H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 3. Oktober 1918
Efter et Par Dages Arbejde og Forhandlinger hjemme rejste jeg atter i Gaar herned til Berlin for at deltage i de forestaaende vigtige Forhandlinger.
Paa Vejen hen til Rigsdagen, mødte jeg i Morges Professor Doormann. „Hvordan staar det?” spurgte jeg. „Forhandlingerne mellem Flertalspartierne,” svarede han, „har i Gaar og i Forgaars svinget frem og tilbage. Men de er bleven førte roligt, og under forstandige fornuftsmæssige Betragtninger har man ærligt søgt at opnaa Enighed. Personspørgsmaalene er endnu ikke løste. Det hænger sammen med fortsatte Forsøg paa at faa de National-Liberale til at slutte sig til Flertalsblokken.
Momentant synes dette at skulle lykkes. Derefter vil de personlige Spørgsmaal hurtigt kunne løses. løvrigt er der Enighed om at gøre et energisk Forsøg paa at opnaa Fred, og man er nu fra alle Sider rede til at bringe Ofre for at opnaa den.”
Jeg gik ind i Læsesalen. Siwkowich standsede mig og hilste.
Jeg spurgte ham, om der forelaa noget nyt fra Kronraadet. „I Fraktionen,” sagde han, „er der bleven os meddelt, at Hindenburg i Forgaars har betegnet Krigens Fortsættelse som „zwecklos”, da det nu maatte betragtes som udelukket, at Tyskland kunde fremtvinge en Afgørelse. Derimod er det urigtigt, naar Rygtet paastaar, at han har sagt, at der var Fare for en Katastrofe. Han har tvertimod sagt, at Hæren endnu vilde kunne fortsætte Kampen en Tidlang.”
Mens vi talte sammen, sluttede en national-liberal Kollega sig til os. Til min Overraskelse udtalte han sin Glæde over, at der var sket et demokratisk Gennembrud indadtil. „Mange Folk har”, sagde han, „maattet købe deres Frihed med blodige Revolutioner og Borgerkrige. Naar Krigen nu kan bringe os Friheden, saa er det da altid noget.”
løvrigt var han over bevist om, at der indenfor den national-liberale Fraktion var overvejende Stemning for Tilslutning til Flertalsblokken.
„Men hvad nu,” udbrød han pludseligt, henvendt til Sivkowich. „hvis Ententen i Henhold til Wilsons 14 Punkter ogsaa kræver en Folkeafstemning i de polske Landsdele, kan vi ogsaa gaa ind paa det?”
„Gaar vi ind paa det, vil vi miste Posen, og det kan vi i Grunden ikke taale,” svarede Sivkowich.
„Ja, ikke blot det, men ogsaa Vestpreussen ” tilføjede den National-Liberale.
At de to Kolleger kunde tale saa lidenskabsløst om disse Forhold, viste, hvor hurtigt og mægtigt Udviklingen er skredet fremad i de Dage, jeg har været borte.
Elsass-Lothringeren Hauss kom og sluttede sig til os. Han var bleg og nervøs. Sivkowich gratulerede ham med Elsass-Lothringens Selvstyre. „Det kommer for sent,” svarede han.
„Og hvorledes skal det være muligt at gennemføre Landets Selvstyre under den nuværende Situation?”
Samtalen viste mig, at der var store Begivenheder under Forberedelse, og jeg gik ud af Læsesalen for at indhente videre Efterretninger.
I den store Foyer stødte jeg paa en Flok internationale Journalister med Dr. Friedegg i Spidsen. „I Morgen bliver det en stor Dag for den tyske Rigsdag,” tilraabte han mig spydigt. „Da vil den for første Gang faa den halve Sandhed at høre fra Regeringsbordet!”
„Hvad Nyt fra Østerrig?” spurgte jeg. „Østerrig kan og vil ikke kæmpe mere,” svarede han. „I Wien raaber alle paa Fred. Alt bryder nu sammen. Fredsaktionen er i fuld Gang.”
I Garderoben traf jeg Dr. Hilferding, som havde faaet et Par Dages Orlov til Berlin. „Hvordan staar det i Østerrig?” spurgte jeg ogsaa ham. „I Østerrig er alt i Opløsning,” svarede han, „Bulgarien har overgivet sig, og Tyrkiets Rolle er udspillet. Alt vil nu hurtigt bryde sammen. Ententen vil sikkert ikke akceptere de Fredsbetingelser, Tyskland tilbyder.
Spørgsmaalet er derefter, om de Allierede inden November kan tvinge de tyske Linjer paa Vestfronten saa langt tilbage, at Faren for et Indbrud i Tyskland er overhængende. Sker det, vil vi faa Fred i November. I modsat Fald vil Krigen blive fortsat Vinteren over, og Freden først komme næste Sommer. Det kan imidlertid allerede nu betragtes som afgjort, at Fireforbundet har tabt Krigen.”
Udenfor Rigsdagen mødte jeg Haase. „Hvad nyt?” spurgte han, da han saa mig. „Jeg kommer lige fra Rejsen og maa derfor spørge Dem,” svarede jeg. „Er det sandt, at Hindenburg i Kronraadet har erklæret, at Krigens Fortsættelse er „zwecklos”?” „De har sagt Ordet,” svarede han, „og det stemmer, men jeg maa ikke sige noget. Alt vil nu hurtigt bryde sammen.”
Vi talte videre om Situationen. Der kom en Flok Journalister, en af dem knipsede ham af.
Jeg gik ned ad Unter den Linden for at ordne en Pengesag hos Firmaet S. Bleichroder. Banklokalet var overfyldt. Folk stod og bladede nervøst i Kurssedlerne.
Ved Bordet stod flere Kunder med Bunker af Krigslaan foran sig. En yngre, særdeles velklædt Herre optalte 30,000 Mark i Krigslaan og rakte dem hen til en Bankfunktionær for at sælge dem.
„Vi køber ikke længere Krigslaan,” svarede han. „Men De købte dog en hel Bunke af mig i Gaar,” svarede Kunden. „Ja, det var en stor Fejl,” sagde Chefen, som traadte til. „Men hvorfor vil De dog ikke købe?” spurgte Kunden videre med grædefærdig Stemme. „Fordi vi ikke kan komme af med dem igen,” svarede Chefen. „Men jeg er dog en gammel Kunde,” udbrød han.
„Derfor købte vi af Dem i Gaar,” lød Svaret, „af Fremmede havde vi naturligvis ikke købt. De maa gaa til Rigsbanken, den hjælper Dem nok af med dem.” Derpaa vendte han ham Ryggen og fortsatte henvendt til mig: „I Byen siger man, at vi faar Fred inden 8 Dage. Er det rigtigt?”
„Næppe,” svarede jeg. „Men iøvrigt er jeg ikke orienteret, da jeg kommer lige fra Rejsen. I Morgen vil vi antagelig erfare nærmere om Situationen, naar Finansudvalget genoptager sine Forhandlinger.”
Jeg gik tilbage til Rigsdagen og gik ind i Restaurationen for at spise. Ved de Frisindedes Bord traf jeg Vicepræsident Dove, Professor v. Liszt og Dr. Muller-Meiningen, hos hvem jeg tog Plads. De talte roligt om Stillingen ud fra Synspunktet: „Skibet er strandet, saa lad os da bjærge rask igennem Brændingen alt, hvad vi kan.”
Da jeg fortalte dem, hvad jeg havde oplevet; hos Bleichroder, sagde Dr. Muller, at man allerede solgte Krigslaanene til en Kurs af 70 pCt. i Bajern. Hele Bander rejste rundt i Landet og opkøbte Obligationerne til den Pris. Professor Liszt sagde, at han havde gjort tilsvarende Iagttagelser. Der var mange, som nu for enhver Pris vilde af med Krigslaanene.
I Læsesalen fandt jeg Korfanty og Seyda. Vi trak os tilbage for at drøfte Situationen. Jeg fortalte dem, hvad en nationalliberal Kollega havde sagt om Muligheden af Folkeafstemninger i de polske Landsdele. „Ja, Udviklingen skrider nu frem med Kæmpeskridt,” sagde Seyda. „Vil De snart gaa aktivt frem?”
„Jeg har tænkt meget paa det i de sidste Dage,” svarede jeg. „Hvad der endnu holder mig tilbage, er kun Hensynet til en eventuel Modbevægelse, som Myndighederne vil kunne forcere samtidig med, at de ved Hjælp af Belejringstilstanden og Censuren lukker Munden paa os.”
„Ja, en saadan Modbevægelse har vi ogsaa regnet med,” sagde Seyda. „Men nu tror jeg, at Bevægelsen er skredet saa vidt fremad i de polske Landsdele, at det ikke længere er nødvendigt.
Vi tænker derfor paa at rejse Spørgsmaalet, saasnart der tilbyder sig en passende Lejlighed.”
„Vicepræsident Dove meddelte mig for et Øjeblik siden,” fortsatte jeg, “at Rigsdagen rimeligvis vil blive sendt hjem midt i næste Uge. Det opfordrer os nu til at handle hurtigt.
Jeg kan altsaa gaa ud fra, at De i den allernærmeste Fremtid vil rejse det territoriale Spørgsmaal?”
„Det er min Mening, at vi bør gøre det,” svarede Seyda, „men Afgørelsen vil først falde paa Fraktionsmødet i Morgen Formiddag.”
Vi drøftede derpaa Fremgangsmaaden og blev enige om at gaa frem med en Fællesaktion. I Morgen vil de meddele mig Resultatet af deres Forhandlinger i Fraktionen.
Under Indtrykket af, at Handlingens Time nu var nær forestaaende, gik jeg derpaa ind i Biblioteket for at samle Materiale til en Tale Mandag eller Tirsdag.
Ved Indgangen traf jeg Welfen Alpers lidende og nedtrykt. „Hvad Indflydelse vil det store Skibbrud faa paa Deres særlige Sag?” spurgte jeg ham. „Den var godt indledt før Krigen,” svarede han, „og jeg haaber endnu, at det skal lykkes os at faa den ordnet.”
„Agter De at gaa aktivt frem nu?” spurgte jeg videre.
„Nej,” svarede han, „vi vil indtage en afventende Holdning. Men hvordan gaar det med det nordslesvigske# Spørgsmaal? Foreligger der noget?”
„De har maaske set, at det er bleven rejst af skandinaviske og hollandske Socialdemokrater paa Stockholmerkonferencen og derefter optaget i Stockholmermanifestet? Overfor Henderson har Ebert derefter erklæret, at Socialdemokraterne er villige til at forhandle paa Stockholmermanifestets Grundlag med et Par Forbehold overfor Elsass-Lothringen og Belgien.
Hvis Tyskland nu vil føre en klog Politik overfor Skandinavien, bør det løse Aalandsspørgsmaalet og især det nordslesvigske Spørgsmaal. Det vil kunne sikre dem vidtgaaende Sympathier i Skandinavien.”
„Ja, det nordslesvigske Spørgsmaal burde Tyskland have løst for længe siden,” svarede han, „vi burde have løst det i det første Krigsaar. Det er meget sørgeligt, at vi møder saa stærke Antipathier hos de beslægtede nordiske Folk.
Men vort Militær og især vort Bureaukrati fordærver jo alt,” tilføjede han bevæget, „de har gjort os forhadte i hele Verden. Frugterne høster vi i disse Dage i Bulgarien.”
Han trak mig derefter ind i en Sideniche i den lille Foyer og fortsatte dæmpet og meget bevæget: „Prins Max vil nu blive Rigskansler, men ikke kunne holde sig længe. Han vil kun faa Lejlighed til at løse én Opgave: At slutte Fred. Dermed vil hans Mission være endt.”
„Tror De da, at vi faar fred meget snart?” spurgte jeg.
„Ja,” svarede han meget bestemt, „vær overbevist om det. Der er ingen Udvej mere: Freden maa sluttes nu.” Han brast i Graad, snurrede hurtigt om paa Hælen, og forlod mig. —
To Verdener ramlede sammen for ham: som Tysker led han baade sjæleligt og fysisk under sit store Fædrelands grænseløse Ulykke. Og samtidig brast alle hans Forhaabninger om Kongeriget Hannovers Genoprettelse.
Mens jeg arbejdede i Biblioteket, kom Seyda og Korfanty ind i Haandbiblioteket for ligeledes at søge Materiale. Læsesalen var tom, og vi optog atter Samtalen. Jeg viste dem Windhorsts Udtalelser fra April 1877 om Pragfredens § 5.
De fandt ligesom jeg, at de sikkert under den forestaaende Debat vilde kunne benyttes med megen Virkning.
Vi kom derefter til at tale om Elsass-Lothringen. „Af vore elsass-lothringske Kolleger har jeg kun set Hauss,” sagde Seyda. De øvrige holder det vist ikke for nødvendigt at møde. De er sikre nok paa, at de vil faa deres Ønske opfyldt.”
„For adskillige af dem,” sagde jeg, „maa det være pinligt nu at træde aabent frem i Rigsdagen efter at de saa ofte under Krigen har afgivet Loyalitetserklæringer fra dens Talerstol.”
„Det generer ikke Hauss,” svarede Seyda. „løvrigt har han allerede i Gaar krævet en Folkeafstemning. Understatssekretær Dr. Lewald tilbød i Gaar at omdanne Elsass-Lothringen til en selvstyrende tysk Forbundsstat og stillede Indkaldelsen af en grundlovgivende elsass-lothringsk Rigsdag i Udsigt.
„For sent,” svarede Hauss, „nu kommer De ikke udenom et Plebiscit, det maa De risikere.” Til os sagde han bagefter, at han var overbevist om, at over 95 pCt af Befolkningen vilde stemme for at komme til Frankrig, naar der bliver foretaget en Folkeafstemning.”
Efter at have arbejdet et Par Timer hjemme og bl. a. nedskrevet foranstaaende, gik jeg atter hen i Rigsdagen, hvor jeg traf Dr. Cohn.
Vi drøftede Situationen. „Hindenburg har ikke blot sagt,” udtalte han i Samtalens Løb, „at Krigens Fortsættelse er „zwecklos”, men han har krævet Vaabenstilstand og Fred og tilføjet: „Es ist die letzte Stunde!” Han opridsede et meget mørkt Billede af Situationen. Hæren mangler alt, Folkene løber bort fra Fronten. Hærledelsen har hverken Ammunition eller Tanks. Den kan kort sagt ikke mere, den er bankerot. Regeringen søger derfor nu at faa Fred paa det af Wilson i hans sidste Tale opstillede Grundlag.
„Paa hvilke Betingelser tror De, at Tyskland nu vil kunne faa Fred?” spurgte jeg.
Belgiens og Elsass-Lothringens Prisgivelse. Posens og muligvis ogsaa Øvreschlesiens Afstaaelse. Dertil Krigsskadeserstatning til Belgien,” varede han.
„Og forhaabentlig Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark, tilføjede jeg.
„Dermed har jeg endnu ikke regnet,” svarede han. „Men iøvrigt ved De jo, at jeg ikke vil indvende noget imod en saadan Ordning.”
I Skrivesalen kom jeg i Samtale med Dr. Neumann-Hofer.
„Hvad vil De nu?” spurgte han efter et Par indledende Bemærkninger.
„Jeg vil,” svarede jeg, „aabent krave Nordslesvigs Afstaaelse til Danmark i Henhold til Pragfredens § 5 og paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret.”
„Det er der ikke noget at sige til,” svarede han. „De ved, at jeg altid har holdt det for rigtigst, at det nordslesvigske Spørgsmaal bliver løst ved Fredsslutningen. Er der hidtil sket noget af Betydning?”
„Ja, de hollandske og skandinaviske Socialdemokrater har rejst Spørgsmaalet i Stockholm og i Stockholmei manifestet krævet det løst ved Fredsslutningen. Og Ebert har senere erklæret i „Vorwärts”, at Socialdemokraterne er villige til at forhandle paa dette Grundlag.
— Gaar De ud fra, at Freden vil blive sluttet snart?”
„Ja vi kan ikke mere,” svarede han. „Der er ikke andet at gøre. Hver Dag er nu kostbar. Vi er nødt til hurtigst muligt at faa Ende paa det. Vær overbevist om, at Freden vil blive sluttet snart.”
Aftenen tilbragte jeg hos Kaptajn Ramm. Vi drøftede indgaaende
Situationen, og han lovede efter min Opfordring i de nu kommende Tider at overtage Hvervet som Mellemmand mellem mig og den danske Gesandt Grev Moltke, med hvem jeg ikke har haft og ikke kan have direkte Forbindelse.
Underligt, som Sammenbrudet paavirker de enkelte. Jeg har i Dag set uafhængige Socialdemokrater, som helt er i deres Følelsers Vold og fuldstændig beherskes af Sorgen over deres Fædrelands Ulykke, og Kolleger, som før altid i Tide og Utide ar reklameret med deres Patriotisme, men nu er sløve og ligegyldige, tilsyneladende uden Forstaaelse af Tysklands virkelige Stilling.
I det hele er Stemningen meget resigneret. De fleste bøjer sig roligt for det uundgaaelige. Nogles Holdning minder om Terje Vigens, da han efter at have ligget paa Knæ for den unge engelske Kommandant tavst rejste sig og bøjede sig under den haarde uundgaaelige Skæbne, andre, og det er de fleste, tager underligt koldt og forretningsmæssigt paa Sagen og tænker kun paa at bjærge, hvad der endnu kan bjærges.
Jeg har i Eftermiddag afsendt Ilbreve med et kraftigt Varsko til Vælgerforeningens Næstformand, P. Grau, dens Sekretær M. Simonsen og dens Hjælpesekretær Nis Nissen Nørborg.
Ved Iltelegrammer har jeg endvidere opfordret Landdagsmændene Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager til ufortøvet at komme til Berlin, og endelig har jeg sendt Ilbreve hjem efter Materiale, som jeg savner til den forestaaende Aktion.