Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I starten af 1917 befandt han sig ved Utungisøen, hvor han fremstillede miner. Inden afgangen skulle en del af disse nedgraves.

En af de sidste Dage, vi laa ved Utungisøen, gav Stache mig Ordre til at følge med en Patrouille ud for at nedgrave nogle Miner.

De skulde anbringes paa en meget vigtig Vej, og han vilde have Sikkerhed for, at de blev anbragt, som de skulde. Sammen med en Afdeling Bærere, der bar Graveredskaber og Miner, og en Askariunderofficer, der vidste, hvor Minerne skulde anbringes, begav jeg mig af Sted paa Ekspeditionen ud paa Eftermiddagen.

Vi gik godt til og holdt ikke Hvil, men først ved Midnatstid naaede vi frem til det Sted, hvor Minerne skulde graves ned. Underofficeren fortalte mig hviskende, at Englænderne var lige i Nærheden, og gik derefter et Stykke forud, for at holde Vagt.

Jeg gav Bærerne Ordre til at grave nogle Huller af passende Størrelse, og i dem an­bragte vi Minerne, hvis Tændmekanisme var forbundet med et Bræt, som skulde ligge lige i Jordoverfladen.

Minerne blev sat ned, og jeg stak Haanden ned til hver enkelt og afsikrede dem. Jeg gjorde det ganske uden Nervø­sitet, da jeg kendte Konstruktionen og jo selv havde lavet Minerne, men jeg blev ved denne Lejlighed klar over, at det ikke maatte være noget hyggeligt Arbejde for Folk, der ikke rigtig var inde i deres Konstruktion eller var nervøse.

Det kan ske for den modigste.

Der blev nu fyldt Jord omkring Minen, og Brættet blev skjult under Blade og Græs. Saa snart vi var færdige, vendte vi om og marcherede tilbage til Lejren, som vi først naaede den næste Dag ud paa Aftenen, da vi gjorde Holdt undervejs.

Efter at have hvilet en Dagstid ovenpaa denne Ekspedition drog Stache og jeg videre mod Syd.

Den sidste Aften saa jeg en Mand staa paa en lille Bakke et Stykke fra vor Lejr.

Manden stod som hugget i Sten, saa længe jeg saa ham, og hans Silhuet tegnede sig skarpt mod Aftenhimlen.

Jeg kunde tydeligt se hans store Fuldskæg og Skyggen af hans opkrammede sydafrikanske Hat. Det var Generalens stadige Ledsager, Boeren van Niewenhuizen, der stod og spejdede i den Retning, hvorfra Fjenden kunde ventes.

Længe efter genkaldte jeg mig Billedet af denne statuelignende Mand — et Monument for Vagtsomhed og uforsonligt Had.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika, i starten af 1917 ankom han til Utungisøen hvor General Lettow-Vorbeck befandt sig.

Efter tre Dages March naaede vi frem til den nordlige Spids af Utungisøen, hvor det viste sig, at General Lettow-Vorbeck opholdt sig.

Jeg saå ham ikke ved denne Lejlighed, men Stache meldte sig hos ham og kom tilbage med et underlig indædt Udtryk i Ansigtet.

— Vi skal blive her nogle Dage, sagde han, Generalen ønsker 35 Miner.
— Hvad i Alverden skal vi lave dem af — vi har jo ingenting?
— Prøv lige at fortælle det til Generalen, svarede Stache mørkt, og saa gik vi i Gang med Arbejdet.

Vi havde ingen Granater, der egnede sig til Formaalet, da de alle var af for lille Kaliber, men vi fik fat paa noget Bølgeblik, hvoraf vi lavede Beholderne til Sprængstoffet.

Det øvrige gik af sig selv. Under Arbejdet fortalte Stache mig, at Generalen havde hørt noget om de mange Miner, der blev gravet ned uden at være afsikret, og havde givet Ordre til, at der skulde laves en anden Tændingskonstruktion end den, der hidtil havde været anvendt.

Vi havde imidlertid alt for travlt til at spekulere over nye Konstruktioner til disse Helvedesmaskiner, men lavede dem paa den gammeldags Manér.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Da jeg havde været i Kungulio et Par Dage, uden at have noget egentligt Arbejde udover at passe paa, at ingen løb med den opstablede Ammunition, kom en af Staches Bærere til mig med et Brev, der var skrevet i Kisakki, som aabenbart stadig maatte være i tysk Besiddelse. Det indeholdt en Ordre til at fremstille saa mange Miner som muligt og sende dem Nordpaa, efterhaanden som de blev færdige. Han gav mig ogsaa nogle Anvisninger paa, hvor ledes jeg skulde lave dem, og havde i øvrigt tidligere talt til mig om det.

Jeg lod mine Bærere bygge et Værksted, d. v. s. jeg lod dem rejse et Tag af Græs paa en egnet Plads, og under dette begyndte jeg saa min Massefabrikation af Miner.

Det var ikke noget ensartet og trættende Arbejde, da jeg stadigvæk maatte tage Hensyn til det forhaandenværende Materiale, hvilket igen havde til Følge, at ikke ret mange af Minerne kom til at ligne hinanden undtagen i Principet.

Jeg tænker ikke, jeg røber nogen stor militær Hemmelighed, naar jeg forklarer dette Princip. Den tyske Hær i Østafrika var jo næsten komplet blottet for mekaniske Hjælpemidler — saa at sige alt maatte improviseres — Minerne ogsaa. Det store Spørgsmaal vedrørende deres Konstruktion var, hvorledes man skulde faa dem tændt. Urværk eller andre mekaniske Tændere havde vi ikke, og Elektricitet kunde ikke anvendes, da Hæren sikkert ikke raadede over andre Tørelementer end dem, der blev anvendt til Felttelefonerne.

Minerne skulde være saadan konstrueret, at de gik i Luften i samme Øjeblik, man traadte paa dem eller kørte over dem, og saadan blev de ogsaa lavet, til stor Sorg for de engelske Chauffører, der havde kørt paa Nordfronten.

En eller anden opfindsom Aand havde nemlig fundet en fortræffelig Løsning: kasserede Geværlaase. I Tidens Løb bliver der i en kæmpende Hær ødelagt ikke saa faa Geværer, men som Regel er det ikke Laasen, det gaar ud over, men Kolben, Piben o. s. v. I saa Tilfælde er Laasen jo heller ikke til noget, og den nævnte Opfinder saa i en inspireret Stund, at her var lige det rigtige Middel til Tænding af en Mine. Naar Slagstiften kunde knalde en Patron af i et Gevær, saa kunde den ogsaa knalde en Fænghætte og en Tændsats af i en Mine, og paa den Maade blev Spørgsmaalet løst til Englændernes Fordærv, eller i det mindste til Ulejlighed for dem.

Vi medførte derfor — ogsaa her paa Safarien til Kungulio — et betydeligt Antal kasserede Geværlaase, som blev paamonteret Minerne. Disses øvrige Bestanddele blev bestemt af de Materialer, vi havde ved Haanden. I Kungulio fabrikerede jeg Miner af engelske Minekastergranater, af tyske 10,5 Granater fra „Königsberg“ — denne næsten uudtømmelige Kilde til Velstand — og af svære Granater fra det engelske Skyts, der var blevet anvendt paa Taveta Fronten. Desuden brugte jeg alt, hvad jeg kunde faa fat paa af kasserede Dunke, Beholdere o. lign.

Det var absolut ikke noget ensformigt Arbejde.

Hvor mange af dem, der virkede efter Bestemmelsen, véd jeg ikke. Det har nok langt fra været dem allesammen. Stache fortalte mig, at Soldaterne, der skulde grave dem ned, var bange for dem og ofte af Frygt undlod at afsikre dem, før de gravede dem ned. Naar dette ikke blev gjort, kunde der gaa lige saa mange over paa dem, som det skulde være, og i mange Tilfælde er det ogsaa sket.

Andre gravede dem skødesløst ned og dækkede dem ikke tilstrækkeligt til, med det Resultat, at Englænderne opdagede dem og gik udenom. Kun en mindre Del af dem har virket efter Bestemmelsen, men paa anden Maade var deres Virkning meget betydelig.

Efter nogle Minesprængninger midt i Kolonnerne blev Englænderne
bange for at følge de sædvanlige Veje og blev tvunget til store og tidsspildende Omveje. Det blev ogsaa sagt, at Tyskerne ofte ligefrem advarede Englænderne mod Miner ved at slaa Plakater op med Indskriften: „Pas paa — Miner“ og saaledes sikrede sig, at  Englænderne ikke anvendte disse Veje, men det har jeg ikke kunnet konstatere.

Nok er det — Minerne spillede en meget betydelig Rolle i denne  Krig, og jeg havde som Opgave at lave en god Del af dem, der blev anvendt. Nu — og dengang for Resten ogsaa — tænker jeg ofte paa, hvilke Ulykker disse forfærdelige Apparater kan have forvoldt paa Mennesker og Dyr, men der var jo intet Valg for mig, og denne Krig blev som bekendt fra Englændernes Side ført med en saadan Overmagt af Mennesker og Materiel, at den Smule, vi kunde stille op mod dem paa dette Omraade, maatte kaldes berettiget Nødværge.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)