Tag-arkiv: presse

17. oktober 1916 – Ribe Stiftstidende: den nordslesvigske presse

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Den nordslesvigske presse og krigen

Det dansk-nordslesvigske blad Dybbøl-Posten bringer i sit senest hertil ankomne nummer følgende karakteristiske meddelelse til sine abonnenter: Som følge af, at vores sidste sætter er bleven indkaldt til militærtjeneste, maa vi foreløbig standse udgivelsen af Dybbøl-Posten. Dette er et nyt vidnesbyrd om de mangehaande vanskeligheder, med hvilke den nordslesvigske presse har haft at kæmpe med lige siden verdenskrigens begyndelse. For Dybbøl-Postens eget vedkommende gælder det, at bladets redaktør Svensson allerede i længere tid paa grund af militærtjeneste har maattet erstattes af redaktør P. Møller, men heller ikke for de øvrige blade med Hejmdal og Flensborg Avis i spidsen har forholdene været væsentlig bedre. Af Flensborg Avis’ redaktionspersonale ved krigens begyndelse er saaledes kun et medlem, redaktør Simonsen, vedblivende i funktion; alle de øvrige gør tjeneste ved hæren.

Hejmdal meddeler i aftes: Der er nu afsluttet en overenskomst, hvorefter Dybbøl-Posten fra i dag af udgaar som særudgave af Hejmdal, saaledes at dets læsere allerede i morgen vil kunne modtage bladet paany. Dybbøl-Posten vil vedvarende beholde sin ekspedition i Sønderborg ogsaa sin særlige annonceafdeling. I øvrigt bliver stoffet fælles for begge blade. Saa snart forholdene muliggør det, vil Dybbøl-Posten atter udgaa som selvstændigt blad.

 

En russisk krigsfange fundet myrdet

Den 10.oktober underrettedes vagtmester Jakobsen af Achtrup om, at der i hegnet paa grænsen mellem Høgelund og Gaarde var opdaget en lejrplads, som tydede paa, at flere mennesker havde opholdt sig der i nogen tid. Ved en nærmere undersøgelse af stedet fandt vagtmesteren under nogle grene liget af en russisk krigsfange med knust pandeskal. Senere oplystes, at den myrdede var en russisk krigsfange ved navn Baskin Klareky. Morderen er – meddeler er tysk blad i Tønder – sandsynligvis en anden russisk krigsfange ved navn Georg Bolkov, som flygtede sammen med ham. Han bærer nummeret 3032, er bred af statur, 1,59 meter høj, blaa øjne, blondt haar og gulligt overskæg; han har desuden en mørk civilhue paa. 

 

Faldne

I tabslisten meddeles, at Christian Jessen 1. fra Tiset ved Gram er falden.

Smed Christian Hansen, søn af arbejder H. Hansen i Sønderborg er død i felten den 3. oktober.

G. Schmidt og hustru i Lintrup har modtaget budskab om, at deres søn Jørgen Knudsen Schmidt den 1. oktober er død paa et lazaret i Rusland, 20 aar gl.

Th. Thomsen og hustru i Ravsted har modtaget underretning om, at deres søn Peder er falden ved Somme den 4. oktober, 20 aar gl.

 

Saarede

Kommis Jørgen Schmidt fra Hoptrup er bleven haardt saaret og ligger i et lazaret bag fronten.

 

I fangenskab

En søn af landmand Kock i Spang ved Ulkebøl er kommen i engelsk fangenskab.

 

Kommis Hans Hansen fra Mølleforten i Aabenraa er ikke, som antaget falden; han har skrevet til en broder, at han er i live og har det godt.

23. september 1916 – Ribe Stiftstidende: skibsrederfamilie hårdt ramt af krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Hele familien falder som offer for krigen

Det er ifølge Hejmdal indgaaet meddelelse om, at Maks [Michael] Jebsen, yngste søn af afdøde skibsreder og rigsdagsmand Michael Jebsen i Aabenraa, der før sin indkaldelse var købmand i Hongkong, den 11. september er falden under de haarde kampe ved Somme. En broder til ham, kaptajn Friedrich Jebsen, der som matros havde smuglet sig over oceanet, har allerede for nogen tid siden fundet døden som løjtnant paa en undervandsbaad. En anden broder, skibsreder Jakob Jebsen, der for 4 aar siden rejste ind til forretning i Hongkong, er af englænderne bragt til Australien, og en tredje broder endelig, Heinrich Jebsen, der deltog i Tsingtaus forsvar, befinder sig i japansk fangenskab. For henved et halvt aars tid siden blev en dattersøn af Michael Jebsen, løjtnant Burwig, der var falden ved Verdun, begravet paa Aabenraa kirkegaard.

Den nordslesvigske presse under krigen

Flensborg Avis redaktion er efterhaanden smeltet stærkt sammen. Af dens seks medlemmer har to gjort krigstjeneste siden 1914, én siden juli 1915, og i disse dage er bladets redaktør, Hr. Christiansen, bleven indkaldt til militærtjeneste. Tilbage er nu kun et mandligt og et kvindeligt medlem af redaktionen.