Senest ændret den 2. februar 2016 10:26

Af Regiment 84’s historie. C. Jensen, Feldwebel ved 7. Kompagni, fortæller:

Kompagniet marcherede i sluttet formation gennem landsbyen Neuvy og kom, idet de fulgte et engareal, uden at lide tab til en vej, der førte gennem en skov (ved Nogentel).

3. deling (Offizierstellvertreter Lund) blev deployeret og gik frem i sydlig retning gennem skoven. Kort efter fulgte 1. deling (Vizefeldwebel Hartwig). Af kaptajn Grebel, der rykkede frem sammen med denne deling, fik jeg den anvisning – officerer var der ikke flere af siden Lüttich – at jeg skulle følge ham med resten af kompagniet på hans ordre. Det varede ikke ret længe, før hornblæseren Freda bragte mig den ordre.

Først gik det ganske glat fremad gennem skoven, idet vi fulgte et brandbælte. Den brave Freda , der jo kendte vejen, gik ved siden af mig i spidsen af delingen. Men snart skulle det blive anderledes. Vi krydsede netop en lysning i skoven. Et blik til højre viste mig ca. 100 m borte på højde med os en sluttet del af 5. kompagni med kaptajn Klapp og Feldwebel Krohn i spidsen. For mig var det en beroligelse at konstatere, at 5. kompagni havde samme marchretning som vi.

I næste øjeblik får vi en artilleriild over os, som vi ikke tidligere havde oplevet den. Det var, som om helvede var løs, som om vi befandt os i et ildhav. De hylende sprængstykker, de revnende træer og de omkringflyvende træsplinter lavede et ubeskriveligt spektakel. Denne artilleriild i skoven rev og sled i nerverne og påvirkede moralen. En af de første, der blev ramt, var min brave Freda. Den stakkels fyr jamrede meget. Personligt kunne jeg desværre ikke tage mig af ham. Denne opgave overtog straks en af vore brave sygebærere.

Da artilleriilden satte ind, havde jeg råbt “fald ned!”, men i den helvedes larm trængte ingen kommando igennem. Det var en frygtelig situation. Én ting var klar for mig: delingen skulle så hurtigt som muligt bringes ud af skoven, ellers ville vi blive skudt sønder og sammen, før vi nåede skyttelinjen.