Senest ændret den 11. juli 2016 8:13
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe, førte under krigen en privat dagbog, bl.a. med begivenheder, der ikke kunne eller måtte trykkes i avisen.
3 russere til Thorøhuse ved Assens
Den 6. juni landede ved Thorøhuse, et fiskerleje ¼ dels vej syd for Assens, 3 russere, der var flygtet fra Nordborg.
Det blæste godt fra syd den nat. De tre flygtninge 1) Sjergjsi Trofimovitch Maljscheff, korporal ved 33. reg.’s 15 komp, hjemmehørende i Guv. Orenburg, taget til fange i Galizien 20. okt. 1914 nær byen Lopstof eller Lopatof. 37 år gl. 2) Gregorie Trifanovitch Litin, 331 reg.’s 15 komp. hjemmehørende i Guv. Orenburg, 31 år gl. og 3) underkorporal Simson Nikiporoff Glasunoff, Kejser Alexander III’s jægerregiments 7. bat. hjemmehørende i Guv. Kerson. 32 år. –
De var først alle tre i lejren Milaviza i Østrig -Ungarn, men kom den 17. juni 1915 til Parchininn og den 29. juli 1915 til Nordborg på Als. Sjergjei Maljscheff, der blev sat i arbejde på en vindmølle 2 kilometer fra Nordborg, fandt en søndag en gammel båd ca. 200 meter fra havet i en lille å.
– ”Jeg blev henrykt og sagde til mig selv: Gud sender lykken. I denne båd vil ikke engang en tyr kunne drukne. Bølgen finder vel altid vej til krysteren, men den dristige vil ikke kunne drukne.”
Den 24. maj traf jeg aftale med 3 kammerater. Vi lå i theatret. Ved midnatstid – efter at jeg forud havde åbnet døren i kulisserne, underrettede jeg kammeraterne om, at nu skulle det være. De to af os kom ud, men de to andre ville alligevel ikke, og vi måtte opgive flugten denne gang, da det ikke var muligt for to at slæbe båden, der lå på land, ud i havet. Vi havde slået døren itu og fik det nu værre, da skildervagten opdagede dette, og der blev passet strengere på os.
12 dage efter traf jeg igen aftale med nye kammerater og en af de gamle. Den 5. juni gjorde vi os nu klar; jeg tilegnede mig hos den, jeg arbejdede, en skruetrækker og en dirk og min nye kammerat tog en skruenøgle. Kl. 11 ¾ aften skruede vi jernstængerne fra vinduet,. Bøjede gitteret til side og krøb ud.
”Afsted, spild nu ikke tiden”, hviskede jeg til de andre og krøb ud; de andre kom bagefter. Jeg var barbenet og i det blotte linned; men vi gik hen til den mand, hos hvem jeg arbejdede, og der var i forvejen lagt tilrette støvler og kappe.
Vi kom i tøjet, fik båden sat i havet og afsted gik det kl. 1 om natten. Klokken 4½ om morgenen passerede vi to tyske både, men den som følge af blæsten ret stærke bølgegang skjulte os for dem, skønt vi kun var på dem i kort afstand. Præcis kl. 6 morgen nåede vi den kyst, som var vores ønskemål. Der blev vi ikke modtaget på tysk vis, men man tog imod os som mod deres egne.
Nu er vi levet op igen, vi har atter friheden og ser ikke skildvagten bag os med sit gevær – hører ej heller hans barske ”Raus!” (Heraus) og den slags.
Da man i Assens viste dem billederne af deres ”forgængere” kendte de tre russere, som ankom til Sønderby Klint – 16. marts.