Senest ændret den 17. september 2021 20:30

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

“Frækhed belønnes”

Endelig var vi færdige med at bygge den famøse skyttegrav. Den havde kostet os mange sårede, men heldigvis kun få døde. Der begyndte at gå rygter om, at divisionen skulle til Frankrig. De viste sig dog at være forhastede. 

Derimod skete der noget, som fik stor betydning for mig. En dag blev det bekendtgjort, at maskingeværafdelingen skulle bruge nogle folk, og at de, der var uddannede som mekanikere, kunne melde sig. 

På dette tidspunkt havde jeg været ca. to måneder i felten, og jeg havde ærlig talt fået »næsen fuld« af infanteriet. Jeg mente at have fundet en udvej, så en overflytning til MG-afdelingen kunne lykkes. Nu var øjeblikket der, og jeg var klar til at gøre et forsøg.

Altså meldte jeg mig til Kommandofeldweblen og anmodede om at blive overflyttet. Det første, han sagde, var selvfølgelig, at jeg var landmand og ikke mekaniker. Jeg var forberedt herpå og svarede, at vel stod der landmand i papirerne, men jeg havde stået to år i lære som mekaniker og var derefter gået tilbage til landbruget. Han bed på krogen og gav tilladelse til , at jeg forsøgsvis kunne melde mig. 

Jeg var klar over, at jeg i nogen grad var på gyngende grund, og det var med blandede følelser, jeg meldte mig hos Feldweblen ved MG-afdelingen. Det gik bedre, end jeg havde turdet håbe. 

Atter var heldet med mig. Feldweblen sad og bladede i mine papirer, og jeg var forberedt på, at jeg igen skulle benytte min nødløgn om min mekanikerlærdom; men det blev slet ikke nødvendigt. Da han endelig var færdig med eftersynet, så han op på mig, og til min store forbavselse tiltalte han mig med »du«.

»Du er prøjser,« ser jeg, »og fra Haderslev amt. Ligger det ikke oppe ved den danske grænse? – Kan du også tale dansk?« Begge spørgsmål måtte jeg besvare med et ja. »Tja,« fortsatte Feldweblen, »jeg er hannoveraner, og vi holder også meget af prøjserne.« 

Jeg forstod, at denne »kærlighedserklæring« til Prøjsen var ironisk ment, og at det ikke ligefrem var en anbefaling at være prøjser. Jeg begyndte at fatte sympati for manden, der syntes at være i besiddelse af en vis historisk viden. Feldweblen fortsatte: »Du er landmand og ikke mekaniker, ser jeg, men det gør ikke noget. Den smule mekanik, der skal til, lærer du sagtens, hvis du da ikke er alt for fummelfingret, og det ser du ikke ud til.

Gå udenfor og vent til kompagnichefen vågner, han sover til middag, så kan du melde dig til ham, når han engang gider stå op. Og én ting ti , tag dig det ikke nær, hvis han galer lidt op, fordi du ikke er mekaniker, den sag skal jeg nok klare. I øvrigt går han under navnet »Sternigel«, (det var navnet på en tysk rovmorder), men det skal du ikke bryde dig om, manden er bedre end sit rygte.« 

Jeg hilste og forsvandt ud af døren for at vente på »Sternigel«, fandt mig en skyggefuld plads og gjorde mig det behageligt. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)