Tag-arkiv: rekreation

24. juni 1918 – Hejmdal: Ni sønner med i krigen

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Ernæringen i Tyskland


I Rigsdagens Ernæringsudvalg har Statssekretær Dr. Müller meddelt: Østerrig-Ungarn har til Hjælp i sin øjeblikkelige overordentlige Nød ikke faaet Levnedsmidler af Forraadene for Civilforsørgelsen fra Krigsernæringsdepartementet, men derimod fra den øverste Hærledelse efter Samraad med Krigsernæringsdepartementet og kun af dets egne Forraad – et forholdsvis ringe Kvantum Korn. Dette Forraad skal tilbageleveres af Østerrig-Ungarn til den øverste Hærledelse, saa at der altsaa ikke kan være Tale om, at det for Civilbefolkningen bestemte Forraad af Brødkorn vil blive berørt deraf. 

En Forhøjelse af Kødrationen er desværre ikke mulig i Øjeblikket, fordi hele Mæle- og Fedtforsyning vilde lide under den forøgede Nedslagtning af Hornkvæg. Dog vil man paa den anden Side søge at undgaa en Nedsættelse af Kødrationen indtil efter Høsten. Der svæver i Øjeblikket Forhandlinger om, hvorvidt der efter Høst skal indføres kødløse Uger, eller Kødrationen skal nedsættes, naar den fulde Brødration atter kan gives og der kan leveres en rigeligere Mængde Kartofler, Grøntsager og andre Levnedsmidler. 


Dagens Nyheder


For de saakaldte Indenlandspas,

det vil sige den personlige Legitimation (“Ausweis”), som enhver voksen Person, der opholder sig i Grænsedistriktet, maa være i Besiddelse af, er der truffet den Bestemmelse, at Udstedelsen kun gælder for et Aar ad Gangen. Daarlige og utydelige Passer skal fornyes.

Uden Legitimations-Papirer

Paa Hovedbanegaarden i Tønder blev der forleden Dag anholdt en ung Mand, der var ankommen uden Legitimations-Papirer. Han blev Dagen efter transporteret til Flensborg.

Ni Sønner med

Snedkermester Kock i Krop i Sydslesvig har haft 9 Sønner med i Felten, tre af dem er allerede faldne, én er savnet og én er i fransk Fangenskab; én staar endnu ved Østfronten og to ved Vestfronten, medens én er bleven hjermpermitteret paa Grund af sine Saar. – Fem af Sønnerne er blevne dekorerede med Jernkorset, og tre er blevne forfremmede til Underofficerer.


Fra Felten


Kiev, den 23. 4. 1918

Kære “Hejmdal”!

Fra Kiev i Ukraine, hvor vi nu befinder os, vil jeg ogsaa sende dig et Par Ord. Først en Tak for dit regelmæssige Besøg; thi til Trods for, at vi her allerede dagligt faar de store tyske Aviser, saa er det os dog hovedsageligt om at gøre at modtage Efterretning fra vort knævrere Hjemland. Efter det sløvende Ophold i Skyttegravene kommer vi atter til Gemyt her i Hovedstaden. Spadsereture ved Dnjepr og Besøg i Byens Seværdigheder: Kirkerne, Katakomber, Museer osv. interesserer os levende.

Dagligt afgaar der herfra lange Tog med Levnedsmidler. Uden at have set det, kan man slet ikke gøre sig noget Begreb om Godstrafikkens og Godsbanegaardens Omfang. Ved vor Ankomst blev vi inddelt til at holde Vagt ved Godsbanegaarden, hvor vi sammen med ukrainsk Milits skule overvaage Tog og enkelte Vaggoner. Til Trods herfor hørte Tyverier med til Dagens Orden. Indtil for nogle Dage siden var vi indkvarterede i en Sukkerfabrik, der var bleven slemt medtaget af Bolshewikerne. Den Bydel, hvortil vi nu er kommanderede som Æresvagt for en høj militær Personhed, bærer ogsaa tydeligt Spor af Gadekampene.

For denne Gang endnu blot hjertelige Hilsener fra

Fiskehandler P. H. Petersen fra Aabenraa.

 

Faldne

Enke Anne Jensen, født Asmussen, i Kværs har modtaget den sørgelige Efteretning, at hendes Søn Alexander er falden den 27. Maj. Han blev kun 19 Aar gammel. Hans Broder Lorenz faldt den 3. Juni i Fjor, ligeledes i en Alder af 19 Aar. Sørgegudstjeneste er bestemt til Søndag den 7. Juni om Eftermiddagen Kl. 2.30.

Enke Bockholdt i Haderslev har uventet modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Jørgen er falden ved Vestfroten den 7. Juli [juni], ramt af et Skud i Underlivet. Den Faldne, der før sin Indkaldelse var Postmedhjælper, blev kun 19 Aar gammel.

I Den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Christian Hattesen og Underofficer Søren Jensen fra Haderslev og Sanitets-Underofficer Karl Rande fra Rødding er faldne.

Død paa Lasaret

 Olof Jørgensen fra Sommersted, der tjente som Sergent, er den 7. Juli [juni] afgaaet ved Døden paa et Feltlasaret efter at være bleven ramt af en Granat.

Saarede

Slagter Schubert og Hustru i Møllesorten i Aabenraa har faaet et Brev, som de havde skrevet til deres yngste Søn, Paul, tilbage med Paaskriften: “Saaret, Lasaret ubekendt”. Den unge Mand var før sin Indkaldelse beskæftiget paa Kredshuset. Foruden ham har Ægteparret Schubert endnu 6 Sønner med i Krigen.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Andreas Petersen fra Hammelev og August Riedel fra Aabenraa let saarede.

Savnede

Landmand Hans Frank fra Rødekro, Svigersøn af Arbejdsmand Johannes Fabricius der i Byen, og Landmand Johannes Clausen, Søn af Gaardejer Jørgen Clausen i Klovtoft, der begge samtidigt blev indkaldt for ca. 3 Aar siden og har været sammen hele Tiden, har været savnede siden den 28. Maj. Man haaber dog, at de er faldne i Fangenskab. Begge unge Mænd er 25 Aar gamle.

Paa Rekreationsorlov

Christian Lorenzen, Søn af Gæstgiver Jacob Lorenzen i Ensted, der for nogen Tid siden blev saaret under de haarde Kampe ved Vestfronten, er nu atter saa rask, at han har kunnet komme hjem paa ca. 3 Ugers Rekreationsorlov.

 

(Læs hele Hejmdal fra 24. juni 1918)

23. april 1917 – Ribe Stiftstidende: tyske børn til Danmark

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tyske børn til Danmark

Som meddelt har en dansk læge tilbudt tyske myndigheder at stille 1 million mark til raadighed til anvendelse ved 15,000 tyske børns ophold paa en 3 maaneders rekreation i Danmark. Det er, som det fremgaar at det nu oplyste, læge Thorson, der har stillet dette tilbud, om hvilket man herhjemme intet har vidst, før det omtaltes i tyske blade.

Tyske udtalelser

Lokal-Anzeiger for i fredags udtrykker sin inderligste tak for den danske milliongave, men betoner, at gennemførelsen af planen om at anbringe 15,000 tyske børn i Danmark endnu møder mange vanskeligheder, da de danske og de tyske autoriteters opfattelse med hensyn til gennemførligheden og hensigtsmæssigheden af planen først maa bringes fuldstændig paa det rene. Hvorledes den danske regering ser paa sagen kender man helle ikke nøje her. Men det tyske udenrigsministerium har i hvert fald straks modtaget gaven med største taknemmelighed. Giveren er, hedder det videre, tyskerven. Han har baade i tale og skrift gentagne gange under krigen traadt i skranken for Tyskland og har i de danske blade offentliggjort  et aabent brev mod præsident Wilson.