tidligere har været i 4 aar. Min
Hustru og min Fader bestrider imidlertid Forretningen hjemme, thi forhaabentlig
varer det ikke saa længe inden jeg atter kan komme hjem.
Er De sikker paa det? Spørger jeg
Ja, vi regner da med, at vi bliver stemt fra Tyskland og enten kommer til Danmark
eller til England.
Fhv. Skolebestyrer N. L. Høyberg, Broder til den fra Brøns arresterede Rentier Sv.
Høyberg, skriver til mig fra Helsingør 16 aug. Bl.a. om den fængslede Sv.
Høyberg og Truels Beyer: Desværre er der endnu ikke sket nogen Forandring med
dem. Vi havde her for en halv snes Dage siden Besøg af Poul Møllers Hustru fra
Brøns, min Kusine. Hun havde intet godt at meddele. De sidder i fængselsdragt,
og i fængslet laver min Broder Flaskehylstre og Troels Beyer fletter Maatter,
akkurat som Tugthusfanger hos os. Dette kunde tyde paa, at de ikke sidder i
Varetægssarrest længere, men at de har faaet deres Dom og nu afsoner den dem
idømte Straf, kort eller lang, vi ved jo ingenting. Jeg vil dog haabe, at det ikke er
saaledes;
Side 73
Domme plejer jo at offentliggøres ogsaa i ”Flensborg Avis”. Men trist er det for
dem og for os alle, der har de to brave Mænd kær.
Min Broder har faaet Lov til at sende sin Hustru et Brev, selvfølgelig paa tysk og
cencureret. Han kan kun grumme lidt Tysk, men hans kone maa vel nok have
forstaaet det. Dette fik jeg at vide af min Fætter Søren Beck, Sønder Farup. Min
Broder skal have skrevet, at han ”har det godt”. Dette kan da kun gælde
Helbredet; men det er jo da noget, vi kan være glade ved…..”
19. August 1915
Lærerinde Frk. Møller i Odense (Søster til Dr. ? H. Møller) skrev i
Brev af 18 d.s om en Tur i Sønderjylland bl.a. ”Jeg kom gennem
”Tolden” og Hans Jefsens Chr. holdt med Vogn efter mig. Det første,
han viste mig, var det tyske Flag paa hans Forsamlingshus, som bruges
til Vagtstue. Det var haardt for dem, men de maa jo igennem det ogsaa,
sagde han. Han er nu en lidt mærket Mand – holdt paa, at de ikke skulde
flygte, men dele alt og staa Ryg mod Ryg som de altid havde gjort – og
fremdeles vilde gøre – han vilde ikke forlade sit Land, selv om
Trældommen skulde blive ved. Saa maatte jeg rejse tidligere til
Skærbæk, da jeg skulde meldes til Amtsforstanderen der. Hos Pastor
Jørgensen var der Barnedaab, og jeg blev hædret med at bære den lille
Dreng
Side 74
I Kirken.
Vi havde en rigtig god Dag sammen med mange gode Folk. Svend
Høybergs og Truels Beyers Fruer var der, deres Mænd sidder endnu i
Fængsel, men har nu faaet Lov af faa brev fra Konerne. Deres Sagfører –
en Tysker for øvrigt – siger at der absolut intet , de kan dømmes for – de
vilde vist dømme dem for Landsforrædderi; men man mener, at de
alligevel ikke kommer ud i lange Tider, maaske ikke mens Krigen varer. –
Søndag aften kl. 19 kørte jeg med Hørl
lychs fra Rurup – hvortil vi kom henad 12½.
Det var en lang Køretur. Næste Morgen kørte jeg til Amts Kontoret i
Toftlund, hvor jeg fik den Skræk i Livet, at Manden sagde, at jeg kunde
ikke rejse hjem igen paa det Pas, men skulde til Hamburg med det. Da
vi kom hjem, tog en af de russiske Fanger imod os for at spænde fra. Da
han saa, der varen fremmed med, saa han saa bønligt og sagde: ”Ruske
kaput”?
”Nej” nikkede jeg til ham – horpaa han glad svarede ”mange Tak”. Det
var morsomt at se de Fanger og Familieen, det gik saa hyggeligt, og det
mærkelige Sprog lød om Ørerne paa alle: Russisk, Tysk blandet med
danske Ord, næsten Volepyk.
Vagten var en tysk Lærer, som var meget venlig og tilbragte sin meste
Tid med at male smaa nydelige Akvareller og studere dansk i
”Berlingske” med en ? til Hjælp. Saa kørte Hørlyck mig til Gabøl
Tirsdag, til Jørgen Grams. De kørte mig til Kontoret i Kolsnak, og
Amtsforstanderen der, som er meget høflig, raadede mig til at sende mit
Pas til Hamborg i Brev med Penge i, og jeg fik Lov af færdes i Sognet
der uden
Side 75
Pas saalænge. – Brevet blev sendt Onsdag Aften og kom i gaar Fredag.
Det kostede mig 5 Mark og Generalkonsulen sendte mig et Par Ord
med den Forklaring, at man ikke mere kan bruge sit Pas uden
Konsulens Hjælp hver Gang man rejser, selv om Passet gælder et Aar.
I Gabøl saa vi Fangelejren og tale med en Del af de Russere, der
arbejdede i Jørgen Grams ?, ca 40. De er glade ved sønderjyderne. En
sagde ” Danmark godt”. Og vi gav dem Cigaretter og Penge flere
Gange. Men næsten ingen af dem har hørt hjemmefra i et helt Aar. De
stakler, deres Tøj er jammerligt, og de holder ikke af Barakkerne.
”Nigte Barak” siger de, naar de har prøvet at bo hos Bønderne. –
Lørdag Morgen, drog jeg til Gram men skulde indskrives i Rødding –
Søren telefonerede til Amtforstanderen derom. Han er kort for Hovedet.
Der var lukket til k. 12 Lørdag og ikke aabent Søndag, saa der stod vi.
Der var intet at gøre uden at komme hurtigst over Grænsen. Jeg havde
Lov at være der til Lørdag Nat kl. 12. Saa ringede vi til Københoved;
jeg tog kl. 5 til Rødding, blev hentet der og kørte i øsende Regn til
Københoved. Fik lidt Mad, saa kørte Østergaard og hans Kone mig til
Kongeaaen ved Skodborghus Toldsted, hvor vo kom kl. 9 !/4, der blev
jeg ”fortoldet”, meget nemt endda da Damen var gaaet i Seng, og saa
blev de holdende indtil jeg var over, saa tradskede jeg til den danske
Tolder.
Det er nu alligevel anstrengende at rejse dernede paa denne Maade; thi
det er som om Sværdet hænger onder en Hoved
Side 76
Hele Tiden med den Rejsen til Øvrighedspersoner, som er korte for
Hovedet i Reglen. Men Sønderjyderne er glade ved en og beder meget
om, at vi skal komme igen, saalænge det er muligt for os. De kan jo
ikke rejse.
Jeg besøgte Jørgen Grams ”Farbror Frands” hed han. deres 3 Sønner er
med ved Russerfronten. De skrev at de var sa udmattede af at gaa frem
– i 3 Dage fik de kun Kiks og Vand, og da de skulde grave Løbegrave,
stod de op og sov, saa de maatte ruskes vaagen. En skrev, at det nu var
et medeligt? Tilbagetog, Russerne gjorde, med uhyre tab for
Angriberne. For 100 Tyskere laa der kun 3-4 Russere faldne ”de skyder
saa forbistret godt Russerne”.
En Sygeplejerske, der var hjemme for tiden, fortalte om en Rejse hun og
flere andre gjorde med et Tog, hvor der var Tropper og Heste. De blev
angrebet af nogle engelske Panserbiler og overdænget med Kugler, saa
damerne til sidst blev ført ud og lagt paa Gulvet bagved Hestene, saa
disse kunde være ??for dem.
Folk dernede er jo meget forknytte. Deres Ansigter bærer et underligt
lidende Udtryk, men hvor bærer de det dog stille og taalmodigt. Haabet
om Genforeningen ligger og ulmer bagved og bryder frem ved den
mindste Lejlighed. Nu skal de af med alle deres gode og værdifulde
Kobber og Messingsager. Det kneb for dem – for de har meget; men de
sagde: Aa, det var jo da let at komme igennem ogsaa og er jo kun af de
saa Sager”. De er vrede paa Englænderne, som gør saa lidt til at føre
Sejren frem – efter deres Menig. Men nu siger Tyskerne dog ikke
Side 77
Mere ”naar vi vinder”, men ”hvis vi vinder” ? Og naar de Sønderjyder,
der endnu er hjemme til efter Høst, bliver indkaldte, saa er der ikke flere
uden de 16-17 Aars. Det sagde Hørlyck. I Skærbæk Kirke, der var fyldt,
var der kun 8-10 gamle Mænd og 6-7 yngre, hvoraf 3 var herfra, Resten
var Kvinder. Paa Marker og Veje mødte vi saa at sige ingen Mænd.
Posten besørges af Koner. Det er frygteligt; og saa er de under
Bevogtning, om de gaar uden Pas fra et Sogn til et andet. En ung Mand
herfra, som tjener dernede, sad i Fængsel paa 4de Uge, fordi han er
kommen ind i et andet Sogn uden paaskrevet Pas. En Lærerinde fra
København – Hørlycks Kusine – sidder nu 5 Uger i Toftlund fordi
hendes Pas ikke kom til Hamburg. Jeg beundrer de Folk, som bærer alt
dette med ranke Rygge og ydmygt Sind, og jeg sagde til dem, at vi er
stolte af dem, især da de blev og gjorde deres Pligt, idet de gik i døden
for deres Fjender.
Pastor Eriksen, Dybbøl, er i russisk Løbegrave; der traf han en hel del
Landmænd, som blev saa lykkelige over ham. Nu holder han Andagt
med dem hver Dag, saa det blev endda til velsignelse for danske Mænd,
at han maatte bort fra Hjemmet”
Side78
Z. Den sidste af de tre Luftskelshaller, som er under opførelse ved
Tønder
I margen: 23 August 1915 ( ?? for 28.8.15)
en Dobbelthal ca. 40 m. bred, 200 m. lang og 40 m. høj – har allerede
nu vist sigi at være for lille, idet de store Porte ved den ene Ende nu
tages ned igen, fordi der skal forlænges med 60 m. – De to tidligere
Enkelthaller er, som bekendt, tagne i Brug af en Zeppeliner ”27” og en
Parseval-Luftskib. Oprindelig var der anbragt Maskingeværer paa en
Platform paa Hallernes tag, men de er nu taget ned og erstattet med
Kanoner, som er anbragt paa Jorden omkring Hallerne.
En Mand, som har været i Cunshafen forleden fortæller, at den ene af de
derværende Haller blev fuldstændig ødelagt under de fransk-engelsek
Flyveres angreb i Foraaret. Selve Luftskibet forblev uskadt da det
tilfældigvis netop denne Dag var anbragt i en hal ved siden af.
Grænsevagten er i den sidste Tid bleven yderligere forstærket; langs
Grænsen ligger vistnok nu 3 Bataillioner. Vagtposterne er om Natten
posterne ca. 30 m fra Grænselinien med en indbyrdes Afstand af ca. 100
m. Det var for kort Tid siden meningen, at der i denne Afstand fra
Grænsen skulde hegnes med Pigtraad, men man synes nu at have
opgivet denne Plan

Side 79
På Rømø ligger en lille Vagtstyrke paa ca. 60 Mand. Paa Sild ligger der ca. 6000 Mand Infanteri
med Pionerer og Artilleri. Pelworm er ligeledes belagt med næsten 5000 Mand.
Forsamlingshuset i Hvidding er for Øjeblikket Vagtlokale og bliver ligesom Forsamlingshuset i
Roager, ved passende Lejligheder pyntet med det tyske Flag
Mange af vore Folk, som for nogen Tid siden blev ført fra Vestfronten til Østfronten, bliver nu igen
førte til Vestfronten.
Min Amtsforstander Kier som opholder sig i Danmark er det for at spionere, og der bør passes paa
hans Lige, de findes nu i rigelige Mængder lige fra ?? og nordfra. En er Laurits Lauritsen fra
Hvidding St. løber en del ærinder for Tyskerne og bør haves under stærk observation, ligesom en
vis Anders Schmidt fra Meolden, som forstaaes at opholde sig i Ribe.
Side 80
21 Juni 1915
Billede af Vladimir Starojuk
Til Holsted ankom den 21 Juni kl. 5.10 om Morgenen en russisk Fange ved Navn Vladimir Starojuk
Han er oprindelig Havnekontrolleur i Petrograd, hørte til 13de Infanteriregiment og toges til Fange
den 23 Oktober 1914 i Kampen ved Lyck. Den 15 juni 1915 flygtede han fra Fangelejren i Erfde
mellem Friederichsstadt og Rendsborg, svømmede over Ejderen med Tøjet paa Nakken, saa vidt
forstaaet sammen med en Kammerat, der imidlertid druknede; vandrede gennem Sønderjylland –
det er lige som en Afstand af 110 Kilometer – og passerede Grænsen omtrent syd for Holsted,
vadede over Kongeaaen og indkom til Vagtposten Syd for Holsted, våd som en druknet mus Han
var straks klar over at han var paa dansk Grund, og gik lige hen til Vagtposten og pegede paa Mund
og Mave.
Hans Uniform bestod af tyndslidte, lasede sorte Benklæder, tyndslidte Drejlsbenklæder, en hullet
graagrøn Jakke med ?paabind , graagrøn Hue uden Mærke. Fødderne havde han omviklet med
Klude da han havde adskillige Saar. Han blev interneret i Afholdshotellet i Holsted Station og
senere Brørup Sygehus, og afrejste derfra den 5 Juli 1915.
Side 81
31 Jui 1915
Se pag 56
Billede af person Iwan Gromow
Den 31 Juli ankom til Rur russisk krigsfange IWan Gromow. Han, der oprindelig var Maskinarbejder
i Moskau og 27 Aar gl. hørte til 23 russiske Arme´korps, Regiment Nr. 170, og under General
Rennenkamps Hær.
Han er ugift,og blev taget til fange 27 August 1914 (russisk Tid ved Lyck. Han tilbragte først en
Maanedstid i Fangelejren i Steendal ved Magdeburg og var senere ca. 10 Maaneder i Fangelejren i
Werben (Kreds Magdeburg) Fra denne Lejr flygtede han den (2den juni russisk Tid) fik civile
Klæder ved at tage dem fra et Fugleskremsel i en Have i Nærheden af Lejren. Han havde hverken
Penge eller Vaaben hos sig. Han og en Kammerat vilde til Holland, men havnede saa i det
ubekendte Danmark. Gromow saa sin Kammerat sidste Gang paa dansk Territorium; de anede den
Gang ikke, at de havde passeret Grænsen. Gromow traf kort efter en dansk Gendarm og saa paa
Kokarden, at denne ikke var tysk. Vennen fortsatte imidlertid flugten i den tro, at han endnu stadig
var i Tyskland, men blev til sidst fundet ved Thisted den…..
Se Pag 115
Side 82
Russisk Krigsfange, Vladimir Stoma, 15 juli 1889 i Disna i guvernement Vilva, ankom til Ribe den
Han hørte til 20 Arme`korps, Regiment Nr. 108 og stod under general Rennenkamphs. I Krigen var
han chauffør, Automobil hvori befandt sig 2 officerer, kørte ad forkert Vej, og de blev alle taget til
Fange Natten mellem 23-24 Oktobr ved Stallufønen. Han førtes først til en Fangelejr i Gustrarw
(Meckenlenburg- Schwerin) og kom i Marts 1815 til Fangelejren i Egebæk ved Slesvig og senere
(vistnok i Maj) til Berløft Mølle. Han medførte paa sin flugt en Lommekniv og vilde ikke have
betænkt sig paa at bruge den, dersom nogen Vagtpost havde stillet sig i Vejen for ham. Han havde
et lille Kort med nogle Bynavne. Paa Flugten, som gik om Gabøl, var han 2-3 Dage undervejs
( se pag 122-123)
16 August 1915
Mandagen den 16 August ankom russisk Krigsfange Vladimir Schtevlenko, Underofficer i 254de
Infanteriregiment. Han stammede fra Guvornementet Jerson (F) er bleven taget til fange (F fra
Landsbyen Pamafovka) den…………. Ved………………… sammen med nedennævnte Kammerat
flygtede han fra Løgumkloster Fangelejr og var 5 Døgn undervejs til Ribe. Vagtposterne skød efter
ham ved Grænsen. Hans kammerat Philip Grizakoff, fra Guvormentet Jerson, Landsbyen Ingucker,
hørte til 28de sibiriske Regiment.
Side 83
Den 24 August 1915
Fotografi (se pag 85)
Om Morgenen den 24de August 1915 ankom i Uniform i ribe 3 russiske Krigsfanger fra den tyske
Fangelejr i Wittorf ved Neumynster. Fangen Andresi FRjsgontovitch Prokotschev der var 26 Aar gl.
ogtilhørte det 198 Infanteriregiment, var tagen til f 19 fange den 17 Novbr 1914 ved Byen Justinpn
ved den massurische Sø.
I den forløbne Tid har han været flyttet til forskellige Fangelejre, først til Langensatra (i pr.
Sachsen), derefter til 2) Erfurt, 3) Parchim, 4) Kalten- Kirken, (Holsten) og 5) Wittorf (ved
Neumunster). Han og de to andre ankomne Kammerater var flygtet fra denne Lejr den 14 August
og havde saaledes tilbagelagt Vejen til Ribe i 10 Døgn.
Til Brug ved Flugt havde de faaet tilsendt Kompas i Brød hjemme fra Rusland. En tysk Dame, hvis
mand var i Krigen, traf dem under arbejde udenfor Lejren, og hun havde senere givet dem et godt
Kort over Hertugdømmerne og det sydlige Jylland. Da de var flygtet fra Wittorf lagde de Vejen
over Tillingsledet ved Husum, op over Egnen ved Tinglev, Løgumkloster, Arrild, Arnum til Ribe. Paa
Vejen levede de af Korn som de tog paa Markerne og malede i Hænderne. Ved Kielerkanalen hvor
de saa en Mængde Maskingeværer, fik de fat i en Baad og satte over Kanalen. Hverken ved
Grænsen eller de øvrige 10 Dage er de nogensinde bleven opdagede af
Side 84
Tyske Vagtposter. Paa Gaden i Løgumkloster saa nogle tyske Kvinder dem og raabte
”Krigsgefangne” efter dem, hvad der foranledigede dem til at sætte al mulig Fart paa Flugten.
Under denne var de tyske Vejviser paa Landevejen dem til stor Nytte, da de bl.a. fandt en nøjagtig
Angivelse af Kilometerafstanden fra Ribe. Om natten klatrede de op paa Pælene og læste
Afstanden paa dem. Den danske Grænse passerede de i Nærheden af Slømlund?. Da de følte sig
sikre paa at være paa dansk Grund, spurgte P. en Mand der mejede Korn, om de var i Danmark, og
da han bekræftede dette, lagde de sig til at sove for senere at gaa til Ribe.
I Lejren i Erfurt havde P. haft det godt. Fangerne der havde – takket være vistnok russiske
Studenter i Genf – et større russisk Bibliotek. Kun én Gang havde tyskerne anvendt Straffen med
Straffepælene. Fangerne havde imidlertid alle indtaget en saa truende Holdning, at tyskerne havde
undladt at bruge den Straf oftere. P. bar endnu her i Ribe Mærker af et saar, som en tysk
Underofficer havde bibragt ham.
Fra Røde Kors i Sverige havde de russiske Fanger modtaget hele Vognladninger af Brød, Linned,
Støvler Tobak og Chokolade. For et par Maaneder siden var Behandlingen bleven betydelig bedre.
Prokolschers Adresse er Byen Nikolsk, Gavorment Vologodske, Lands Pjermac.
Side 85
Den anden Fange var Fjeder Nikolaevitch Cintschuien 29 Aar gl. 142 Infanteriregiment, han var
tagen til fange den 17 August 1914. Han stammer fra Voronjsske Guvernement: Kreds Østrogorj,
Landsbyen Kolubjenka.
Den tredje Fange var kosakken Miren Borisovitsch Filimonov der var taget til fange 17 Novbr
1914. Han stammer fra den voiske-donske Kreds
Billede af de tre Fanger
Paa Biledet staar Personerne fra venstre til højre: Prokolschef – Ceritschen – Filimanov
Side 86
18 September
Mathias Sørensen, Østerby ved Tønder, kom under Orlov fra Brest- Litovsk over Grænsen Natten
til 16 Sept. og efter at have ombyttet sin Uniform med civile Klæder rejste han videre til Ringsted
18de septbr. Han fortæller om sin Deltagelse i Krigen bl.a.
Jeg kom til Vestfronten den 12te August 1914 ved Trænet?. Efter 8 Dages Marsche gennem det
ødelagte Belgien – Tyskerne havde handlet grumt med de Byer, vi fik lejlighed til at se – deltog vi i
marschen mod Paris og naaede Moulin den 7 Sept 1914. Efter Slaget ved Marne kort efter gik vi
tilbage til Rossy den 16 sept. f.a, gik alle fremad og ankom til Laen den 18 sept. hvor kampene i
Løbegravene begyndte.
Den 1 oktober gik Trænet mod Nordfrankrig forbi St. Quentin til Bontousellers, og der blev i
liggende med staben til den 2den Decb. 1914. Fra St. Quientin befordredes vi den 3 Decbr 1914 til
Østfronten og ankom efter 3 Dages Rejse til Kalisch, hvor vi købt Proviant til Fronten over
Idunskavola, Pabjanice og Tomazov, i hvilken sidste by vi holdt Vinterkvarter, og hvor der for saa
vidt var godt at være som vi dog havde Tag over Hovedet. Her og i Glienic tæt ved Tomazov var vi
indtil den 27 maj 1915;, da det pr. Tog gik til Glienic til Dubronvil i Karpaterne. Det var en lang
Jernbanetur. Vi maatte først tilbage gennem Polen over Lodz og Kalisch og saa køre ned langs den
østprøjiske grænse over Østrova Voreuzburg – Tarnowitz – Budapset – til Detrovil, der ligger syd
for Przermysl
Side 87
Til Dubronil ankom vi den 5 Juni 1915: Herfra gik det mod Przmgsl, hvortil vi ankom den 14 Juni
1915, og herfra gik det igen videre til Lenborg (2. juli), Ravaruska (10 juli), Uhrnow, Hsubiesow,
Cholm (22 Aug) Wladovo og Brest-Litorisk; Denne Fæstningsby hvortil vi ankom den 9 Sept., er nu
fuldstændig afbrændt paa 20-30 Huse nær. Alt var ødelagt, som kunde ødelægges, der fandtes
ingen levnede midler og alle indbyggerne var vandret bort. Under opholdet i Rusland var der
jævnligt mangel paa Levnedsmidler og Forplejningen var derfor jævnlig daarlig, hvilket gav
Anledning til stærk misstemning, og Forholdet mellem Officerer og Mandskab var – mildt sagt –
ikke godt, idet Officererne som Regel altid havde tilstrækkeligt at spise og drikke, medens
Mandskabet i perioder maatte nøjes med Markens og Havens Frugter, d.v.s Kartofler, Æbler,
Pærer, Grøntsager o.s.v. stemningen i Hæren er saa langt fra at være begejstret, at den endog er
meget trykket, og de beretninger, der i Bladene fremkommer om det modsatte, er alle rigtige.
Math. Sørensen tog i Torsdags fra Tønder med toget til Brøns og gik derfra til Høgsbro og derfra
videre mod Grænsen, som han naaede over ved 3 Tiden om Morgenen efter krybende at have
manøvret sig gennem 3 Kredse af Vagtposter, der hver kun var ca. 20 skridt fra ham
Side 88
6. Sepb. 1915
(se pag.40)
S. Angaaende Sagen med Truels Beyer oplyser Fru Meta Møller, at hun i et Forhør har faaet
forelagt 2 Konvolutter med Spørgsmaal, om hun kendte Skriften paa dem. Adressen paa den
yderste Konvolut var velskrevet og lød paa ”Fru Meta Møller, poste restante i Hvidding” medens
Adressen paa den anden Konvolut, der var indlagt i ovennævnte, synes skrevet med fordrejet
Haand og lød: ”Til Vangsbo ved Lejlighed”. – Man forespurgte Fru Møller, om hun kendte noget til
en Fru Tranberg i Danmark, eller i det hele taget kendte noget til Familien Tranberg, hvilket hun
svarede benægtende. Da hun forstod, at det stadig nok gik ud paa at udfinde, hvem der havde
skrevet Brevene, hvorom Sagen drejede sig, bad hun om tilladelse til at indskyde en Bemærkning
og ytrede da, at det aabenbart af Brevenes Indhold maatte fremgaa, hvem der havde skrevet.
Dertil svarede Forhørsdommeren, at der udmærket kunne skrives Breve uden Indhold
(Underskrift?) Fru Møller opfattede dette Svar saaledes, at dommeren selv mente, at Brevet er
ægte.
I Fængslet har Truels Beyer det godt hvad Forplejning angaar, han har Tilladelse til Ekstra
Forplejning, men han har i den sidste Tid ikke ønsket saadan.
Baade i Truels Beyers og Svend Højbjergs Sag er det Hensigten at søge dem anklaget for
Højforrædderi,
Side 89
Men foreløbig foreligger der overhovedet ingen Anklage, og Sagens Optagelse for Rigsretten er
derfor foreløbig udelukket, indtil Anklage foreligger.
26 August 1915
Ankom 2 franske Krigsfanger fra Lejren ved Løgumkloster, de frivillige Studenter ved Navn Gerard
Carabin og Jules Frøgnov. Forst. Har nærmere her om deres Flugt skreven følgende Beretning:
Den som tror, at der nødvendigvis hører Romantik og overskud til for at flygte fra Tyskland vil blive
skuffet ved at læse deres Beretning. Det kommer af at alle Forholdsregler var tagne og frem for alt
af at Tilfældet begunstigede os ganske særligt. Vor Plan bestod simpelthen i at kunne være borte
fra Lejren i 5 Dage medens den tyske Garnision endnu troede at vi var Fanger. Af den Grund var
det nødvendigt, at Tyskerne altid fik opgivet det normale Antal ved daglig Appel. Det skete ved
Medhjælp af en af vore Kammerater, som erstattede os med to syge fra Sygehuset. Et Kompas og
et Kort var nødvendige for at kunne orientere os. Det første kom fra Frankrig den 6te August i et
Kræmmerhus Bolscher, som undgik Fjendernes Efterforskninger. Spørgsmaalet om Kortet var
allerede for længere Tid siden ordnet. En simpel Tegning forfærdigede af os selv, ved vor Ankomst
til Lejren og
Side 90
kompletteret saa meget om muligt. i den følgende Tid traadte i stedet for. Trods Forbud og trods
gentagne Besøg af en Vogtere havde vi bevaret 2 civile Dragter. Linned i Mængde og Mundforraad
for 8 Dage fuldstændiggjorde vor Udrustning. At komme ubemærket ud af Lejren var det
spændende Problem. Der var stor Risiko forbunden med at overskære den dobbelte Række
Pigtraad, som omgiver Barakkerne. Det var lettere at forsøge at undvige mens Fangerne var paa
Arbejde; man risikerede da kun nogle Dages Arrest. ”Spillet var Lyset værd” som et gammelt fransk
Ordsprog siger. Kort sagt den 9. August blev bestemt til flugtens udførelse. Vi havde ladet os føre
fra Sygehuset i vore egne arbejds Sektioner, og det lykkedes as at smutte ind i en anden Sektion,
som allerede var talte og rede til afmarschen. 2 Skildervagter foran, 50 Fanger, 2 Skildervagter, og
saaledes er Kolonneordenen. Den Vej vi fulgte, førte lige forbi et buskads, som vi kastede os ind i
efter at have skilt os af med mulerpose og tallerken som vi af havde Forsigtighedshensyn havde
taget med os. Alt lykkedes efter Ønske, og i dette Buskads, 2 Meter fra Vejen, som uophørlig blev
befaret af talrige civile og soldater, forblev vi fra KL. 7½ til Kl. 10 om Aftenen. Første Gang blev vi
skræmmet op af en Bonde, der kom for at slaa Hø i nogle Meters Afstand fra os, mens en
almindelig halvdyb Grøft
Side 91
Beskyttede os mod at blive set af dem. Heldigvis saa de intet. Da Naten kom begv vi os paa Vej
efter at have fundet vor Beholdning og Levningsmidler som vor tjenstvillige Kammerat have gemt
paa et nærmere aftalt Sted. ”Alt vel i Lejren” som der fandtes skrevet paa et Stykke Papir i vor
Madpose. Vort Maal gik ud paa at undgaa Vejene og Landsbyerne og gaa tværs over Markerne. Vi
gik til venstre for Løgumkloster, men da vi kom ud i Mosestrækninger og det var umuligt at
komme over Aaen, befandt vi os hen mod Kl. 11 Aften foran selve Byen. Saa i dette ?? Øjeblik
slukkedes Lysene i Byen, og vi passerede rask forbi den slumrende Landsby til Lyden af vore
jernbeslaaede Skoes hamring paa Vejens Brolægning. Da vi kom forbi et oplyst Hus, kaldte Støjen
to Beboere frem, som saa paa os med misbilligelse. Til yderligen Uheld endte den Vej, vi var slaaet
ind paa, blindt ved Løgumklosters Sø, hvis tilstedeværelse vi ikke anede. Vi var altaa nødt til at
vende tilbage den sammme Vej og stadigvæk for Øjnene af de før nævnte Iagttagere, skiftede vi
Retning uden saa meget som at se paa dem. Da det ikke vilde være praktisk at gaa over Markerne,
fulgte vi Landevejen, idet vi gik saa lydløs som muligt. Paa den Maade naaede vi en Mølle, hvor en
usædvanlig Støj
Side 92
fik os til at standse og kaste os ned i en Grøft. Det lignede en meget hurtig dikken eller snarere den
tørre lyd fra et Telegrafapparat. Ganske nær derved er der en lille Lund, hvor der saaes Lys, som
bevægede sig.
Vi kravlede hurtigt forbi og gik videre. Hvad kunde det vel være? Maaske en post for traadløs
Telegrafi; thi anbragt, som den var fra en forhøjning i Terrænet, dannede denne Mølle en
udmærket god reservation og Modtagelsesport. Den frembrydende Dag (10 August) nødte os til at
søge et Tilflugtssted for Dagen. En ?, der uheldigvis var meget tynd, opdagedes efter megen
frugtløs Søgen. Der blev vi fra kl. 4 om Morgenen til kl. 10 om Aftenen, idet vi kun sov meget lidt,
knap nok spiste, og frem for alt led af Tørst. Den anden Nat var meget pinlig for os, thi vi plagedes
af en ulidelig T. Først henimod Midnat stødte vi paa et Kær, hvor vi med Vellyst slukkede vor Tørst.
Intet u held undervejs, intet Møde med nogen udover et køretøj som passerede forbi uden at se
os. Vi gik stadig lige mod Nord, idet vi snart fulgte Vejen, snart gik igennem Korn, Kartoffelmarker
eller Mose, og den 3de Morgen (11 Aug.) befandt vi os en i en ubehagelig Stilling paa en Skraaning
paa Grænsen af en
Havremark og en Græsmark i en ”Løbegrav”, som vi havde gravet
Side 93
med vore Knive, og 50 m fra en Landsby. Farens Nærhed gjorde os meget forsigtige, og intet
røbede os. Vi standsede ved Lyden af Grene, der knasede nogle Skridt fra os, medens vi gik langs
(en Plantage) en lav Granskov, begrænset af en Kornmark. Vi dukkede os omtrent ½ Time, men der
var ikke mere der rørte sig. Da vi besluttede os til at gaa videre, fjernede vedkommende,
sandsynligvis en Krybkytte, sig, lidt efter fortsatte vi vor Marsch som kun blev standset af en stor
Aa (Ribe Aa), som paa dette sted danner to Arme.
Det lykkedes at komme over den uden at gøre for megen Støj. Den 4de Dag (12te Aug) tilbragte vi
paa en stor Mark med høj Lyng, der dukkede os fuldstændig. Henimod kl. 3 om Eftermiddagen
brød et Uvejr løs, som skaffede os nogle draaber Vand til at drikke og fuldstændig gennembløde
vore Kæder. Da vi mente at vi nu var paa Højden af Ribe og sikkert havde tilbagelagt idet mindste
35 Kilometer nord for Løgumkloster, besluttede vi os til at gaa mod Vest. Henimod midnat fandt vi
paa en vej en Kappe, som vi konstaterede var en tysk militærfrakke. Uden at tillægge dette nogen
Betydning og uden støj fortsatte vi
Side 94
vor Marsch. Efter vor Mening maatte vi nu være i Danmark, men vi havde ingen Vished derfor. Vi
havde ikke set Grænsen. O Morgenen (de 5te. Dag) da vi paany laa omhyggeligt skjult, brød der en
sand Skypumpe løs. Derfor Udsigten til at tilbringe 18 Timer gennemblødte indtil Skindet og med
klaprende Tænder, besluttede vi os at søge Oplysninger i en Bondegaard. Uheldigvis kunde ingen
af os tale dansk. Vi forstod kun det ene Ord ”Danmark”, og det var nok til at faa os til at glemme
alle Besværligheder. Den gæstfrihed som vi modtog i denne Bondegaard havde for øvrigt slet intet
Tysk ved sig og maatte lade os formode, at vort Maal paa pa en Rejse var naaet.
Saaledes var den lidet interessante Rejse. Alt i alt havde Heldet begunstiget os over Forventning.
Vi traf paa Ribe Sygehus en anden franskmand, der ogsaa var flygtet fra Løgumkloster, og som
efter at der var skudt 2 skud efter ham ved Grænsen kun kom over denne ved at gaa paa alle fire
mellem to sammenkoblede Faar. Han vurderede endnu i højere Grad end vi glæden ved at være
uden for Tyskland.
Cirarce Carain
Studiant. Erole nationale der Mines de St. Eliennea (Locre)
46 Chremin daÈchisoller Greneoble. Idse`re
Jules Frøgnon, stuchidicant 57 Chermin d`Eschiroller, Grenoble, I se`re.
Side 95
19 sepbr. 1915
S. Adskillige Tyske regimenter paa Vestfronten har tidligere maattet afgive hver 5 Officerer til
Hæren Østfronten . Nu i den sidste Tid har de paany maattet afse hver 4 Officerer i samme
Øjemed.
Alle, der paa nogen Maade er egnede dertil, faar en kort Uddannelse som Officerer og overgaar
derefter straks til Officersposter. Disse nye Løjtnanter kaldes i Almindelighed ”Stormløjtnanter”,
fordi de anvendes paa de mest (eller meget) udsatte Poster ved Fronten.
Af 84de Infanteriregiments oprindelige Mandskab ved Krigens Begyndelse paastaaes nu at være
kun 5 Procent tilbage, hvilket er 63 Mand. Af disse skal endog 47 være ? Trænet, medens de 16
Mand er Kombatanter.
En kone kom i sidste Uge til Skærbæk for at faa sit Pas paategnet paa Amtsforstanderens Kontor.
Toget kommer dertil et par Minutter før kl. 12 Middag, og da Amtsforstanderkontoret lukker kl. 12
Middag, smækkede man Døren i laas lige for Næsen af Konen med bemærkning at hun maatte
komme igen næste Dag. Da hun imidlertid meget gerne skulle have Passet i Orden samme Dag, fik
hun langt om længe den besked, at dersom hun vilde give 50 Penning til ”Røde Kors”, skulde man
gaa ind paa at ekspedere hende nu. Konen gav med glæde de forlangte 50 Pfenning.
Side 96
Paa sine Steder ligger ved Vestfronten Franskmændenes og Tyskernes Skyttegrave saa tæt til
hinanden, at e kan raabe over til hinanden. Et Sted er Græsset meget højt mellem to saadanne
fjendtlige Linier, og Fransmændene, der er overordentlige dristige, slængede sig adskillige Gange
gennem det høje Græs helt op til de tyske Skyttegrave og kastede Haandgranater der i hovedet
paa de tyske Soldater, indtil det en Nat lykkedes Tyskerne at slaa Græsset i al Stilhed, til de franske
Soldaters store Forbavselse den næste Morgen.
Angaaende Truesl Beyers Sag mener han selv nu at den kan ventes at komme for Retten i ret nær
Fremtid. For øvrigt har ogsaa Rigsdagsmand H.P.Hansen, Nørremølle og Kroejer Krogh i
Stationskroen i Brøns været afhørte. Om Aarsagen hertil meles følgende:
Krogh har haft en Del Handel sammen med Truels Beyer, og han sendte saa en Dag Truels Beyer
en Pengeopgørelse, om hvilken havde faaet den Tanke, at det var Penge for Spionage! Krogh
matte saa møde til Forhør med sine Handelsregnskaber for at bevise Sigtelsens Urigtighed.
Hansen- Nøremølle har et Agentur for Forsikringsselskabet ”Hafnia”, og han sendte ved Lejlighed
Truels Beyer Bonuspenge fra Selskabet, hvor Beyer er forsikret
Side 97
ogsaa disse Penge var, mente man, Løn for Spionage, og H.P.Hansen maatte møde i Forhør med
sine Regnskabsbøger for at godtgøre, at der intet fordægtigt var ved Pengeforsendelsen.
21 September 1915
To russiske Fanger ankom i Dag til Ribe fra den tyske Fangelejr ved Østerterp. Den ene, en Koporal
Aleksander Maksimowitch Skladnjelv, er en 28 aarig Købmand, som stod ved det 235
Infanteriregiment (Generalløjtnant Orgod, Generalmajor Turpe) Han er hjemmehørende i
Guvernementet Rjassanskøj, Rjakiskoi Amt og Iselev Sogn. Han passerede med sit Regiment den
tyske Grænse den 12 August 1914, kom i kamp den 28 August og blev taget til Fange ved de
massuriske Slumfe ved Byen LeZin. Efter at have opholdt sig i Fangelejren ved Stendal i 9
Maaneder, var han 19 Dage i Fangelejren ved Parchun og kom saa til Fangelejren ved Østerterp.
Her arbejdede han i 4 Maaneder hos gaardejer Dane. Saa fik Skladnjelv en Pakke Brød fra Rusland.
Tidligere have han ved Atlasset et Kort over Danmark og Slesvig. Sammen med sin Kammerat
flygtede han den 12 Septbr, og var 8 Dage og 9 Nætter. I de 5 Dage levede de af brødet
Side 98
Fra Rusland og resten af Tiden af Roer, om de tog fra arkerne. De gik fra om Aftenen ved 10 Tiden
til om Morgenen ved 5 Tiden og sov om Dagen, skjulte mellem buske og i Moser.
De fulgte Gelsaa og saa en Mængde tyske Vagtposter, saa at de maatte gøre betydelige Omveje.
Da de naaede Høm, gik de ind i en Gaard, fik danske Penge at se og vidste saa, at de var i Danmark.
De medførte hverken Kompas eller Kort, men var gaaet efter stjernerne.
Kammeraten Sjemjen Djemjarmobitch Tschabynski er 27 Aar gl. og fra samme Regiment og blev
taget til Fange samtidig. Han, der er Bonde, er gift og har 2 Børn. Han er hjemmehørende i
Guuavementet Minsk, Amtet Mosisskoi, Jasskov Herred, Welemiloth Sogn
Nederst på siden er der foto af de to personer
1.) S. D. Tschabynski
2.) A.M.Skladnjelv
Side 99
Den September 1915 ankom 3 russiske soldater til Ribe
Andreas Jakobljev Zinje der er Maskinist i Mitau og 30 Aar gammel, stod ved 173de
Infanteriregiment og blev taget til Fange den 30 Januar ved Han, de taler lettisk, russisk og lidt
tysk, har været i Fangelejre i Gutrow og Gabøl og kom
sluttelig til Ullemølle ved Skærbæk, hvor han arbejdede hos Gaardejer ”Prinz”, hvis Gaard ligger
sydvest for Skærbæk. Her arbejdede Zinje og hans Kammerater fra kl. 5 Morgen til kl. 8 Aften. Hos
Prinz fik de fat i et Atlas, hvor de saa Grænsen og desuden fik at vide, at den nærmeste russiske
Konsul bor i Esbjerg. De tre russere undveg fra Skærbæk og naaede i Løbet af 1½ Døgn over
Grænsen, idet de saa nogenlunde fulgte Retning med Jernbanen Nordpaa. Den første Dag tilbragte
de i Nærheden af Rejsby. Den paafølgende Nat fortsatte de videre ad Hvidding til, men saa intet til
Grænsevagterne. Selv mener de, at de har passeret Grænsen ude paa en Sø, hvor de sejlede
omkring i to Timer om Natten. Denne Sø kan dog ikke være andet end Ribe Aa eller Varming Sø.
Skulde de ingen Grænsevagt have set, var de den næste Dag dog paa det rene med, at de var i
Danmark, idet de mente at have iagttaget at gaardene var noget
1.) Makar G. Vlasjenko
2.) Andre Y. Zinje
3.) Demetri P. Viktorof
Side 100
anderledes byggede end søndenaa; imidlertid vilde de jo til Esbjerg og fortsatte Nordpaa.
Premierløjtnant Frigaard der var paa Jagt, mødte dem i Vilslev By, hvor de spurgte ham om vejen
til Esbjerg. Han forklarede dem at de skulde i Karantæne i Ribe, købte Strømper til de to af dem,
gav dem Cigarer og saa kom de med Toget fra Gredstedbro til Ribe,
Under deres Fangenskab har hverken Zinje eller hans kammerater modtaget Brev eller Pakke fra
Rusland. De er ikke selv under Fangenskabet bleven straffede, men de har set andre af deres
Kammerater blive straffede ved Straffepælen.
Zinje beklager meget, at de russiske Officerer er saa daarlige, de svirer alt for meget, selv ved
Fronten. Derimod er de russiske Soldater udmærkede. De 3 Fanger medførte hverken Kort eller
Kompas. De var i civile Klæder og havde under Flugten levet af Roer.
Kammeraterne var Maker Gregovitch Vlasjenko af 24 serbinske Reg. 1. Bat. 1. ? 22 Aar gammel og
Bande fra Gurvernementet Xarkavskoi, Smievskoj Amt, Gemujobke Sogn (nær ved Kief). Han blev
taget til Fange 11 Decbr. Ved Lodz, var senere i Lejr i Gernyjetsch og derefter i Gustrov, i Gabøl og i
Skærbæk.
Den tredje var Dimitri Paulovitsch Viktorof, der er snedker og 30 aar gammel. Han stammer fra
Gurvement Siimbirskaj, Korsynskoi Amt og Maloinommuteri Herred, blev taget til Fange 24 Decbr.
1914 ved Garmitjen og har været i Fangelejr i Gustrow, Gabøl og Skærbæk.
De blev alle tre udskrevet fra Ribe den
Side 101
Den ankom til Ribe 2 russiske rigsfange. Den ene Jan Emastov Anger, der
stod ved 18de sibiriske Jægerregment, 3de battillion (Oberst Cavjejer) under General Romanjunko,
er Skrædder af proffession og høer hjemme i Windau i Kusland. Han blev taget til Fange 25 Decbr. I
Rusland, 30 Verst fra Grænsen, overnattede derefter i en polsk Kirke, maatte næste dag marchere
videre og tilbragte igen Natten i en polsk Kirke, Natten derpaa igen i en Kirke og 3die Nat i en
Kasserne. Ankommen til Grænsen førtes han videre pr. Tog til Kammerschtin (?) hvor Fangerne
havde det meget koldt og frøs meget. Der var han 1 Maaned. Saa kom han til Gustrav, hvor han
ogsaa var en Maaned derefter til Fangelejren i Tinglev, hvor han opholdt sig i tre Maaneder. Herfra
kam han i Arbejde hos Gaardejer Paul Petersen i Hellevad.
Han og hans Kammerat havde længe tænkt paa at flygte, men først for nylig lykkedes det dem at
faa civile Klæder. De flygtede om Natten, mens de andre sov, men havde hverken Kompas eller
kort. Himlen var overtrukken saa Maanen kunde ikke vise dem Vej. De gik først ud af Chausseen
for senere da Maanen blev skyfri, at slaa ind paa en mindre Vej mod nord. De gik hele natten, og
om morgenen gik de ind i en Lade, hvor de skjulte sig og lagde sig til at sove. Kl. 10 om Aftenen gik
de ud igen
Side 102
Ogvidere til Granby Station. De gik ad Chauseen og maanen viste dem Vej. Ankommen til Gram
sov de igen i en Lade, men de havde intet at spise og led af Sult. Æste Nat gik de igen videre Nord
for Rødding, hvor de forlod Chausseen og slog ind paa en mindre vej. De hørte Stemmer, der talte
tysk og lagde sig ned, og kort efter sa de tyske geværer og antog at saa ikke var langt fra Grænsen.
Noget efter gik de videre, indtil de pludselig hørte Raabet: ”Acht”. De gik saa tilbage, kastede sig
ned og laa ganske stille i nogen Tid. til venstre for Vejen laa en lille Skov, hvor de krøb ind. Da de
nogen Tid efter listede sig frem, opdagede de tyske Vagtposter. Saa listede de sig over i en anden
lille Skov eller Plantning og laa her hele den næste Dag. Her var de flere Gange meget bange for at
blive forraaadt af en Hund, som nærmede sig dem, men heldigvis gøede den ikke ad dem, og ingen
opdagede dem. Da Solen var gaaet ned, krøb de frem igen; det var begyndt at regne og Vejret var
uklart. Over en grøft kom de snart hen til en Aa. Da de gik et Stykke til venstre langs den,
opdagede de igen tyske Vagtposter, saa vendte de om og gik til højre, men ogsaa der hørte de
tyske Poster. Jan vovede sig nu frem og prøvede hvor dybt Aaen var, da den ikke var videre dyb
kom de begge lykkeligt over. Klokken kunde vel være 9 om Aftenen. Ad en lille Vej naaede de
Chauseen, hvor de paa en Vejviser læste, at der var 11 kilometer til Ribe. Regnen styrtede ned, og
hundesultne var de. Men
Side 103
de krøb ind i en nærliggende Gaard og sov til næste Morgen, da de ved 7 Tiden drog videre og af
en Gendarm fik anvist Vejen til Ribe, hvor de strak førtes til Sygehuset.
Jan, der er fra Windau i Viuland, har aftjent sin Værnepligt i Sibirien i Nærheden af Bajkalsøen!
Han har været et Aartid i Tientsiv hos den russiske Kommandør.
Hans Kammerat, der hedder Lasjer Rjeblenko er Bonde og stammer fra Sibirien (dengang Irkutsk)
Gurv. Enjejemskoi Amt Kaukol og Sognet Mejovi
30 september 1915
S. Smed Lorenzen i Skærbæk har set et Cirkulære, hvor H. P. Hansen _ Nørremølle meddeler de
Sigtelser, han i den sidste Rigsdagssamling rettede mod en Række tyske Regimenter hvori
Officererne forbød Mandskabet at tale Dansk, Polsk og Fransk. Det bebrejdedes Ministeren, at der
intet er gjort imod dette Uvæsen, til Trods for at Ministeren har hævdet, at Overledelsen absolut
intet havde med Forbudet at gøre. Cirkulæret betoner, at der i hvert Fald i dansktalende Kredse er
skabt megen Bitterhed og Vrede, saa meget mere som man fra Regeringen Side har hævdet, at der
under de nuværende Forhold absolut bør herske Enighed overalt og undgaaes Partistridigheder.
Cirkulæret nævner en hel Række Regimenter og særlig enkelte, hor Forholdene i den her om-
Side 104
talte Retning, har været meget generende, saaledes nemlig i Rostak hvor en Haupmann havde
samlet 130die garnisonerende Nordslesvigere og for dem holdt en Tordentale, hvori han bl. a.
udtaler, at det er en Skændsel for tyske Soldater at tale Dansk. Han forbød dem under trussel af
svære Straffe at tale Dansk i eller udenfor Tjenesten eller at skrive Dansk til Hjemmet. Dette
Forbud har været Aarsag til mange triste Bekymringer, da mange ældre Lands?? Ikke er det tyske
Sprog mægtigt nok til at skrive et Brev paa tysk ligesom man heller ikke i ældre Hjem forstaar tysk
tilstrækkeligt, saaledes at man i saadanne Hjem holdes uvidende om deres Paarørendes Forhold.
6. Oktobe 1915
S. Da Hovedstadsblade, der hidtil har tagt det væsentligste af de Meddelelser ”RST” har bragt fra
Sønderjylland, fra September Maaneds Begyndelse (den 8-9 maaske før) pludselig er ophørt at
bringe andet en de sønderjyske Blades censurerede Meddelelser, og da der kunde være Grund til
at antage, at det skete for derigennem – ved derom udtalt Ønske f. eks. fra Sønderjyder, om at
stille nyt Stof til Raadighed for den danske Presse som Korrespondancestof uden angivelse af Kilde.
– at bringe os til for Sønderjydernes Skyld at ofre vore Meddelelser for Sagen — havde jeg
anmodet S. om gennem Smed Lorentzen i Skærbæk at forhøre H.P.Hansen, Nørremølle, hvorvidt
han mente, at der kunde
Side 105
være Tale omat en saadan Plan stammede fra Kredse i Sønderjylland. Noget saadant mener
H.P.Hansen –N imidlertid ikke. I øvrigt bad Hansen- Nørremølle Lorentzen om at udtale at det
havde glædet ham megt at se ”RST” bringe saa udførlige Medddelser om slesvigske Forhold. Det
var hans Ønske at ”RTS” fremdeles vil fortsætte paa samme Maade, strengt holdende sig til
Kendserninger.
Med Hensyn til hans Syn paa den Krigspolitiske Situation meddeler han, at hans Meninger er ret
skiftende for Tiden, men han haaber dog stadig paa et godt Resultat.
6. Oktober 1915
S. Smed Lorentzen Skærbæk meddeler.
Landmand Rould og Gaardejer Langfeld, begge af Skærbæk, laa ved et Regiment, der var
kommanderet til Omegnen af Warschau. R har været med siden Krigens Begyndelse, Langfeld i 2-3
Maaneder. De meddelte begge at deres Regiment flere Gange har været paa Vej til Vestfronten
men pludselig har faaet telegrafisk Ordre til hurtigt at vende om, da Russerne trængte stærkt paa.
De har saa alle maattet i Ilden paa Østfronten. Endelig afrejste de til Vestfronten med Løfte om 3
Ugers Rekreation i Antwerpen. Næppe var de imidlertid ankommen hertil før de maatte af sted
igen til Vestfronten og deltage i det blodige Slag i Dagene 25-27 September i Nordfrankrig.
Side 106
Søndag den 3die Oktober ankom til Ribe 2russiske Fanger fra Fangelejren ved Isted: 1) Varislev
dckgov, gartner, 100de ostrovske Regiment, 15de Batallion. Han er hjemmehørende i minsk
5.Rykverter, Sagarodnaka Gaden i Mikael Gyrlovskovk´s Hus (til venstre paa Fotografiet). 2)
Vasiljev Fjedorov af 105 Orjenburgskoe Regiment, 11. Batallion. Han er Portner af Profession
hjemmehørende i Moskva, Nikolajvmskai Gaden, Ischelanutilskoi Passage . 1.
Dolgov blev taget til fange den 26 Oktober 1914 (russisk tid) og var først 11 Dage i Gustrorv og
derefter i Lejren ved Isted,
Fjedorv blev taget til fange ved Stalluponen 30 August 1914. Om deres Flugt fortæller de:
Ved ti Tiden om Aftenen den 26 September regnede det og Vejret var taaget, og de fandt
Lejligheden til at flygte gunstig. Før Kl. 10 Aften stod der kun 2 Vagtposter ved Lejren, efter det
Klokkeslæt betydelig flere. Derfor besluttede de at flygte før Kl.10. Dolgov flygtede i en russisk
Uniform, Fjedorov i den engelske han bar i Lejren. Deres Udrustning bestod af 2 Æsker med
Tændstikker, et lille Kort fundet i en tyskers Gartnerskabe, der som Dolgov havde – et Kompas og
1½ Pund Brød. Præcis kl. 9½ Aften brød de gennem de to Rækker Pigtraadshegn, idet de skar
Pigtraaden over med en Kniv. De skyndte sig af sted nordpaa. Den følgende Dag tilbragte de i et
Skur i en Mose, anden Dag i en skov, tredje dag ligeledes i en Skov. Brødet slog kun til for et Døgn.
De to næste Dage levede
Side 107
de af Gulerødder, Roer og Kartofler. Der var megen regn i de Dage. To Gange drak de Mælk hos
Bønder og disse forlangte intet herfor. Den 2. Oktober naaede de op til Ribe Aa, og den fulgte de.
Det var meget mørkt, da de nærmede sig Grænsen. De vidste ikke rigtig, hvor denne laa, kun at
den maatte være mod Vest. De var imidlertid næsten gaaet en Time før de mødte en tysk vgtpost,
der spurgte dem ”Wohin?” Dolgov, der havde lært sig en del Tysk under Opholdet i Fangelejren,
svarede roligt, at de bare var ude efter Kartofler – nu gik de hjemad. Vagten vilde se deres Pas, og
Dolgov svarede, at det laa hjemme, men hvis Vagten ville se det, kunde han følge med dem.
Vagtposten fulgte nu et Stykke med dem, og Dolgov gav sig til at fløjte Melodien paa en tysk
Marsch og bevarede Fatningen – og Vagtposten gik saa sin vej. De gik saa videre, da atter en tysk
Vagtpost blev opmærksom paa den Støj de gjorde. Han skød 2 Gange efter dem uden at ramme. Et
Øjeblik under dødsstilhed, saa skød han endnu 2 Skud og gik saa over til Gaard for at tilkalde
Kammerater. Forinden havde han søgt at finde dem ved Hjælp af en lille elektrisk Lommelampe.
De var nu lige ved Aaen, Skrænten var brat. De klædte sig hurtigt af. Vandet var meget koldt, det
regnede stærkt og Tænderne klaprede af Kulde. Dolgov forklarede sin Kammerat, at Aaen var bred
og dyb, men paa den anden Side laa Danmark.
Side 108
Billede af fjorten personer
”Fra Fangelejren i Isted”
Indført midt på siden:
De to Fanger afrejste herfra Lørdag den 16 Oktober
Billede fra Fangelejren i Isted
”Fra Fangelejren ved Isted”
Uden sidenr.
Hjem fra Fjendeland under falske Pas
Man vil erindre den Opsigt, det vakte i de forenede Stater, da det opdagedes, at der ved Hjælp
bl.a. af det derværende tyske Gesandtskab udstededes Masser af falske Pas for derigennem at
skaffe en Mængde tyske Værnepligtige hjem til Tyskland fra Amerika. Ved Domstolene i de
forenede Stater, er dette Forholdt konstateret.
Saadanne falske Pas landes imidlertid ikke blot til Tyskere i Amerika, men ogsaa til Tyskere i
England, hvoraf en Del slap tilbage til Tyskland paa Pas der lød paa Amerikanere.
Om den Opfindssomhed og den Omstændighed og Nøjagtighed, der skulde udvises saavel af dem i
Amerika udarbejdedes falske Pas som af dem, der f.eks i England skulde

Mappe 3
Side uden Sidetal
Russiske Fanger til Assens. 3die Hold d. 17 Oktobr.
Den 17de Oktober 1915, ankom paa en Flaade, lavet af brædder 4 russiske Krigsfanger til Assens.
Det var 1) Boris Nickolajivictch Jetrehoff af 18. sibiriske Jægerregiment, hjemmehørende i Guv.
Moskov; 2) Sava Komandik Alerievtsch af 18 sibiriske Jægerreg., hjemmehørende i Guv. Minsk; 3)
Ivan Vectovitch af 18 Jægerregim, hjemmehørende i Guv Minsk, og 4) Poul Savastjanoff a 226.
Infanteriregiment, hjemmehørende i Guv Åronka.
De er alle taget til Fange den 25 Decbr. 1914 ved Lodz og havde efterhaanden været i følgende
Fangelejre: Ved Ber? (Porchim?) Gustraorv, Hamborg og Haderslev(?). Ved Haderslev arbejdede de
paa en Gaard, hvor de var lukkede inde fra kl. 8 Aften til 7 Morgen. Den 8.de Oktober gik Boris ved
Havet og saa efter en Baad for at undvige, men kunde ingen finde. Han gik saa ind i den Skov, og
undersøgte nærmere den Barak, hvori de var indkvarterede (?) og talte derefter med
Kammeraterne om at flygte. Den 12te Oktober brød de ud gennem Vinduet da de ikke kunde
komme gennem Døren, som var lukket med dobbelte Slaa`er. Det var om Aftenen kl. 10. De
naaede ud til Havet, fik lavet en Flaade af nogle Brædder og naaede, idet de roede med 3 Skovleover
Assens den 13 de (eller 14) Oktober.
Side nr. 2 af brevene fra Assens.
6 Russere til Ærø Oktober 1915
Den Oktober 1915 ankom til Ærø følgende 6 russiske Krigsfanger: 1) 136 Reg. 2) Siergicv
Muxailoff, 136 reg. 3) Muxail Guivan, 191 Reg. 4) Peter Pryd 191 Reg. 5) Stephan Klotscheff 133
Reg. 6) Artelic Gapstspenka 131 Reg.
Her indsat foto af de seks
De var alle taget til fange i Oktober 1914 i Kaparterne. De opholdt sig først i Lejren i Parchin. Den
12 Aug. 1915 kom de til Lysabild paa Als og arbejdede her om Dagen hos Bønderne, medens de
om Natten var anbragt i en Barak, for hvilken der gik en Vagtpost med skarpladt Gevær. Men som
de skriver: Deres Tanker gik bestandig tilbage til deres dyrebare Fædreland, de tænkte paa deres
Hjem og følge sig stadig som Tzar Nicholavs Soldater, og de besluttede at flygte. I to Maaneder
søgte de forgæves Lejlighed dertil. Endelig den 16 Oktober 1915 ved nat, sov den tyske Vagtpost
sødt, og skønt deres Værktøj var yderst primitiv lykkedes det dem alle at slippe ud af vinduet. En
for En gik de nu de 5 Kilometer ned til Stranden, først over Markerne, senere paa Chausseen.
Pludselig hørte
De to sider er kopierede og pålagt efterfølgende breve:
København 13/12/1918
Adelsherre Redaktør!
Med stor fonøjelse vi sende Dem rigtig mange Tak fra alle mine kammerader for Deres smukke
Artikel hvad De har skrevet i Deres avis. Er de saa godt at skrive rigtig mange Tak til alle Folk som
var paa Banegaarden naar vi har rejst fra Ribe og mange hjertelige Hilsener fra os for alle
Mennesker
Nu vi rejser i Dag fra Danmark og glemte aldrig de dejlige ? hvad vi har haft i dette lille og dejlige
lang som er bedste land i
Fortsættelse i brevet som er kopieret på side 2:
Herr. Redaktør Ribe Stiftstidende, Ribe
Europa.
Rigtig mange Hjertelige Hilsener fra vi som vil leve evi evig lykkelig.
Alle Russerne flygtet fra Tyskland
Med Agtelse
C.P. Musea
Sc de Meserin – Teknisk Skole Palat. Rumænien
Dernæst fortsættelse af brevet fra Ærø
Ærø 17 Oktobr. 1915
De i kun 1001 Skridts Afstand to Mænd tale højrøstet; Øjeblikkelig kastede de sig ned i Grøften og
blev liggende, indtil de to Mænd havde passeret. 10 Minutter senere kom de til et Hus ca. 400
Skridt fra Havet. Her laa en Baad. Der herskede dødsstilhed overalt. Det blæste, Natten var mørk
og der var langt (2 mil) til den danske Kyst, som det syntes vanskeligt at naa. Der var ingen Aarer i
Baaden, men de gik i den, støttede fra Land og roede med Brædder og Stænger. Vinden var stærk
og Baaden kom kun langsomt fremad. Da de havde arbejdet et par Timer, begyndte Vandet at
trænge ind i Baden, men skønt de øsede med deres Huer og Støvler, kom der stadig mere Vand
ind, end de kunde faa øset ud, og de var allerede Fortvivlelsen nær. Nu gjorde de tillige den
Opdagelse, at der var et flere Tommer stort Hul i Baaden, og en af dem raabte ”Vi gaar under!” De
bad alle ”Herre, Herre frels os”. Et Sekund efter tog en af dem en del af sit Tøj af og stoppede i
Hullet. De var paa dette Tidspunkt ude i rum sø og arbejdede videre af alle Kræfter. Det var stadig
mørkt og ingen kunde se dem, og de kunde heller intet se. Men pludselig opdagede de, at de var
ganske tæt ved stejle Skrænter og kort efter naaede de i i Land, dyngvaade og meget forkomne af
Kulde. Klokken var nu 4. De gik videre og kom først til en Landsby Ljsby(?) nærmere til Bregninge,
her mødte de nogle Bønder, der skulde paa Arbejde, dem spurgt de, om dette var Danmark, og da
det blev bekræftet, fortalte da, at de var russiske Krigsfanger, som var undveget fra Tyskland.
Bønderne var venlige imod dem, tog dem med hjem og gav dem
Fortsættelse af Brev:
tørre Klæder og Mad og Smaagaver og raabte ”Hurra Rus! Hurra Rus!
Ved Middagstid ankom de til Marstal, kørt dertil af Landboerne, og da de kom ind i Byen, kastede
Folk Gaver til dem i Vognen. Russerne karakteriserer Danskerne som muntre Folk.
Russere til Gedser Septbr. 1915.
Den September 1915 ankom til Gedser 3 russiske Krigsfanger: 1) statssergent Ivan Larin af 150.
Infanterireg. 1. Bat.(Guverm Sirinbirsk) 2) Statssergent Stephan M. Stolljaroff, 2. sitiiske
Jægerregiment (Guv Maschlevski) taget til fange 5 decbr 1914 ved By Vsur og 3) Sergent Prokofu E.
Sakoloff, Guv Iver) taget til fange 5 decbr 1914 ved Sciernnenic. Larin taget til fange 3 Decbr 1914
ved Stationen Baba(?)
Umiddelbart efter tilfangetagelsen tog Tyskerne Russernes gode Støvler fra dem og gav dem
daarlige i Stedet for. I de første 6 Dage efter Tilfangetagelsen, fik de næsten intet at spise, de tyske
Indbyggere kastede Sten efter dem og Kvinderne kastede varmt Vand paa dem. De blev ført til
Fangelejeren i Alldam, hvor Fangerne inddeltes i Afdelinger paa 250 Mand. Indtil Februar Maaned
1915 fik de daglig pr. Mand udleveret 1 Pund Brød og Kartofler, 1 Maaltid varm Mad og 2 Gange
Kaffe. Fra februar fik de derimod kun ½ Pund daglig. Det skete ikke sjældent, at de tyske Soldater
slog Fangerne med stokke og Geværkolber og i adskilige Tilfælde i saa høj Grad, at de
paagældende maatte indlægges paa
Fortsættelse af siderne uden sidenr.
Hospital, men hvorledes det gik dem, vidste man ikke, da man ikke hørte mere til dem. Fra Juni
1915 fik de 3 Gange varm Mad om Dagen, men maden var rædsom: Til Middag artoffelsuppe elelr
Fisk; Morgen og Aften varmt Vand med Kartofler og Suppen lignede Mudder. Den 29 Juli 1915
førtes de til Rygen hvor de kom paa Arbejde paa et Gods Ljanskjensburg (?). Lige fra Ankmsten der
nærede de Planer om Flugt og søgte at skaffe sig Underretning om, hvor de var. De havde kun et
daarligt Kort, men Lykken stod dem bi: I en Lommebog saa Larin et Kort og erindrede saa
Dampskibsruterne til Sverige og Danmark. Den kunde de jo følge mente de. Natten mellem den 10
og 11 September flygtede de fra Godset. De var i alt 7, der deltog i Flugten, 5 Statssergenter og 2
Sergenter. ”3 Dage laa vi i en Skov i Nærheden af Kysten og saa hvorledes Soldaterne søgte efter
os; de gik en Gang ganske tæt forbi, hvor vi laa skjult. I 4 Dage gik vi omkring paa Rygen for at finde
en Baad. Endelig fandt vi en, men den var kun lille, 4 af Kammeraterne gik om Bord i den, det var
den 17de September og sejlede af sted i Retning af Sverige – om de nogensinde er naaet dertil
maa Gud vide.
Vi andre tre maatte blive tilbage. Vi blev enige om at gaa over til Stralsund for at finde en Baad. Vi
kom dertil, gik derfra til Damgarten, og ca 10 Kilometer herfra holdt vi Raadslagning. Vi var bange
for at flygte til Danmark, da vi mente, at Kielerkanalen var meget stærkt bevogtet. For at naa til
Holland, maatte de passere 3 store Floder og tilbagelægge ca 400 Km. det vilde sige det samme
som at leve af Roer eller Kartofler i ca. 20 Dage. Den 22de September gik de imidlertid mod Nord
og naaede ved 10 Tiden om Aftenen ud til Havet, hvor de fandt en Baad paa Stranden. De slæbte
den de ca. 40 Skridt ud til Vandet og stødte fra Land ved 12 Tiden om Natten. De styrede mod
Sydspidsen af Falster, 15 Grader Sydvest for Polarstjernen!
Noget Kompas havd de ikke, men tog Retning paa Øjemaal!
Her foto af de tre flygtninge
Det blæste stærkt, og Bølgerne skyllede ind oer Rælingen, saa Baaden ofte næsten fyldtes med
Vand. De matte øse
Ny side uden sidenr.
ustandseligt. Hertil om, at det var meget koldt og at de var dyngvaade. Adskillige Gange syntes de,
at de var paa Afgrundens Rand, men Friheden vinkede til dem, om de holdt ud, og Haabet om den
gav dem nogle Kræfter. Efter en Nats Arbejde for Livet blev de næste Morgen den 23 Septbr. Kl. 8
ca. 7 Kilometer fra Kysten tagne om Bord i en Baad, der førte dem til Falster.
De er overordentlig taknemlige for den venlige Behandling, de fik i Danmark, der tog imod dem,
som havde det været deres Fædreland.
Se Ribe Stiftstidende 23/25 S
Foto af Flaaden,
paa hvilken P. Migalkin og v. B. Aleksiviltch (Pag 113) drev ind til Baagø ved Assens
Side 114
Og de blev da de senere traf Afanacioff, meget glade da de hørte han var ”kaput”
Foto af en mand stående ved flåde
Russeren Afanacieffs Flaade. Manden er ikke Russer
Foto af tre krigsfanger
1. 2. 3. Den midsterste er den russiske Krigsfange Pronke, der kom sejlende paa den ovenfor
afbillede Flaade med spade som Aare
Side 115
Fortsat fra Pag. 81 – Den russiske Krigsfange Ivan Gromos, der var bleven indkaldt den 31 Juli 1914
og ankommen til Fronten den 26 Aug. 1914 deltog den Dag i slag ved Byen Ljcksin 9 Septbr., hvor
han blev taget til Fange den 10 Septbr. Han førtes til Lejren ved Stendal og fik en dogb??
Behandling. Saaledes nævner han, at han i de 3 Dage Jernbanetur intet fik at spise. Ankommen til
Stendal fik de lidt at spise, men de var ganske udsultede. I Stendal var han i 8 Maaneder og førtes
saa den 13de Maj 1915 til Lejren ved Werben (ikke langt fra Stendal). Her var kosten endnu
daarligere, og mange Fanger døde. Under Trussel og Stokkeslag blev Fangerne tvunget til at
arbejde og der var ikke saa som straffedes ved Straffepælen.
Den 15 Juni flygtede han og en Kammerat om Aftenen Kl.10 fra Lejren. De havde hverken Mad
eller Drikke med, men levede af Urter og skaffede sig af og til lidt Brød. Om Dagen skjulte de sig og
sov, og om Natten vandrede de videre. De kom paa den Tur ogsaa til en større Flod
(Kielerkanalen), hvor de fik fat i en gammel Baad, som imidlertid gik til Bunds paa Turen over
Floden, saa de maatte svømme i Land. Forfrosne og sultne vandrede de videre og var 45 Dage
undervejs, da Natten til den 31 Juli saa de mange tyske vagtposter kunde mærke, at de var ved en
Grænse. Der blev skudt efter dem, men de ramte ikke. Her kom
Side 116
Gromaov fra sin Kammerat, der ogsaa slap over og vandrede videre, indtil han naaede op til ????
(12 Dage senere), stadig i den Tro, at han endnu befandtes i Tyskland. –Gromov afrejste fra Ribe
den 13de August.
Den 27 Oktober 1915
Professor Paul Verier har udtalt til Hans Madsen af Roest, der er i fransk Fangenskab, at han bl.a.
ogsaa kommer til Ribe, naar han besøger Danmark.
Under Truels Beyers Fængsling hvoruder han og Svend borgsigtedes for Højforrædderi, blev de
krydsforhørte. Man spurgte saaledes Truels B. om han var dansksindet, hvortil han svarede Ja; om
han ønskede Slesvig tilbage til Danmark, hvad han nægtede at svare paa; om han kan sammen
med P. Boelsen fra Landbohjemmet i Skærbæk (ja), om han kendte Smed Lorentzen i Skærbæk (Ja)
osv.osv.
Utvivlsomt har Breve fra Setudent Niendam været en medvirkende Aarsag til Fængslingen, idet
baade Sv.Høyberg og Truels B. havde modtaget breve fra ham om Adresser paa Krigsfanger.. og
disse breve havde det tillige en bemærkning som omtrent: ”Angaaende Nordslesvigerne gør vi
store Anstrengelser i England og Frankrig.” Da NIendams breve til Mads Madsen i Blans (se pag.47)
var bleven opsnappet, blev Brevene til Højbjerg og Tr.B. slvfølgelig betragtet som farlige. Pastor
Rosenland i V. Vedsted havde for øvrigt garanteret Neiendam, at den hemmelige
Side 117
Vej, ad hvilken Brevene besørgedes (en tysk Portør i Hvidding og Fru Meta Møller i Hvidding) var
sikker nok.
Da Tr.B. og S. H. blev løsladte, sagde Assessoren til dem at de nu var frie og kunde rejse hjem, men
maatte forholde sig rolige og ikke indlade sig i Korrespondance med Udlandet, hvortil Tr.B. svarede
at det var de klar over i Forvejen.
28. Oktober
S. De sidste indkaldte Aargange har mange Steder en meget slet Behandling . dette er navnlig
Tilfældet i Kønigsberg hvor en Løjtnant Drhcke plager de danske Nordslesvigere, fordi de daarligt
forstaar det tyske Kommandosprog. Han ynder meget at straffe med at lade dem staa længe med
geværet i Udfaldsstilling. Det hændte, at en af Soldaterne til sidst styrtede og Løjtnanten fløjtede
Kommando i Retsstilling. Soldaten, der var styrtet, kunde naturligvis ikke rejse sig og komme i
Retsstilling saa hurtigt som de andre, og han blev saa skældt ud efter Noder. Da han forsøgte at
forklare, at han havde staaet for længe i Udfaldsstilling, blev Løjtnanten rasende, overøste ham
med Skældsord og kaldte ham gentagne Gange ”daniscke Hallunk” – Paa Sovestuerne, hvor der
ligger Nordslesvigere, findes der overalt Spioner som melder dem, naar de taler Dansk indbyrdes,
hvorpaa der ofte følger Straffe.
Side 118
28 Oktober 1915
Om Russerjagten i Rejsby Plantage den 20 Oktober oplyses yderligere: Russerne havde ligget i
Plantagen i 3 Dage. En af dem vovede sig den næste Dag op til Mejeriet for at bede om en Smule
Mælk. Her blev han imidlertid opdaget af den der indkvarterede tyske Soldat, som straks
alarmerede Militæret i Rejsby, der mødte talrigt op, og senere kom der Militær fra Hvidding. De
var ganske besatte og fyrede geværerne af blot en Fugl fløj i Vejret. Endelig maatte Fangerne frem.
En af dem forsøgte at flygte og blev øjeblikkelig skudt ned – hvad han maatte vide, at han udsatte
sig for. derimod blev en anden fange, en belgisk Advokat, staaende ganske stille, da en Soldat
nærmede sig ham fra 2-3 Skridts Afstand. Belgieren var parat til Overgivelse, men ikke desto
mindre skød Soldaten ham en Revolverkugle gennem Hovedet. Bemeldte Soldat var tidligere
blevet svinebundet af russiske Fanger, da han stod paa Vagt ved grænsen, og han hævnede sig nu
for dette paa den belgiske Fange. For denne Daad blev han udnævnt til Gefrejter? Og fik to
saakaldte Blodknapper paa sin Uniform. Enkelte af hans Kammerater bemærkede dog, at de nødig
vilde have haft noget tilsvarende for saadan en Handling. Paa den dræbte belgier fandtes en Del
Penge, breve og Fotografier m.v. De to dræbte blev lagt i Rejsby Sprøjtehus, hvor der derefter
holdtes Vagt.
Side 119
29 Oktober
S. Blandt de tyske Soldater paa Østfronten hersker deer en hel del Dysenteri. Desudn kniber det til
Tider stærkt med Levnedsmidler. Saaledes kom en Mandnylig til Østfronten og skrev hjem, at de
havde marcheret i 6 Dage uden at faa andet end, hvad de kunde ”hugge” paa Vejen, hvilket ikke
var megt, da man over alt kun havde Ruinhobe i Stedet for Landsbyer eller Byer. De skulde endnu
marchere 6 Dage, før de kom i den for dem bestemte Stilling. Imidlertid kom han ikke saavidt, for
han var allerede syg.
2dn November 1915
S. Gaardejer Casper Nielsen i Høgsbro var nylig hjemme paa Orlov (Slutningen af Oktober) og
ønskede ikke mere at være i Tjenesten. For at komme over Grænsen satte han sig en Aften til at
fokusere sammen med Vagtmandskabet, der fik særdeles rigeligt af de vaade Varer. De fulgtes saa
senere ad paa Vej fra Hvidding til Ennerup. Da de kom til det Sted, hvor grænsegrøften gaar lige op
ad Vejen, sprang Caspar Nielsen pludselig over grøften over paa den danske Side, idet han raabte:
”Nu maa I have Farvel!” og forsvandt skyndsomst.
6. November 1915
S. Gaardejer Mads Varming af Raahede, der nylig var indkaldt som u-uddannet Landstormsmand
af 1ste Opbud, skønt han led af et slemt dobbelt broktilfælde
Side 120
blev lagt i Garnision i Rendsborg. I den første Tid deltod alle i Øvelsrne; men i Løbet af faa Dage
blev en Del syge, deriblandt Varming. De blev saa holdt hjemme paa Kassernen, hvor en
Underofficer af Samtidsvæsnet ekserterede med dem i nogle Dage. Mads varming fik imidlertid
Lungetilfælde og blev undersøgt flere Gange, sidst af en Stadslæge, der erklærede, at han led af
Lungebetændelse og burde hjemsendes. Da den tilstedeværende Feldwebel skulle indføre dette i
Protokollen, foreslog han, at man forsøgsvis skulde lægge Varming paa Lazaret, eventuelt senere
paa et Sanatorium. Heri indvilligede Stadslægen efter betænkning. Kassernen i Rendsborg, hvor
Varming laa, er som nu forlystelsessted, hvor en aaben Veranda er omdannet til Belægningsstue
ved at forsyne med en Trævæg med Vindue i . Og her ligger over 60 Mand saa tæt, at der knap er
Plads til at komme ind imellem Sengene; Luften i dette Lokale er rædsom, og der er tilmed fugtigt.
Mads Varmings Sidemand har en vissen Arm saa Kammeraterne maa hjælpe ham Tøjet paa. En
anden Soldat er smaatosset. Nylig inspicerede en amtslæge Soldaterne og erklærede at han aldrig
før havde set en saadan Samling.
Side 121
6 November 1915
(For nogle Dage siden skal Pøbel have stormet flere Butikker i Berlin,og under Tumulterne siges en
Kone at være dræbt. Ved en Kødbutik i Berlin stod Mængden i Tusindvis og ventede paa at
kommeind, men Masser af Mennesker maatte ga bort med uforrettet Sag, hvorover de blev
rasende og slog alt i Stykker i Butikken.)
For nylig skulde en Militærafdeling sendes fra Garnisionen over Slesvig til Fronten. Den nægtede
imidlertid at afrejse, der blev øjeblikkelig slaaet Alarm, og flere af Soldaterne blev belagte med
Arrest.
For nogen Tid siden skulle en Batalion ved Fronten i Champagne marchere ud i den yderste
Skyttegravslinie, ca. 60 Mand nægtede at gaa med; de blev alle arresterede og Resten drog af sted.
18/11 15. I Berlin skal der være opslaaet røde Plakater, der forbyder enhver sammenstimlen.
7. November. Angaaende den af os den 27 Maj bragte Meddelelse om en russisk Fanges
Mishandling (i Slutningen af April, den 30/4) paa Vejen fra Vinum til Lejren i Døstrup, der har
foranlediget de af Myndigheder til at offentliggøre Beretning om en foretagen
Side 122
Undersøgelse, hvis Resultat er bleven, at Fremstillingen vedrørende Dødsfaldet ”skyldes
deltagelse” – meddeler mig nu, at vor Fremstilling i alt væsentlig er korrekt Den dødssyge Russer
er bleven mishndlet som beskrevet, og han er død umiddelbart efter; det er en Kendsgerning.
S. I de sidste Dage er det hændt, at ”Ribe Stifts Tidende” og ”Nationaltidende” ikke er udleveret i
et par Dage – af hvilken Grund vides ikke.
Den russiske Krigsfange Vladimir Stoma (se Pag. 82) der blev taget til fange Natten mellem 23-24
Oktober 1914, kom den 25 Oktober til Fangelejren i Interbrug i Østprøjsen og førtes 1. November
1914 til Gustrow, hvor han var Vinteren over. Der var ikke hyggeligt. Koldt var der i Barakkerne og
Maden var daarlig. Fangerne, der bestod af Franskmænd, belgiere, Englændere og Russere,
maatte selv arbejde paa Opførelsen af Barakker og køre Jord i Trillebøre, men de fik ingen
betaling derfor.
Den 15de Maj førtes han til Egebek- Lejren ved Slesvig, hvor han blev sat til Jordarbejde, navnlig
Grøftegravning, hvorfor han oppebar en Dagløn af 39 penning. Ogsaa her fandtes Fanger af de
ovennævnte 4 Nationaliteter; mange af Fangerne døde. Nogen Tid efter kom Stoma til at arbejde
for Bevtoft Mølle, hvor han ikke blot havde det udmærket, men ogsaa tjente 40 Penning om
Dagen. Saa kom Mølleren
Side 123
imidlertid i Krig, og de gode Dage for Stoma forsvandt samtidig, og han tænkt fra nu kun paa at
flygte til Danmark. I den Hensigt skaffede han sig et Kort og flygtede Natten til den 26 Juli, i 3
Nætter gik han og naaede Ribe den 28 Juli alene, idet hans Kammerater ikke havde villet følge
ham. Fra Ribe afgik han den 13 August.
Den 24de Oktober ankom to russiske Krigsfanger, Mikael Ljsdovsky og Aas Kirselstein til Ribe. M.L.,
der er Bogholder i et større Statskontor (formentlig en Art Amtsstue) i ByenOrel i Sibirien, hvor de
er 60 Funktionærer, hørte til 289. Infanteriregiments Spejderkommando, hvor han er Koporal. Han
forklarer,a t de ved hver russisk Batalione er 3-4 ”Spejdere”, der om Natten vover sig frem foran
Forposterne for at undersøge Terrænet forude og Fjendens Stillinger m.v., M.L. hvis Fader er
Kapelmester i Orel, er absolut den mest dannede af de russiske Krigsfanger, der hidtil er
ankommen til Ribe. Han blev taget tilfange 10 Februar 1915 ved Pilkallem i det nordlige
Østprøjsen, Nord for Stalluførnen, var indtil den 13 Marts i Lejren i Gammerstein, kom derefter til
Lejren i Paechim indtil 7. April, da han førtes til Løgumkloster, hvor han 5. September førtes til
Ulmølle ved Skærbæk . Her
Side 124
arbejdede han og Kammeraterne paa en Gaard der laa ca. 9 kilometer fra Lejren. Den 18de
Oktober lykkedes det ham og hans Kammerat at flygte fra Gaarden, men de naaede først Ribe den
24 Oktober.
De havde nemlig hverken Kompas eller Kort. De kom over Toftlund og Arnum og gik saa Sydvest
paa og tilbage til Arnum, idet de i det mørke vejr tog Fejl af Vejen.
Sa gik de over Rejsby og naaede ud til Havet. Ljidemsky saa for første Gang i sit Liv Havet – og
naaede sa over Grænsen om Morgenen. De saa nok nogle Vagtposter, men vidste ikke, at de
passerede Grænsen;
De fandt nogle Aviser og en Ølflaske med en dansk Etikette og sluttede deraf, at d var i Danmark,
men det var først, da de traf slusemester Møller ved Kammerslusen – thi saa langt var de kommen
op – at de fik vished for, at de nu ikke længere var pa tysk Grund. Da de var klar herover, hilste de
Resultatet med et ”Leve Danmark”! Ljednowsky udbad sig og fik den danske Nationalsang med
Noder for at Faderen kan spille den i Orel.
At de fra Ullemølle kun havde kort Vej til Danmark havde L. opdaget paa Kortene i
Jernbanekopeen da de førtes fra den ene Lejr til den anden.
Hand Kammerat A Kirschstein er Koporal ved samme Regiment. Han er oprindelig Maler fra Libau
og har tidligere været 2 Gange i København, hvor han
Side 125
den ene Gang laa paa Hospital efter at være falden ned fra Masten paa sit Skib.
Straffepælen i Fangelejrene
Baade disse to saavel som de øvrige Krigsfanger omtaler, hvorledes Fangerne straffes ved
Straffepælen ved at baade Hænder og Fødder surres fast til den, mens de skal staa oprejst i to
Timer! Tovet snærrer ofte meget. Saaledes straffes Fanger bl.a. naar de ryger i Barakkerne.
Istedlejren er fangernes Øgenavne for Kommandanten ”Iov”, og i denne Lejr blev ved en Lejlighed
5 Fanger paa en Gang straffet paa denne Maade, der skal være ret farefuld.
Billede af Mikael Ljedervsky og Aas Kirselstein
Side 126
En Del af de Landsstormsbatallioner (u-uddannet Mandskab) som nu har faaet 8-10 Ugers
Uddannelse, er ved Slutningen af deres Uddannelsestid oversat til Landeværnet, altsaa derved
gjort mere mobile. Deres Oficerer har forklaret dem, at Aarsagen hertil er den, at flere af
Landeværnssoldaterne var ældre end de. Den virkelige Aarsag turde indtil videre være den, at de
gamle Landeværnsregimenter er vanskelige at faa til Fronten og næsten ikke til at bevæge til at
storme. De unge Landeværnssoldater, der endnu er ukendte med Forholdene, gaar lettere frem.
For nylig skulde en Batallion, der laa i bremen, og som tidligere har været ved Fronten, atter
sendes til Fronten. 4 Menige nægtede at gaa med. De blev imidlertid slæbt til Stationen. Da de
stod opstillede paa Perronen, kastede de deres Geværer i Asfalten og splintrede dem for Øjnene af
Officererne!
Da en Batallion, i hvilken der var noget Mukkeri, for nylig marcherede til Fronten, skældte en
Feldvebel en Menig stærkt ud. Denne bad ham imidlertid om at ”pakke sig” da han ellers
øjeblikkelig skød ham ned! Feldveblen holdt Mund og forsvandt!
Side 127
12 November 1915
Mandag den 8. Novbr. ved 6 Tiden om Morgenen bragtes 3 russiske Krigsfanger til Sygehuset i
Ribe, nemlig: 1) Overkorporal Aleksander Vasiljevitch Snitrev, 26 Aar gl. hjemmehørende i Vjatzki
Gourvement, Vjatski Amt, Kstiminski Kreds, Landsbyen Tarasov. Han er Købmand af Profession,
hørte til 333 glasolske Regiments 14de Batallion og taget tilfange 15 Februar 1915 ved Avgustovski
i Slesvig.
2) Kasemir Kandisiort, 27 Aar gammel, hjemmehørende i Gourvement Grodnov, Bjchoslokski Amt,
Junnovjerxke Kreds, Landsbyen Turosch. Han er Barber og hørte til 62de Lusdolski
Infanteriregiments 14de bataljon og blev taget tilfange 22 Decbr 1914, 15 Kilometer fra Byen
Lovitch (Polak);
3) Ernst Jakobsen, 29 Aar gammel, hjemmehørende i Gourvement Livland, byen Riga, Marinsko
Gade Nr. 51, Kvarter 12. Han, der er Litauer, er Skomager af Profession og tilhørte 106te Zfinske
Regiments 1ste Batallion og blev taget tilfange 7 November 1914 ved Stalinførelse? I Østprøjsen.
Han er Lutheraner.
Alexander Snitrev har været ført til en Mængde, nemlig 11 forskellige fangelejre. Han var saaledes
i 1) Gustrov i 60 Dage, i Aldam 65 Dage, 3)derefter i en Lejr hvis Navn han ikke kan huske, saa 4) i
Parchini i 15 Dage, 5) derefter arbejdede han og 250 Kammerater pa en Gaard
Side 128
ca 20 Kilometer fra Hamborg i 30 Dage, 6) i Kaltenkirchen i 10 Dage 7) derefter arbejdede han paa
en Fabrik, blev fri derfor i nogle Dage, men kom saa atter paa Fabrikken, hvor ha n arbejdede i 35
Dage. Herfra forsøgte han at flygte, men blev hurtig opdaget og ført tilbage til 8) Kaltnkirchen,
hvor han gjorde Bekendtskab med de nævnte Kammerater. To Dage efter førtes de til
Bergenhusen. Herfra flygtede Snitrev og 4 Kammerater. De kom ud af Barakkerne og forbi
Pigtraadshegnet, men saa forraadte en anden Russer, en Letter dem, og de blev ført til 10)
Wandsbeck, hvor de fik 6-20 Dages Arrest. En Maaned efter førtes de til Lejren i Leitferden hvor de
havde det yderst daarligt. Kosten var meget slet og baade syge og raske maatte arbejde. Nu
besluttede de 3 Kammerater at flygte, naar de var ude paa Arbejde, da det var mislykkedes for
dem at komme gennem Pigtraaden.
Efter Middagsmaden den 25 de Oktober gik de ud paa Arbejde. Deres Kammerater var indviede i
Planen og kl. 5 om Eftermiddagen bortledte de den tyske Vagthavendes Opmærksomhed saaledes
at de 3 kunde slippe bort og hen i en Skov. Da Natten faldt paa, marcherede de 40 Kilometer og
skjulte sig næste dag i en stor Skov. ”Vilde dyr” viste sig. Næste Nat naaede de til Kielerkanalen og
fandt ved dens Bred en lille
Side 129
Baad. Bonden?? var var dygtig til at ro og i Løbet af 10 Minutter naaede de over den elektrisk
oplyste Kanal, hvori de saa en Mængde Skibe. Efter at have vandret en Times Tid kom de igen til
en Flod (Ejderen?) Blandt en Snes Baade, som laa der, tog de en og satte over.
Den 4de Nat kom de til Bergenhusen og skjulte sig om Dagen i en lille Skov nærved Lejren. Den 5te
Nat vandrede de videre; men det gik nu langsommere; idet det sneede, og Jacobsen havde faaet
saa daarlige Fødder at han maatte tage Støvlerne af og gaa 10 Kilometer paa Strømpefødder.
Nu var der ikke længere Skov at finde, og de gik saa op paa Loftet over Laden paa en Bondegaard
og sad skjulte der hele Dagen uden at faa noget at spise. Klokken 8 om Aftenen fortsatte de
Marschen og mødte nogle Tyskere, men slap dog heldig. Denne 6te Nat maatte de over 4 Aaer.
Vejret var meget mørkt, uden Stjerner paa Himlen og det var meget vanskeligt at komme frem. Og
stadig ingen Skov til at skjule sig om Dagen, hvor de maatte søge igen ind paa Loftet af en Gaard.
Den 8de Nat kom de i Nærheden af Havet og gik nu i 3 Nætter langs med dette, idet de – som
hidtil paa deres Flugt
Side 130
stadig levede af raa Roer, som de tog paa Markerne.
Den sidste Dag tilbragte de i Nærheden af Brøns . Paa denne Flugt havde de haft god vejledning i
Vejviserne, der nøjagtig angav Afstanden til Grænsen. Paa deres Kort kunde de nu se, at de var
ganske nær ved Danmark, og de vandrede glade ud paa Chauseen. Ravnsort Nat var det, men
pludselig blev de opdagede. De kastede sig ned i Grøfterne, men Lyset fra elektrisk Lommelampe
fangede dem. De løb saa et Stykke tilbage og over i Grøften paa den anden Side af Vejen. En 5-600
Skridt fra dem opdagede de, da det blev lidt klarere i Vejret, en Landsby (Hvidding, ) og en 40
Skridt fra et Hus stod en Skildvagt. De gik nu saa tilbage og til højre, men der opdagede de
Stationsbygningen og andre Vagtposter. Saa endnu et Stykke tilbage og længere til højre ind over
Markerne og ganske ganske sagte forbi Jernbanedæmningen, for kort efter at følge Banelinien. De
lagde nu Mærke til, at der var Grus mellem Jernbaneskinnerne, mens der i Tyskland altid plejede
at være Skærver, og sluttede deraf, at de nu havde passeret Grænsen, og da tilmed Jacobsen, der
kunde lidt tysk, paa et Opslag læste Oret ”ikke” følte han sig sikker i denne Antagelse, og den
Glæde var?? Langs Banelinien baaede de snart til Ribe station, hvor de fik
Side 131
bekræftet af en Konduktør, at de var i Danmark.
Efter at have faaet noget at styrke sig paa i 3die Klasses Ventesal førtes de til Sygehuset.
De siger alle, at mange af deres Kammerater sikkert vil forsøge at flygte; den største vanskelighed
herved i Vinter er Kulden, thi Roer kan de jo ogsaa om Vinteren finde paa Markerne i Roekulerne.
Fangerne havde et godt lille Tysk Kort med, som de havde faaet af en belgisk Medfange, der
havde fundet det i en tysk Bog, som er givet ham af Tyskerne. Da Belgieren saa Kortet, rev han det
straks ud og gemte det. Endvidere medførte de tre Russere et godt tysk kompas . For at orientere
sig med dette om Natten maatte de naturligvis afrive Tændstikker, under hvilken Operation de
stillede sig ganske tæt sammen og trak Frakkerne over Hovedet for at ingen skulle opdage Skæret
fra Lyset.
Alle tre omtaler med øjensynlig Glæde og Beundring den Venlighed, de engelske Fanger udviste
over for deres Kammerater i Fangelejrene. Naar Englænderne fik Pakker hjemmefra, fik
Kammeraterne ofte Halvdelen af Indholdet.
Jacobsen siger, at han fra Sverige vil sende den tyske Generalstab et Brevkort med Tak for sidst.
Kohne Cintrev ??? er en stor Beundrer af tolderi, af hvis Bøger han kan citere store Brudstykker
uden ad.
Side 132
Den 16 November 1915
Den 12 Novbr. Fredag om Formiddagen ankom til Ribe 2 russiske Krigsfanger fra Fangelejren i
Ullermølle, nemlig:
1) Vasilic Ragosim af 335 Regiment. Han der er Guldgraver af Profession, hører hjemme i
Gourvement Perm, Jekaterinenburg Amt, Bjerjesovske Kreds, blev taget til fange den 28 Januar
1915; og
2) Alexander Siergieff af 14de sibiriske Regiment. Han, der er Finlænder og Fabrikarbejder af
Profession, hører hjemme i Gourvementet Petrograd og blev taget tilfange den 23 December
1914.
De flygtede fra Allemølle – Lejren Tirsdag den 0
9.d November om Aftenen Kl.8. Oprindelig var de tre, men i Mørket blev den ene af
Kammeraterne borte allerede den første Nat. De passerede undervejs over 2 Aaer og kom over
Grænsen ved Høm. Her var de paa et hængende Haar gaaet lige paa en tysk Patrulje, men
heldigvis røg et Par af de tyske Soldater Cigarer, og Ilden fra dem opdagede Russerne i Tide. Nogen
Tid efter hørte de andre Vagtfolk tale sammen, men ogsaa dem slap de forbi. Endnu engang kom
de i Nærheden af Vagtfolk, der raabte ”Halt”, men de løb videre. Efter at have passeret Grænsen
ved Høm kom de
Side 133
ind til Andreas Vind, Lundvadgaard, hvorfra de om Formiddagen blev kørt til Ribe, hvor Siergieff
paa Sygehuset maatte Bedøves for at fa en daarlig Finger opereret.
I Lejren ed Ullermølle fortalte Tyskerne, at de to Russerer Ljedevski og Kirsestein (der ankom til
Ribe 24 Oktober, se Pag 123) paa deres Flugt var bleven skudt af Tyskerne!
12 Novb. 1915
Fredag den 12 November om Aftenen ankom ligeledes fra Fangelejren ved Ullemølle, 2 russiske
Underofficerer til Ribe, nemlig:
1) Georgic Pavlovitch Szulivanoff af 453. Infanteriregiment. Han, der er Købmand af
Profession og ca. 42 Aa gl. hører hjemme i Gourvenement Orel, i Byen Kolpina, og blev
taget til fange for 3 Maaneder siden ved Landsbyen Minkasch. Efter at hae været i
Fangelejren i 1)Hammerstein, 2) Gustrow, 3) Dysierremaus(?) og 4) Ullermølle.
2) Akim Vasiljevitch Solstoff af 150 Regimentet. Han, der er ansat ved Jernbanevæsenet, er
hjemmehørende i Gourvenement Samera og blev taget tilfange 14 Dec. 1914. Han er
meget religiøs
Side 134
Og skrev bl.a.: ”Kristus12 opstanden. Han døde for os. Som Kristus led, maatte jeg og mine Brødre
ogsaa lide.”
De flygtede fra Ullemølle-Lejren Onsdag den 10de Novbr. kl. 6½ om Morgenen. De vidste nemlig,
at deres Afdeling om Formiddagen Kl. 10½ skulle føres til Gustrow, og der vilde de nødig hen. Den
første Dag laa de i en Mose under aaben Himmel og blev gennemblødte af den vedholdende Regn.
Den følgende Nat gik de videre med Nord og skjulte sig i Halmen i en Kostald, hvor de laa der
resten af Natten, den følgende Dag og næste Nat igen, dels fordi de vidste at Lejrkommandanten
havde telefoneret om Flugten til Grænsen, delt for at blive tørre. Mens de laa i Stalden, kom en
Karl derind, men han saa dem ikke. Da de den sidste Nat brød op, gik de stadig mod Nord. De saa
ikke meget til tyske Vagtposter, men takket være deres elektriske Lommelamper, som de
(Vagtposterne) af og til brugte, kunde de se, hvor disse stod. Uden Kompas eller Kort naaede de
over Grænsen og kom i Ø.Vedsted ind hos Karen Klaby ogsaa de havde af Tyskerne i Lejren hørt, at
deres Kammerater Sjedorschi og Kiernestein var skudt.
I Lejren ved Ullemølle er der kun én stor Barak, der rummer 500 Russere.
Begge fortæller, at de franske Fanger viser stor Venlighed
Side 135
mod Russerne, som kun yderst sjældent faar Pakker fra Hjemmet. Naar Franskmændene faar
Pakker, gav de deres Suffe? til russerne. Derimod var Belgierne meget egoistiske, sige Solostoff, og
skønt de modtager Mængder af Pakker, falder det dem aldrig ind at give Russerne noget. En Gang
gav de – for at haane Russerne – disse deres tomme Skaale, hvorover Russerne naturligvis blev
rasende.
Sielivanoff, der led af Reumatisme, arbejdede kun én Dag i Ullemølle, men laa ellers paa Lasaret.
Han abbonnerede paa et lille russsisk Blad som Tyskerne udgiver for Fangerne for en Pris af 60 ??
om Maaneden. Hanskildrer i øvrigt Russernes mad ??hvor under Fangenskabet. Om Morgenen
faar de en Suppe saa ussel, at den nærmest maa siges af være Svineføde endog for meget sultne
Svin; Om Aftenen faar de Suppe af samme Slags, og om Middagen noget, der ikke er stort bedre.
Dertil faar de ½ Pund Brød om Dagen. De arbejder udenfor Lejren og maa gaa 4-9 Kilometer for at
naa ud til Arbejdsstedet. Ofte er de tyske Vagtposter brutale og slaar dem med Kæppe eller
Geværkolber. Han faar Øl, Vin og Penge af Gaardens Ejer. I Ullemølle-Lejren straffes Fangerne bl.a.
ogsaa ved at bindes til Straffepælen hor de maa staa i Regn og Blæst
Side 136
Rebene snærer dem slemt. For en 4 Uger siden flygtene nogle af deres Kammerater fra Lejren,
men de blev fanget igen og ført tilbage. Efter at der var holdt Forhør over dem, i hvilket de
naturligvis intet sagde, blev de straffede 14 Dage i ørk Arrest, først i 8 Dage, hvorefter en af dem i
2½ Time kom ind paa Lasaretttet, hvor Sielivenaoff saa ham. Her varmede han sig lidt og de syge
gav ham deres Suppe. Saa blev han atter ført til Arrest og sad der i 6 Døgn. Hver 3die Dag fik han
noget varmt, de andre Dage maatte han nøjes med 1 Pund Brød og 1 Liter koldt vand daglig
Efter udstaaet Straf førtes Vedkommende til en Lejr i det indre af Tyskland og paa Ryggen af hans
Tøj ?? syet til tøjet et hvidt Kors.
Sieliveboff havde i Tyskland hørt tale for at Englænderne vilde rykke ind i Tyskland fra Danmark,
ligesom han vilde have hørt, at der blev Fred i Januar 1916!!
Side 137
Den 19. novbr 1915
Fredag den 19 November ankom til Ribe 4 engelske Krigsfanger fra Fangelejren ved Øster Terp,
nemlig:
1) Villiam Meredith (frivillig) 202 Blakewell Larne, Leanore Walsal. Staffordshire. Eng.
2) Sidney Jaggers. Rosa Villa. Stavnbey Road. Herme Bay. Kent (Korporal)
3) Isaac Taylor. Kings Royal Rifler Depot. Winchester. Hampschire (Sergent)
4) Thomas Painling Kings Royal Riftes Depot. Winchester. Hampshire. (Sergent
Af deres Beretning om Flugten fremgaar følgende:
Onsdag den 17de November forlod W. Meredith Lejren, fordi han skulde tænde
Acetyllygterne, der er anbragte hver i sit Hjørne af Lejren. Sædvanlig havde han en
Medhjælper med, men denne Dag lykkedes det ham at faa Sergent Taylor med i Stedet for.
Taylor havde under sin Fangedragt civile Klæder. Da Meredith forlod Lejren, viste han
hastigt Taylor, hvor han skulde gaa hen. Og selv skyndte han sig ogsaa at komme derhen – i
et Buskads ved Vejen. Korporal Jaggers skulde søge at faa Sergent Painling med ud under et
Paaskud af, at han vilde tage ham med til de tyske Vagtposters Køkken, hvor Jaggers
arbejdede. Alt gik, som det skulde. Efter knap ½ Times Forløb var alle samlede i Buskadset.
Vi havde
Side 138
et lille Kort
++ De havde engang i en Landsby købt en Stilebog og foran i den var der et Kort over
Tyskland. Deres engelske Kammerater havde fraraadet dem til at flygte, a de ansaa det for
umuligt.++
Men ikke Kompas men gik efter ordstjernen, men Sergent Taylor førte os sikekrt nordpaa
gennem ukendte Egne, over enge og gennem Smp og Moradser. En Nat laa vi i en Skov,
vitnok Gram Skov – od der var baade koldt og vaadt. Nogle Folk kom ud i Skoven og
fældede Træer, men saa os heldigvis ikke. Senere vadede og svømmede de over to Aaer.
Kort og godt: Natten til den 19de November naaede de Grænsen, hvor en tysk Vagtpost
raabte: ”God Aften” til dem! Vi mener at han har været beruset, men vi mumlede et eller
andet til Svar. Et Øjeblik troede vi, at vi var omringet af tyskere, og hvordan vi i grunden
undgik at blive skudt eller arresterede bliver vi næppe nogensinde klar over. Ved 2 Tiden
om Natten slap vi over grænsen ved Æbbekær. Da vi paa Flugten fra Øster Terp kun havde
spist en Roe, som vi delte i 4 Dele, var vi meget sultne og tørstige, søgte vi hen til en
Landsby for at faa noget Mad. Vi kom til Gredstedbro (Brugsforening) hvor man, da de
hørte at vi var engelske Flygtninge, gjorde megen Stads af os og søgte at gøre alt saa godt,
at vi kunde glemme den haarde Tur under Flugten. Om eftermiddagen Kl.2 blev i kørt til
Ribe i en Vogn, der var fyldt med Tæpper, for at vi ikke skulde fryse. Vi kom til Ribe Kl. 3.30,
fik et varmt Bad, dejligt rent Undertøj og henrivende rene Senge – alt sammen parat til os.
Side 139
Og Den 19. novbr 1915
Fredag den 19 November ankom til Ribe 4 engelske Krigsfanger fra Fangelejren ved Øster Terp,
nemlig:
1) Villiam Meredith (frivillig) 202 Blakewell Larne, Leanore Walsal. Staffordshire. Eng.
2) Sidney Jaggers. Rosa Villa. Stavnbey Road. Herme Bay. Kent (Korporal)
3) Isaac Taylor. Kings Royal Rifler Depot. Winchester. Hampschire (Sergent)
4) Thomas Painling Kings Royal Riftes Depot. Winchester. Hampshire. (Sergent
Af deres Beretning om Flugten fremgaar følgende:
Onsdag den 17de November forlod W. Meredith Lejren, fordi han skulde tænde
Acetyllygterne, der er anbragte hver i sit Hjørne af Lejren. Sædvanlig havde han en
Medhjælper med, men denne Dag lykkedes det ham at faa Sergent Taylor med i Stedet for.
Taylor havde under sin Fangedragt civile Klæder. Da Meredith forlod Lejren, viste han
hastigt Taylor, hvor han skulde gaa hen. Og selv skyndte han sig ogsaa at komme derhen – i
et Buskads ved Vejen. Korporal Jaggers skulde søge at faa Sergent Painling med ud under et
Paaskud af, at han vilde tage ham med til de tyske Vagtposters Køkken, hvor Jaggers
arbejdede. Alt gik, som det skulde. Efter knap ½ Times Forløb var alle samlede i Buskadset.
Vi havde
Side 138
et lille Kort
++ De havde engang i en Landsby købt en Stilebog og foran i den var der et Kort over
Tyskland. Deres engelske Kammerater havde fraraadet dem til at flygte, a de ansaa det for
umuligt.++
Men ikke Kompas men gik efter ordstjernen, men Sergent Taylor førte os sikekrt nordpaa
gennem ukendte Egne, over enge og gennem Smp og Moradser. En Nat laa vi i en Skov,
vitnok Gram Skov – od der var baade koldt og vaadt. Nogle Folk kom ud i Skoven og
fældede Træer, men saa os heldigvis ikke. Senere vadede og svømmede de over to Aaer.
Kort og godt: Natten til den 19de November naaede de Grænsen, hvor en tysk Vagtpost
raabte: ”God Aften” til dem! Vi mener at han har været beruset, men vi mumlede et eller
andet til Svar. Et Øjeblik troede vi, at vi var omringet af tyskere, og hvordan vi i grunden
undgik at blive skudt eller arresterede bliver vi næppe nogensinde klar over. Ved 2 Tiden
om Natten slap vi over grænsen ved Æbbekær. Da vi paa Flugten fra Øster Terp kun havde
spist en Roe, som vi delte i 4 Dele, var vi meget sultne og tørstige, søgte vi hen til en
Landsby for at faa noget Mad. Vi kom til Gredstedbro (Brugsforening) hvor man, da de
hørte at vi var engelske Flygtninge, gjorde megen Stads af os og søgte at gøre alt saa godt,
at vi kunde glemme den haarde Tur under Flugten. Om eftermiddagen Kl.2 blev i kørt til
Ribe i en Vogn, der var fyldt med Tæpper, for at vi ikke skulde fryse. Vi kom til Ribe Kl. 3.30,
fik et varmt Bad, dejligt rent Undertøj og henrivende rene Senge – alt sammen parat til os.
Side 139
Og det er alt sammen intet imod, hvad de gjorde for os bagefter. Der blev serveret en
kongelig Middagmad for os, og senere fik vi The – De kan tro vi var glade ved at se den.
Forskellige Besøgende gav os Bøger, Papir og Souvenir. Danskerne er det bedste Folk paa
Guds grønne Jord, og vi haaber, at vi ogsaa en Gang maa kunde gøre noget godt for en
Dansker. Gud bevare dem alle, der er vort inderligste og oprigtige Ønske.
Englænderne har siden deres Tilfangetagelse været i følgende Lejre. !)Gurstraw 4 Nov.
1914- 20 Feb 1915, i Tinglev 20 Februar – 13 Juli 1915; I Kaltenkirken 13 Juli 6 August og
Øster terp fra 6 August – 16 November 1915.
det er alt sammen intet imod, hvad de gjorde for os bagefter. Der blev serveret en
kongelig Middagmad for os, og senere fik vi The – De kan tro vi var glade ved at se den.
Forskellige Besøgende gav os Bøger, Papir og Souvenir. Danskerne er det bedste Folk paa
Guds grønne Jord, og vi haaber, at vi ogsaa en Gang maa kunde gøre noget godt for en
Dansker. Gud bevare dem alle, der vort inderligste og oprigtige Ønske.
Englænderne har siden deres Tilfangetagelse været i følgende Lejre. !)Gurstraw 4 Nov.
1914- 20 Feb 1915, i Tinglev 20 Februar – 13 Juli 1915; I Kaltenkirken 13 Juli 6 August og
Øster Terp fra 6 August – 16 November 1915.
Af Sergent 7320 T.H. Paintings Dagbog fra Krigen 1914 (tjenstgørende i Kings Royal Riftes):
”4 August 1914 blev Krigen erklæret Den 12 August forlod jeg England uden at vide hvor
jeg skulde hen. Den 14 August om morgenen Kl.5 landede vi i Rouen hvor vi var til den 15
Aug. Og drog nordpaa. Den 18 August ankom vi til Anapper i Nordfrankrig, hvor i var indtil
22de August, da vi blev sendt til Belgien og ankom til Landriecer, som vi forlod den 23
August og ankom til Givenshy (nærmere Mous)
Side 140
den samme Dag. Her blev i sat til at grave Skyttegrave. Udenfor Skyttegravene var et
frygteligt Slag i gang. Kl.11.30 Aften fik vi lidt Te og Suppe. De tyske Søgelys oplyste hele
Natten igennem Englændernes Stillinger..
Den 24de Aug. Om Morgenen maatte Englænderne trække sig tilbage under en Regn af
Granater. Den 25 Aug fortsatte Tilbagetrækningen F. ++(ligesom den 26 Aug;) Kl.11.30
Formiddag maa jeg med mine 50 Mand eskortere Trænet – ingen behagelig Opgave.
Den 27 Aug standser Trænet. Frokost Kl. 8. Vi støder til en fransk Kolonne. Om
Eftermiddagen var vi igen ved Batallionen. Vi gaar stadig tilbage. Det øsregner og vi bliver
helt gennemblødte – Den 28, 29, 30 og 31 August fortsatte vi Tilbagetoget. Royal
Engenechers ødelægger en Bro bag os. 1. September stadig Tilbagetog. Vi passerer
Garderbrigaden og blev derfor kaldte tilbage for at deltage i en Fægtning fra Kl. 3 Morgen
til 7 Aften. Rykte atter tilbage indtil Kl. 12 Nat. Den 2.3.4 September fortsatte Tilbagetoget
og den 6te var vi tilbage til Chaumes. Den 7d September gik vi frem. Nu er Slaget ved
Marne i Gang. Den 8de 9de og 10 Sept. Rykker vi videre frem. Den 11 er vi i Kamp med
Tyskernes Bagtrop og tager 400 Fanger. Mit Kompagni passer paa Fangerne.
Den 12 og 13 Sept rykker vi videre frem, begge Dage
Side 141
drivvaade.
Den 14de September Kl. 8.35 Slag ved Aisne. Alle officerer og højste Underofficerer blev
saarede og 50 Procent af Soldaterne dræbte eller saarede. Jeg og mine Folk maatte samle
de saarede og begrave de døde. Jeg vil nødig tale mere om denne Dag.
Fra den 15de September indtil 12te Oktober var vi uafbrudt i Skyttegravene. Herfra er intet
roligt at bemærke udover at vi stadig var i Kamp. En Granat sprang midt iblandt 16 Mand,
jeg vil ikke beskrive dens frygtelige Virkning.
Den 12. Oktober transporteredes vi pr. Bane og ankommer den 13 Oktober om
Eftermiddagen Kl. 5 til Hazebrook.
Den 14de og 15de rykker vi efter pludselig Ordre af sted. De fortalte at Tyskerne rykkede
mod Ostende.
Den 16de Oktober ankom vi til St. Jean Yfres, ?? hvor der i de følgende Dage kæmpedes
uophørligt.
Den 27de Oktober faar Batallionen Ordre til at rykke 1400 Yards frem. Det skete under en
Regn af Granater og Kugler. Jeg var i første Række og saa Folk falde til højre og venstre. Her
blev Prins Maurice af Baltenberg dødelig saaret. Vi var i Skyttegravene i 5 Dage, ustandselig
udsatte for Granatregnen, men holdt Stand, indtil Franskmændene afløste os om aftenen
31 Oktober.
Den 1ste November marcherede vi til en Stilling nær Hooge
Side 142
og kom om Aftenen igen i Skyttegrave, hvor vi havde en rolig Nat.
Den 2den November om Morgenen angreb Tyskerne heftigt vore Linier med Artelleri,
Maskingeværer og Granatild. ”Goldstreamsgarden” blev her saa at sige tilintetgjort. Vi fik
ingen Forstærkning, og om Middagen Kl. 12 blev vi tilfangetagne. Tyskerne var højlig
forbavsede over at saa faa Folk havde kunnet holde den stangen saa længe.
Engelsk Sergent. Thoms Henry Painting fortæller om sit Fangenskab følgende:
Jeg tilligemed flere af mine Kammerater blev taget til fange ved Middagstid den 2den
November 1914 i Nærheden af Hooge i Flandern. Vi havde lidt svære Tab under et
frygtelige Bombardement i Forbindelse med en heftig Gevær og Maskingeværild. Vi blev
beskudt fra 3 Sider. Vi blev ført bag Ildlinien og gik til Werovec, hvor vi anbragte i en smuk
Kirke og hvor de gav os en lille portion Kaffe eller lidt Vand. Medens tyske Soldater røg og
lidet ænsede at de var i et Kirkerum, lagde vi os til at sove i Halmen, andre paa de bare
Stengulv. Jeg for mit Vedkommende sov fast efter de mange Anstrengelser i Skyttegravene.
Næste Morgen marcherede vi til Lille , hvor vi var Skue for Masser af Harmord fra tyske
Soldater, medens Indbyggerne var meget venlige imod os, navnlig Kvinderne, som gav os
Chokolade, Brød, Tobak oo.s.v.. Vi var vidne til megen brutallitet fra tyske
Side 143
Soldaters Side:Saaledes blev tre franske kvinder slaaet til Jorden, den ene, der bar et lille
Barn paa Armen endog saa voldsomt, at Barnet trillede den ene vej, Moderen den
modsatte. En Dame der kastede nogle Æbler til os, fik af en Kavallerist et Slag af hans Sabel.
Da vi naaede Raadhuset, spyttede den højere Officer paa os og slog adskillige af Fangerne.
Fra Raadhuset førtes vi til et ldelugtende Fangehul, hvorfra al Lys var udelukket. Her
opholdt vi os i to Timer. Vore store Kapper blev taget fra os, ligesom man skilte os af med
vore Destinktioner og en del Værdigenstande. Senere førtes vi til Jernbanestationen og
anbragtes i Vogne, der lige var tømt for Heste. Vognene var fedtede og snavsede, Dørene
lasedes og Lys og Luft kom fra en lille Aabning fra en 12+18 Tommer. Der blev anbragt 50-
60 soldater i hver Vogn, i ”min” Vogn var vi 54. Kl.6 Aften afrejste vi til Gustrow i
Miklenburg, hvortil vi ankom om Morgenen den 6 November uden af have faaet hverken
Mad eller Drikke i de 36 timer, Rejsen varede.
Ved Ankomsten til Fangelejren i Gustrow blev vi undersøgt, fik udleveret en Kumme, et
uldent Tæppe og et Haandklæde. Senere førtes vi til Køkkenet og fik en Skaal Havresuppe.
Og saa førtes vi til et stort Telt, der skulle være vort ”Hjem” i den første Tid. Der var 4 store
Telte, der kunne rumme 15-1800 Fanger, samt en Mængde smaa Telte, hvor der kunde
være en 40 Mand. De store Telte havde 3 Indgange, de smaa derimod kun 1. I Telte sov vi i
lange Rækker. Vort Soveleje bestod i en lille klat Halm og et uldent Tæppe. Halmen, der
blev fugtig af den fugtige Jern, blev kun
Side 144
Sjældent skiftet. Der fandtes intet Bad i Lejren indtil omkring den 20 Januar 1915 og kun 5
Pumper. Da de kun udleverede faa Vandfade, vaskede mange af Fangerne sig i deres
Spiseskaale. Mangelen paa Klæder og Bade i Forbindelse med den fugtige Halm bevirkede,
at Utøjet efterhaanden florerede. Det var en alt andet end hyggelig Tilværelse. Derfor blev
jeg ogsaa meget glad, da vi blev desinficerede og flyttet ind i en Træbarak i Februar 1915.
Der var ingen anlagte Veje i Lejren, og i Regn eller Snevejr var der derfor eet eneste stort
Morads, der naaede os til langt op ad Støvleskafterne.
Køkkenet var anbragt midt i Lejren. Vi stod op hver Dag Kl. 6½, fik 1. Maaltid Kl. 7, rensede
derefter Telt og Lejr, spiste til Middag Kl. 12 og til Aften Kl. 4. Maden udleveredes fra 8
store Kedler ved Køkkenet og Udleveringen tog 1 Times Tid. Hvis der ikke var Mad nok- og
det hændte adskillige gange – fik de sidste ingenting.
Suppen, vi fik, var daarlig, for det meste kogt med Kaal, Roer, Ærter eller Hestebønner og
med en lille Portion Kød. Til Frokost og til Aften fik vi en meget tynd Grød eller tyk Vælling
af Ris, Havre eller Byg. Det Kvantum vi fik af Mad, var utilstrækkeligt.
Hver 4de Dag fik hver mand 4 Pund Brød
I Lejren fandtes et lille Hospital til ca. 80 Patienter.
Mange Fanger døde, hovedsagelig af Mangel paa ordentlig Pleje.
(De første Pakker fra England modtog vi omkring den 10.Decbr 1914. Den første Pakke til
mig indehldt en hel Del varmt Undertøj, hvilket jeg trængte haardt til.) Vi vilde gerne have
varmt
Side 145
Vand til at lve The, Kaffe elelr Cacao med, men det var næsten ikke til at opdrive.
Midt i December fik vi Lys i de store Telte, hvilket var en stor Behagelighed. Vi gik tidlig til
Ro og sang om Aftenen, ogsaa Juleaften.
I et Marketænderi kan man for Penge købe nyttige Genstande som Smør, Brød, Tobak e.t.c.
Da vejret var meget koldt og vi Englændere ikke havde Kapper, følte vi kulden meget
haardt.
De tyske Skildvagters Behandling af fangerne kunde til Tider være yderst brutal, og man
kunde se dem slaa Fangerne med Geværerne uden synderlig Anledning. En Gang blev to
haardt saaret af Bajonetstik. En barbarisk Afstraffelse var ved Straffepælen. Denne Straf
udførtes paa den Maade at en Mand blev stillet op paa nogle Mursten ved en Pæl; hans
Fødder og Arme blev surret godt fast til Pælen, og naar det var sket sparkedes Stenene væk
under Fangen, som saa hang der i det fastsurrede baand, som paa denne Maade gnavede
sig langt ind i Arme og Ben.
Den Afstraffelse fandt Sted i al Slags Vejr, og mangen Tysker, der gik forbi Pælen og dens
Offer tog Anledning til at sende Fangen en velment Spytklat.
Glemmes skal det ved denne Lejlighed ikke, at vi ogsaa en Gang havde en human og
velmenende Skildvagt, der ikke blot forærede mig Tobak til deling mellem mine
Kammerater,
Side 146
men ogsaa gav mig af sin Mellemmad, idet han ytrede at han havde ondt af vor daarlige
Stilling. Han var Tysker, men havde opholdt sig nogen tid i Amerika.
Et Par Eksempler i modsat Retning skal jeg anføre her.
En Dag, da Lejren henlaa som et Morads, kørte en lille Vogn ned ad den ? Strækning hen
imod Køkkenet. Jeg veg til Siden for at lade Vognen passere, da en tysk Soldat, som var
med paa Vognen, uden mindste Foranledning langede mig et haardt Slag med kolben, der
ramte Musklen paa min venstre Arm, hvorfra den gled opad og ramte mit Kæbeben saa
haardt, at jeg var lige ved at besvime.
Min Kammerat Meredith gik paa W.C. 2-5. og mødte paa Vejen en tysk Soldat, der sagde
”God save the Kaiser” og da Meredith nægtede at gøre dette, slog Vagten ham haardt med
sin Riffel og efter forgæves at have hundset ham en Times Tid. Disse Smaatræk fandt Sted i
Januar 1915, den sidste Tildragelse i Snestorm. I Februar blev vi identificerede og fik det
første Bad og rykkede saa ind i Træbarakkerne, hvor vi havde det langt bedre end i Teltene,
havde Madrasser at sove paa og Ild i Kakkelovnene. Ogsaa Maden syntes at være bedre. Vi
savnede ganske vist Lys
Side 147
men Tilværelsen var dog langt bedre end før. Desværre, vi skulde ikke nyde disse
Forbedringer længe. Den 2de Februar d.aa blev vi flyttet til Lejren ved Tinglev.
Postbesørgelsen var meget langsom. Først den 15de Februar fik jeg saaledes at vide, at min
kære Mor var død allerede den 26 Januar efter et langt og smertefuldt Sygeleje. Den 20de
Februar brød vi op Kl. 3.30, fik Suppe i største Hast, forlod Gudrow Banedelen Kl. 4, fik ved
Middagstid lidt Suppe i Nærheden af Lybæk og ankom om eftermiddagen Kl. 5 til Tinglev,
hvor Barakkerne for øvrigt ikke var fuldt færdige. I Afdelinger paa 25 Mand blev vi fordelt i
Lokaliteterne. Kl. 9 fik vi en elendig Suppe og gik saa til Ro.
Maden her var elendig i den første Maanedstid, men blev derefter forbedret hovedsagelig
ved Brød.
Tidlig i April Maaned begyndte vi at grave Smaakanaler og rydde Arealer. Arbejdstiden var
fra Kl. 6.30 til 11.30. Saa fik vi Suppe, stillede igen til Parade, og arbejdede om
Eftermiddagen fra Kl. 1.15 til 5.30; om Lørdagen arbejdede vi dog kun til Kl. 1.30. For
Arbejdet en hel Uge igennem modtog man 30 Phenny.
I Maj Maaned blev Halmen i Madrasserne ødelagt; enhver fange blev decinficerede og kom
i Bad. Der kom nu Kakkelovne i Lokalerne. I det hele var Hospitalforholdene og de sanitære
Forholdsregler gode, og der døde
Side 148
i denne Lejr kun 12 Mand af ca. 2000.
Vi morede os bl.a. ved at ”musicere”. En tysk Underofficer medbragte fra Flensborg 4
Harmonikaer, og selv lavede vi de øvrige Instrumenter. Saaledes lavedes Trommer af en
……………, to ?? forestillede ?? musikkerne, medens Fløjterne (Batterierne) lavedes af
sammenrullet brunt Papir, hvor man havde lukket for Enderne med Cigaretpapir. Saa
lavede man et lille Hul for hver Side af Mundstykket og et i den nederste Ende til Udgang
for Luften; En Fejekost, strøget henad Gulvet erstattede Bassen.
Opholdet i Tingleff-Lejren var i det hele bedre end i Gustrow, selv om Straffemidlerne –
Fastsurringen til Straffepælen og Cellefængel for mindre Forseelser – var de samme,
postbesørgelsen var ogsaa bedre i Tingleff.
Den 13de Juli førtes vi til Fangelejren ved Kaltenkirchen, en lille ret bekvem og god Lejr,
hvor Arbejdet blev bedre betalt og hvor vi fik bedre Mad, saaledes blev Arbejdslønnen en
hel Mark for en Uges Arbejde.
Den 7de August forlod vi Kaltenkirchen og førtes til Østerterp, en lille Lejr med 360
Englændere. Her var Maden meget slet, de sanitære Forhold derimod gode, og Klæder og
uldne Sko blev udleveret til os. Her blev man ikke slaaet at Vagterne, men derimod for rene
Bagateller surret fast til den uundgaaelige Straffepæl.
Side 149
For Arbejdet ydedes den samme Betaling som i Kaltenkirchen. I Østerterp blev jeg straffet
med 3 Dages Fængsling fordi jeg havde røget og talt højt under Arbejdet. Vagten klagede
over mig til Underofficererne, som saa lod mig arbejde med Ryggen mod de andre, og da vi
kom tilbage til Lejren, blev jeg sat i en Celle, eller lille Rum, der var ca. 2 Alen bredt og ca.
3½ Alen langt, og som kun indeholdt en Træseng (briks til seng) og en Spand. Det blev
tilladt mig at vadske mig 2 Gange daglig og at faa 2 Timers Exercist (Øvelser), men jeg
maatte ikke tale, min Mad i disse dage bestod af 2 Kopper Vand og omtrent 8 Stykker Brød
dagligt. Jeg frøs bitterligt om Natten, da det var meget koldt, og jeg intet Uldtæppe havde
at dække mig med, og jeg var derfor henrykt, da jeg den 5te Septbr Kl. 6.30 havde udstaaet
Straffen.
Den sidste Tid af mit Fangenskab gik meget roligt og fra min Side stadig med Tanker rettet
paa Flugt, indtil jeg sammen med mine 3 Kammerater gjorde Alvor af Planen den 15de
Novbr 1915 og heldigt gennemførte denne, saaledes at vi kom til Ribe den 19. Novbr.
Under hele Fangenskabet var der kun én eneste Gang Gudstjeneste Mandag den 13 Novbr.
Vi kan ikke noksom udtale vor Tak for al den Venlighed der vistes os, efter at vi kom til
Danmark.
F.H.Painting. Sergent.
Side 150
Spredte Træk af de 4 engelske Krigsfangers Udtalelse.
Englænderne, der i Sønderjylland beskæftigedes ved Mosekultur, trøster sig med, at de til
Syvende og sidst nok arbejder for Danmark!
Paa en eller anden Maade fik de lang Tid usensureret Post i Fangelejren, idet Posten førtes
direkte fra Øs?? Postkontorr til Fangelejren. Senere opdagedes dette, og Posten sendtes
saa tilbage til Parchian for at blive censureret, Det synes som om alle Lejre i sønderjylland
hører under Gustrow eller Parcin. Mens de fik ucensureret Post fik de mange Meddelelser
af Interesse og hørte bl.a. at en tysk Vagtpost havde skudt ned over den danske Grænse.
De sluttede deraf, at Grænsen ikke – saaledes som de have antaget – var spærret af
Pigtraadshegn fra Vest til Øst.
Det tyske Flag i Lejren blev hejst den Dag, da ”Lusetarnia” var blevet torpederet.
I den Tid, de har tilbragt i Fangenskab, blev der kun holdt Gudstjeneste én Gang, det var i
Østerterp, hvor en forhenværende tysk Missionær fra Indien holdt en meget smuk
Gudstjeneste. Serg. Painting læste over de 12 Kammerater, Englændere og Russere der var
døde i Tinglev af Underernæring uden egentlig Sygdom.
I Parchuin vilde tyskerne en Gang have fat i alle Fangernes Guldstykker og ombytte
Side 151
disse med Papirpenge; men det lykkedes dog mange at skjule det engelske Guld.
Efter deres Flugt mente de (af følgende Aarsager) at være kommen paa dansk Grund
1. De havde passeret tyske Vagtposter.
2. Vejene forekom dem at se anderledes ud, bl.a var de danske veje dækkede med
Skærver,
3. Paa en Vejviser saa de Ordet ”Fra” og det hedder jo som sagde paa Tysk ”Nach”
Straffepælene anvendes i følgende Lejre
Løgumkloster Isted
Parchim Gustrow
Ulle Mølle Østerterp
Leilpherden? og en Lejr ved Neumunster
Samt formentlig ogsaa i Gabøl og Tinglev.
Foto af fire personer: staaende: Serg. Taylor og serg. Painting
Siddende: Kporal Jaggers og Meredith
Side 152
15 Novbr. 1915
Gaardejer H. Dbg. Meddeler i Dag at ved Landboforeningernes Møde i Lørdags
meddelte Petersen-Toustrup, at Udførslen af Heste til Tyskland var Følgen af et Pres
derfra.
Yderligere udtalte P.T. at hvis Landboforeningerne ikke havde taget sig af Sagen, vilde
den være bragt frem gennem Myndighederne!! Tyskland mangler Heste i Fronten, og
disse opkøbes af en Kommission. Opkøbet sker i Virkeligheden ikke til Landbruget, men
dette maa under ingen Omstændigheder komme offentlig frem.
Saavidt Meddelelsen, der lyder meget mærkværdig og muligen beror paa en
misforstaaelse.
23 Novbr. 1915
Truels Jensen, Rejsby, hjemme paa Orlov, arresteret Søndag den 21 Novbr. da han
havde samlet en del Venner paa Gaarden.
30Novbr. 1915
I Nat er der gaaet tyske 21 Torpedojagere og Torpedobaade gennem Lillebælt sydfra og
nordpaa. Dampfærgetrafikken var standset en rum Tid for at Krigsskibene kunde
passere. Ritz. Bur? Meddelte i dag, at der er kommen officielle Forbud mod at omtale
Sagen. Ikke desforuden bragte ”Fyns Socialdemokrater” i Aften en Omtale deraf. Det er
splintrende galt med saadant Forbud, det
Side 153
engelske Efterretningsvæsen, der er fortrinligt organiseret, ved udmærket Besked om
alt saadant, og Fortielsen i Pressen viser, at man herhjemme vil dække over Tyskerne
Bevægelser. Fornuftigst vilde det være at referere Kendsgerningernetæt uden
Kommentarer.
Det er første Gang siden Krigens Begyndelse, at en tysk Eskadre eller tyske
Krigsskibeoverhovedet er gaaet op gennem Bæltet, naar undtages at en tysk
Hjælpekrydser i Sommer bugserede et norsk eller svensk Fartøj (en Prise) ned gennem
Bæltet.
5.December 1915
Den 3die Decbr blev Portekulier Niels Beier (Truels Beiers Far) hans Datter Frk. Beier,
Frk. Anna Jensen i Rejsby (Søster til Truels J.) Fru Meta Lorentzen i Skærbæk
arresterede og ført til Flensborg
8. December 1915
Frk. Rater i Kirkeby, datter af Gaardejer R. er ogsaa bleven arresterede 3. Decbr og ført
til Flensborg.
Smedemester Lorentzen i Skærbæk, er ikke arresteret og heller ikke sendt til Fronten,
hvorover der var kommen Rygter ud.
Søndag den 5 decbr. blev Husbestyrerinde hos Frands Jensen, Frk Windfeld, og Forkarl
hos Truels Beier, Niels Schmidt arresterede og sendt til Haderslev.
10 decbr.
Frk. Windfeld og Niels Schmidt blev alle løsladt den 7 Decbr. Alle de øvrige arresterede
er løsladt i Aften
Side 154
10 Decbr. 1915
Peter Jensen Gad af Heissel, der er hjemme paa Orlov for at lede en Del Engarbejde i
Egnen – der er ingen andre end, som er i Stand til at gøre det der paa Stedet. – blev
ogsaa arresteret. Han er hjemme paa Orlov paa ubestemt tid d.v.s. indtil Engarbejderne
er nogenlunde færdige. Han er dog senere løsladt. Gad er Svigersøn af Pastor Lycke.
Af de i Haderslev (d. 6 eller 7. vistnok d. 6/12) til Undersøgelse indkaldte Mandskab
blev et stort Antal erklærede for felttjenstdygtige og mange af dem fik samtidig tilstillet
deres Indkaldelsesordre som lød paa, at de straks eller anden Dags Morgen havde at
stille i Haderslev – en højst ubehagelig Overraskelse for dem, da de neppe havde ventet
at blive indkaldt og i hvert Fald ikke saa hurtigt.
10. Decbr. 1915
I et Brev fra Nr. Sundby fra Postekspedierne Beyer Clausen skriver han 8. Decbr. bl.a.:
”Det er rent galt med Brevposten fra Tyskland i denne Tid. I Forgaars fik vi her en stor
tysk Brevpost med Breve fra 25. Novbr. og et Ekspresbrev fra Breslau, dateret 27.
Novbr, saa der maa foregaa noget usædvanligt i Tyskland i denne Tid. Maaske
Treffetransporter.”
Side 155
11. December 1915
Herredsfuldmægtig Beyer fra Randers opholder sig i Ribe i Dag for at tage til Grænsen
og der tale med Kommuneforstanderen i Brøns, der er dansk. Han (Beyer) meddelte, at
foruden de omtalte Arrestanter var ogsaa en Jens Ries i Hamborg. En Fætter til Truels
Beyer og Truels Jensen, ligeledes blevet arresteret og vistnok paa et tidligere Tidspunkt,
og det var ikke usædvanligt, at det var hans Arrestation, der havde givet Anledning til
Arrestationerne af Truels Jensen og de øvrige arrestatenter den 3. og 4. Decbr. i Rejsby,
Brøns og Kirkeby. Da rieá gamle Morlever her i Ribe, ønskede B. at vi ikke omtalte hans
Fængsling.
4. Decbr. 1915
(forsinket ord???)
At Sønderjyderne er velanskrevne i Felten foreligger der adskillige Beviser paa. Her er
et lille Træk. Paa Østfronten var et Par Nordslsvigere mod Ordre gaaet uden for
Skyttegravene i ureglementeret Paaklædning. En højerestaaende Foresat mødte dem
og noterede dem. Kommen tilbage, meldte de sig hos deres Løjtnant og fortalte ham,
hvad der var hændet dem. Han havde imidlertid Besøg af en anden Løjtnant og han
udbryder, da han hører dem: ”Det er Nordslesvigere, der er altid ærlige”. Der blev ikke
gjort mere ved Sagen.
Side 156
5. December 1915 (fortsat)
Det er trist at se de Folk, som kommer ind nu, de synes svagelige og ubrugelige i
Krigstjeneste, og man ser ogsaa 18 Aars Drenge, hvoraf adskillige knap nok kan magte
Oppakningen.
Jeg har hørt Udtalelser hjemme (i Sønderjylland ) om at man var noget ængstelig over,
hvorledes Sønderjyderne ville modtage Overpræsident Moltkes Proklamation. I min
Egn syntes man ret glad for den, men man var ike klar over, hvad Meningen er med
den. Er det Dumhed eller Snildhed? Er det fordi man nu kunde ønske at faa
Spørgsmaalet sat under Debat?
Det ved man ikke, men derimod ved man, at Overpræsident Moltke skal være en snild
Diplomat. For øvrigt har Spørgsmaalet om Nordslesvigs Stilling neppe været drøftet af
mange i det nordlige Slesvig, her man vist hver især vist nøjedes med at tænke sit,
derimod er det nok muligt, at det har været drøftet længere sydpaa som f.eks i Angel.
Har De lagt Mærke til Artikler af den danske Præst Pastor Lindhardt; han er i den tyske
Agitathors Tjeneste. Det vilde være bedre, om han kunde ties ihjel. Men herom vil min
Søster kunde berette nærmere i Julen.
Det findes herunder besynderligt, at ikke andre danske Blade end ”Ribe Stifts-Tidende”
giver Oplysninger om forholdene og tager Bladet fra Munden.
Side 157
3. die Decmbr. 1915
S.F.G. I de sidste Dage er der foretaget mange Indkaldelser her i Omegnen(
(Vesteregnen. Truels Beier , Kongsbo m. fl. er sendt til Strassborg, Baden o.s.v. Jeg slap
med Skrækken endnu denne Gang.
Som Eksempel paa, hvad en prøjsisk Amtsforstander kan tillade sig i disse Tidr
meddeles mig, at Kommuneforstanderne i Skærbæk Amtsdistrikt – vistnok samtlige i
Fælles – har faaet Opfordring til at søge paalidelige Folk i deres Kommune til at smugle
Mel over grænsen fra Danmark. Som Paaskrivelse herfra vilde Vedkommende faa
uhindret Adgang over Grænsen, ligesom den vilde fra Militærets og
Civilmyndighedernes Side vilde blive vist dem al mulig Imødekommende.
Er det ikke et stift Stykke?
Af Hensyn til Grænsebeboerne er der dog næppe værd at fremdrage dette offentlig – i
hvert Fald ikke i Øjeblikket.
Paa Grund af de mange Indkaldelser staar allerede her i Vesteregnen mange Gaarde
ude af Drift.
Side 158
11. December 1915
Arrestation af 4 sønderjyske Kvinder
Fængslede fra 3die til 10de December
Skærbæk: Hvem der lever her til lands og hvem der har levet her fra Barnsben,
forbavses ikke mere over noget, selv om man ogsaa berøves Frihed og Hjem. Det er
med inderlige Følelser at sidde i sit Hjem igen og skrive en Skildring af, hvad der er
forefaldet her siden den 3die December. Jeg er endnu ganske oprørt over det
passerede.
Fredag den 3die December om Eftermiddagen ankom hertil to civilklædte Herrer
sammen med Amtstjeneren her fra Skærbæk, og præsenterede sig som
Kriminalbetjente. De forlangte, at jeg kulde aabne mine Gemmer, da der skulde
foretages en Husundersøgelse . Jeg studsede, men vant til den Slags Fordringer her til
lands efterkom jeg roligt Ordren.
Og nu begyndte der en mærkelig Forestilling, idet de fremmede Herrer paa den mest
hensynsløse Maade gennemrodede alle mine ting, baade de smaa og store.
Ethvert Stykke beskrevet Brevpapir blev nøje undersøgt og derefter lagt til Side i en
Bunke. Min Mand, vor lille 9aarige Pige og jeg saa til, og Situationen forekom mig baade
harmfuld og komisk. Alle Stuer, Køkken og Kælder, kort sagt hele Huset blev paa den
mest hensynsløse Maade gennemrodet, og Indholdet fra de forskellige Skuffer o.s.v.
flød overalt. Man skulle synes, at slig Adfærd maatte være en Mand af Ære modbydelig
og umulig at gennemføre, men der er jo Mennesker, der lader sig købe til al ting, om de
her fortjener andre Menneskers Agtelse, ved jeg ikke min
Side 159
har de i al Fald ikke.
Den ene af Herrerne fandt bl.a. i min Skrivebordsskuffe en rulle sammenbundet Papir,
som han aabenbart syntes saa meget interessant ud. Da Rullen tilfældigvis var meget
solidt bundet, overlod han mig at løse den p, mens han spændt saa til. I det Øjeblik, den
løstes op for ham, var vore Følelser meget forskellige. Hans Miner og Bevægelse
udtrykte ærgerlig Skuffelse, og jeg brast i Latter.
Da Husundersøgelsen endelig var færdig, fik jeg Paalæg om at følge med til
Amtsforstanderen. Derfra vilde jeg – forklarede man mig – blive ført til Tønder og
næste Dag til Forhør i Flensborg, hvorefter jeg kunde være hjemme igen næste Dags
Aften. Herefter indrettede jeg min Paaklædning – tog intet Regntøj med, thi hvad
skulde jeg med saadant for én Dags Fraværelse – mere blev der ikke Tale om, forsikrede
Herrerne gentagende overfor min Mand.
Jeg fik imidlertid snart andet at føle. Ankommen til Amtsforstanderens Kontor blev der i
en hæslig Tone kommanderet mi ”Hut abnchmen”. Denne tiltale forbavsede mig dog
lidt, og den maatte gentages. Jeg spurgte: ”Hvorfor” og Svaret lød: Fordi De skal
anbringes i en Celle, indtil Toget gaar. Da der imidlertid ikke findes celler hos
Amtsforstanderen, blev Kriminalbetjenten gjort opmærksom herpaa, hvorefter jeg fik
den Ordre at tage
Side 160
Hatten paa igen og følg med. Nu var jeg fuldstændig klar over Situationen og over, hvad
der forestod, og mine Formodninger bekræftedes. Jeg blev ført til Arresten her i Byen
(Skærbæk), hvor jeg igen maatte af med Hatten. Jeg førtes ind i en ussel Celle, hvorfra
Amtstjeneren netop kom ud med en snavset Spand Vand; i Cellen var der akkurat Plads
til en Seng, som optog hele længden. En stol ved Sengen, en lille glohed Kakkelovn og
saa Døren, det var alt, hvad der var i Rummet. Der var ikke tale om at gaa derinde, saa
megen Plads var der ikke. Klokken var nu henad 5, og jeg maatte saa sidde her i
fuldstændig Mørke i to timer, indtil begge Kriminalbetjente ved 7 Tiden afhentede mig,
for at føre mig til Toget til Tønder . Paa Perronen fik jeg Lov til at tale lidt med min
Mand – paa tysk naturligvis.
Endnu paastod de to Herrer at jeg ikke skulde i Arrest, men kunde bo paa Hotel i
Tønder; men fra Banegaarden i Tønder gik Vejen direkte til Tønder Arrestbygningen
I Lampelyset lige udenfor Døren opdagede jeg, at jeg havde Lidelsesfæller.
Straks, da vi kom indenfor Døren slog os en indelukket Luft i møde, og den blev ikke
bedre, da vi førtes op ad de skidne, knudrede og skumle Trappeopgange, der kun
oplystes svagt af et enkelt Stearinlys. Noget saa snavset mindes jeg aldrig at have set.
Man fik uvilkaarlig Fornemmelsen af pludselig at være rykket Aar-
Side 161
hundreder tilbage i Tiden. Kun Bevogtningen var moderne: Et Antal Kriminalbetjente –
hvor mange kunde jeg ikke tælle i Mørket – var vore Ledsagere. Vi fik anvist en Celle
hver. De første i Rækken af mine Lidelsesfæller fik tillige en Forklaring, der lød saaledes
paa tysk: Her er Kloset, og der er en Seng, og saa kan De selv orientere Dem. Paa
Spørgsmaal af en af Damerne, om vi ikke fik Lys, lød Svaret: ”Udelukket”! Da jeg var den
sidste i Rækken, har man formentlig antaget, at jeg kunde Forklaringen udenad, thi
man smækkede Døren i efter mig uden et Ord.
Og der stod jeg i Bælgmørke. Jeg famlede mig frem efter en Stol, men heller ikke en
saadan var der; kun et Bord med en Kande Vand og et Krus og saa noget der skulde
ligne en Seng. Det kneb for mig at lægge mig paa denne, men der var jo intet Valg. To
Tæpper laa ved Fodenden, men de havde en ganske vederstyggelig Lugt. Naa, jeg
rullede min Pelskrave sammen, brugte den som Hovedpude og gav mig Gud i Vold.
Natten blev lang, det var som vilde den ikke faa Ende. Omsider hørte jeg Livet røre sig
omkring i Huset. Endelig kom Fangevogteren ind i Cellen og lukkede en Lem ned fra et
smalt, solidt tilgitret Vindue, og der blev
Side 162
saa lyst at jeg kunde se mine Omgivelser. Heldigvis var en Rude gaaet i Stykker, saa der
kunde trænge lidt frisk Luft ind i Rummet, hvor Luften var saa væmmelig, saa den var
ved at tage Vejret fra én. ”Klosettet” udbredte en ulidelig Stank. Noget saa uhumsk har
jeg aldrig kendt, og det var svært at forstaa at man befandt sig indenfor et civiliseret
Lands Omraade.
Men ogsaa Opholdet her fik en Ende, jeg hørte, at mine Fæller hentedes ned, og
omsider kom Turen til ogsaa til mig. Nedenunder var saa hele Selskabet samlet: Lutter
kendte Ansigter, bevogtet af et Antal ukendte civilklædte Herrer, der saa mere eller
mindre vældige ud. Efter at vi havde opgivet vore Navne, Fødselsaar og andre Data gik
Turen til Banegaarden. Men ikke i samlet Flok. Kun to ad Gangen. I Kupeerne blev der
sørget for, at vi ikke var sammen. vi skulde aabenbart vænnes til Ensomhed. Naa Rejsen
forløb uden nogen nævneværdig Begivenhed, og tale med nogen maatte vi heller ikke.
Efter Ankomsten til Flensborg førtes vi til et ”Spionageabwerstelle” Vi havde haabet at
vi nu skulde i Forhør straks, men dette Haab bristede. Efter nogen Forhandling mellem
de tilstedeværende Herrer, brød vi op igen, og vi fire Kvinder, som nu var ankommen
sammen, førtes til Navigationsskolen, medens de to Mænd førtes til Raadhusfængslet.
Paa Navigationsskolen blev vi lukket ind hver i sit
Side 163
store Værelse og Døren laset forsvarligt efter os. Det var store men iskolde Rum, som
det var umuligt at faa blot nogenlunde opvarmet med den udleverede Brændselsration.
Der blev stillet os Valget mellem gratis Fangekost eller særlig Forplejning, som vi selv
maatte betale og som saa bragtes til os. Alt hvad de bragte os skulde imidlertid først
”revideres ” paa Kontoret eller Fangevogteren skulde være tilstede. Nu forløb den ene
Dag efter den anden, ensformig og trist. Blev Sindet nu og da lidt tungt, stemte jeg i
med en Sang, og det hjalp mig gennem adskillige lange og triste Timer.
Vi har alle haft det Indtryk, at vore Bevogtere fandt at det var meget frimodige Fanger
de havde med at gøre, og det var det jo i Virkeligheden ogsaa. Klokken 9 om Aftenen,
blev Lyset slukket, jeg lukkede saa et Vindue op og sang min Aftensang uden at lade
mig forstyrre af den lyttende Vagt der for øvrigt, det være sagt til deres Ros, aldrig gav
mig nogen Tilrettevisning herfor.
Paa Denne Maade forløb en Uge, indtil Fredag den 10de December, da jeg om
Middagen ved 1 Tiden kunde høre at der var noget usædvanligt paa Færde. Nøglen blev
sat i alle Døre, der blev laaset op, og lidt efter kom Fangevogteren ind og sagde til mig,
at nu
Side 164
skulde vi i Forhør. ”Det var ogsaa paa Tide” svarede jeg.
Vi blev saa alle kaldt sammen paa én Stue, – ogsaa de to Mænd fra Raadhusfængslet var
hentet herhen. – og der blev forelæst os en Advarsel mod at foretage os noget, der
kunde have en skadelig Indflydelse for det tyske Riges Anseelse eller paa anden Maade
være det til skade.
Denne Advarsel eller erklæring maatte vi underskrive.
Derpaa fik vi at vide, at vi var ”untlassen” og kunde gaa, hvorhen vi vilde.
Tilstede ved denne pludselige Løsladelse var to civilklædte Herrer, en Officer og en
Underofficer, der fungerede som Tolk. Men der blev ikke givet os nogen Oplysning om,
hvorfor vi var bleven arresterede eller hvorfor vi pludselig blev løsladt. Og der var ikke
blevet stillet nogen af os et eneste Spørgsmaal her! Naa, vi er jo nu vante til noget af
alle Slags her. At vi hurtigst muligt rystede Støvet af vore Fødder her og kom tilbage til
sit Hjem behøver jeg næppe at gøre Opmærksom paa.
Side 165
14de Decbr. 1915
Om Morgenen den 10. December ankom hertil Ribe en russisk Krigsfange, Korporal
Humbert Domagalske.
Han der er Polak og født 20 Oktober 1884, var af Proffession Tenorsanger ved et
mindre Teater, og stammer fra Polne eller Plolsche Guvernement, Rifincke Amt, Byen
Dobschin. Domalski, der var uddannet Spejder gjorde Tjeneste ved 1ste Arme`es
Generalstab, og blev taget tilfange i Mart Maaned 1915, da han som Spejder naaede
helt ind til den tyske Generalstab i Nærheden af Ploc. Som Fange har han haft Ophold i
Fangelejren i Kalisch, Meschingen og Holzminden (Hannover). Tre Gange tidligere har
han forsøgt at flygte, men blev taget igen hver Gang, de to Gange opdaget af
Vagtforstanderens Hunde.
I Holzminden Lejren, der rummer ca. 10 000 Fanger, findes kun Russere. Lejren havde
for nylig Besøg af den russiske-danske RødeKors-Kommission, og en russisk
Universitetsprofessor talte ved denne Lejlighed paa Fransk og Russisk med den danske
Officer. Under Opholdet i Lejren, der varede 4 Timer, vistes Kommissionen rundt af en
tysk general og Domagalski!
Blandt Kommissionens Medlemmer var ogsaa en russisk Fyrstinde, der Gang paa Gang
udtalte: ”I behøver ikke tale til mig, jeg ved allerede, hvordan I har det.”
På siden foto af en mand uden undertekst, men som måske er Domagalski.
Side 166
Skønt Domalgalski har sendt mange Breve hjem har han i Holzminden aldrig modtaget
hverken Brev eller Pakker.
I Holzminden var de for øvrigt et godt Bibliotek for Fangerne.
I én af de andre Fangelejre var D. sammen med Franskmænd, for hvem han nærer ??
megen Beundring; ”De kan tro”, udtalte han, at disse Franskmænd er intelligente Folk.
De havde givet flere Teaterforestillinger i Lejren, og særlig en Sang i et af denne Stykke
”Ave Maria, Ave Maria”, havde gjort et uudsletteligt Indtryk paa ham.
I Holtzmindelejren fandt han en god Ven der talte udmærket tysk (se Sag260)
Denne fange havde forsøgt at flygte flere Gange, men var blevet taget hver Gang. De
tænkte paa at flygte til Holland, som jo ligger nærmere ved Holtzminden end Danmark.
Det lykkedes dem efterhaanden at faa samlet ikke saa faa Penge, – de havde Brug for en
god Portion af dem. Med en Kniv fik de Mandag den 6. December Pigtraaden filet over
og naaede ud af Lejren, og det lykkedes dem at komme i Besiddelse af civile Klæder.
Vennen, der taler tysk som en Indfødt, løste Billet for dem begge i Elze til Hannover
hvorfra de rejste videre til Hamborg og derfra til Flensborg. Da de ikke kunde
Side 167
Købe Brød, købte de Chokolade, hvoraf D. endnu havde lidt tilbage ved Ankomsten til
Ribe.
Medens Vennen sov en hel Del undervejs, var det ikke muligt for Domagalskiv. Vennen
indlod sig gentagne Gange i Samtale med de Medrejsende, og det morede dem begge
meget at bese Opslagene om, at Folk skulde tage sig i Agt for Spioner. Det havde slaaet
dem begge, at man paa Gaderne i Hamborg og Flensborg kun saa meget faa Mænd.
Fra Flensborg gik de videre til Fods. Vennen havde et Kompas og ledede Marchen,
under hvilken de ogsaa kom hen i nærheden af en Zeppelinhal, saa de rimeligvis har
været i Nærheden af Tønder. Undervejs traf de en Gang en russisk Fange, der var paa
Arbejde. De tilraabte hinanden et ”Goddag” og var meget overrasket over Mødet. I
Nærheden af Rejsby blev Venne spurgt, om han havde Pas – de gik ad Chasseen, da det
efter Snevejr var umulig at færdes andetsteds. Han svarede Nej, og Domagalski saa, at
han blev omringet af tyske Soldater, men han blev dog hverken skudt eller saaret. Et
stykke længere Nordpaa blev Domagalski anholdt og ført til Hvidding hvor han
anbragtes i et Skur eller en Træbygning under Bevogtning af 4 Vagtposter.
Da Vagten spurgte ham om han var Russer eller Polak, svarede han ganske roligt: ”Ich
bin aus Danemark; meine Schvester vokset??? i Kopenhagen”!
Domagalski havde lagt Mærke til at han befandt sig ved Grænsen, og da han næste
Morgen, Fredag den 10.Decbr. ved 7½ Tiden skulde føres til Banegaarden for med
Toget at transporteres til Skærbæk, udbad han sig Tilladelse til at træde afsides et
Øjeblik, hvad man gav ham. I susende Fart løb han frem, sprang over det lille
Pigtraadshegn, der er spændt over Landevejen og løb videre ind under Bommene, der
er lagt hen over Vejen i Grænseskellet – og han var paa dansk Grund. De tyske
Vagtposter havde i Øjeblikket ikke deres Geværer og før de fik fat paa dem og han
hørte deres Raaben ”Halt” paa den anden Side Grænsen, hvor den danske
Grænsegendarm smilende stod og observerede Tildragelsen. Domagalski gik videre og
kom ind hos Gaardejer Iversen i Sdr. Farup, som derefter førte ham til Ribe, hvor han
ankom om Formiddagen.
Domagalski, der kun udtalte sig med stort Forbehold, afrejste efter to Døgns Ophold
paa Ribe Sygehus, den 8de Decbr og haabede at naa tidsnok til Rusland til at kunne
fejre Julen hos sine Forældre, der bor i Kredsen Tjersch ved Kaukasus.
Side 170
21 December
S. Grænsekontrollen ved Hvidding er for Tiden meget hensynsfuld og ikke nær saa
skarp som hidtil.
Den 16de. December vidste Truels Jensens Familie intet om hans Opholdssted, men
formodede, at han stadig sad fængslet i Berlin, hvor han har siddet i nogen Tid, idet der
for kort Tid siden fra hans Afdeling, blev forespurgt i Hjemmet, hvorfor han ikke vendte
tilbage.
To af hans Kammerater, med hvem han havde været sammen ved den ??skole hvor
han gjorde Tjeneste, blev efter hans fængsling straks forflyttet fra denne, og sendtes ud
i Skyttegravene.
Den 15.de December var der Husundersøgelse i Landbohjemmet i Skærbæk.
En Mand, om hvis Paalidelighed der ikke tvivles, meddelte den 15. til en Mand i
Høgsbro, at der støbes Betonunderlag til Kanonpladser ved Abild (Nærheden af
Zeppelinhallerne?)
Brugsforeningsuddeler Petersen i Ottersbøl døde omkring den 10. December paa
Lasaret, efter Lægens Udsagn af Udmattelse Familien ansøgte om at fa Liget hjem,
hvilket blev afslaaet.
DrThomsen af Skærbæk gør nu Tjeneste som Lasaretlæge bag Frongen (Vestfronten).
Hans Eftermand ved Fronten er allerede falden.
Side 171
Paa et Sted af Fronten (?) blev Modstanderne for nylig enige om indbyrdes ikke at
skyde paa hinanden i et vist Tidsrum, og den Aftale overholdes saa fuldstændig, at man
kunde spadsere oprejst foran Skyttegravene.
Hvorfor er den tyske Præst fra Raaager, Pastor bentzen Fischer saa ofte i Ribe.
Hos August Brodersen i Skærbæk har der for faa Dage siden været Husundersøgelse.
Indtil den 19de ds. fastslaas det, at der ikke bør melde sig nogen Optant til Lægdsrullen
saaledes som Optanter er opfordrede til i Bekendtgørelsen fra Myndighederne.
2. Oktober 1915. Russisk Krigsfange fra Erfurt til Brørup
Russisk Krigsfange gaaet fra Erfurt til Brørup. Den 3die Oktober ankom til Brørup,
russisk Krigsfange Aloksjei Danilovitche Tschigikoff, Sergent i 20de østsibiriske
Jægerregiment. Han, der er Kleinsmed af Profession, og hørte hjemme i Gournement
Jerischi, Kauske Amt, Kontorske Herred og TschlexovorSogn (I Sibirien), blev taget
tilgange den 3de November 1914 ved byen Ljentschin (?) og tilbragte først nogen Tid i
en Fangelejr Ljanxinsa(?) men kom senere til Erfurt, hvor han fra den 10de Juni 1915
arbejdede paa et Saltværk i Nærheden af Byen.
Side 172
Paa Saltværket hang der i Maskinmesterens Kontor et stort Kort, pa hvilken
Maskinmesteren med megen interesse fulgte den tyske Hærs forskellige ?
lokalisationer og Tschijikoff, der af og til kom ind paa Kontoret, fik saaledes Lejlighed til
at kaste et Blik paa Kortet. Han regnede ud, at han ”kun” skulde flygte ca. 350
Kilometer for at naa Holland (Holsten?) lige Nordpaa.
Desværre var det ham ikke muligt at komme i Besiddelse af et Landkort, derimod købte
han af en fransk medfange, et Kompas – et russisk Kompas – for kun én Mark, medens
han havde tænkt sig at skulle have ofret 10 Mark paa det. Naar Tschijikoff talte med
Kammeraterne om sin Flugt, fraraadede de ham den ”Hvis du endda kunde tysk,
kunder der være nogen Mening i at flygte, ”svarede de, hvortil Tschigikoff sagde ”Ja,
men jeg vil jo ikke tage med Toget, saa jeg behøver jo ikke at kunde tysk for den sags
Skyld”
Han maatte saa flygte alene. Med nogle Æsker Sardiner og lidt Brød som Proviant og
forsynet med 4 Æsker Tændstikker lykkedes det ham at slippe bort den 12. September
1915. Han udmaler i en længere beskrivelse meget romantisk, hvor herlige Nætterne
var med den prægtige stjerneklare Himmel.
Flugten fra Erfurt, der jo ligger nærmere Holland, Frankrig og Svejts end Danmark, var
rig paa Oplevelser, men takket være hans Koldblodighed lykkedes det ham at slippe
heldigt fra alle Farer. Han lærte hurtigt at sige ”Moerjen”
På siden foto af Mand, uden tekst.
(”Guten Morgen”) til dem der mødte ham, hvorved han mener at være sluppen for
megen Tiltale.
Flere Dage gaar han gennem Bjergegne og større Skove, og møder her en enkelt Gang –
saaledes mener han – baade Vildkatte, Elsdyrunger og Vildsvin ude paa Rov. Han følte
en ikke ringe Rædsel ved mødet med disse Dyr.
I de første Dage af Flugten levede han dels af Sardinrester, dels af Æbler som han tog i
Frugthaver langs Landevejen. Efter mange dage Vandring kom han til en stor Flod
(Elben?), hvor der laa mange Skibe med smukke Flag. Da han imidlertid intet Kort
ejede, var det vanskeligt for ham at meddele gennem hvilke Egne han var passeret,
men han gik efter Kompasset, saa vidt muligt, stadig mod Nord.
Foruden over Elben passerede han en anden Flod i Baad, og han mener ogsaa at have
været i Lybæk (?) hvorfra han sætter over Fjorden i Baad. Senere passerer han
udenom 3-4 Bugter med større eller mindre Byer – formentlig langs Sønderjyllands
Østkyst. Et Sted kommer han til at en Aa, hvor man skal færges over. En Dame venter
paa at komme over, han hører at de skal betale for Overfarten, men det blev gjort ham
forstaaeligt, at der krævedes et Par. Han agerer døvstum og flygter skyndsomt.
En Morgen, formentlig paa Turen op gennem Sønderjylland, svarede han ikke, som
ellers ”Møierjen”, fordi han frygtede for, at vedkommende skulde indlade sig i Samtale
med ham. Den paagældende blev alligevel mistænksom og tilkaldte et Par Vagtposter,
men heldigvis havde Tschijikoff
Side 174
anet Uraad og havde skjult sig en nærliggende Skov, inden Soldaterne kom og
passerede forbi uden at opdage ham.
Værst for ham var det naar Folk standsede ham og spurgte om Vej, Tschitjekoff kan saa
at sige ikke et Suk tysk, men antager, at Spørgsmaalene ofte har drejet sig herom, han
nøjedes saa med at pege paa sine Ører og sin Mund for at vise at han var døvstum.
Første Gang, han reddede sig paa denne Maade, havde Folk medlidenhed med ham og
tilbød ham en Cigar, han rystede paa Hovedet – han ryger ikke!
Da han paa Flugten kom saa langt mod Nord, at der ikke længere var Æbler paa
Landevejene, matte han tage til takke med Kartofler fra Markerne. Han havde
imidlertid Penge hos sig og vilde da en Dag forsøge at købe et Brød, men Damen viste
ham et Brødkort, og pludselig husker han saa, at han ikke kan faa Brød at købe i
Tyskland. Han skynder sig ud og hen i en Butik for at købe noget Pølse. Pølserne bliver
vejede af, og han faar nogle Phenny tilbage, og saa kan han atter stille Sulten paa en
efter Forholdene meget behagelig Maade. I en By noget nordligere (Slesvig eller
Flensborg) vil han igen købe Pølser i en Butik, han peger paa Pølserne, og Konen har
allerede vejet dem af, da hun pludselig raaber noget Tschilpikoff har frygtet for, at hun
har fattet Mistanke til ham, og nu kalder paa Manden, og han skal lige til i en Fart at
lægge et Par Mark paa Disken
Side 175
og skyndsomt forsvinde med Pølserne, men heldigvis bevarer han son koldblodighed –
og et Øjeblik efter ser han en lille Hund komme løbende; det var den Konen havde kaldt
paa.
Gentagne Gange undervejs møder han fangne Landsmænd, der er ude paa Arbejde, og
flere Gange faar han en Passiar med saadanne. Saaledes møder han ogaa en
halvanden Dag før han passerer Grænsen. Tschijckoff spørger: ”Er der langt til
Grænsen?” og hans Landsmand svarer: ”Tyskerne selv siger, at der ikke er saa langt!”
Tschijikoff opfordrer ivrigt Landsmanden til at flygte med – det skal gøres nu, medens
der endnu er Roer og Kartofler i Markerne – men Landsmanden er bange for at blive
skudt, og desuden skal der ogsaa passeres nogle Vandløb. Tschijikoff opmuntrer ham
alligevel: ”De skyder dig saamænd ikke, og naar det er Aaer, er der vel ogsaa Baade?”
De faar endnu en lille hyggelig Passiar, men Tschijikoff maa fortsætte sin Flugt alene.
Nord for Elben havde han mødt den første russiske Fange der var alene ude paa
Arbejde, han gav Tschiljikoff lidt Brød og Kaffe ,ivigt opfordrede han ham til at flygte
med, turde han ikke. Ejendommeligt nok spørger Kammeraten Tschijikoff om der
virkelig ikke er langt til Grænsen? ”Nej, siger Tschijikoff, jeg skulde flygte i alt saadan
noget som 350 Km, og nu har jeg vandret i 11 Døgn, saa der kan vel næppe være mere
end 80 Km tilbage”. Kammeraten ønsker ham
Side 176
”lykkelig rejse” og Tschijikoff fortsætter sin Vej alene.
Et Sted langs Kysten (Lybæk – Kiel?) var han saa uheldig at komme ind paa et forskanset
Terræn, hvor der er Pigtraad og grave. Han opdager tillige en Vagtpost og bliver nødt til
at blive liggende i Graven, indtil det bliver mørkt – saa slippe han heldigt bort.
Da han efter de 11 Døgns Marsch mente at være nær Grænsen, lister han sig en Dag
hen til en Jernbanestation og ser her fra Vaabnene, der er anbragte paa Vognene, og
han opdager her en Del Vogne med Danske Mærker, hvad der bestyrker ham i Troen
paa, at han er i Nærheden af Grænsen. Kort efter opdager han imidlertid tyske
Soldater, der er paa Marsch, og ser at han har taget Fejl.
De næste Dage under Flugten var meget vanskelige. Dels fryser han meget i de kolde
Efteraarsnætter – for dels ligger han saaledes en Nat under et Bord foran et Vindue
paa en Bondegaard – dels er det saa taaget, at han er bange for uforvarende at støde
paa Vagtposter. Saa passerer han igen en Aa, og paa den anden Side opdages han af
danske Dragoner og føres til Holsted hvor han til sin store Forbavselse erfarer at han
efter nu 21 Døgns Vandring, er kommen til Danmark og ikke til Holland.
Ejendommeligt nok hørte de tyske vagtposter ved Grænsen, da Tschijikoff passerede
dem, til et Arme`korps, der netop hørte hjemme i Erfurt.
Tschijikoff var en glødende Patriot der kun længtes efter t komme tilbage til Rusland
Side 177
for atter at tjene Tzaren og kæmpe sammen med Kammeraterne mod Arvefjenden, og
han raaber begejstret Hurra for Tro og Fædreland. Samme Dag, det er den3die Oktober
førtes han til Brørup Sygehus for at ligge i Karantæne og derefter afgaa til København
og videre til Rusland.
22de December 1915
S. Meddelelse i ”Ribe Stifts Tid” beroede paa en Misforstaaelse Greve Schack –
Schackenburg er ikke indkaldt til, men udtaget til Arbejdstjeneste og kan blive indkaldt
naar som helst efter Nytaar. Denne Meddelelse bekræftes af følgende i Dag modtagne
Brev:
Schackenborg den 20de December 1915.
Hr. Redaktør Willemoes, Ribe.
Deres ærede Blad har flere gange bragt Meddelelse om mig, der til dels, og det ligger jo
i Forholdene, har været mere eller mindre unøjagtige. Jeg vilde betragte det som et
Tegn paa stor Imødekommenhed fra Deres Side, dersom De i Fremtiden i givet Tilfælde
vilde skaffe dem Stadfæstelse af evt. Rygter fra min Familie, der bor paa Vikingehøj i
Vedbæk. I Haabet om, at De ikke vil misforstaa denne Henvendelse er jeg, med de
bedste Hilsener,
Deres ærbødige C.V.Schack
Meddelelsen i R.S.T. af om grev Schack var indkaldt
Side 178
Foranledigede Enkegrevinde S. i Vedbæk og hendes Søn Grev Erik S. til at tilskrive mig,
om jeg vidste at Lensgreven endelig var indkaldt; de havde været uden Forbindelse
med ham i længere Tid, men i Øjeblikket +(den 15/12 15) + mente de, at han var i
Berlin sammen med H.P.Hansen – NørreMølle, hvem han for øvrigt havde været
sammen med i længere Tid. ? Schack, der havde været hos Lehnsgreven paa Søborg,
havde under dennes Fraværelse taget Ophold hos Enkefru Jessen (Flensborg Avis). For
at skaffe grundig Besked fik jeg to Mænd til at søge Oplysninger, den ene i Skærbæk,
den anden i Tønder. Men ingen af deres Forbindelser turde ringe ud til Schaskenborg –
det var for risikabelt, og man turde rent ud sagt ikke. Saa bad S. ,som tilfældig var i
Stand dertil om t skaffe Oplysning, og den 22de fik de dem, og kort efter ankom
Grevens Brev.
25 Decbr. 1915
Kapk. I Nat spadserede 2 Sønderjyder over mellem Hornelund og Varminglund. Paa
Grudn af Snefygningen kunde de ikke orientere sig og de vedblev at gaa, indtil de endte
oppe paa Kirkegaarden i Æbbekær. De havde, for at lette Flugten, trukket hvide Skjorter
over deres Tøj!
Side 179
S.
26 December 1915
Truels Jensen er ikke kommen til Fronten, men hensidder i Berlin. Nogle af hans
Kammerater i Felten, saaledes Nis Muusmann fra Heine Henning
dra og Helsinghof fra Rejnæs, blev øjeblikkelig flyttet fra
Proviantteringenskolonnen, hvor de hidtil havde gjort Tjeneste, ud til Skyttegravene.
Anledningen til Truels Jensens Arrestation menes at være, at han har haft for megen
Korrespondance med en Fætter Jens Riis i Hamborg, der ogsaa sidder arresteret.
5 unge Tyskere , blev grebet af Vagtposterne, da de lige før Jul stod i begreb med at
drage nordpaa over Grænsen via Haderslev. For øvrigt er der i Tidens Løb gaaet et
meget betydeligt Antal Tyskere over, baade civile og militære.
For Tiden er Kontrollen meget forekommende og elskværdig, Vagten bestaar
væsentligst af Hamburgere og Bremere, der er meget fornuftige.
28 Decbr. 1915
FK. Stg. Med Hensyn til Indsamling til Sønderjyderne mener H.P.Hansen – NørreMølle
paa direkte Forespørgsel fra mig, at en almindelig Indsamling (F.eks. gennem den
samlede danske Presse, som foreslaaet af mig) bør vente indtil efter Krigen ; til hvilken
Tid der vil blive Brug for mange Penge til at yde Støtte til de mange Haandværkere, der
ikke kan erklæres fallit, saa længe Krigen varer, men som vil staa paa fuld
Side 180
stændig bar Bund, naar de skal begynde efter Krigen. Der er nok mange der lider Nød i
Øjeblikket, men de vil alle blive hjulpne.
(?? 8 Januar 1916 Nr. 6)
I September 1915 blev der blandt mandskab paa Skibe udtaget Folk, der talte Dansk.
Saadanne dansktalende Mænd blev beordret om Bord paa en Damper, der sejlede
under dansk Flag og denne Damper havde til Opgave at sejle rundt med Proviant til de
tyske U-Baade. Disse dansktalende Sømænd der saaledes blev udtagne, fik en 50 Mark
mere i Lønning om Maaneden, men en af betingelserne var saa, at de ikke under nogen
Omstændighed maatte skrive hjem til Hustruerne, det var for øvrigt hende, der fik
tilstillede de ovennævnte Ekstrabeløb, eller overhovedet antyde for hende eller andre,
hvor de opholdt sig eller hvad de foretog sig. En Mand fra Sottrup Skov, der havde
Landlov, fik imidlertid skrevet hjem, at han var om Bord paa et Skib med et saadant
Arrangement og hvor de kun var danske. En anden Mand fra Sottrup, der ogsaa var
udtaget og gjorde Tjeneste om Bord, fandt dog hele Meningen lovlig mystisk og lod sig
forlyde hermed, hvorfor han blev sendt bort. Denne sidste Mand har meddelt Fh.Stgs
Broder herom i Julen, idet han samtidig som sin Anskuelse udtalte, at Skibet nu
muligen var gaaet under da man intet havde hørt fra det i lang Tid.
Side 181
Det fastslaaes aldeles bestemt, at ikke mindre end 200 svenske Officerer dels har faaet,
dels faar Uddannelse i Lockstedt Lejren for at gøre Tjeneste i den tyske Hær.
Med Hensyn til Militærbelægningen i Sønderjylland saa ligger der intet som helst ud
over Vagtmandskaberne og det Mandskab, der uddanner og uddannes til Rekrutter.
Af Udtalelse fra Folk, der er hjemme paa Orlov, dels i Breve hjem fra Fronterne
forlyder? det, at det mange Steder kniber stærkt med at tilvejebringe Kartofler, som
man ellers troede, at der var rigeligt af.
6te og 7de September 1915
Den 6te og 7de September 1915 ankom til Brørup Sygehus følgende russiske
Krigsfanger fra Tyskland
1) Michel Metrofanovitsch Oleschko af 14 ds i sibirisk Jægerregiment, han var 20 aar
gl. og ansat ved Jernbanerne amt? I Mantsjuriet
2) Vasili Vasilivelsch Njunen af 15de sibiriske Jægerregiment; han der er Korporal, var
Landmand og hjemmehørende i –Gourvementet Novgorod.
3) Ivan Fjedorovilsch Novikoff hjemmehørende i Gourvementet Moskov og Snedker af
Profession.
Disse tres Flugt beskrives næste Side
Side 182
Endvidere:
4) Georgi Rjøntji fra Gournement Permsk. Han er Landmand og blev taget til fange den
2.Novbr. 1914 ved den marsuriske Sump og flygtede fra en Fangelejr ved Slesvig
sammen med.
5) Nikita Zafranovitsel Markoschanski fra Gournement Mogitovski. Han er Apoteker
Medhjælper. Om disse to Flugtninger er der desværre ikke bleven opbevaret
nærmere Oplysninger.
Førstnævnte Oleschko har givet følgende Beskrivelse af sin og hans to
Kammeraters Flugt:
Jeg og mine Kammerater arbejdede hos en Gaardejer i Skodborg. Vi var ude at
arbejde. Ingen havde Anelse om vore Planer. Vi arbejdede hele Dagen med at flytte
Sten og grave Ler, denne Dag havde vi fast besluttet at skride til Virkeliggørelsen af
det, vi saa længe havde spekuleret paa. Natten nærmede sig. Alle lagde sig til at
sove. En Time efter lød der almindelig Snorken. Kun jeg og mine Kammerater Iban
Fjedorovitsch og Vasilic Vasilievitsch sov ikke. Vi gik i Gang med vor Plan. Vi matte
dirke Døren op. Den mindste Lyd forskrækkede os. Naar en Due bevægede sig eller
naar en Hest eller Ko rørte paa sig nedenunder os, lagde vi os øjeblikkelig ned.
Endelig fik vi Slaaen dirket op og Døren aabnet. Vi gjorde
Side 183
Korsets Tegn, og alt mens vi sagte bad ”Tolderens ” Bøn begyndte vi at gaa ned ad
Trappen. Vi kom først til Stalden, hvor Køerne, Kvierne staar. Vi krøb saa over
Pigtraaden, gik nogle Meter videre, standsede saa og rev Fangenumrene af Ærmet.
Saa fortsatte vi vor Vej videre frem over en Roemark, snart maatte vi bugte os,
snart maatte vi krybe paa alle fire, hvert Øjeblik maatte vi staa stille og lytte, og vi
blev bange, blot naar en Fugl fløj op eller det susede i Buskene. Paa den Maade
naaede vi Grænsen. Vi gik i Gaasegang. Det var ravnsort Mørke. Himlen var dækket
af Skyer. Vinden strøg blidt med Buskene. Pludselig saa vi et Lys bevæge sig, og vi
hørte en Fløjte. Nu var vi lige ved Grænsen.
Vi mærkede den kolde Sved over hele Kroppen. Mon Vagten havde faaet Øje paa
os? Nej det var blot Vagten som blev afløst, 5 Minutter efter var alt stille – dødstille.
Hjertet bankede voldsomt. Hvert Øjeblik ventede vi enten at komme lykkeligt over
grænsen eller at blive sendt i Døden.
Nu var vi kun 5 Skridt fra en Bro. Det gjaldt om ikke at spilde Tiden. Vi benyttede et
heldigt Øjeblik og listede os alle over Broen. Vi var imidlertid ikke gaaet mere end et
par Skridt, før en Vagtpost strøg en Tændstik – han skulde ryge. Vi skælvede og
hviskede til hinanden: ”Nu er det ude med os!” Og hver Gang blot et Blad faldt paa
Jorden holdt vi Aandedrættet tilbage. Takket være det dybe Mørke
Side 184
blev vi dog ikke opdagede. Vagtposten gik videre. vi gik lidt længere og naaede en
Aa. Vi krøb ud i Vandet, der viste sig a være meget dybt. En halv Time efter fandt vi
et Sted, hvor dybden var mindre, og der gik vi over til den anden Side, hvor dybden
var mindre. D.v.s. til Danmark . Vi var neppe kommet over og skulde netop til at
lykønske hinanden til vor heldige Flugt, da en Vagtpost tændte sin elektriske
Lommelampe. Vi skyndte os videre og blev splittet ad i Mørket. Jeg vadede videre
gennem Dyndet, fik fast Grund under Fødderne, krøb videre til en lille Skov og
derfra over Marker; her løb jeg ustandselig, af og til stod jeg stille og lyttede, om
nogen forfulgte mig. Saaledes blev jeg ved at flygte indtil Kl. 7 –Morgen. Saa mødte
en dansker mig- han var i Færd med at drive sine Heste paa Græs- ; Jeg skjulte mig
bag en Gran, men han opdagede mig. Og det kunde nu ikke mere nytte at søge at
undslippe. Jeg rejste mig op og sagde højt og tydeligt: ”Jeg er Russer, jeg er flygtet
fra tysk Fangenskab.” Og jeg spurgte ham: ” Jeg bliver da vel ikke ført tilbage til
Tyskland”. Han svarede at det blev jeg ikke, men at jeg skulde afleveres til Politiet.
Saa spurgte han om jeg var sulten? ”Ja det er jeg, jeg har kun levet af Roer og er
forfærdelig sulten” Saa tog danskeren mig med sig hjem. Undervejs tænkte jeg ved
mig selv: ”Mon han skulde være Tysker?”
Men nej, det var han ikke, det var en brav dansk Mand. Han gav mig Klæder, mine
var drivvaade. Jeg klædte mig om og drak tre Kopper Kaffe
Side 185
med Brød til. Og saa lagde jeg mig – omtrent som et lille Barn – til at sove i Høet. En
lille Time efter blev jeg vækket, nu skulde der spises til Middag. Trods alt var jeg dog
stadig ængstelig. Vi var knap færdige med at spise, da der ankom 3 Mand f1til
Gaarden. Jeg blev bange og skælvede, og jeg tænkte: ”Skal jeg mon nu udleveres til
Tyskland”. Men nej, en Time efter var jeg paa Sygehuset i Brørup.
Jeg var meget urolig for mine Kammerater, men saa hørte jeg pludselig Lyden af et
Automobil, og 5 minutter efter kom mine to Kammerater ind. Det viste sig, at de var
flygtet i modsat Retning af den jeg var gaaet. (Sygehuslæge Møller fra Brørup havde
truffet dem i Estrup Skov og tog dem med sig i sin Bil ).
Og nu sidder vi her paa Sygehuset og opfrisker sammen vore Erindringer fra
Fangenskabet, fra vor Flugt og taler om vort Fædreland – om Rusland.
Olesckes eskrivelse af Fangelejren ved Holebøl
Lejren ved Holebøl ligger tre Kilometer fra Stationen og bestaar af en ca. 60 Alen
bred barak for Fangerne. Den er let sammentømret med Søm og Taget bestaar af
Tjæret Papir (Tagpap?) Inde i den er Sengestederne anbragt i 3 rækker. ”Sengen”
bestaar af en Knippe Halm og et – eet Tæppe. Her ud over maa man selv skaffe sig
bekvemmelighedr. Barakken er fuld af Sprækker, gennem hvilken ikke blot Blæsten,
men ogsaa Regnen pidsker
Side 186
Intetsteds kan man søge Ly og Barakken ryster som et Blad. Udvendig er der
anbragt 2 Rækker Pigtraad, den yderste Række er 3 Arschin høj, den anden 5
Arschin. Der gaar til Stadighed 4 Vagtposter omkring Lejren.
Mod Øst ligger en lille Granskov og mod Vest en Tørvemose. Midt i Lejren hæver sig
stolt en tyk 5 Arschin høj Pæl.
Straffepælen se Sag 187 nederst og Pag. 188
Hvortil Fangerne surres fast i 2-3 Timer for den mindste Forseelse – bl. a. naar der
er bleven angivet af vore jødiske Tolke. Dersom Fangerne vægrer sig ved at arbejde
eller er ulydige, anbringes de i et lille mørkt Rum i 5-10 Dage, og de faar saa kun
varm Mad hver 4de Dag!
Den der sidder i Arrest en Dag faar 10 kogte Kartofler, hvoraf man saa kan spise de
6-7, medens 3-4 gerne er raadne og maa kastes bort.
Syd for Straffepælen ligger Køkkenet og Vadsketrugene, men man kan kun faa Vand
mellem Kl. 6 og Kl. 8 om Aftenen; den øvrige Tid af Dagen bruges Vandet til
Køkkenet. Hvis man ønsker at vadske sig uden for disse Tider, eller ønske at vadske
sit Linned, saa er der intet Vand at faa. Tyskland sparer øjensynlig ikke paa Brød
alene, men ogsaa paa Vand. Er Tyskland bange for at lide Døden af Tørst?
Fangerne har for øvrigt alle det samme smudsige Udseende, naturligvis paa Grund
af det blodtørstige Tysklands uretfærdige Optræden mod os. Vi lider baade
Side 187
De russiske Jøder som angivere m.v.
baade af Kulde og Sult, men især Sult. Jøderne har ligesom sluttet Forbund med
dem, de anstrenger sig for at Skade os og udtænker de grusomste Straffe. De tager
endog den sidste Skjorte af en Ulykkelig, om det skal være – og Tyskerne lytter til
dem som lydige Elever. Jøderne er som Ravnene, der samler sig om Ligene. Det gaar
ud over de russiske Fanger og alle Jødernes Bestræbelser belønnes af Tyskerne med
en større Portion Suppe. Naar Jøden har faaet sin Portion, spiser han selv noget,
Resten blander han med Vand og sælger saa dyrt som muligt, jævnlig opnaar han
20-35 f. pr. en Liter deraf. De sultne Fanger kaster sig selvfølgelig over det plumrede
Vand uden Hensyn til Pengene. Det kan hænde, at en af Fangerne ved Middagstid
ikke faar sin Suppe. Naar han saa anmoder Jøden, der er Tolk, om at føre ham til
Køkkenet, vil denne ikke engang høre paa ham. ”Hvad kommer det mig ved,” siger
han, ”at du ikke har faaet Suppe”. Og uden at tage Hensyn til den sultne Fange,
lader Jøden være med at hjælpe ham, og saa kan Fangen sulte til Aften og nøjes
med noget koldt Vand. Naar en Fange begaar blot den mindste Forseelse, kan man
være sikker paa at en Jøde nok skal angive ham. Jødernes Rænker er utallige. Naar
jeg kommer tilbage til mit Fædreland, vil jeg berette udførligt derom.
Til Straffepælen bindes Fanger i Almindelighed
Side 188
saaledes: Fangen stilles paa en lille Skammel. Saa surres først Benene fast til Pælen
og derefter Armene, der trækkes om paa Ryggen. Naar det er gjort, tages
Skammelen bort, saa at Staklen hænger i Rebene med hele sin Vægt. Og det er
Pinefuldt at lide saaledes i 2-3 Timer; thi Rebene snærrer, Blodomløbet hindres og
alle Lem bliver ganske følelsesløse, især naar det sker ved Vintertide.
Denne Straffemetode blev anvendt meget i Lejren ved Alter Grabou (w)
Tekst uden sidenummer. Skrevet af en anden hånd.
Optaget i R.S.T. 23/12 16. 1.ste Stykke
Fra Grænsen
Hvor besværligt det er at komme over Grænsen i denne Tid, maatte en gammel Mand fra
Sønderjylland erfare forleden.
Han vilde besøge sin Broder, der bor i Nærheden af Grænsen paa denne Side. I den Anledning
havde han anskaffet sig et Pas og troede saa, at han kunde komme over ad den nærmeste Vej.
Men da han hen pa Eftermiddagen gik til Grænsen, ble han afvist af de vagthavende
Grænsesoldater, de sagde ham at han kun kunde komme over ved en af de anordnede Pasveje, og
det hjalp ikke, at han forsikrede dem, at han ikke havde ondt i Sinde, han vilde bare besøge sin
Broder, og heller ikke, at han forestillede dem, at der var en hel Mil til nærmeste Pasvej, og at han
var over 75 Aar gammel. Der var ingen Undtagelser, han maatte ikke komme over.
Dette syntes han var meget urimeligt; det var ikke hans Lejlighed at gaa et Par Mil af sin Vej, hvad
Nytte skulde det gør.
Saa gik han tilbage, men da han ikke kunde ses længere af Grænsevagten gik han ind over Marken,
hvilte sig her i en Fordybning til det begyndte at mørknes, og kravlede saa langs ad en Agerfure og
hen over Grænsen.
Da han havde aflagt besøget hos sin Broder, kom han velbeholden tilbage over Grænsen igen ad
samme Vej.
”Det manglede bare”, mente dem gamle, ”naar man har Pas”
Uden Pas
Hos en nordslesvigsk Gaardejer i Nærheden af Grænsen tjente en yngre Karl fra Jylland. Samme
Karl vilde gerne en Tur hjem at besøge sine Forældre, men at anskaffe Pas var forbunden med
Ulejlighed og bekostning, og desuden var der en lang Omvej til én af de anordnede Pasveje.
Husbonden og Karlen blev derfor enige om, at denne nok maatte kunne komme over Grænsen
uden Pas, men da Karlen ikke var ret lokalkendt ved Grænsen, fulgte hans Husbond ham paa Vej
Sideskift
Lige som de var kommen til Grænsen, blev en vagthavende tysk Grænsesoldat imidlertid
opmærksom paa dem, og da han vel sagtens antog dem for Rømningsmænd, affyrede han et Skud
imod dem.
Dette havde den Virkning, at de meget hurtigt for fra hinanden, hver til sin Side, heldigvis dog
begge i den Retning de skulde.
Men den nordslesvigske Gaardejer hævder, at den Grænsesoldat har krænket Danmarks
Neutralitet, thi Skuddet blev affyret fra et Sted, hvor Grænselinien gør en Bøjning, og Kuglen er
gaaet over et Hjørne af dansk Territorium.
Efter at have aflagt Besøg i sit Hjem, kom Karlen en Aftenstund tilbage til Grænsen, men med den
fæle Skydning i frisk Erindring turde han ikke forsøge at komme over Grænsen igen, men blev i den
danske Grænsekro Natten over.
Dagen efter fik man ved Hjælp af en velvillig Nabo paa den anden Side Grænsen sendt Bud til hans
Husbond, og denne, der er en praktisk Mand, gik sig straks en Tur i Marken, kom som tilfældigt til
Grænsen og gav sig i Samtale med Grænsesoldaterne, der var posteret i Nærheden af Kroen.
Under Samtalen skuttede han sig og foreslog
Sideskift
i Betragtning af det kolde Vejr en ”Genstand” fra Kroen derovre, fik vinket ad Kropigen, og hun
kom snart efter til Stede med en Kande med varmt Vand, samt Rom og Sukker, og mens
Grænsevagten i Læ af Krohaven koncentrerede sin Opmærksomhed om den varme Toddy, listede
Karlen bag om Haven over Grænsen og kom velbeholden tilbage til sin Husbonds Gaard igen.
Den tyske Grænsevagt
Det tyskeVagtmandskab ved Grænsen Syd og Øst for Ribe er blevet fordoblet i den sidste Tid. De
nordslesvigske Landeværnsmænd, der tidligere havde Vagttjeneste ved Grænsen, er for længst
fjernede og ældre og yngre Soldater fra forskellige Egne af Tyskland er traadt i Stedet, navnlig
saadanne, som er bleven saarede i Krigen, eller som paa Grund af Sygdom og Svagelighed ikke har
kunnet udholde Strabadserne ved Fronten. Adskillige bærer Mærker fra Krigen, en har faaet en
Granatstump i Hovedet, en anden en Kugle i Benet og halter lidt, nogle bærer Jernkorset.
De skal nu ”rekreere” sig ved Grænsen og saa før eller senere af Sted til Fronten ien.
Sideskift
Soldaterne ligger i Kvarter hos Landmændene derovre, og de udtaler, at de er godt tilfredse med
Forplejningen, de faar. For Tiden er der mange Westphalere iblandt dem; de gør Indtryk af at være
jævne og skikkelige folk, og kommer man i Snak med dem, hvad der ikke er vanskeligt, er de ret
meddelsomme.
En fortæller mig, at hans Fader var med i Krigen mod Danmark i 1864, og af ham har han hørt
meget om Danmark; han havde aldrig tænkt at han skulde komme paa den Kant, men i disse Tider
ved man ikke, hvor man bliver sendt hen i Verden, eller, føjer han til, hvornaa r man bliver sendt
ud i Verden. Han har ikke noget imod Danskerne – Nej hvad skulde han ogsaa have imod os!
En anden, der tænker mere materielt, meddeler at Brændevinen er daarlig i Nordslesvig; han kan
ikke faa en ordentlig ”Kummel” til sin Frokost som derhjemme, ellers klager han ikke over noget.
En tredje finder det noget øde og bart heroppe ved Danmark. Han taler om sin skønne Egn bag
Teutoburgerskovene, hvor Kirsebærrene for længst blomstrer, og hvor Rugen er en hel Alen høj.
Han har Kone og Børn derhjemme i Westphalen, og han længes efter ”Ruhe nach die Sturme und
Lieb und
Sideskift
Lebenslust” Da han bliver spurgt, om han ved noget nyt fra Krigen, trækker han en gammel
Westphalsk Avis op af Lommen, men siger, at hans Avis ikke er helt ny; han faar den tilsendt, naar
”Mutter” har læst den, det er det billigste.
Krigsbegejstring mærker man ikke noget til; alle man træffer at tale med, ønsker at Krigen maa faa
Ende snarest muligt.
Man kan ikke ret forstaa, at disse jævne Folk er ”rigtige” Tyskere. Man kan ikke forestille sig, at de
kan faa deres Mund til at udtale den ækle og umoralske Devise, man sidst har hørt om: ”Lad vore
Fjender kun hade os, blot de lærer at frygte os.” eller Bismarks anmassende Ord: ”Vi Tyskere
frygter Gud, ellers intet i Verden!”
Ogsaa uden Pas
En nordslesvigsk Landmand, der bor en lille Mils Vej Syd for Grænsen, vilde besøge nogle
Slægtningen i Jylland.
Han fandt det ikke Umagen værd at anskaffe Pas og kom ogsaa godt nok over Grænsen uden et
saadant.
Efter nogle Dages Forløb nærmede han sig atter Grænsen for at komme tilbage igen.
Sideskift
En Bondemand, der pløjede pa sin Mark ved Grænsen fortalte ham imidlertid, at bevogtningen af
Grænsen var blevet skærpet, og at det vilde være umuligt for ham at komme over ved højlys Dag.
Manden lod sig dog ikke afskrække, men mente at man vel nok kunde narre en tysk Grænsesoldat.
Derpaa gav han sig til at assistere Bonden ved Pløjningen og fulgte saaledes med op til Grænsen.
Her stod de to Mænd lidt og talte sammen medens Landmanden holdt skarpt Øje med
Grænsevagten.
Lige overfor paa den anden Side af Grænsediget, var der kørt Gødning ud paa Marken, og en Greb
til Brug ved Spredningen stod i Nærheden af Diget.
Pludselig mens Vagten var noget borte, trimlede Landmanden behændigt over Diget, tog Greben
og gav sig roligt til at sprede Gødning. Da han syntes, at han havde ydet et passende Vederlag i
Arbejde for Laanet af Greben, slentrede han med denne paa Skulderen op til Huset, hvor Markens
Ejer boede, og herfra kunde han lidt efter trygt gaa videre Syd paa til sit Hjem
Søndagen den 15 August 1915 om Natten mellem Kl.11-12 flygtede Mejeribestyrer Nohns fra
Spandet i Nord
Sideskift
slesvig tillige med sin hustru og fire Børn over Grænsen til Danmark.
Han var af de prøjsiske Myndigheder bleven idømt seks Ugers Fængselsstraf, fordi han nogle
Gange var gaaet over Grænsen uden Pas og uden for de autoriserede Passteder.
Sine Besøg over grænsen havde han navnlig aflagt for at gæste gode Venner i den Del af Seem
Sogn, der tidligere havde hørt til hans Mejerikreds, samt for at læse Krigsberetningerne i danske
Blade, da han fandt de tyske Avisers Beretninger ganske ensidige.
To Sønner var tidligere rejst til Danmark for at unddrage sig tysk Værnepligt og et Par andre
Sønner nærmede sig den værnepligtige Alder.
Hans danske Sindelag oprørtes ved de mange Fængslinger af gode danske Mænd i Sønderjylland
og ved hele den uretfærdige Behandling der, som han syntes, blev dansksindede Sørderjyder til
Del.
Af disse Grunde besluttede han sig til at forlade Landet som han stod i Undersaatsforhold til, og
den Kreds, hvor han havde virket i 24-25 Aar og hvor han var anset som en dygtig Mejeribestyrer
og en agtet Mand.
De seks Ugers Fængslingsstraf kunde han vel have afsonet, udtalte han, skønt han fandt Straffen
haard i Forhold til Forseelsen og herunder navnlig fremhævede den uretfærdighed, Domstolene
derovre gør sig skyldige i, naar de i en Mands danske Sindelag finder en skærpende
Omstændighed
Sideskift
Ved Domsafsigelsen, men Forholdene derovre er efterhaanden bleven ham saa trykkende og
utaalelige, at det, som han sagde, nu skulde have en Ende.
Ans Beslutning om at flygte til Danmark havde været plangt i længere Tid, nok lige siden han blev
idømt Fængselsstraffen. De sidste tre Uger før Flugten havde han jævnlig – i Reglen hver anden
Nat –bragt nogle af sine Ejendele + over Grænsen og under disse Ture udstaaet mange
Besværligheder og Farer, havde undertiden ligget i timevis i Grøfter eller Huller i Marken. En
enkelt af disse Ture omtales:
En Nat efter en Tur herover vilde han vende tilbage gennem Kær og Mosedraget Nord for
Hømlund. Han brugte flittigt sin Natkikkert, som han altid havde med sig, og nærmede sig
forsigtigt Grænsen, men da han vilde til at springe over Grænsegrøften, rejste sig pludselig en tysk
Grænsesoldat, som havde ligget bag Grøftevolden paa tysk side, og tilordnede ham et ”Holdt,
hvem der?”. ”Jeg blev ikke just særlig bange” fortæller Nohns, ”for jeg vidste at han ikke kunde
gøre mig noget, saalænge jeg var paa dansk Grund, men jeg vilde meget nødig give mig til Kende
for ham, og gik derfor stiltiende tilbage, men Soldaten, der var en Underofficer af Grænsevagten
tilraabte mig, at hvis jeg
Her indføjet mærket +
Dette har det danske Toldvæsen ikke godt af at faa at vide; thi vel var Ejendelene Flyttegods, der
er toldfrit, men Overførelse af saadant skal dog nok anmeldes
Sideskift
ikke standsede, saa skæd han. Jeg gik dog videre, men mærkede snart at han var efter mig over
Grænsen. Da løb jeg alt hvad jeg kunde, og blev forfulgt ca. 1 Kilomerer – en hel Kilometer – ind
paa dansk Territorium. Saa standsede han forfølgelsen, og jeg kom senere godt over Grænsen igen
et andet Sted”.
Senere oplystes det, at Underofficereren Dagen efter havde fortalt i sit Kvarter at han om Natten
havde været et godt stykke ovre i Danmark efter en ”Slubbert” der vilde snige sig over Grænsen.
”Havde jeg blot haft min Revolver med”, sagde han, ”saa havde jeg skudt ham ned ”, og da han
blev gjort opmærksom paa, at han jo ikke maatte gaa over Grænsen, langt mindre skyde nogen
derovre, svarede den vældige Krigsmand: ”Aa jeg kunde have slæbt ham med mig tilbage over
Grænsen, saa var der ingen der havde faaet det at vide;” men da Nohns hørte, at den tjenstvillige
Underofficer ikke havde haft noget at skyde med under Forfølgelsen, udbrød han: ”Havde jeg bare
vidst dette, saa havde jeg sprunget paa ham, saa forbitret var jeg.”
Flugten over Grænsen foregik gennem det førnævnte Mosedrag Nord for Hømlund. Nohns gik i
Spidsen for at sondere Terrænet og bag ham kom i nogen Afstand fra hinanden hans Hustru og de
fire Børn. Natten var ret mørk; spejdende listede og spændt lyttende sneg Familieoptoget sig
fremad, af og til snublende over Ujævnheder i Terrænet, undertiden vadende i Vandpytter mellem
Moseknoldene. Alt gik imidlertid godt, men det kan
Sideskift
Ikke undre, at Familien følte sig glad og som frigjorte, da Foden sattes paa dansk Grund.
Da en Mand Dagen efter spurgte Nohns, hvorledes de dog kunde komme over for Grænsevagten,
svarede han muntert og næsten overmodigt: ”Aa, vi gik over i en lang Række. Saalænge
Soldaterne ikke staar langs Grænsen med hinanden i Haanden, kan man nok komme over.”
Hans største bekymring i den sidste Tid derovre havde været, at han i disse Tider skulde svigte den
Befolkning, han saalænge havde arbejdet imellem og det glædede ham meget, da han herovre
hørte, at Mejeriet kun havde staaet stille én Dag, førend man fik fat paa en anden Bestyrer.
Da den tyske Grænsesoldat fangede Markmanden.
Skønt Grænsevagten var bleven betydelig forstærket og der blev holdt sparpt Udkig efter
Overløbere var der dog adskillige der narrede Vagten og listede over Grænsen til Danmark.
En Mand gik saaledes en Dag ved Midsommertid og drev omkring med de løsgaaende Kreaturer i
en Fenne op til Grænsen og kom paa den Maade i Nærheden af denne uden at vække Mistanke
hos Grænsesoldaterne.
Saa smuttede han pludselig over.
En tidlig Morgenstund kort efter saa en af samme Soldater atter et Menneske der gik mellem
Kvæget i den samme Fenne
Sideskift
og han tænkte straks, at her atter var en Desertør paa Splil
Han sneg sig henimod ham, krøb trods Morgenduggen gennem en Rugmark, kravlede langs ad et
Par Grøfter og naaede saaledes den formentlige Desertør og arresterede ham. – Men da viste det
sig, at det var Byens Markmand, der gik i sit lovlige Kald og holdt Mandtal over sine Undersaatter.
Da en tysk Soldat besøgte en dansk Præst
Den velvillige Grænsevagt
En nordslesvigsk Soldat fra en Landsby i Nærheden af Grænsen var i Eftersommeren hjemme paa
Orlov. Før han igen rejste til Fronten, vilde han gerne besøge nogle gode Venner i en Landsby paa
denne Side af Grænsen, derimellem Præsten.
En Formiddag gik han til Grænsen, gav sig i Snak med Grænsevagten og bad om lige at maatte gaa
over Grænsen for at tale med en god Ven; han indestod for, at han nok skulde komme tilbage igen
snart.
Til at begynde med mente grænsevagten, at det kunde der slet ikke blive Tale om, det kunde aldrig
gaa an.
Men hvad der skete, og hvorledes det kom sig – Omgivelserne aandede Fred og ingen Fare – nok
er det, han snakkede saa længe med Vagten, at denne lod ham gaa over, imod at han kom tilbage
inden KL. 12 og medbragte – en Flaske dansk Brændevin.
Til Præstens store Overraskelse stod pludselig en Mand
Sideskift
i tysk Soldateruniform i hans Stue.
Soldaten besøgte endnu et Par andre Mænd i Byen; men han kom tilbage inden Kl. tolv og han
havde en Flakse Brændevin med.
Husmanden og Soldaten
En imødekommende Grænsesoldat.
En gammel Husmand fra denne Side af grænsen havde et Par Faar staaende i Tøjr paa sine Agre
tæt ved grænsen.
Saa en Dag, da han kom hen for at flytte Faarene, havde de revet sig løs og var tillige med deres
tre Lam løbne over Grænsen.
Husmanden stod ved Grænseskellet og saa langeligt efter sine Faar, der gik og græssede et Par
Hundrede Alen fra Grænsen.
En tysk Grænsesoldat gik hen til ham og gjorde ham forstaaeligt, at han god kunde gaa over og
hente Faarene, men det turde Husmanden ikke, for, som han siden sagde: ”A vidste godt, at de
tyske grænsesoldater faar 20 Rigsmark for hver Mand, de fanger, som gaar over grænsen, og a
kunde jo ikke vide om han ikke vilde narre mig til at gaa over for at han kunde tjene Penge.”
Da Soldaten saa at Manden ikke turde gaa over, gik han selv hen og hentede Faarene og drev dem
over til ham.
”Det var pænt gjort af Soldaten, a kunde godt lide ham
Sideskift
lide ham for det,” fortalte Husmanden. ”A havde 35 Øre i min Lomme dem gav a ham,” og, føjede
han til, ”skulde den Soldat faa i Sinde at desertere, a skulde huse ham baade i otte og fjorten
Dage.”
Den tørstige Grænsevagt
To ældre tyske Grænsevagter stod en hed Augustdag paa Vagt ude paa Marken ved Grænsen.
De var bleven meget tørstige.
Paa denne Side Grænsen gik et Par Karle og satte Korn sammen.
Soldater raabte over til dem, om de ikke kunde skaffe noget Øl, men Karlene sagde at de ikke
kunde forlade deres Arbejde, da de havde travlt. For dog at imødekomme Tyskerne tilbød de den
ene Karl at gaa hjem efter Øl, dersom én af Soldaterne vilde ”skokke” Korn for ham imens.
Soldaterne forhandlede lidt indbyrdes om Sagen, men kort efter kom den ene anstigende over
grænsen og tog fat paa Arbejdet. Den anden holdt Udkig, maaske ikke just efter Desertører, men
snarere efter Kontrollører.
Karlen gik nu hjem til sin Faders Gaard i Byen og hentede to Flasker Øl, medens den tyske Soldat
hængte godt i med at sætte Kornneg i Hobe paa danske Agre.”
At Naturen gik over Optugtelsen hos de tyske Soldater,
Sideskift
kan undskyldes; de var meget tørstige; for da Karlen kom tilbage med Øllet satte de hver sin
Trepæglflaske for Munden og tømte den til sidste Draabe uden at tage Flasken fra Munden.
Dejlige Danmark
Tyske Grænsesoldater, der havde Vagtlokale i Nærheden af en dansk Grænsekro, gik jævnligt over
til Kroen for at faa deres Tørst slukket eller for at tage noget ind mod Kulden.
En Tid lang var der en Del Nordslesvigere mellem Grænsevagten, og disse fungerede da som Tolk
for deres tyske Kammerater.
Besøgene i Kroen fandt især sted om Aftenen. I Maaneskin eller naar det ikke var rigtig mørkt,
listede de sig frem og tilbage mellem Træerne i Krohaven, der gik helt op til Grænseskellet.
En Aften gik det især muntert til i Kroen. Bægre tømte og Sangen gik lystigt. En Nordslesviger sang
for, og de andre tyske Soldater sang med, saa godt de kunde: ”Dengang jeg drog af sted”, ”
Dansken har seren vundet,” med en slem, tyskvenlig Omskrivning, ”Dejlige Danmark ” og fl.
Ved Lukketid maatte Soldaterne ud, og enhver maatte
Sideskift
se at komme over grænsen, som han bedst kunde.
Men en af Tyskerne glemte rent at komme over. Han blev staaende op til et Træ ude i Haven, og
medens Luna smilede ned til ham gennem Trætoppene sang han af fulde Bryst: ”Dejlige
Danmark.”

Arkiv nr.6517
Bilag tilhørende bind 1.
Haandtegnet kort over Nordslesvig med angivelse af bynavne: Ribe, Arnum, Arrild,
Løgumkloster. Haderslev, Aabenraa, Tønder, Tinglev.
Flensborg, Slesvig, Husum, Frederiksstad Rensborg, Kiel, Tillingssted. Neumynster
Nyborg d. 26.9.15
Ærede Hrr. Redaktør
Hermed sender jeg Dem, at mig leverede Skildringer fra Krigen 1914-15. Jeg har blodt angivet
Byerne som jeg har passeret, og dem kender jeg , ja alene ved Tanken om de Begivenheder som
der har fundet Sted i dem under vort Ophold. Hvis Hr. Redaktør ønsker nærmere Oplysninger
angaaende mine Oplevelser, saa er jeg rede dertil.
Sideskift
Jeg er født i Nyborg og har faaet arbejde hos en Bygmest. hersteds, jeg er i Logi hos en Fætter til
min Faster, ogsaa her i Nyborg.
Det glæder mig meget, det at kunnet fejre en Konges Fødselsdag sammen med Brødre af et
Sindelag.
Sønderjylland vil jeg ej betræde inden det tyske Herredømme er traadt i Støvet, og at jeg sammen
med mine kære maa faa Lov, ligesom Fuglen i Skov, at tale og synge om det vi elsker, og ynder. Da
blomstrer Fremtiden for Sønder Jyderne.
Med Hilsen fra M. Sørensen