Tag-arkiv: massebespisningsanstalt

21. oktober 1916. Massebespisningsanstalt i Sønderborg

Senest ændret den 20. marts 2017 10:00

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Der er udstedt forbud mod at fodre svin med kartofler

i Haderslevkreds for saa vidt at kartoflerne er tjenlige til menneskeføde.

En massebespisningsanstalt

er den 18. oktober aabnet i Sømandshuset i Sønderborg. Maden bestaar i regelen af sammenkogte spisevarer, grønsager, melvarer, kød. En liter koster 50 pfenning. Man kan ogsaa faa en halv liter. Maden skal bestilles dagen i forvejen. Modtagerne skal selv medbringe redskaber til at hente den i.  

Faldne

Fru Cathrine Andersen, forhen gift Tychsen, i Broager har modtaget budskab om, at sønnen Jens Tychsen er falden i Galizien. En anden søn Tøge Tychsen har været savnet siden den 6. juni 1915. To sønner staar stadig ved fronten i Frankrig, og en svigersøn er i russisk fangenskab.

Murer Bruno Menzer fra Sønderborg er falden.

Arbejdsmand Hans Jessen Skjøth, søn af enke Anne R. Skjøth i Haderslev, er falden, 19 aar gl. Hendes ældste søn faldt i 1914. Han laa inde som soldat, da krigen udbrød. Den dybt bedrøvede moder har i sine sønner mistet sin alderdoms støtte.

Arbejder Kragh fra Hyrup ved Haderslev er falden paa Østfronten.

Skrædder Peter Hedegaard fra Øsby er falden ved Somme: han efterlader hustru og tre uforsørgede børn.

Familien Licht i Kastrup ved Gram har modtaget meddelelse om, at sønnen Lauritz er falden den 1. oktober, 20 aar gl. 

I tabslisten meddeles, at underofficer Karsten Bahnsen fra Rotenburg (Rødekro?) i Aabenraa amt, Hans Dominikussen fra Nordborg, underofficer Jens Wind fra Spandet og Andreas Madsen fra Skovbølgaards Mark ved Aabenraa er faldne.

Saarede

Lærer Hans Steffens fra Genner er bleven haardt saaret ved Somme.

I tabslisten opføres Niels Pors fra Aabenraa og Peter Schildt fra Bevtoft som haardt saarede.

Savnede

Murer Locks hustru i Tombøl har faaet breve til sin mand tilbage fra Somme med paaskriften savnet.

Ifølge tabslisten er Carsten Jørgensen fra Sønderborg, Hans Faurholm fra Ertebjerg paa Als, Peter Maag fra Genner Strand og Thomas Thomsen fra Lebølgaard paa Als savnede.

I fangenskab

Skytte Thomsen fra Gammel Haderslev er i engelsk fangenskab, saaret i begge arme.

Mathias Gormsen fra Mastrup er i fangenskab.

Gaardejer Hans Schmidt fra Over Aastrup har faaet meddelelse om, at hans søn Hans Peter Schmidt er i engelsk fangenskab i en fangelejr i Frankrig. Adresse er: Musketer Hans Peter Schmidt Nr. 8 Prisoners of War Company, B. E. J. France, nr. 268.

Ogsaa Schmidts kammerat, arbejdsmand Theodor Uldal fra Hammelev er i samme fangelejr. Hans adresse er ersatzreservist Uldal nr. 8, Prisoners of War Company, B. E. J.France nr. 396.