Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Nu kom der en uge, hvor hele batteriet talte om Napoleon; en de havde opdaget nede i byen. Hvad der var med denne Napoleon, kunne man ikke få at vide, det syntes at være noget meget spændende – men de, der vidste besked med “Napoleon” sagde ingenting, men det skulle ses. Det kostede 5 ct. (ca. 5 øre) for at se det. Vi blev enige om, at vi alle fra hele stuen ca. 12 mand ville ned og se Napoleon på den næste søndag.

 Søndagen kom, og efter middagsmaden gik vi ned til byen. En af dem havde set Napoleon, og han var anfører. Han førte os ned i en smal gade i “Dardanelleme”, og her bankede han på døren ind til et gammelt hus. Der kom en gammel dame, der nærmest lignede en heks, og åbnede døren. Der gik en ca. 20 mand ud og lige så mange gik ind; straks vi var kommet indenfor, låsede hun døren, og dernæst opkrævede hun 5 centimes af hver og der var en del, der snød hende og betalte kun 2 centimes, hun var gammel og kunne ikke skelne imellem et 2 og et 5 centimes stykke.

Hun boede i en lille stue, der var en skænk, man kunne formodentlig købe lidt øl, måske også lidt snaps; ved den ene side stod et bord og to stole, og rundt på væggene hang der sjofle billeder.

Da døren var låset, og pengene indkasseret, kravlede den gamle op på bordet, der måske var 50 cm i kvadrat. Hun begyndte med at danse på dette bord, dernæst hævede hun tøjet, så hun blottede sig, og hele kønspartiet var synligt, dansede og vrikkede med enden, hun tændte en cigaret, tog den fra munden og satte den ned i kønsåbningen, bevægede den op og ned, fra side til side, satte den tilbage i munden igen, røg videre, lavede endnu et par dansetrin, lod tøjet falde, steg ned, forestillingen var forbi.

Hun sagde farvel med hånden, dog blev jeg og flere andre så led ved det hele, at vi vendte ryggen til og bad om at komme ud hurtigst muligt, medens de andre hujede og jublede, tog omkring den gamle, ville danse med hende osv. Døren blev åbnet, vi gik ud, og et andet hold ventede udenfor til den næste forestilling.

Da vi gik var der en der bemærkede ”Das ist doch die Krone aller sveinerei!” (Dette er toppunktet af sjofelhed). Jeg må sige, at denne scene virkede ganske uhyggeligt på mig – at tænke sig, at et menneske kan komme så langt ned for at tjene penge. Dog var der meget af denne slags, og adskilligt, der var endnu mere svinsk, efter hvad de fortalte, men det har jeg ikke set noget af, følte heller ikke trang til det, og disse historier og fortællinger, som de tog med hjem, er ikke egnede til at fæstne på papiret, men udråbe et ”Ak og ve” over den syndige menneskeslægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.