Tag-arkiv: reklamation

22. april 1917 – Thyge Thygesen: “Skal Lisbeth snart fole?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 22. 4. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Er nu atter Kommandant på ”Djævleøen,” da Underoffz. atter er udrejst. Har nu fået Fangerne sendt på Arbejde og vil så straks begynde på et Brev til Eder. I Går Aftes modtog jeg Pakken med Kartofler og siger Eder mange Tak derfor. Har det jo ellers udmærket og håber det samme om Eder alle.

– Jeg talte i Går Aftes med Kameraterne og Underoffz. om Reklamationen. De mente ikke det kunde gøre noget om der blev sendt en ny ind. Jeg ved nu ikke om det ikke er klogere at vente til efter Maj, da jeg jo sandsynligvis da atter må forandre Opholdssted. Ellers skal den jo rettes til:

9. Landst. Ers. Batl. 4/27
2. Kompagnie
Klein Wittenberg (and.
Elbe.)
Abkommandiert zum Arbeitskommando 57a
Lauchhammer.

Det kan I nu gøre som I vil, men jeg tror nu det er sikrere at vente til nogle Dage hen i Maj. Det er naturligvis skammelig for hver Dag der går, men på den anden Side var det jo også ærgerlig hvis den ikke skulde nå mig på Grund af, at jeg flytter. Efter Maj er Chancerne naturligvis ikke så gode, da I jo da får en Karl. Jeg vil nu overlade det helt til Eder – men jeg tror nu alligevel det er bedre I venter. – Det er nu ikke for det, der er enkelte Rekl. som er gåede et helt ¼ Aar, men da denne her var til Forårsarbejdet skulde man jo synes den måtte gå hurtigere, så jeg er alligevel bange for den er afslået. Prøv at tale med P. Petersen hvad han mener.

Er alt ellers vel om Bord derhjemme? Skal Lisbeth snart fole? Nu må I da have en Masse Mælk da alle Køerne har kælvede? I Aar kommer de nok ikke ud til Maj!!? Et Får og eet Lam!! Ja, alt er knap!!!

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle, Eders Thyge.

Hilsen til Naboer og Bekendte!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

19. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Hvad mener Du, kære Fader, med at tegne Krigslån?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.

Eisleben d. 19. 3. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Kan vel nu snart begynde at vente lidt fra Eder. Har det ellers godt her, vi har mere Tjeneste nu, men desto bedre går Tiden jo. Hvis nu bare snart Reklamationen må indtræffe. Af Landmændene bliver der nogle afkommanderet hver Dag. Jeg skal nu see og hytte mig, for hvis jeg først er sat i Arbejde her et Sted, går det vist ikke så let at komme hjem. Det vilde da være kedeligt hvis jeg skulde blive sat i Arbejde her i det Fremmede og af den Grund ikke kunde komme hjem.

Påskeorlov kan det vist ikke lønne sig for mig at give ind. For det første er det vist for kort siden jeg har havt Orlov. For det andet, giver det vist kun nogle Dage, så den Tid går jo med Rejsen frem og tilbage. Orlov kunde jeg vist også nok have fået, hvis jeg vilde tegne Krigslån. Men det giver jo sagtens heller ikke mere Tid end at jeg lige kan Rejse frem og tilbage i.

Hvad mener Du, kære Fader, med at tegne Krigslån? Når det nu senere ender med en stor Bankerott, for Krigslånet skal da vist hele Riget (hvis der da bliver noget tilbage!) stå ind, er det så ikke sikrest anbragt? Men forlænge Krigen vilde man naturligvis heller ikke gerne, det er ikke til at træffe det rigtige!!

Her var Teater i Går, hvortil jeg var med. Der blev spillet ”Heimat” af Leipziger Skuespillere, det var helt godt, men er naturligvis ikke noget imod noget i Modersmålet. Hvis den kedelige Tid da bare snart var til Ende, nu efter den skønne Orlov er jeg da så led på det hele som aldrig før og så må jeg jo endda være glad, hvis jeg bare kan blive her.

Hvad Christian, men han fik vel ingen Efterorlov? Blev den anden Ansøgning (til Kompagnieføreren) siden rakt ind for ham? Her har jeg hørt af een at han har gjort lige så – men han har endnu ingen Besked fået. ( det er allerede 4 Uger siden) På den skal der utrykkelig bemærkes at der er en anden rigtig Ansøgning undervejs. Den gør hverken fra eller til, da det hele jo kommer fra oven! Håber det går godt med Mbr. Hans? Hils dem alle – alle!

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.